Stine Bramsen: Jeg lå og tiggede om at høre ham sige, at vi var kærester

De insisterende spots peger direkte på den scenevante sangerinde og udblænder næsten helt den store mængde af fans, der er mødt op for at høre hendes seneste soloudspil. ”Cavalry” har hun sunget mange gange før, denne sommer er ordene bare lidt sværere at få ud. For kun fire uger siden skete det, der nok kan betegnes som alle forældres værste mareridt – ti minutter før Stine skulle på scenen med sit band på Høje Bøge i Svendborg, faldt hendes halvandet-årige søn, Alfred, ud ad et vindue på første sal og blev kørt i ambulance med hylende sirener til intensivafdelingen på Odense Universitetshospital. Hændelsen trak overskrifter i en del medier, og selvom de fleste havde reageret med stor empati for hendes familietragedie, var nogle straks fløjet til tasterne for at stemple hende som en uansvarlig mor: ”Jeg har mistet al respekt for dig. Jeg syntes ellers, du var sej”. ”Hvordan kan du lade det ske?”. ”Hvor er du en dårlig mor!”.

Og præcis dén tanke bliver ved at svirre rundt i hovedet på hende nu, hvor hun står på scenen i Harboøre.

– Jeg havde en stærk følelse af, at mindst halvdelen af publikum sikkert stod og tænkte, at jeg netop IKKE var i stand til at beskytte mit barn. Jeg plejer, når jeg synger den sang, at få publikum til at føle, at vi er en kærlighedshær, der marcherer, fordi vi sammen er stærke. Det har vi brug for, fordi kærligheden og ansvaret, når man får et barn, kan føles så overvældende, at man indimellem kan føle sig ret lille. Det kræver, at man somme tider er i stand til at folde sine vinger ud og gøre sig megastærk – for sine børns skyld – og pakke angst og bekymringer væk. Det er en ekstrem udfordring.

– Til den første koncert efter ulykken spillede jeg ikke den sang. Det var et stort nok skridt overhovedet at stå på scenen og face verden. Det er jeg meget stolt over, at jeg gjorde.

Stine Bramsen. Foto: Les Kaner. 

Det skrøbelige liv

Det var både godt og skidt, at ulykken skete et offentligt sted, mener Stine Bramsen.

– Jeg har tit sagt til min mand, Kasper, at jeg ville ønske, at den frygtelige ulykke var sket i et sommerhus, og vi selv havde kunnet styre, hvornår vi magtede, at nogen andre skulle vide noget om det. Omvendt var vi jo et sted, hvor der var samaritter, som tog fat med det samme, for man går fuldstændig i chok, når sådan noget sker.

– Det er utrolig svært at slippe sådan en traumatisk oplevelse. Også for min mor, som var med på touren. Det vil nok altid sidde i kroppen på os. De første dage var Kasper og jeg bare i survival mode og koncentrerede os om, at vores søn skulle få det godt igen. Han var indlagt på intensiv i fire-fem dage, og det var nok først på dag fire, at vi begyndte at gå nogle ture, Kasper og jeg, og snakke om det. Jeg kunne mærke, at jeg helt klart også blev bange for, hvad det ville betyde for vores lille familie. Om det kunne ødelægge noget. Ville vores familie nogensinde blive okay igen?

Men lille Alfred slap gudskelov uden mén og er i dag en glad velfungerende børnehavedreng, fortæller Stine over en kop nescafe i villaen i Brønshøj og kysser Alfreds etårige lillebror, Lasse, som netop er hentet ind fra lur, gentagne gange i det fine, lyse hår.

Men hvordan har oplevelsen sat sig i hende? Har det ændret hendes måde at se og tackle livet på?

– Allerede at blive mor gjorde livet skrøbeligere, synes jeg. Pludselig blev det tydeligt, at alt kunne være ovre lige om lidt. Man kan miste sine kære. Jeg begyndte også at tænke over de gamle i familien. Alt det blev selvfølgelig forstærket af den oplevelse. Jeg tænkte – og tænker selvfølgelig stadig – på, hvordan jeg nogensinde ville kunne hænge sammen som menneske og mor, hvis det var gået rigtig galt. Selvfølgelig ligger frygten for, at der kunne ske noget faretruende igen, også og lurer. Men vi har været meget opsatte på at fortsætte med ikke at være nogle forældre, der pakker vores børn ind i vat. Alfred skal have lov til at være en dreng, der cykler og klatrer i træer. Og Lasse ligeså.

