Maise Njor-novelle: Del 2

 2. kapitel: Kan et barn have tre fædre?

”Du kan da ikke få en abort,” sagde Jeppe. Selvom han vel var hendes bedste ven, var det også nogle gange meget irriterende, når han legede moralens vogter.

”Jeppe, du kan jo slet ikke tale med om den slags – du har ikke været i seng med en pige, siden folk gik i Buffalo-sko, og ”Scatman” var et hit.”

Han så såret ud: ”Det kan jeg da. Jeg er jo selv blevet født, og som sådan er jeg ekspert på området. Tænk, hvis min mor havde fået en abort – så havde du ikke haft mig som din bedste ven!”

Jeppe stod bag skranken i Hotel Tordenskjold, og Solvej var der for at hente dagens hold af turister: 20 personer fra Israel. Solvej var booket til at vise dem ABC-ruten: Amalienborg, Børsen og Christiania. Ude på parkeringspladsen stod Bus-Brian og røg i ly af regnen. ”Årh nej, ikke israelere, hvad har jeg gjort for at fortjene det her job?” udbrød han. Solvej havde været fast makker med ham i fire år, og hun havde faktisk aldrig hørt ham udtale sig positivt om nogen turister, uanset nationalitet. Hun havde både morgenkvalme, en voldsom trang til rejer i koriander og madlede samtidig, den syren-farvede uniform strammede, og hun var træt: ”Brian, hvorfor er du altid så sur – hvad fanden er der galt med dig?” snerrede hun.

”Der er ikke noget galt med mig – det er problemet,” svarede Brian. ”Jeg har jo det hele og lidt til og meget mere – og jeg bliver bare så SUR over, at jeg ikke kan tillade mig at klage over noget. Det kan man jo ikke som dansker, og så bliver jeg bare så irriteret over alle de udlændinge, som kommer til landet, og måske kommer de fra et land med bundløs statsgæld eller uroligheder eller valgsvindel eller noget andet, som gør, at de godt må få lidt medlidenhed, men jeg må ikke få noget.”

Solvej kiggede overrasket på den store chauffør med gule plamager under armene. Herregud – var det bare det, han ville have? Medlidenhed? Hun strøg ham over hans bølgede hår og sagde: ”Det kender jeg godt. Det er svært at få god gammeldags medlidenhed nu til dags. Alle forventer, at man er så voksen, når man er… Voksen.”

Den uventede ømhed fik Bus-Brians øjne til at fyldes med tårer: ”Ja, og alle siger, at jeg bare kan tabe mig, hvis jeg så gerne vil, og ingen har ondt af mig, og vi har jo en hjørnegrund, så der er virkelig meget hæk, der skal klippes, og…”

”Og jeg er gravid,” hviskede Solvej, og så begyndte hun at græde lige ud i regndråberne på sine kinder.

”Lille pus,” sagde Bus-Brian og hev hende ind til sig og gav hende et stort knus. Det føltes rart. Hun lukkede øjnene og nød bare at blive taget i favnen, også selv om han lugtede meget af løg. Da hun åbnede øjnene igen, så hun ud på de 20 israelske turister.

En ældre herre med sort hat og briller trådte frem fra flokken og spurgte: ”Eeh… What is the problem.”

Solvej prøvede at samle sig og fik sagt: ”The problem is that he is fat and I am pregnant.”

Den ældre mand stirrede chokeret. Så sagde han: ”You call that a problem? We come from a country with terrorists bombing our settlements…”

Bus-Brian slap sit tag i Solvej og svarede: ”Yes. You are very lucky,” og så var stemningen for dagen ødelagt. Ovre ved Amalienborg prøvede Brian at redde stemningen ved, over højttaleren, at sige, at Kronprinsen havde så mange børn, at de ikke kunne være på ét frimærke, men ingen syntes, det var sjovt. Solvej måtte give ham, at han var stædig, for efter lidt tid prøvede han igen: ”…and Amalienborg is painted the same colour as the Queens teeth…” Der var stille i bussen. Solvej rodede med sine papirer. Hun havde aldrig været specielt glad for Bus-Brian, men nu havde hun faktisk fået en smule medlidenhed med den store tykke tosse.

