”Jeg gik rundt og tænkte, at nu skal jeg synes, at alt er dejligt. Og det gjorde jeg bare ikke”

Når blikket er rettet mod horisonten og alt det spændende og vigtige, der måske findes derude, kan man let komme til at overse det guld, der ligger lige under ens egen snude.

Det kan Stéphanie Surrugue i hvert fald skrive under på. Hun fik først øje på kærligheden, da hun efter at have levet i en kuffert og boet i udlandet i otte år, besluttede sig for at få mere ro på.

"Det er første gang i mit liv, jeg har købt min egen lejlighed."

Hun slår ud med armene i sin hyggelige lille hule på Christianshavn og ser faktisk oprigtigt overrasket ud over, at hun har fået en dansk base med elevator, altan og udsigt til Vor Frelser Kirke.

"Jeg har jo altid boet lidt on the fly, og jeg har hele tiden haft en bevidsthed om, at lige nu er jeg her, men jeg skal nok videre. Men i foråret 2021 nåede jeg til et sted i mit liv, hvor jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at prøve at imitere en form for voksenhed. Jeg var midt i 40’erne, så jeg tænkte, at det ville være klædeligt, ha, ha. Og der var også noget andet, der var gået op for mig under corona, hvor jeg boede i Paris.

Da tingene blev sat på spidsen, og man ikke længere kunne bevæge sig frit, blev det meget tydeligt for mig, at jeg havde lyst til at være der, hvor my main people er. Og de vigtigste mennesker – min familie og mine nære venner – bor her i Danmark. Jeg følte, at jeg var klar til at kaste en form for anker i stedet for at fise rundt hele tiden. Jeg ville grounde mig selv, og tanken var, at jeg skulle rydde op i alt det festlige rod, jeg havde haft gang i i mange år.

Jeg ville købe mig et lille hjem og en lille bil og så ellers bare passe mit arbejde og se min familie og mine venner. Og så – helt klichéagtigt – skete der det, at da jeg havde fået ryddet op i al støjen, så gik det op for mig og min kollega og ven fra DR, Lasse, at tiden var inde til at erkende, at det var noget værre vrøvl, at vi ikke var kærester.

Hvordan skete det?

"Jamen, det sker jo bare, Marie-Louise, for fanden! Det sker jo bare. Timingen var der, og timing er alt."

Lasse, som Stéphanie refererer til som sin kæreste, har efternavnet Engelbrecht, og han arbejder også på DR's udenlandsredaktion. Derudover har de to igennem tre år lavet den internationale valgpodcast 'Stjerner og striber' sammen med andre DR-kollegaer, men de har alligevel sjældent befundet sig i samme land på samme tid, da Lasse rejser stort set lige så meget, som Stéphanie gør.

Og selv da de blev kærester, var det så som så med tiden sammen, for det, som Stephanie troede skulle blive et stille og roligt 2022, viste sig at blive et år, hvor hun var ude af landet mindst halvdelen af tiden. Hun blev nemlig tilbudt jobbet som vært på tv-serien 'Danskere i Verden', som netop nu ruller over skærmen. I programmet besøger Stéphanie og produktionsholdet seks kontinenter for at udforske, hvor og hvordan nogle af de hundredtusindvis af danskere, der gennem tiden er udvandret til fremmede lande, har sat små og store aftryk på verdenshistorien.

"Og det har været nærmest surrealistisk for mig at flytte til Danmark, hvor jeg har skullet kæmpe for at finde min plads og mine rødder, og så samtidig lave et program, der handler om danskere, der netop er rejst ud i verden. Jeg er selv et produkt af to kulturer, min far var fransk, og min mor er dansk, og jeg har altid haft en drift i forhold til at arbejde og bo i udlandet, så jeg har gjort mig mange tanker om de her ting.

Og så møder jeg pludselig en masse mennesker rundt omkring i verden, der har de samme overvejelser. Der er mange af de her udvandrere, der er lykkelige for det liv, de har valgt, men som alligevel også har et savn i forhold til deres danske rødder. De lever i en evig forhandling med deres dårlige samvittighed. Der vil altid være en fødselsdag, man ikke kommer til. Der vil altid være et familiemedlem, man gerne vil være der for, men man er der ikke, fordi man har valgt at bo i udlandet.

