Sus Wilkins om kærlighedens pris: ”Vi havde også en periode, hvor vi måske var ved at gå fra hinanden”

Tre kvarter før jeg skal mødes med skuespiller Sus Wilkins til et morgeninterview, tikker der en besked ind fra hende: ”Kan du spise, når du kommer, så fikser jeg lidt morgenmad?”. Jeg takker pænt ja, og da jeg træder ind i Sus’ lille, hyggelige lejlighed, er der linet op med nybagte boller, syltetøj, ost og kaffe.

– Drikker du friskpresset rødbedejuice, spørger hun med det samme, og disker også op med det. Jeg er imponeret, men så kommer den store afsløring. 

– Jeg kan slet ikke lave mad, men min kæreste er vildt god til det, så hun bagte lige nogle boller.

Så da du skrev til mig, at du lige ville fikse noget morgenmad, så mente du i virkeligheden Freja?

– Ha ha, ja, lige præcis. Og sådan er hun bare. Hun er skidegod til at gøre det hyggeligt, og hun er altid klar på at redde mig. Når du for eksempel skal komme, vil jeg gerne have, at det føles dejligt og trygt for dig at komme ind ad døren, og så fikser hun det bare lige. Freja tænkte allerede i går, at jeg ville blive glad, hvis hun bagte boller.

Tonen er slået an. Sus og Freja er kærester – ja, faktisk forlovede – og de er forskellige som nat og dag. Det er en styrke. Og somme tider giver det udfordringer. Men mest af alt er det en kilde til evig undren, og det pirrer Sus, der elsker eventyr. Eventyret har altid været en del af hendes liv, og eventyret er også det, hun hele tiden vender tilbage til, når hun skal fortælle, hvad der er vigtigt for hende i livet og i kærligheden.

– Min mor arbejdede i filmbranchen, da hun var ung. På et tidspunkt var hun i Caribien, mødte min far, blev gravid med mig og tog hjem til Danmark for at føde mig. Derefter tog vi til Caribien i 2,5 år, og så blev hun gravid med min lillebror. Vi rejste igen hjem til Danmark, og min far rejste med og prøvede at bo her med os i et års tid, men det gik ikke. Han var sort amerikaner og engelsktalende, og det var slet ikke sjovt at være her på det tidspunkt. Så jeg er vokset op med min mor og lillebror i København K. Det var super trygt, og det var sådan os-tre-musketerer-agtigt.

Hvor meget kan du huske om din far?

– Jeg kan egentlig huske ret meget, for i sommerferierne tog vi over og besøgte ham på St. Croix i tre uger ad gangen. Ikke hver sommer, for min mor gik meget op i, at vi skulle opleve så mange forskellige kulturer som muligt og se så meget af verden som muligt. Min far var sejler, og når vi var ude hos ham, sejlede vi en masse. Jeg har sådan nogle fantastiske duftminder fra båden og havet, og da jeg i 2018 medvirkede i tv-programmet ”Over Atlanten”, mindede det mig så meget om min far og min barndom, da jeg kom om bord på den båd.

Blev dine forældre skilt?

– De blev faktisk først skilt, da jeg var 15 år. De havde egentlig ikke lyst til at skilles, men de kom bare fra to forskellige verdener. Det var for svært. Min mor ville gerne have, at vi skulle gå i dansk skole og vokse op her. Det var en helt udramatisk skilsmisse. Og så døde min far for ti år siden.

Hvordan oplevede du dine forældres parforhold?

– Jeg kan huske, at jeg var misundelig på de andre børn i børnehaven og skolen, når der kom en far og hentede dem. Jeg ville vildt gerne have den der kernefamilie. Selvom vi var os tre musketerer, så var det sådan, wauw, hvis ens far kunne komme og hente en. Det så så fedt ud. Så når vi tog til Saint Croix i Caribien, elskede jeg, når min far kom i sin hvide pickuptruck og hentede os i lufthavnen. Vi kom ud, og så var han der. Min lillebror og jeg kom bare om i ladet, og min mor satte sig ind til ham. Og så kyssede de. Vi kørte af sted med vind i håret, og selvom man var træt efter den lange flyvetur, så var det bare den bedste følelse, at ens mor og far sad derinde i bilen. Det gav en lille smule kernefamiliefølelse, og det elskede jeg.