Læs også: Solvejs vej mod solen - kap. 1

Ude foran Christiania hev Solvej sin samling af firmaets syren-lilla paraplyer frem og gav én til hver af de israelske turister. De vandrede i gåsegang gennem Pusher Street, og som altid var Solvej lidt flov over, at turisterne talte om de indfødte, som om de ikke kunne høre eller se, at der blev gloet og peget. Men hun tog sig sammen og begyndte at fortælle om Fristaden, og de israelske turister var synligt betryggede ved fortællingen om, at der også i Danmark var en form for bosættelser, som blev beskudt af og til. Få meter derfra stod en græsk forsamling og fik samme remse skrålet op af en græsk guide. Hans mørke, våde hår hang ned i panden, og hvis han ikke havde været så irriterende og højtråbende, havde Solvej syntes, at han faktisk var meget smuk.

”The Freetown of Christiania was started in…,” sagde hun.

”1971,” fortsatte den græske guide.

”It was originally…,” forsatte Solvej.

”A military area,” fortsatte grækeren og smilede over mod hende.

”Excuse me, can you please keep your voice down?” kommanderede Solvej.

Regnen blandede sig med hendes papirer,

”Det er svært at holde noget som helst nede, når man ser på dig,” svarede den græske guide.

”Taler du dansk?” spurgte Solvej forbløffet.

”Selvfølgelig. Jeg har boet her i fem år.”

”Den typiske historie med, at du mødte en blond dansk pige og blev gift?” spurgte Solvej.

”Nej, egentlig ikke, jeg fik et job, og så er jeg her. Der er ingen blonde danske piger, der gider have mig,” svarede grækeren. Regnvandet sad i dråber i hans tykke øjenbryn, det fik hans hår til at klaske ned i panden, og… Solvej bemærkede, at regnen også havde sat sig som små perler i de mørke hår på hans hænder. Han var så pæn, at hun fik kvalme.

Bedst som hun stod og følte, at hun var med i en Barbara Cartland-novelle, var hun med i en Barbara Cartland-novelle. For grækeren lænede sig pludselig ind mod hende og kyssede hende i så lang tid, at de israelske turister til sidst alle stod og gloede ned på en stor hund, som snusede en gravhund så meget i numsen, at den var løftet op og kun rørte jorden med forbenene.

”Det var eddermame frækt gjort,” sagde Solvej.

”Ja. Man har jo et image, man skal leve op til. Og desuden er du det smukkeste, jeg har set i mit liv.”

Læs videre på næste side.

”Altså, gentag det lige,” sagde Jeppe, da Solvej afleverede den israelske delegation på Hotel Tordenskjold. ”Det smukkeste, han har set i sit liv? Jeesus fucking Christ, han er god. Det er det, jeg siger – grækere er toppen. Det var jo også dem, der opfandt bøsseriet.”

”Georgio er ikke bøsse, jo.”

”Naarh, man er allerede på fornavn, hva’?”

”Ja,” prustede Solvej. ”Og jeg har også givet ham mit navn og nummer.”

”HVAD HAR DU?” råbte Jeppe i et toneleje, så den sidste israelske turist pilede ind i elevatoren. ”Den slags gør man bare ikke!”

Hun rettede på det syren-farvede guide-sæt, som turistbureauet havde udstyret hende med. De havde tøjet i orden, men hvad med det andet? De havde ikke udstyret hende med en replik til, når man blev kysset af en meget græsk græker fra et konkurrerende guide-selskab. ”Jeg blev nødt til det,” sagde hun. ”Han havde sådan nogle pæne hår på andet led af fingrene… Du ville have gjort det samme.”