Der er mange, der kigger på deres børn og tænker, er det det rigtige, jeg har gjort, ved at lade dem vokse op herude i verden? Burde de i virkeligheden have gået på en dansk folkeskole og til trampolin med alle ungerne fra vejen? Jeg kan spejle mig i mange af de overvejelser, der følger med, når man lever med to kulturer, og jeg har haft mange spændende snakke med de mennesker, jeg har mødt, om netop det. Kan jeg f.eks. tillade mig at sige, at jeg er helt dansk, når min far er franskmand? Eller er jeg halvt dansk og halvt fransk? Og hvilken arv skærer jeg fra, hvis jeg kun er ”halv”?"

Hvad er svaret på de spørgsmål?

"Der er noget matematik, nogle begreber og noget med ens pas, man lige skal have på plads, men jeg vil sige, at jeg nok er mere dansk, end jeg er fransk, hvilket jeg som sagt fandt ud af under corona.

Men når jeg er i Frankrig, føler jeg mig fransk. Det er der ingen tvivl om. Og undervejs i 'Danskere i verden' får vi os også nogle gode snakke om, hvad danskhed overhovedet er for en størrelse, og hvad der binder danskere sammen på tværs af kontinenter."

At få etableret en fast base i Danmark var ikke så nemt for Stéphanie, så hun var glad for, at hun havde nogle gode bekendte og kollegaer, der også har rejst meget, at snakke med.

"De sagde alle sammen, at den landing er hård, og det oplevede jeg også. Jeg havde svært ved at forbinde mig helt fysisk med at være her. Jeg gik rundt og tænkte, nu skal jeg mærke Danmark, jeg skal mærke København, og jeg skal synes, alt er dejligt. Og det gjorde jeg bare ikke.

Jeg havde det som om, mit hoved var pakket i vat. Og det havde jeg enormt dårlig samvittighed over i forhold til venner og familie, som jo var glade for, at jeg var flyttet hjem. Ved at tale med andre om de her ting begyndte det dog at gå op for mig, at man godt kan slå rødder og stadig have hele verden som legeplads. Før har de to ting stået i modsætning til hinanden for mig.

Jeg følte, at jeg skulle rejse igennem livet med så lidt bagage som muligt, for så var alt nemmere. Men jeg fandt ud af, at lejligheden jo ikke behøver at være en klods om benet, jeg kan bare fremleje den, hvis jeg skal flytte til udlandet igen. Faktisk giver det mig en frihed at vide, at jeg nu har en base, som er min."

Hvem er Stéphanie Surrugue?

• International korrespondent for DR Nyheder og aktuel med DR-programmet 'Danskere i verden'.
• Forfatter til bogen 'Enegænger' om Prins Henrik og vært på podcasten 'Stjerner
  og striber'. 
• Stéphanie er 46 år og kæreste med DR-kollegaen Lasse Engelbrecht, som har to sønner på 11 år fra et tidligere forhold.

Og nu har du også en kæreste her i Danmark, hvordan føles det?

"Det er dejligt, og det føles utrolig sundt. Og det er skønt at være blevet forelsket som voksen. Jeg kan se, at jeg gennem årene har udviklet et vist røntgenblik på parforhold og mænd, og når jeg kan se, at et forhold er rigtigt, så kan alle forhindringer overvindes.

Med al den erfaring, vi begge har i bagagen, er det lykkedes os at komme godt igennem et gigantisk rejseprojekt, som har været sådan her: ”Skat, jeg rejser lige lidt mere end halvdelen af tiden nu. Nå, gud, du rejser også. Okay. Så når jeg lige er hjemme i 14 dage, så er du ude og rejse? Jamen, det finder vi da ud af, skat”."

Hun griner.

