Mor til 4: Sådan tackler jeg karrieren

Maj 2012. Filmproducer Sisse Graum Jørgensen er i Cannes til årets filmfestival. Hun har arbejdet stenhårdt op til festivalen, hvor Thomas Vinterbergs film "Jagten" skal præsenteres bedst muligt. I Cannes styrter regnen ned, hendes telefon ringer konstant, og hun har non-stop kontakt med presse og udenlandske indkøbere. Det hele kører i højeste gear, men hun har styr på det. I en kort pause ringer hun til pladsanvisningen i København. Beskeden i røret er, at hendes lille søn på 16 måneder ikke kan få plads i en af de ønskede institutioner før til næste forår, hvor han er over to år.

– Vi havde arbejdet helt vildt op til den festival, og vi arbejdede helt vildt dernede. Alt det kunne jeg sagtens klare. Men da jeg fik den besked i telefonen, satte jeg mig ned og var to sekunder fra bare at tude, fortæller Sisse, som sammen med ægtefællen, godsejer Ulrik Jørgensen, har fire børn i alderen halvandet til 7 år og dermed en masse logistik, der skal gå op i en højere enhed.

– Lige den situation siger på en eller anden måde rigtig meget om, at det virkelig er i feltet mellem arbejde og privatliv, at jeg bokser. Det er ikke alle de store udfordringer i mit job, der stresser mig, men derimod hvordan jeg får mit job til at hænge sammen med rollen som mor og ægtefælle.

Det evigt aktuelle spørgsmål om, hvordan erhvervsaktive kvinder får deres liv til hænge sammen, tør man efterhånden slet ikke stille som journalist. For hvorfor får mænd aldrig det spørgsmål? Men i forhold til Sisse skal spørgsmålet slet ikke stilles. Hun kommer – som langt de fleste kvinder – selv uopfordret ind på det, fordi hun gør sig mange tanker om det. Det vender vi tilbage til.

Pissenisser og filmforelskelse

Sisse Graum Jørgensen har siden 1999 arbejdet i Filmbyen Zentropa, hvor hun har et skønt kontor i en af de bygninger, der før i tiden husede Avedørelejren. Hun kan slet ikke lade være med at give en rundtur, inden vi går i gang med interviewet, og på vej ind i den rå kantinebygning møder vi en anden medarbejder med en stor kasse under armen. Inde i kantinen sidder Zentropas direktør, Peter Aalbæk Jensen, som får kassen overrakt. Det viser sig at være en stor, barmfager havenisse, der skal ud og stå i den lille "Pissenisse park" ude på græsplænen. Før i tiden var der ikke så mange toiletter i bygningerne, så de mandlige ansatte lettede ben op ad nisserne, som var en gave fra et stort amerikansk firma og dermed symbol på storkapitalen. Sisse og Peter morer sig højlydt over den nye nisse, og stemningen er i det hele taget lige præcis, som jeg har forestillet mig, at den ville være her på Zentropa. Lidt skør. Lidt skæv. Familieagtig. Og meget kreativ. Alt sammen noget, som passer Sisse rigtig godt.

– Vi har nogle meget fleksible strukturer her, og beslutninger bliver taget hurtigt. Når jeg har været her i 13 år, er det selvfølgelig, fordi jeg på en eller anden måde passer ind her. Det betyder ikke, at alle er som jeg, vi er mange forskellige mennesker, men det her sted kan rumme det. Og så elsker jeg bare at lave det, som jeg gør.

– Jeg har altid været glad for film og gik rigtig meget i biografen i Sorø, hvor jeg boede og gik i skole. En af mine venner var operatør i biografen Victoria Teatret, så mine veninder og jeg så mange, mange film. Jeg har altid været fascineret af biografens magiske rum og de oplevelser, man kan få der.

– Jeg begyndte at lave reklamefilm, og på et tidspunkt mødte jeg Susanne Bier i forbindelse med mit arbejde. Hun sagde, at jeg skulle tale med Peter Aalbæk Nielsen, fordi hun havde en idé om, at han havde brug for en assistent. Jeg tog en snak med ham og blev ansat, og det er Peter, der har lært mig meget af det, jeg ved i dag. Frem for alt troede han på, at jeg kunne noget, og efter at have været hans assistent i halvandet års tid, kastede jeg mig ud i at lave mit første spillefilmsprojekt med Niels Arden Oplev. Jeg vidste jo meget lidt om at lave film, men Niels troede på, at det, jeg ikke kunne, det skulle jeg sgu nok finde ud af. Og så gik vi ellers i gang sammen. Så de to mænd – Peter og Niels – skylder jeg meget, ligesom Susanne jo betyder meget for mig, fordi det var hende, der fik mig herud.

