Sonja Oppenhagen: "De unge kvinder i dag kan godt være skrappe!"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var balletvejen. Bevægelse, leg og fysik var vigtigt for mig, så jeg kom på balletskolen som niårig. Jeg var et meget kropsligt barn, som havde brug for at udtrykke mig i stedet for at lave ballade, hvilket jeg gjorde en del. Jeg gjorde alt det, jeg ikke måtte, og min vej var belagt med skideballer, mens min bror altid var den søde. Jeg gik for eksempel en dag ud af gården og ud på Vesterbrogade, hvor vi boede. Min mor havde sagt, at jeg ikke måtte, men pludselig kunne hun fra sit vindue se folk stimle sammen og mig, der løb rundt mellem sporvognene. Balladen holdt aldrig op, og jeg har det stadig i mig. Jeg kan godt lide at gøre det, jeg ved, jeg ikke burde. Jeg tager for eksempel opgaver på mig, selv om jeg måske burde holde fri. Men jeg er stadig drevet af lysten til at arbejde.

Din levevej?

– Dengang gik man nærmest ikke i skole, når man var balletbarn, men det gør man heldigvis i dag, og det, synes jeg, er en god ting. Jeg røg ud som 14-årig. Når man bliver sendt ud på den måde, styrter ens verden i grus, for med balletskolen forlod jeg den kreative verden. Det var en stor sorg, indtil jeg kort tid efter blev tilbudt at danse Den lille pige med svovlstikkerne i tv juleaften. Så var vejen åbnet igen, og bommen gik op. Jeg har ikke fortrudt et sekund, at jeg ikke gik længere i skole. Jeg egnede mig jo ikke til det, for så skulle jeg have siddet stille. Det var ikke kun balletten, der fascinerede mig. Al opera og kunst i det hele taget. Efter Den lille pige med svovlstikkerne begyndte jeg at få skuespillerroller som for eksempel Rikke i Min søsters børn. Jeg søgte ind på Teaterskolen i Odense i 1968 og kom ind.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Ja, da jeg var færdig i Odense. Jeg skulle beslutte, om jeg ville blive i Odense eller satse på København. Jeg havde det ikke godt i Odense. Jeg brød mig simpelthen ikke om at være der, men som jeg plejer at sige: Du finder først dig selv som 42-årig. Jeg var kun 21 og hverken fugl eller fisk. Med alderen får du overblikket på grund af alle de små krogede og nogle gange blinde veje, du har taget. Jeg tog af sted til København uden jobs, men jeg fik hurtigt en rolle i Harvey med Jørgen Ryg på Klaus Pagh-Turneen. Så var jeg i gang igen, og der kom også en dejlig datter ud af det.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Jeg kom på forsiden af alle landets aviser som 15-årig, dengang hvor der kun var én tv-kanal, og sådan har det jo været hele mit liv. Folk er virkelig søde, og når de smiler og hilser, så er det jo ikke for at genere mig. Men når jeg er på ferie, vil jeg gerne være helt på ferie og kunne lave sjov og ballade uden at blive genkendt.

Hvornår i livet tog du en genvej?

– Genveje findes ikke i mit liv, for så snyder man. Det er forfra hver gang, nyt land, nye mennesker, relationer, instruktører. Intet er nogensinde det samme, og jeg har derfor aldrig haft behov for at gå nye veje, men er altid blevet ved skuespillet. I de år det har været hårdt, har jeg selv produceret teaterforestillinger og haft mine egne turneer, holdt foredrag om Dickens og Jeppe Aakjær og undervist på Musicalakademiet. Jeg gjorde noget for selv at være aktiv i stedet for at sidde og vente på, at telefonen skulle ringe. Jeg er stadig nysgerrig, og hver gang jeg læser en bog, tænker jeg, om man ikke kunne bruge den i en ny forestilling. Jeg er entreprenant, men det betyder også, at jeg altid tænker fremad.