– Da ham her kom, siger hun og purrer op i Lasses lyse lokker, begyndte jeg igen at tænke meget over den skrøbelighed, der indtræder, når man stifter familie. Livets skrøbelighed. Det er nogle vilde følelser, man sætter i spil, når man sætter børn i verden. Alle følelser bliver ganget med ti.

Mor og solist

Men børn var der ingen tvivl om, at Stine og hendes mand skulle have. Selvom de ikke lige ville komme, da parret syntes, timingen var passende. Faktisk gik der et år, hvor der ikke skete noget.

– Det var svært. Og det er så fedt, at nogen taler højt om det. For der er jo virkelig mange, der har samme udfordringer. Modsat mange andre beslutninger her i livet er graviditet ude af vores hænder, og man bliver mere og mere bange for, om man overhovedet kan. Det var vildt at få nedtur så mange måneder i streg, hver gang min menstruation kom. Blive skuffet og ked af det. Til sidst blev begge tjekket, og efter Stines undersøgelse var der fri bane. Både fysisk og mentalt, så at sige. Udmeldingen var nemlig, at hun godt kunne. Timingen endte med at være en ordentlig mundfuld for den dengang 27-årige sangerinde, som netop havde taget hul på sin solokarriere og pludselig skulle holde to spritnye og kæmpestore bolde i luften samtidig. Ikke desto mindre tog hun på tour kun syv uger efter fødslen.

– Når jeg tænker tilbage på det i dag, tænker jeg, at jeg var vildt sej. Min mor var med på tour, og Kasper kom i weekenderne, og det fungerede forbavsende godt. Alligevel lovede jeg mig selv ikke at gøre det igen. For det var også sindssygt hårdt, og jeg fik ikke ret meget babyboble på den måde. Det var en stor modsætning, jeg befandt mig i. Det var crazy at stå på scenen syv uger efter fødslen og i øvrigt prøve at finde et kvarter dagligt til at lave øvelser, så min mave kunne blive klar til overhovedet at synge. Det var helt uoverskueligt, når jeg lige var landet med en baby og skulle finde ud af, hvordan jeg skulle være mor. Samtidig var der en stærk følelse af, at det var det værd. Jeg fik sat en form for foreløbig totempæl for, at jeg også er solist nu og har min plads i Danmark på dén scene. Og det er jeg vildt stolt over og glad for.

– Jeg er helt klart blevet mere effektiv og organiseret af at blive mor. Det, tror jeg også, jeg trængte til at blive! Jeg ville gerne være en relativt ung mor og har altid tænkt, at det er vigtigt, at man forholdsvis tidligt i sit liv får en anden verdensorden, end at det kun er en selv, det handler om. Eller kun ens partner og en selv. Og det er jo helt reelt det, der sker. 80 procent af tiden er det mine børns behov, jeg er nødt til at tænke på først. Det, tror jeg, er helt vildt sundt. Indimellem skal man så også huske at zoome ud og mærke efter, hvad man selv har brug for. Og der er Kasper sindssygt sød – det var for eksempel ham, der foreslog, at jeg gik ud og spiste med en veninde i går. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har siddet og snakket i tre timer uafbrudt med en veninde. Det var virkelig dejligt. Det kan man godt glemme at gøre, når hverdagen bare ruller af sted. For måske er der noget vasketøj, man burde ordne i stedet…

Stine Bramsen. Foto: Les Kaner. 

Det holdbare parforhold

Det var nu ikke fordi, at det godt sammentømrede parforhold og kernefamilien lå åbenlyst i Stine Bramsens kort. Faktisk har hun aldrig været sammen med en mand så længe, som det er tilfældet med Kasper Adsbøll, som hun blev gift med for snart fem år siden.