Røde løbere og italienske drømme

Sisse bevæger sig i en verden, som udefra set er temmelig glamourøs. Hun møder alle de kendte danske og udenlandske stjerner, og hun har haft mange store oplevelser med sit arbejde. Bl.a. har hun sammen med Susanne Bier været Oscarnomineret to gange for filmene "Efter brylluppet" og "Hævnen". Sidstnævnte vandt en Oscar for bedste udenlandske, ikke-engelsksprogede film. Det er dog ikke kun nomineringer, priser og røde løbere, der tæller mest i Sisses øjne.

– En af de virkelig store oplevelser var, da vi viste Niels Arden Oplevs film "Drømmen" på Giffoni børnefilmfestivalen på Amalfikysten i Italien. Her kommer børn fra hele verden og ser film fra deres respektive lande sammen. Bagefter diskuterer de filmene, og på den måde lærer de om hinandens kulturer. For mig er det lige præcis det, som film kan. Film kan bygge bro og skabe forståelse for, at man kan leve og tro på andre måder. Hvis jeg et kort sekund skulle være i tvivl om, hvorfor jeg laver det, jeg gør, så kan jeg tage den oplevelse frem, og så ved jeg, at det er derfor, jeg laver film. Jeg forelskede mig i øvrigt helt vildt i den del af Italien og begyndte at drømme om at lave en film dernede på et tidspunkt, og det er nu sket med "Den skaldede frisør", som netop er optaget der. Hvis man drømmer ting nok gange, kan det lige pludselig gå i opfyldelse!

Mor med faste rammer

Sisse voksede op i et trygt og godt hjem, hvor hun altid fik at vide, at hvis man har et talent, så skal man bruge det. Hun er enebarn, og hun siger grinende, at så må jeg jo overveje, hvorfor hun selv har fået fire børn. Hun ville gerne selv have haft søskende, og hun er meget optaget af at kigge på relationerne mellem sine egne børn.

– Jeg håber rigtig meget på, at mine børn bliver tætte, når de bliver voksne. De er tætte nu, men der er jo ikke nogen garanti for, at de kan holde fast i det. Jeg prøver at skubbe dem i den retning, og jeg håber, at jeg lykkes med det. Det har ændret mig rigtig meget at blive mor. At skabe en familie. Når man får noget så dyrebart, bliver man også mere sårbar, og det tror jeg er meget klædeligt for de fleste. Inklusive mig selv. Ikke at jeg har været sådan en hård nitte før, men jeg tror bare, at man bliver lidt rundere på rigtig mange områder, når man bliver mor. Man ser tingene på en anden måde. Det væsentlige her i livet kommer til at fylde mere.

– Jeg tror, at mine børn synes, at jeg kan være lidt streng. Jeg er en "faste-rammer-mor". Da jeg var barn, lå jeg tit i sofaen og faldt i søvn, det får mine børn ikke lov til, der er faste sengetider. Selvom jeg har et meget travlt job, føler jeg, at jeg er meget tæt med mine børn, og jeg taler meget især med de store, som nu er syv år. Man kan ikke sætte sig ned med sine børn og sige, nå, nu skal vi tale om, hvordan du har det, man skal kunne gribe øjeblikket. Det kan f.eks. være, når jeg sidder alene med en af dem i bilen, at vi får en rigtig god snak om, hvordan de har det.Speltmor eller karrierekvinde – både og, tak!

Og så er vi tilbage ved det med at få tingene til at hænge sammen.

