Det startede som en hobby for Anne Ventzel at strikke – nu sælger hun opskrifter til hele verden
I mange år arbejede Anne Ventzel i den danske modeindustri og designede for andre. Men siden 2016, hvor hun publicerede sin første opskrift, har hun ikke set sig tilbage og driver i dag sin egen designvirksomhed. Hendes største sællert er Spot Sweateren, som er blevet ekstra populær, efter den var med i filmen 'Camino' i foråret.
Hvornår begyndte du at sælge dine trøjer/opskrifter?
"I 2008 fik jeg min første søn, Viggo, og med ham kom der gang i udviklingen af trøjer til drenge. Jeg har altid været glad for at studere traditionelle trøjer fra de nordiske lande, og på et tidspunkt blev jeg foreslået at skrive mine opskrifter ned.
Det blev starten på et nyt kapitel, og i 2016 udkom 'Nordisk strejf', som var min første bog med opskrifter.
I efteråret 2019 åbnede jeg min webshop, hvorfra jeg i dag sælger mine opskrifter, fordi jeg godt kan lide det tempo, der ligger i at udgive online. Så snart jeg har skrevet en opskrift, kommer den først forbi min redaktør, bagefter går teststikkerne i gang, og til sidst finjusterer jeg og udgiver opskriften.
På den måde er opskrifterne helt friske og nye, når de kommer ud. Min virksomhed med håndstrikkede projekter er siden vokset og vokset, og i efteråret 2022 valgte jeg at give den fuldt fokus. Jeg sagde min faste stilling op, døren til arbejdspladsen lukkede blidt bag mig, og jeg blev hundrede procent selvstændig."
Hvilken opskrift sælger du mest?
"Jeg udgav strikkeopskriften til Spot Sweater for snart tre år siden, og dengang anede jeg ikke, hvilken utrolig rejse der lå forude. Oprindeligt er projektet blot strikket i to farver, men da jeg strikkede en version i mine restgarner og begyndte at vise den frem på instagram, oplevede jeg en ekstraordinær interesse omkring sweateren.
Nogle ville gerne strikke en præcis som min, og andre hoppede ud i at lave deres helt egne restgarns versioner. Det glæder mig stadig meget at følge med i alle de smukke og inspirerende farvevarianter af Spot Sweater, der bliver strikket.
I foråret 2022 var den danske filminstruktør Birgitte Størmose på vej med optagelserne af filmen 'Camino'. I den forbindelse spurgte hun mig, om hun måtte bruge en af mine Spot Sweatre strikket i restgarner som en del af den kvindelige hovedpersons garderobe i filmen. Hun fik naturligvis et ja fra mig og fik sweateren med i bagagen. Jeg var ikke sikker på, om sweateren blev brugt under optagelserne, så det var en skøn overraskelse at se, hvor meget den var med i filmen, da den havde premiere her i foråret.
Siden er der atter kommet fokus på sweateren, og jeg sidder netop i disse dage og laver en farveguide, så de, der har lyst til at strikke den præcis som versionen i filmen, får mulighed for det."
Hvor kommer din inspiration fra?
"Igennem de seneste år har jeg bidraget til Isager Garns fælles kollektioner. Ved begyndelsen af disse projekter modtager vi designere et moodboard og nogle guideline at arbejde ud fra.
En af gangene var det et nyt garn, der skulle introduceres, og de ønskede sig opskrifter til børn, hvor de ikke så rutinerede strikkere også kunne være med. Jeg havde længe ønsket mig et projekt i flerfarvestrik blandt mine opskrifter, som samtidig var let at strikke for mange.
Da jeg fik det nye garn mellem hænderne og mærkede dets egenskaber, gik det op for mig, at det var nu, projektet skulle realiseres. Det blev til Badger Sweater, som siden også kom som voksenversion, der hedder Badger and Bloom."
Hvad vil du med dine opskrifter?
"Generelt er mit mål at udvikle smukke, klassiske strikkeprojekter, som man har lyst til at have i sin garderobe i mange år, og som man forhåbentlig vil strikke mere end én gang. Via min instagramprofil arbejder jeg med at synliggøre, hvor forskelligt samme projekt kan se ud, alt efter hvilke farver man vælger, og hvordan de sættes sammen.
Derfor strikker jeg som regel mine flerfarvede projekter op i mere end én farvestilling, som f.eks. Robinia Sweater, der ved udgivelsen blev vist i både en gul og en blå version. Siden strikkede jeg Robinia Sweater op i restgarner, hvor sweateren fik et helt nyt liv, og der gik ikke lang tid efter jeg havde vist, hvad jeg havde på mine pinde, før andre viste deres restgarns-versioner frem.
Det gør mig helt glad i låget at opleve, hvor ivrige strikkerne rundt om i verdenen også er med at skabe deres helt personlige farvesammensætninger, som gør deres færdige sweater til mere end bare et Anne Ventzel design. Nemlig deres helt eget unikke projekt."
Se mere på Annes hjemmeside eller Instagram-profil.