"Sådan har det seriøst været, lige siden vi blev kærester. Men jeg kan mærke, at jeg gennem årene har oparbejdet en ro og en målrettethed. Hvis jeg gerne vil nå hen et bestemt sted, så kræver det fokus, tålmodighed og overbærenhed. Og jeg kan mærke, at årene faktisk også har gjort mig klogere, hvilket er virkelig rart at finde ud af, for der er ved gud også meget ved alder, der trækker ned.

Men jeg føler, at jeg er en markant bedre udgave af mig selv i dag, end jeg var for 15 eller 20 år siden. Jeg har taget ved lære. Jeg har været ude og give verden nogle blå mærker, og jeg har selv fået nogle igen. Så ja, det kan godt være, at vi bliver stillet overfor nogle udfordringer i vores forhold, men det fikser vi. Hvor jeg før i tiden var mere sådan: Ej, det er indviklet – næste! Men sådan har jeg det sgu ikke mere.

Jeg er blevet lidt mindre adrenalinjunkie og lidt mere kvalitetsbevidst. Både i privatlivet og arbejdsmæssigt. Samtidig har jeg stadig krudt i røven og masser af eventyrlyst, og det magiske er, at det godt kan lade sig gøre at kombinere de ting, hvis man er rummelig og sammen med en, der har det på samme måde."

Og det har Lasse?

"Ja, totalt. Der er en klog kvinde, der engang har sagt, at det vigtigste karrierevalg en kvinde kan træffe, det er valget af partner. Det er jeg meget enig i."

I 'Danskere i verden' vrimler det med danske udvandrere, som de fleste mennesker aldrig har hørt om, men som hver især har fantastiske historier.  

"Da jeg blev spurgt, om jeg ville være med til at lave programmet, virkede det fuldstændig indlysende for mig at være med ombord på. Uden at jeg på nogen måde bilder mig ind, at jeg har sat nogle store aftryk i verden, så kan jeg relatere mig til den del, der hedder udlængsel og hjemve. Samtidig har det være fedt at dykke ned i historier om mod og virketrang.

Mange af de mennesker, som vi fortæller om, har fået nogle prygl gennem tilværelsen. Det sker jo som regel, når man rækker ud efter stjernerne. Og rigtig mange af dem har skullet kæmpe hårdt for at opnå det, de har opnået. Det har været fedt at høre om.

Som nyhedsjournalist laver jeg jo rigtig meget, som er baseret på konflikt, men her har jeg fået lov til at synke ind i nogle helt andre historier og fortælle dem. Ikke på grund af konflikten, men på grund at det, vi kan lære."

Der er også en enkelt meget kendt dansker med i programmet, Lars Ulrich, som er trommeslager i Metallica, fortæl om dit møde med ham?

"Vi har faktisk virkelig forsøgt at undgå kendte mennesker, men omvendt var "den amerikanske drøm" temaet for Nordamerika, og her var Lars Ulrich undtagelsesvist en oplagt case.

For mig var det også sjovt at skulle møde ham, for jeg har været stor Metallica-fan i hele mit liv. Da jeg var 15 år, spillede de på Gentofte Stadion, og der prøvede jeg efter koncerten at komme forbi nogle vagter og om bagved ved at sige, at jeg var Lars Ulrichs kusine. Men så var der en kæmpestor vagt, der simpelthen tog mig under armhulerne og bar mig væk."

Hun griner højt.

"Så det der med faktisk at komme hjem til Lars Ulrich, ind gennem hoveddøren, og ikke lade som om, jeg var hans kusine, var ret vildt. At være i Metallicas øvelokale, hvor Lars spørger, om jeg vil prøve at spille på hans trommer – jamen altså. Og at gå ud på øvelokalets toilet og se, at James Hetfields – forsangerens – cowboystøvler og jeans ligger der, fordi han er inde og få massage … altså, det var næsten for meget.

Det var på det tidspunkt, jeg lige skulle holde fast i, at vi ikke var på stjernebesøg. Vi var der for at tale om udlængsel, og for Lars Ulrichs vedkommende er det en rigtig interessant historie, fordi han virkelig har opsøgt heldet. Det sjove var også, at han havde mange ting til fælles med vores andre cases i programmet. Bl.a. det danske flag. Det er vi stødt på i selv de fjerneste afkroge af verden.