– Jeg har syntes, det var sjovt at date, og måske også været lidt mandeagtig på den måde. Jeg kunne godt lide jagten – at udpege mig en fyr og sige ”gad vide, om jeg kan score ham?”. Hvilket jeg tit kunne. Men jeg har nok også været iført et lidt pessimistisk skjold. Det var så få, syntes jeg, der virkede lykkelige i et forhold og kunne finde ud af være hinanden tro. Mine forældre blev skilt, da jeg var to. Og så var der nogle år i min barndom, hvor min far og hans nye kone ikke havde det vildt fedt, og min papbror og jeg sad på bagsædet og hørte dem skændes hele vejen til Sydfrankrig. Der formede sig nok nogle tanker om, at ”det der er ikke min drøm – jeg skal ikke være i et forhold bare for at være i det…”. I børns ører kan voksenskænderier lyde virkelig voldsomt – at der bliver råbt og talt ned til den anden – det er jo vildt ubehageligt. Jeg forstod slet ikke, at det sagtens kan være fantastisk det meste af tiden alligevel. Eller at der er noget fuldstændig unikt i virkelig at sige til et andet menneske ”det er dig og mig lige meget hvad”. For mig skabte det et antiglansbillede af parforholdet. Jeg troede ikke rigtigt på det. Hverken at jeg kunne finde en, som jeg syntes var spændende i lang tid, eller omvendt en, som kunne holde ud af være sammen med mig i lang tid.

Men der var noget særligt med Kasper. Der var bare det, at han var bedste venner med Anders SG, Stines makker fra Alphabeat, så det var ikke med uforbeholden begejstring og velsignelse, at Anders var vidne til en tiltagende flirt mellem bedstevennen og hende, han efter ti års intensiv popkarriere fra den pureste ungdom betegner som sin søster.

– Den seneste single, jeg har sendt ud, handler netop om, at Anders ikke syntes, det var verdens fedeste idé. For han havde fulgt mig tæt og set, hvordan jeg tit var – at jeg mistede interessen, når fyrene blev alt for interesserede, og jeg fornemmede, at jeg ikke havde hjertet med. Det frygtede han selvfølgelig ville ske igen. Jeg var lidt for farligt territorium for hans bedste ven. Så de første gange, han så os danse tæt i byen, var han lige henne og sige ”det der gør I bare ikke!”.

Men der var noget ved ham Kasper, som Stine alligevel ikke helt kunne slippe. Så – på opfordring af Anders’ kone inviterede hun ham på date. Og derfra gik det virkelig hurtigt. Kasper droppede sine store planer om et år i Vancouver og kom også hurtigt hjem fra et job i Bruxelles, fordi det var for hårdt at undvære sin nye kærlighed.

– Jeg tror faktisk, det kom dertil, at det var mig, der lå i min lejlighed på Nørrebro og tiggede om at høre ham sige, at vi var kærester. Kasper har super meget selvtillid og kan godt lide at drille min stolthed lidt, og det er nok en af grundene til, at det er lykkedes for os. Til gengæld husker jeg, at jeg havde svært ved at sige ”for evigt”. Det gik der lige noget tid, før jeg kunne. For mig havde det altid været ”lige nu er det fantastisk, men vi ved ikke, hvor vi er om et halvt år”. De store ord kunne Kasper bedre sige højt.

– Jeg tror, det er meget vigtigt for mig, at Kasper ikke stryger mig med hårene. Og så giver han mig et intellektuelt input, som er virkelig fedt. Jeg kunne godt være blevet en akademisk pige, jeg har altid elsket at gå i skole og bruge mit sprog, snakke Sartre og diskutere den verden, vi lever i, og det sind, vi er udstyret med som mennesker, og det er der ikke meget af i min branche. Der er sjældent lagt op til en dyb snak om noget som helst. Det er mere rigtig latterlig tourbus-humor

– prut og patter… almost.

Den offentlige gabestok

Når Stine Bramsen valgte at gå solo i 2013 efter ti hæsblæsende popår med bandet Alphabeat, handlede det rigtig meget om en følelse af et mismatch mellem den meget pigede partygirl i strutkjoler i popbandet og den pludselig mere modne kvinde, der havde fundet manden i sit liv og gerne ville stifte familie. Og et stigende behov for selv at skrive nogle tekster, som handlede om andet end at være en ung pige, der fyrer den af og kan få folk ud på dansegulvet.