”Nej, for jeg tjekker altid folks baggrund først. Ved du, hvad jeg lige har opdaget?” spurgte Jeppe. ”Jeg har lige været oppe på værelse 108, mens I var væk, og jeg kunne se, at Mr. Ismael er homo.”

”Det er jo ikke noget, man kan se ud fra indholdet af en kuffert,” sagde Solvej, irriteret over, at Jeppe altid fik samtalen drejet hen på sig selv.

”Det da ved den sødeste grød man kan. En engangsskraber med lange sorte pubeshår og Beckhams aftershave kombineret med skjorter med nerier i blomst.”

”Det har vi talt om. Du må ikke gennemrode gæsternes ting, mens de er ude,” svarede hun.

Da Solvej kom hjem, tog hun sit våde tøj af og iførte sig en sommergul kjole med stropper og nogle højhælede sandaler – så vandet kunne løbe ud, når hun om lidt skulle ud i regnen og over til Jesper og Gitte. Mens hun sminkede sig, tænkte hun på Henrik og på det barn, hun havde i maven. Et barn var det vel ikke endnu, men så… En dims. Hvordan skulle hun forklare, at hun ikke ville drikke noget til middagen? Det var jo ikke sådan, at hun skulle have det barn… Den dims… Men man kunne da ikke tillade sig at drikke, selvom man skulle have en abort, vel? Hun havde stadig ikke fået sagt til Henrik, at han ikke skulle… være far. Men at hun var gravid. Efter hun havde gjort det forbi med ham, havde han sendt blomster og ringet 10-20 gange om dagen, og til sidst havde hun givet efter, og nu skulle de til par-middag. Det var, som om Henrik kun var interesseret i hende, når hun ikke ville have ham… Eller også havde han indset, hvor meget han elskede hende, og så skulle de flytte sammen og have et barn? På den anden side: Man kan da ikke blive forældre med en mand, som altid går, før morgenmaden bliver serveret, som altid lige er på vej videre. Tænkte hun. Og så tænkte hun på Georgio. Idiot. Hvad bildte han sig ind at kysse hende dér lige foran de folk, hun skulle guide rundt i København? Hun havde mistet al sin autoritet, og turen tilbage til hotellet havde været akavet, og de havde aflyst turen dagen efter, og nu var Bus-Brian sur, fordi han havde mistet en dagsløn.

Læs også: 3 bogtip til weekenden

Det ringede på dørtelefonen. Så måtte Henrik være der. Hun trykkede.

”Det er Georgio,” skrattede det.

”Georgio,” tænkte Solvej. ”Hvem er han egentlig? Hvorfor vil han have mig?” Det havde altid været svært for hende at tro på, at nogen ville have hende, når nu hendes egen mor havde givet hende fra sig direkte efter fødslen. Det eneste, hun havde fået med fra sin mor, var navnet, fordi hun havde ønsket, at hendes barn skulle have lidt sol med på sin vej. Det havde hun vel fået… Solen havde skinnet mange gange gennem årene, men lige nu regnede det, og det havde det gjort de første fire uger af sommerferien… Og en vej gennem livet? Hun anede ikke, hvor den førte hen. Det var, som om hendes vej var én lang række af tilfældigheder, og hun følte, at hun aldrig selv havde planlagt ruten. Nu var endnu en tilfældighed på vej op ad trappen.

Georgio kom ind ad døren og gik straks hen og holdt om hende. Stille hviskede han: ”Jeg måtte bare se dig igen, jeg har ikke tænkt på andet siden i formiddags.”

Han havde en dejlig duft af appelsin. Hans arme var korte, men muskuløse. Og – han skulle gå. Nu.

”Jeg får en gæst lige om lidt,” fik Solvej sagt.

”Må jeg ikke møde hende?” spurgte Georgio.

”Det er en han. Det er min kæreste.”

”Må jeg ikke møde ham?” spurgte Georgio, tilsyneladende uanfægtet. ”Så kan han se, at jeg er mere forelsket i dig, end han nogensinde har været, og så går han igen.”

