Sarah Boberg: ”Jeg har altid leget, at jeg var en anden”

Hvordan skal man være for at blive din ven?

"Venskaber betyder virkelig meget for mig, det er min anden familie, og sådan har det altid været.

Jeg har både nogle få tætte venner, men jeg har også en større omgangskreds.

Læs også

Lykke Friis mødte i juli en kvinde, hvis ord gjorde stort indtryk: ”Det glemmer man jo ikke”

Men de fleste af mine tætte venskaber, har jeg haft næsten hele mit liv. Man skal være sig selv. I et venskab er det vigtigt, at man kan være den, man er. Så skal man have humor, det er altafgørende for mig i hvert flad. Og jeg mener ikke haha humor, men det, at man kan se udad mod verden og se sig selv udefra, og at man kan se det absurde i den her vanvittige verden, vi lever i.

Det gør, at man kan holde det hele ud. Det sidste er nok integritet, og der mener jeg respekt og loyalitet. Det er vigtigt, at det, man siger, er det, man mener."

Er der en bog, du vil anbefale til alle?

"Jeg elsker bøger, og jeg elsker at læse. Min favorit ændrer sig med tiden, fordi der er noget, der optager mig meget i en bestemt periode af mit liv, og så pludselig bliver det noget andet. Da jeg var barn, læste min far 'Ringenes Herre' højt for mig og mine søskende, og den har været med til at definere mit liv. Jeg læste den selv, så snart jeg kunne læse, jeg læste den igen som ung, og jeg læste den højt for min søn. Den har fyldt meget i mit liv. Det er jo en kæmpe verden, man kommer ind i, og man lærer karaktererne at kende, nærmest som om det er ens venner.

Da jeg var barn, tænkte jeg ikke så meget over det, men det handler jo også om det gode og det onde, og det var en god måde at forstå de temaer på via noget konkret. Fordi jeg kunne leve mig ind i karaktererne og drømme mig væk. Alle de lege, jeg legede sammen med mine søskende, var også fantasilege.

Fantasiverdenen fyldte lige så meget som den virkelig verden, fordi vi havde hørt den bog. Det kunne måske også være sket med en anden bog, det skal jeg ikke kunne sige. Måske var det bare, fordi min far læste højt, og vi alle kunne dele den verden sammen."

Hvad kan du ellers lide at læse?

"Jeg har altid læst mange digte. Digte har også været med til at forme mig og min måde at tænke på, tror jeg. Det er selvfølgelig forskelligt alt efter, hvad det er for en digter, men digte er små dråber af klarhed.

Jeg oplever tit, at et ord eller en sætning kan gøre, at en kæmpe tanke, jeg har tumlet med, bliver helt tydelig for mig. Det gør noget klart inde i mig, synes jeg. En som Inger Christensen for eksempel, hun kan sige nogle ting, som jeg bare forstår. Jeg har det næsten, som om hun forstår mig."

Hvordan fandt du ud af, at du ville være skuespiller?

"Historier har altid været en stor del af mit liv. Da jeg var lille, havde jeg en kassettebåndoptager, hvor min bror og jeg lavede fortællinger, hvor vi var forskellige karakterer. Jeg har altid leget, at jeg var en anden. Men faktisk troede jeg i mange år, at jeg skulle være danser, og jeg forfulgte også den drøm i noget tid.

Jeg kom ind på en skole for moderne dans i London, men det var ikke noget for mig. Jeg kedede mig med den repetition og disciplin, dans kræver, og jeg savnede ordene. Så jeg begyndte at tage undervisning i skuespil, og jeg kunne hurtigt mærke, at jeg følte mig meget bedre hjemme."

Læs også

På få år mærkede Josephine Park livets alvor: ”Det skabte nogle år med massivt kaos”

Hvad gjorde du så?

"Jeg gik på en skole i Italien i et år, hvor jeg mødte en amerikansk lærer, som var virkelig dygtig. Jeg ville gerne fortsætte med at arbejde, som han gjorde, så jeg flyttede til New York. Og så skete livet bare. Jeg blev færdiguddannet, arbejdede og fik et barn."

Men så tog du hjem til Danmark igen. Hvorfor?

"Da min søn skulle til at starte i skole, var min daværende mand og jeg nødt til at tage en beslutning. Nu handlede det ikke bare om, hvad vi ville, men om vores barns identitet. Min eksmand kommer fra Italien, og en ting er, når man kommer udefra og bor i et land, så tager man bare det, man kan bruge, men hvis vores barn skulle vokse op i USA, så ville det blive hans verden. Der havde vi det begge to sådan: ”Ville vi virkelig have, at vores søn blev amerikaner?”

Det er jo et helt andet skolesystem, og vi havde ikke råd til en privatskole. Dengang var de offentlige skoler sådan, at der var metaldetektorer, og det var svært at forestille sig, at vores lille friske dreng skulle gå sådan et sted. Så vi besluttede, at vi ville prøve at bo i Danmark."

Var der noget bestemt, du gerne ville give videre til din søn?

"At gøre sig umage – også når noget er kedeligt. Livet er jo sådan, at tingene ikke er lige sjove hele tiden, og jeg tror, det er vigtigt at lære, at man er nødt til at blive i det. Det er ens eget ansvar at gennemføre ting, og når man gør det, så kommer man videre. Det kan være helt små ting, som at ville stoppe med at gå til noget, fordi det er blevet kedeligt. Så sagde jeg: ”Nu har du meldt dig til det her, så må du gøre det færdigt.

Næste år, når vi skal melde til igen, så kan du vælge noget andet. Men nu er det det her, du sagde, du ville, så nu må du gøre det færdigt.” Og så skete der jo altid det at efter nogle gange, så blev det sjovt igen. Det var vigtigt for mig, at han fik den erfaring. For det er kedeligt at øve sig, men jo mere man øver sig, jo bedre bliver man til det. Og ja, det er kedeligt at læse lektier, men når man har gjort det, så kan man forstå nogle ting, og så kan man gå videre. Det har jeg altid holdt fast i."