”Forleden bad AULA mig om at anmelde deres app. Dét skulle de nok ikke have gjort”
Er din anmeldelsespraksis styret af hævntørst, eller husker du også at rose de gode oplevelser?
"Vi er altså meget kede af din anmeldelse. Faktisk håber vi, at du vil trække den tilbage", siger kvinden fra tandlægeklinikken med noget, der minder om en slet skjult trussel i tonefaldet.
Jeg overvejer at fortælle hende, at det altså var DEM, der bare uden videre havde aflyst min aftale uden at give mig besked, og at min i øvrigt forholdsvis fredelige feedback på deres elendige serviceniveau således var skrevet i en tåge af tandpine (og hævntørst), men jeg beslutter mig for den konstruktive løsning og smækker røret på i stedet.
Ingen læser alligevel den slags, så hvad gør én sur brugeranmeldelse fra eller til på et internet, der i forvejen flyder med andre folks frustrationer og dårligdomme? Ikke desto mindre var lige netop min anmeldelse af tandlægeklinikkens uheldige forglemmelse blevet særligt populær blandt Trustpilots brugere, og nu var hele butikken åbenbart i overhængende risiko for at bukke under for shitstormen.
Nuvel, sådan er det jo blevet de seneste år, hvor tjenester som Trustpilot, Tripadvisor og Google har gjort det faretruende nemt for os forbrugere at få afløb for vores utilfredshed i real time. En kold burger og varm fadøl på caféen i Berlin? Sur anmeldelse. Ugidelig ekspedient i møbelbutikken på Amager? Sur anmeldelse. Lidt for lang kø til kassen i supermarkedet? Sur anmeldelse.
I dag er ingen grad af irritation eller dårlig service blevet for lille til en advarsel på internettet, og hvor den slags tidligere krævede ubehagelige og akavede samtaler med butikschefer, restaurantejere og andre mennesker af kød og blod, kan vi fortørnede forbrugere nu skælde ud via mobilen i al ubemærkethed. Endda MENS vi betaler regningen med et høfligt smil.
Det er svært ikke at se det nedtrykkende i denne tendens, og jeg skal da også gerne indrømme en vis dårlig samvittighed over, at mine dårlige anmeldelser, omend alle skrevet i velfortjent affekt, kan koste en tandlæge, en tjener eller en restaurantejer sit levebrød.
På den anden side har virksomhederne også bedt om det, for det er jo efterhånden blevet umuligt at købe en vare på nettet, sende en pakke, bestille en pizza, gå i biografen eller downloade en app uden at blive afkrævet stjerner og feedback i en lind strøm af tiggende, anmasende emails.
Mit lokale fitnesscenter beder om en anmeldelse af mit seneste besøg omtrent en gang om måneden (der lugter fortsat af andre folks sved, så den kommer ikke op på mere end tre lunkne stjerner), jeg modtager stadig mails om et par bukser, jeg købte for to måneder siden (de sidder fint, tak), og forleden bad virksomheden bag AULA mig om at anmelde deres app. Dét skulle de sgu nok ikke have gjort.
Pointen med brugeranmeldelserne er naturligvis, at vi også husker at skrive om de gode oplevelser, så internettet ikke flyder helt over med skideballer over, at kokken, kassedamen eller klinikassistenten havde en dårlig dag på jobbet lige præcis den dag, vi tilfældigvis kom forbi. Men trangen til at lufte utilfredsheden ligger dybt i os.
Jeg hørte engang om en undersøgelse fra restaurationsbranchen, der viste, at vi i gennemsnit fortæller ti mennesker om dårlige restaurantbesøg, hvorimod vi kun fortæller tre mennesker om de gode. At brokke os fremkalder tilsyneladende en glæde ikke ulig den, vi får af at dytte vredt af andre i trafikken. Internettet har i den grad sat pytknappen ud af spillet.
Og konsekvenserne af vores digitale vredesudbrud? Det er heldigvis ikke vores tandpine.