Så deres forhold var kærligt?

– Ja, super kærligt. Og så kunne de også have et skænderi, men det var nærmest også spændende, syntes jeg, for det var jeg jo ikke vant til. Og når vi så tog hans båd og sejlede på ø-hop, aj, det var bare så idyllisk og Peter Pan-agtigt. Meget fortryllende.

Hvilket billede af kærlighed har du fået med fra dine forældre?

– I hvert fald noget med eventyr på en eller anden måde. Og det har fulgt mig lige siden. Jeg er meget sådan: Vi skal på eventyr! Det må ikke blive kedeligt. Mange folk siger, at nu skal man se at blive voksen, når man er fyldt 30. Og ja, jeg vil rigtig gerne blive voksen, men ikke hvis det betyder at være kedelig. Og det lyder tit som om, at hvis jeg skal være voksen, så skal jeg være kedelig. Så – eventyr er det bedste billede på kærlighed, tror jeg. Eventyr blandet med noget enormt trygt.

Sus begyndte at danse, da hun var otte år, og hun kom hurtigt på højt plan med konkurrencer i udlandet. Som 15-16-årig begyndte hun at undervise og lave danseshows, og hun havde en flot dansekarriere indtil for et par år siden, hvor skuespillet tog over. Da Sus var omkring 14 år, fik hun sin første kæreste. Han hed Mathias.

– Han var med i en gruppe, der hed B-Boys. De var med i MGP og blev superstjerner på børneniveau. Vi var kærester on-off i tre-fire år.

Hvordan oplevede du den første forelskelse?

– Aiii, jeg skal lige tænke tilbage … øh, jamen det var bare så fint. Jeg var jo så lille. Vi var en masse børn, der lavede modeshow ude i Bellacenteret – vi gik alle sammen på den samme danseskole – og en dag sagde Mathias for sjov: ”Jamen Sus, hun er min kæreste”. Det var mærkeligt, for vi var gode venner, men pludselig blev det mere og mere, og jeg kunne mærke de der sommerfugle i maven og tænkte: Bare han mente det. Lige pludselig mente han det, og så blev vi kærester. Det var ret eventyragtigt, fordi han kom med i B-Boys et halvt år efter, vi var blevet kærester, og de rejste rundt på alle mulige festivaller, hvor pigerne sad udenfor de steder, hvor de boede, og græd. Det var meget opkørt, og det var helt sindssygt at være kæresten til alt det der. Men jeg husker det som noget rigtig, rigtig fint, og jeg er rigtig glad for, at han var min allerførste kæreste.

Så fulgte der flere drenge?

– Ja, der fulgte kun drenge. Og det kan vi lige vende tilbage til, for jeg har aldrig set mig selv som en, der skulle ”springe ud”. Jeg har altid set folk som mennesker – ikke som køn. Men samtidig tror jeg heller ikke, at jeg kunne have fundet en pigekæreste dengang. Det kan jeg i hvert fald ikke lige forestille mig.

Hun holder en pause.

Hvem er Sus Wilkins?

• Født i 1989.
• Er skuespiller og tidligere danser.
• Kendt fra blandt andet filmen Mesteren og tv-serierne Gidseltagningen og Perfekte Steder.
• Også kendt som dommer i Danmark Har Talent i 2019.
• Forlovet med sangerinden Freja Kirk.

– Eller også kan jeg. Det ved jeg ikke engang. Nå, men jeg datede alle mulige forskellige drenge og havde også en anden kæreste i tre år, som hed Marvin. Så datede jeg nogle flere drenge. Og SÅ mødte jeg Freja!

Og indtil da havde du aldrig tænkt tanken: Jeg kunne også blive kæreste med en pige?

– Nej, aldrig. Men jeg havde heller aldrig tænkt, at det var noget dårligt, hvis nogen var det, og jeg har haft mange homoseksuelle drenge i mit liv, faktisk. Jeg vidste også godt, hvad det ville sige at være lesbisk, inden jeg mødte Freja, men jeg havde ikke kendt nogen før, så det var virkelig aldrig noget, jeg havde tænkt over. Jeg tænkte altid: Uh, jeg skal møde en eller anden lækker fyr.

Freja Kirk kom ind i Sus’ liv i begyndelsen af 2012. Hun var en del af et tv-show, hvor Sus var hyret ind som danser. De så hinanden første gang i et studie i Måløv, hvor programmet blev optaget.

