Spansk mor i Danmark: Børn opdrages med jantelov

I ALT for damerne nr. 40 langede Anne Sofie Allarp hårdt ud mod opdragelsen af børn i Spanien, hvor hun er bosiddende.

Nu svarer en spansk mor i Danmark igen på kritikken. Alt er nemlig langt fra rosenrødt, når det gælder den danske børneopdragelse med fokus på sundhedsfanatisme og jantelov, mener Ana Segurado.

Læs også: Mor i Madrid: Man ryger da børn ind i hovedet

Kan du genkende Anne Sofie Allarps beretning om, hvordan man behandler børn i Spanien - og er du enig i hendes kritik af det?

- Jeg kan genkende nogle af de ting, hun nævner, men selv om jeg heller ikke bryder mig om dele af dem, er min reaktion på dem ikke lige så stærk. I forskellige lande har man forskellige måder at opdrage børn på, og sande globale borgere ved, at der ikke er noget som "perfekt opdragelse". Den nuværende besættelse af sundhed i mange vestlige lande (det eksisterer også i Spanien) er et privilegium for de få, og det er på ingen måde den vigtigste del af at opfostre et barn.

Meget af det hun siger, er efter min mening overdrevet og oversimplificeret, men måske opfatter hun tingene på den måde – man kan være meget sårbar to uger efter en fødsel... Tag for eksempel mad. Hun sammenligner en ekstrem i Spanien (kiks og friture) med en anden ekstrem i Danmark (totalt-øko-ingen-sukker-familier). Realiteten i begge lande befinder sig et sted midt imellem. Spanien har en tradition for varierede måltider og sunde valg (vi steger i olivenolien, ikke smør, vi spiser grønt og bælgfrugter som en hoved del af måltider), mens fisk og kød i Danmark svømmer i smørbaserede saucer og der er traditioner som "fredags-slik", og pølser og pålægschokolade er mange børns livret. Levealderen er desuden to til tre år længere i Spanien af samme årsager!

Hvad er det bedste og det værste (eller mest mærkelige) ved dansk børneopdragelse?

- For mig er det bedste, hvordan børn lærer at være selvstændige fra en tidlig alder. Jeg kan godt lide, at de bliver opmuntret til at gøre tingene selv, selvom det betyder, at det tager dem 15 minutter at tage tøj på. Jeg kan også godt lide work-life balancen i Danmark, som nok er et af de eneste tre eller fire lande i verden, hvor begge forældre kan arbejde fuldtid og stadig opfostre deres børn uden hjælp udefra. Og jeg elsker, hvor meget børn leger udendørs ligegyldigt, hvordan vejret er.

Når det gælder de ting jeg ikke er enig i eller forstår, er en af dem, hvordan børn lærer janteloven at kende fra en tidlig alder. Den største synd er at skille sig ud og være anderledes. Den slags konformitet er meget farlig set med mine øjne. En anden ting jeg ikke forstår, er, den udprægede konkurrence blandt mødre, når det kommer til børns tøj. Mange bruger masser af penge på at få deres børn til at være "trendy" og se ud på nøjagtig samme måde (alle i retro-ugleprint til 350 kr. per t-shirt). Børn er bedøvende ligeglade, og jeg håber, at mødrene er klar over, at de gør det for deres egen skyld, og ikke for børnenes skyld. Endelig er der særligt en ret underlig ting i Danmark i forhold til resten af verden, og det er i hvor lang tid, børn er tilladt at gå med ble og at bruge sut. Det virker som om forældrene ubevidst ønsker at forlænge deres børns baby-fase, frem for at opmuntre dem til at rykke videre. Personligt finder jeg det virkelig trist, når jeg ser en fire-årig blive skiftet eller en fem-årig som leger med sin sut.

Læs også: "Jeg skal ikke være bonusmor"

Hvilke spanske opdragelsesidealer har du taget med dig til Danmark?

-To ting: Dels at sætte grænser. I Spanien lærer børn fra en tidlig alder, at de er del af en stor familie og et samfund, hvor de ikke bare har rettigheder, men også pligter. Så det er ikke ok for et barn at gå på restaurant og styrte rundt, som om de var hjemme hos sig selv (det ser jeg ofte her). Når jeg tager min søn ud, ved han, at han bliver nødt til at opføre sig på en bestemt måde, som viser respekt for andre, og hvis han ikke gør det, så rejser vi os op og går. Jeg kan ikke se, hvorfor andre skulle finde sig i mit barn. Jeg ser en mere individualistisk tilgang her, hvor børn er undskyldt for næsten alt, fordi "de er børn".

Dels vigtigheden af parforhold og værdien og af at inddrage hele familien. Jeg kan godt lide, at ansvaret for børneopdragelse er delt mellem forældrene og den øvrige familie, hvor alle er villige til at give en hånd med, så parret stadig kan have noget tid for sig selv. Det er helt almindeligt at efterlade børnene ved onkler eller bedsteforældre jævnligt, så forældrene kan gå på restaurant, i biografen eller endda tage væk nogle dage. Jeg er forbløffet, når jeg hører danske forældre sige at de ikke har haft en aften eller en weekend ude sammen i årevis uden deres børn – især når man ved, at det mange gange er fordi, de ikke vil, snarere end fordi de ikke har nogen til at hjælpe sig.

Har Ana Segurado ret i sine opfattelser af børneopdragelsen i Danmark? Skriv din mening i kommentarfeltet under artiklen!