Hvor der er danskere eller efterkommere af danskere, ser man det danske flag. Og Lars havde Dannebrog hængende på sine trommer. Han opfatter også sig selv som dansk, selvom han har boet i USA siden 1981, og da vi sad i hans køkken og drak grøn te og snakkede, tændte han stearinlys, hvorpå der stod "hygge"! Så selvom han er gået efter den amerikanske drøm og har opnået den gange ottetusinde, så er han altså stadig Lars fra Danmark."

Hvad tror du, hende den 15-årige Stéphanie ville have sagt, hvis hun havde set, at du sad der med Lars Ulrich?

"Det tror jeg ikke, hun havde troet på … eller måske var hun alligevel ikke blevet så overrasket over, at det var lykkedes, haha. Men hun ville i hvert fald ikke have troet på, at Lars Ulrich var blevet sådan en, der sad og drak grøn te og tændte hyggelys. Det er helt sikkert. Men vi bliver jo alle ældre."

For Stéphanie har alderen betydet, at hun hviler mere i sig selv og er blevet lidt mere okay med at tale om sit privatliv. Hidtil har hun været meget påpasselig med at tale om mændene i sit liv, men nu tør hun godt, selvom hun stadig ikke helt forstår den store medieinteresse, heller ikke fra ALT for damernes udsendte.

"Ja, det er dejligt, at jeg har fået en kæreste, men det er også stille og roligt. I virkeligheden er det en enormt kedelig historie, for vi er bare to midaldrende kollegaer, der har forelsket sig. Den største kliché. Arbejdspladsen er det sted, hvor flest finder hinanden, tror jeg, så gud, jeg er bare en i statistikken."

Du troede, at du var mere eksotisk?

Hun griner.

"Ja! Men nå, okay, så finder man sin kæreste på arbejdet, og ja, så har vi valgt at sige det højt, og så er det en historie. Men det er jo nok fordi, jeg tidligere har været enormt fedtet med detaljer om mit kærlighedsliv.

Jeg har aldrig haft lyst til, at mine forskellige parforhold blev blæst ud. Jeg har syntes, at det var rart at have et rum, der var mit eget. Og så slap jeg også for, at folk skulle forholde sig til, hvis det ikke gik alligevel. Men nu er jeg bare nået til et sted i mit liv, hvor jeg tænker, hey, jorden går ikke under, fordi der er nogen, der ved, at vi er kærester."

Hvordan var det at gå fra at være venner til at være kærester?

"Den første date var selvfølgelig totalt grænseoverskridende, og vi var supernervøse, fordi det var så underligt. Hov – pludselig dater vi. Men jeg vil sige, at fra det øjeblik, hvor vi gik fra at være venner til at date, var jeg ikke i tvivl.

Det faldt mig ikke ind, at det bare kunne være lidt for sjov, for jeg var sådan set overhovedet ikke i tvivl om, at det var det rigtige. Og det har jeg simpelthen ikke prøvet før."

Så i virkeligheden var det kærlighed ved første blik med lidt forsinkelse?

"Ja, det tror jeg, og grunden til, at det overhovedet kunne lade sig gøre, var, at vi kendte hinanden så godt i forvejen som kollegaer. Og hvis nogen skulle være i tvivl om, om det er en god idé at blive kæreste med en ven, så må jeg bare sige, at det er verdens bedste idé.

Mange vil nok tænke, at det må være svært?

"Det syntes jeg simpelthen ikke, at det var. Det føles som det mest naturlige i hele verden. Fordi vi kender hinanden, var der ikke så mange usikkerheder. Der var ikke noget med at forstille sig eller føle, at man skulle sælge den bedste version af sig selv.

Jeg vidste, at Lasse kunne håndtere alle versioner af mig – også den hidsige, dominerende og stressede – for han havde set det hele i forbindelse med vores arbejde."

Så man ved, hvad man får, når bliver kæreste med en ven?

"Ja, men så starter man jo alligevel også forfra med at lære hinanden at kende, for der er jo masser af rum, man ikke har været inde i. Jeg kan huske, at han ret hurtigt sagde: ”Gud, du er egentlig meget sødere, end jeg troede”."