– Jeg føler mig ikke længere cuttet over i to. Nu kan jeg stå på scenen og fortælle, at den næste sang handler om min mand eller min søn og på den måde føle, at der er bundet et fint bånd om os.

Og nu er hun så aktuel med et nyt album, ”Bruised”, som kredser om nogle af de erfaringer, hun har gjort sig gennem livet, og som været med til at forme hende som menneske. Oplevelser, der i større eller mindre grad har været sårende og sat sine mærker – enten i form af deciderede ar eller bare små bitte mærker. F.eks. handler sangen ”Don’t judge me” om ulykken med Alfred og den uretfærdighedsfølelse, der fyldte i tiden efter.

– Den handler om at blive dømt af andre, som ikke var der og jo ikke vidste, hvad der var sket, og som syntes, at jeg var skide uansvarlig. Jeg kanaliserede både vreden fra ulykken og vreden fra mine teenageår ned i den sang. Ry, hvor jeg er vokset op, var en lille by, hvor jeg nogle gange følte mig misforstået, når jeg f.eks. havde været væk en halv time med en fyr, og hele byen troede, at jeg havde lavet alt muligt. Så løb sladderen om mig. Budskabet i sangen er, at folk bare skal blande sig udenom, hvis de ikke er en del af det, der sker. Man har ikke ret til at konkludere noget, hvis man ikke ved noget. Det var sgu vildt at opleve den mangel på empati, nogle følte trang til at udtrykke over for min lille familie, da vi stod i vores livs krise. Bare fordi jeg er en offentlig person, føler folk, at de har ret til at skrive i tredje person på min væg på Facebook: ”Hvor var HUN uansvarlig”. Det er jo MIG, de skriver til! Ligesom de rask væk skriver: ”Du må da vist være gravid igen med dén topmave!”. Øh, det ville de jo ikke engang sige til deres kollega. Det undrer mig i øvrigt at få en kommentar af den slags, for jeg har aldrig været hende, der rendte rundt og viste flad mave i en kort top. Jeg har altid haft topmave, men efter jeg har været gravid, er det åbenbart tilladt for alle at gætte på, hvornår jeg er det igen.

Hvem er Stine Bramsen?

• Stine Bramsen, 32
• Sanger og sangskriver, frontfigur i duoen Alphabeat indtil 2013.
• Aktuel med soloalbummet ”Bruised”.
• Bor i Brønshøj med sin mand, Kasper Adsbøll, kampagnechef på TV2.
• Har sønnerne Alfred på 3,5 år og Lasse på 1 år.

Stine Bramsen er nemlig – apropos topmave og krops-idealer – helt bevidst om sit ansvar som rollemodel over for den unge generation. Det handler sangen ”Woman” fra hendes tidligere album om – at hun gerne vil have piger til at tænke over, hvordan skønhed også kan være. Måske, funderer hun, har det noget at gøre med den indremissionske familie på farens side.

– Jeg kunne for eksempel aldrig finde på at optræde i undertøj på scenen. Det er vigtigt at vise andre piger og kvinder, at man kan være sexet på andre måder end ved at blotte sin hud og have nedringede trøjer på. På samme måde ligger fillers og botox også ret langt væk fra min tilgang til skønhed. Jo ældre jeg bliver, jo bedre kan jeg forstå, at man begynder at overveje det, men jeg er fra en meget naturlig familie, hvor vi gik op i ikke at bruge skyllemiddel og parfume, ligesom vi gik i helsekosten, før vi købte medicin. Jeg ville være meget bange for, hvad botox gjorde ved mig i længden. Desuden er mimik da noget af det mest fantastiske, vi har som mennesker! Heldigvis synes jeg også, jeg ser en dejlig bølge blandt andet med tøjmærket Asos, der begynder at have modeller i alle mulige størrelser, som får lov at vise deres strækmærker osv. Det vil jeg gerne støtte op om.