– Der er gode dage og dårlige dage. Og jeg får det kun til at gå op, fordi jeg har en masse hjælp. Min mor blev pensioneret, da vi fik tvillinger, og hun hjælper rigtig meget med at passe børn. Vi har en au pair pige og en pige, der passer Christian. Vi bor i København K, men Ulrik ejer og driver Søllestedgård gods på Lolland, hvor han er syvende generation. Derudover har han et ejendomsfirma og et landbrug i Rumænien, så han har meget travlt, men han tager også sin del af pligterne derhjemme. For at det hele skal fungere, handler det om, at jeg må foretage nogle fravalg, som jeg er nødt til at have det forholdsvis okay med. Det kan være ting i børnehaven, jeg ikke kan nå, eller at jeg kommer ti minutter for sent til et forældremøde på skolen. Jeg har lært, at jeg ikke behøver at slå mig selv ihjel over det, og at jeg ikke skal plage mig selv med at skulle være på en eller anden super optimal måde. Noget andet kan være lige så godt. Det kan godt være, at jeg ikke er den, der bager kage til et forældrearrangement – den køber jeg hos bageren nede om hjørnet. Og det kan godt være, at man i perioder ikke kan lave en boligreportage hjemme hos mig, ha, ha. Men sådan er det bare. Det koster noget at have et job, som jeg har, men jeg forsøger at løbe de forsømte ting op i perioder, hvor jeg har mindre travlt.

– Helt generelt undrer det mig dog, at der ikke er mere fokus på at skabe bedre strukturer for unge familier med små børn. Jeg forstår godt, at der er kvinder, der falder ud af arbejdsmarkedet i lige præcis den her alder, hvor man har mindre børn og samtidig har nået en vis anciennitet i sit job. Det er helt vildt svært i Danmark at få det til at løbe rundt, fordi det koster så meget at få noget hjælp. Hvis det var bedre strukturer i samfundet, ville det give noget mere luft, og så tror jeg, at der var færre kvinder, der gik på deltid eller forlod arbejdsmarkedet. Man taler jo rigtig meget om produktivitet i de her år, og jeg kan simpelthen ikke forstå, at det ikke er lige præcis det her, man kigger på. Det er jo det, der skal til, for at få alle de super veluddannede og kompetente kvinder til at blive og yde mere. Der er også megen snak om kvindekvoter til bestyrelserne, men her skal man også starte et andet sted. Man kommer kun ind i en bestyrelse, hvis man har en faglighed og erfaring igennem mange år, og hvis man har evnen til at skabe et positivt driftsresultat. Hvis man vil have flere kvinder i bestyrelserne, skal man sørge for at have et meget større felt at rekruttere fra. Og det får man kun, hvis man kan fastholde flere kvinder på arbejdsmarkedet i de der pressede år.

– Vi kvinder skal også holde op med at putte hinanden ned i kasser. Speltmor eller karrierekvinde – jeg er så træt af at høre om den slags! For hvorfor ikke arbejde for både og? Der er sikkert også nogen, der i perioder tænker om mig, uh, hvordan går det med hendes børn? Har de det nu godt? Det er jeg nødt til at lade prelle af, for jeg elsker mine børn overalt på jorden, så selvfølgelig har de det godt!

Kærlighed og fremtidsplaner

Ud over at være Sisses ungdomskæreste og livsledsager er hendes mand hendes nærmeste sparringspartner. Parret taler meget om deres arbejde hver især, og Sisse mener ikke, at hun kunne være, hvor hun er i dag, uden Ulrik.

– Han er en utrolig begavet mand og meget nysgerrig på at sætte sig ind i nye ting. Samtidig er han meget dygtig til ikke at blive fedtet ind i noget. Jeg kan ikke sidde og hælde vand ud af ørerne i hundrede år derhjemme. Det gider han ikke høre på. Han er sådan: Okay, så kan det heller ikke være værre, og du må enten gøre sådan eller sådan! Det er enormt godt for mig, for så må jeg handle. Løse tingene. Komme videre. Jeg er også meget interesseret og engageret i hans virke. Han går jo meget op i Søllestedgård, som han er vokset på, og som han har mange følelser overfor. Jeg kommer desværre meget lidt på Søllestedgård, efter vi har fået børn, for den lange køretur og alt pakkeriet hænger ikke rigtig sammen med vores hverdag. Ulriks forældre bor på godset i dag, men engang med tiden er det planen, at vi skal flytte derned. Det vil blive noget helt andet end det liv, vi har i dag, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal rent arbejdsmæssigt til den tid. Men hvem ved, måske skulle jeg lave en børnefilmfestival som den i Giffoni dernede!