Hun griner højt.

"Jeg har nok altid været lidt mere sådan feisty på arbejdet, end jeg måske er i mit privatliv. Der er da helt klart forskel på, om jeg står midt i noget breaking news ude i verden, eller om jeg går tur i Dyrehaven en søndag eftermiddag. Men vi vidste, at vi har virkelig meget til fælles. Og jeg må bare sige, at man med årene og erfaringen lærer, at det at have fælles værdier virkelig også er en fordel.

Vi kender til udlængsel og hjemve, og vi synes begge to, at verden som sådan er sindssygt interessant at bevæge sig rundt i og arbejde i. Men vi er også begge to superknyttede til vores familie."

"Og så er der en anden vigtig ting. Jeg har altid joket lidt med, at jeg er halvt Paris og halvt Vestegn, men Lasse er sjovt nok også fra Vestegnen, og jeg tror, det er glimrende, at han ikke er en eller anden "Trust Fund baby" fra Rungsted. Vi kan relatere os til hinanden, fordi vi har ret meget samme baggrund.

Det mest afgørende er dog, at vi altid har haft det vanvittig sjovt sammen. Og det har ikke ændret sig. Tværtimod. Jeg kommer aldrig til at kede mig sammen med Lasse, og det er vigtigt for mig."

Lasse har tvillingedrenge på 11 år fra sit tidligere ægteskab, og dermed har Stéphanie fået en større "pakke" ved blive kæreste med ham.

"Jeg var spændt på, hvad de ville sige til mig, og om de ville kunne lide mig, men jeg var ikke nervøs for, at der skulle være to drenge i mit liv. Overhovedet. Jeg kan enormt godt lide børn, og jeg synes også, at de tilføjer noget helt nyt til mit liv, som er noget absolut positivt. Vi har det enormt sjovt sammen, og det er jo skægt at få lov til at se verden gennem et par 11-åriges øjne.

De er fuldstændig bevidste om, at de har en god mor og en god far, og nu har far så fået en kæreste, men der er ikke noget slinger i valsen i forhold til, hvad setuppet er. Setuppet er, at de har en mor og en far. Og heldigvis har både drengene og Lasses ekskone taget pænt imod mig, og det er jeg jo vanvittig taknemmelig for og lettet over, for jeg ved godt, hvor svært det kan være med skilsmisser og sammenbragte familier. Men jeg må simpelthen sige, at jeg har ramt en familie, som er totalt i orden."

Hun holder en lille pause – nok fordi hun som garvet interviewer kan se, hvilket spørgsmål der er på vej.

"Og det gode ved den alder, Lasse og jeg er i, er, at det er ret klart, hvad det er for et projekt, vi laver. Vi skal ikke have små børn. Jeg er 46 år. Så det skal jeg virkelig ikke bede om. Jeg ved ikke, om vi flytter sammen en dag, men lige nu nyder vi den kæmpe luksus, det er, at vi også bare kan være kærester uden at forholde os til alt muligt praktisk.

Jeg har levet ret bohemeagtig i mange år, så tanken om en-to-tre at stå med et forklæde og skulle gøre alle mulige husmoderlige ting, ville give mig et chok. Det ville være rigtig skidt for os alle. Og det ved Lasse godt."

Hvordan har din familie taget imod din nye kæreste?

"De er sgu ret glade. De var lidt overraskede i starten, men det tror jeg, at mange var. Min familie kendte jo godt til Lasse på grund af 'Stjerner og striber', så de var sådan okay … I er blevet kærester? Men så bestod han jo testen med bravour."

Hvilken test er det?

"Det er, om han kan lide fransk mad og Tour de France! Jeg har muligvis også ladet et ord falde til ham om, at det ville være en god idé at elske min mors franske køkken, men det er så heldigvis også ret nemt at holde af. Lasse har altid rejst meget i Frankrig, taler lidt fransk og kan godt lide at være der. Det betyder meget for mig, for det gør, at jeg føler, at mine to verdener kan smelte sammen."