”Sådan fungerer det ikke i Danmark,” sagde Solvej. ”Her er man sammen, fordi… Fordi man har besluttet det.”

Georgio så forvirret ud. ”Men hvad så med mig? Hvad med den store kærlighed, som blev tændt det øjeblik, jeg så dig?”

”Kærlighed ved første blik findes ikke,” sagde Solvej. ”Det er en form for momentan sindssyge…”

”Nej, nej, det er helt normalt, der hvor jeg kommer fra,” sagde Georgio. ”Det er bare her i Danmark, at I ikke tror på det…”

”Georgio, du må virkelig undskylde, at jeg gav dig mit nummer. Jeg kan ikke se dig mere, for jeg er gravid med en anden…”

Den oplysning fik endelig Georgio ud ad døren.

Til middagen sad hun tavs og kiggede på de andre, på Jesper og Gitte og på Karina og hendes mand og deres lille barn, som indtil videre kun hed Drengen. Og så så hun på Henrik, som gestikulerede med sine tynde hvide hænder, mens han talte. Den mand, som hun havde ønsket sig så brændende det seneste år, blegnede en smule for hvert ord, der kom ud af hans mund. Hver sætning startede med ”jeg” og blev efterfulgt af noget, som Solvej kendte på forhånd. Samtidig så han på uret hele tiden. Til sidst lænede han sig ind imod hende og kyssede hendes øre, mens han sagde: ”Smukke dame, jeg bliver nødt til at gå nu – vil du med?”

Han stoppede bilen uden for hendes opgang.

”Hvorfor har du været så mærkelig hele aftenen?” spurgte han, da de havde kysset farvel.

Solvej stirrede ned i skødet. Så stirrede hun ud af forruden. Så kiggede hun i sidespejlet. Og da der ikke var flere steder at kigge hen, andet end ind i hans øjne, sagde hun stille: ”Jeg er gravid.”

Henrik studerede hendes ansigt, så kiggede han ned på hendes mave. Og som om han var ved at drukne og manglede en redningskrans, tog han fat om hendes bryster og sagde: ”Fantastisk! Nej, hvor er det… Fantastisk. Det er jo helt fantastisk. Jeg skal være far… Det ændrer jo… alt. Jeg… Jeg ringer til dig i morgen, men jeg bliver nødt til at tage hjem til mig selv, for jeg skal jo tidligt op. Fantastiske Solvej, hvor er det fantastisk.”

”Den mand har jo et ordforråd som en parakit,” tænkte Solvej.

Da hun kom op til sin dør, stod der en buket hvide liljer med et kort ved: ”Jeg har tænkt over det. Efter sigende har hvert tiende barn ikke den far, de tror de har. Jeg ved i det mindste på forhånd, at barnet ikke er mit. Men jeg vil gerne være far til det, og jeg ved, at jeg har lyst til at se dig hver dag resten af mit liv. Kh Georgio.”

Solvej tog sin telefon og ville ringe til Jeppe, men på displayet kunne hun se, at han allerede havde lagt en besked på hendes svarer.

”Hej basse, det er din allerbedste bøsseven. Jeg har tænkt på dig hele dagen, og jeg har et forslag. Jeg synes, du skal få det barn, og at jeg skal være dets far, når nu Henrik lige om lidt skrider igen. Ciao-ciao.”

Hun satte sig i sofaen og stirrede ud på regnen i mørket. I morges, da hun stod op, var hun sikker på, at hun enten skulle få barnet fjernet eller blive enlig mor. Nu var der tre fædre.

Glæd dig – i denne og de kommende uger får du Maise Njors sjove, uhyggelige og sært genkendelige sommerføljeton om ”Solvejs vej mod solen”.

Følg med på ”Solvejs vej mod solen” i næste uge, hvor vi bringer 3. afsnit af Maise Njors underholdende sommerføljeton.