LÆS OGSÅ: Sebastian Jessen: "Det overgår alt at skabe et liv med den, man elsker"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, som jeg mødte på Hjørringrevyen engang. Mine børn er jo nærmest et appendiks til mit hjerte.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er mig selv og mine nærmeste. Jeg er blevet bedre til at træffe mine egne beslutninger med årene. Der var engang en, der sagde, at du aldrig skal følge din mavefornemmelse, du skal hellere tænke dig godt om. Det er klogt sagt. Du skal nemlig snarere tænke over, hvorfor du får den mavefornemmelse. Det impulsive ligger til mig, så jeg kan godt være lidt for hurtig på aftrækkeren, men det er som sagt blevet bedre med årene.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg er nok lidt dominerende, men jeg lytter også. Sådan er vi kvinder jo. Jeg synes, filmen En frygtelig kvinde giver et godt billede af det. Min generation er ikke engang så dominerende som den nye. De unge kvinder i dag kan være skrappe! Alle burde se den film. Jeg ved godt, det er en generalisering, men der er noget om snakken. Jeg optrådte engang for 80 mænd i Smedeforbundet. Bagefter talte jeg med nogle fra publikum. De fortalte, at de aldrig føler, de gør det godt nok derhjemme. Det er derfor, de ikke gider hjælpe til. Deres venner må heller ikke komme på besøg, hvis der ikke er støvsuget godt nok. Sådan er min generation ikke. Jeg kommer fra en hippietid, hvor vi ikke var materialistiske. I dag går de unge op i at have dyre designerting, mens min generations velstand er kommet langsomt. Alle de ting, de unge går op i i dag, eksisterede ikke dengang, jeg var ung, hvor man bare havde en gammel sofa og fik en lampe af sin moster. Vi havde heller ingen penge at købe noget for. Mine børn har oplevet en helt anden velstand, og mine børnebørn oplever igen en helt anden end deres forældre.

LÆS OGSÅ: Britt Bendixen: "Der gik desværre lidt tid, før han så, hvor lækker jeg var"

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at runde 70 år. I sommer var jeg på Mallorca en uge med min mand, vores børn, svigerbørn og børnebørn, og det var den lykkeligste uge i mit liv. Jeg synes, min fødselsdag er blevet holdt. Jeg er født i december, og jeg har én gang prøvet at holde en stor fest. Det var, da jeg blev 50.

– Den ene halvdel kom ikke, fordi de var syge, mens den anden halvdel var trætte af julefrokoster eller sad i en lufthavn eller var sneet inde. Jeg gør det aldrig igen. På selve dagen er jeg bare sammen med min familie. Det er også det eneste, jeg ønsker mig. Det er meget mærkeligt at blive 70, men samtidig er jeg så taknemmelig over, at jeg lever fuldt ud med familie og arbejde, som stadig er en stor del af min identitet. Jeg er booket flere år frem som skuespiller. Folk spørger mig tit, om jeg ikke snart skal på pension, men så svarer jeg: ”Hvad skal jeg så lave?”

– Jeg er på vej til den næste forestilling, som hedder Dansen med Far. Den handler om kvinders forhold til deres fædre. Vi har en dukkemager med i forestillingen, som er kendt for sine fantastiske kæmpedukker.

Hvordan har du det på landevejen?

– Jeg har det fint med at være på landevejen, men jeg var det ikke, dengang mine børn var små. Der var det vigtigt for mig at være hjemme. Nu er de fløjet fra reden, og jeg kan tage af sted igen, men jeg savner dem allesammen, når jeg er væk. Jeg er af sted for tiden med et dejligt hold, som jeg går lange ture med og går på museum med. Men det vigtigste af alt er natmaden, når det er fyraften. Vi har det så hyggeligt.

Sonja Oppenhagen, født 1948

• Uddannet skuespiller og balletdanserinde. Som ung medvirkede hun i Min Søsters Børn. Spillede siden på ABC-teatret. Har desuden haft roller i kendte tv-serier som Matador, Huset på Christianshavn og Taxa.
• Har været gift med skuespiller og instruktør Klaus Pagh, som hun har en datter med. Hun har også en søn, som er adopteret fra Sydkorea. I dag gift med Stig Christensen og bosiddende lidt nord for København.
• Medvirker i forestillingen Dansen med Far på Folketeatret i starten af 2019. Derudover kan hun opleves i den nye sæson af Badehotellet.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem…”

– Hjertet og maven. Kærlighed og god mad. Når jeg har tid til det, kan jeg stå en hel dag i køkkenet og snitte og hakke og lave hjemmelavet mad. På turneer får vi så meget restaurationsmad, så det er en gave at komme hjem og lave mad til familien.