– Jeg skulle ikke danse for Freja, men en dag kom jeg lidt for tidligt og ville bare kigge på. Da jeg åbnede døren til det rum, hvor de var i gang med prøverne, fik Freja og jeg øjenkontakt, men det var slet ikke noget, jeg tænkte over. Freja tænkte mere over det, har hun siden fortalt mig. Der kørte nogle store visuals af Freja, mens hun optrådte, og alle sad og sagde, at ih, hvor var hun smuk og dygtig. Og jeg sad bare og tænkte, ja, hun er da vildt flot, men jeg syntes samtidig, at hun virkede så arrogant, når man mødte hende ude bagved. Hun holdt sig for sig selv, og jeg tænkte, hvorfor er du overhovedet med i det her, når du er sådan? Jeg har siden fundet ud af, at Freja er enormt introvert og var blevet lokket af en veninde til at stille op i showet, som egentlig ikke var noget for hende.

– Nå, men efter hvert liveshow om lørdagen var der sat en fest op inde i byen, hvor man blev kørt ind i busser. Til en af de fester blev vi sindssygt fulde, og på et tidspunkt sad alle vi dansepiger i en sofa, og så kom Freja over. Hun var sådan en rigtig drengerøv, gik med en flaske sprut i hånden og var helt kæk. Lige sådan noget, jeg falder pladask for, ha ha. Fordi alle havde talt så meget om, hvor flot hun var, og fordi jeg var så fuld, sagde jeg: ”Hvis jeg nogensinde skulle kysse med en pige, så tror jeg, at det skulle være dig. Kys mig lige”. Og så kyssede hun mig. Jeg tænkte ikke over det, men for hende var det en større ting, fordi hun var til piger. Jeg sagde også til de andre piger, der sad i sofaen: ”Kys hende lige”. Og så kyssede de hende også.

Hun griner højt.

– Så åndssvagt altså.

Vidste du, at hun var til piger?

– Nej, jeg tænkte ikke over det, faktisk. Men jeg vidste det nok alligevel godt. Man kunne se det på hende. Hele hendes approach og den måde, hun klæder sig. Men det var ikke noget, jeg tænkte over. Jeg tænkte heller ikke, at nu var jeg forelsket i hende. Det var først noget tid efter.

– Jeg havde fødselsdag, mens vi stadig lavede showet, og jeg holdt en stor fødselsdagsfest inde i byen. Jeg havde sagt til alle på produktionen, at hey, kom ind til min fødselsdag på Zoo Bar, hvis I har lyst. Bare sådan helt kom-forbi-agtigt.

– Jeg inviterede også Freja, og hun opfattede det som en meget fin og personlig fødselsdagsinvitation og sendte en lang besked til mig, hvor hun skrev, at hun var virkelig ked af, at hun ikke kunne komme. Og jeg kan huske, jeg tænkte, hold da op, rolig nu. Dagen efter, da jeg kom ud på produktionen, havde hun lavet en honningsnaps til mig, hvor der på et lille hjerte stod: Til Sus. Og det var altså ikke fordi, jeg faldt for hende på grund af en honningsnaps, men jeg syntes bare, at det var så sødt, at hun havde tænkt så meget over det.

– Så fra det øjeblik begyndte jeg at lægge mere mærke til hende. Hun flirtede med mig på sin egen underspillede måde, og det gjorde mig genert. Jeg kan huske, at jeg tænkte, aj hvor underligt, at jeg bliver genert over det, for hun er jo en pige. Der er jo ikke noget at være genert over.

– Jeg vendte det med en veninde og fortalte, at jeg syntes, at det kildede lidt i maven, når Freja var i nærheden. ”Er du ved at blive forelsket i en pige”, spurgte min veninde? Og jeg var sådan, aj, det er da slet ikke noget for mig. Men det var det så bare.

Men der var desværre et problem. Freja havde allerede en kæreste. Sus beskriver det som noget rigtigt rod, for hun var blevet ret glad for Freja og troede, at de skulle være kærester. Men Freja var nødt til at finde ud af, hvad hun ville med sin kæreste, så der gik et helt år, hvor Sus stort set ikke så hende. Hun holdt bare lidt øje med Freja på afstand, forklarer hun grinende.

– Jeg var heartbroken i et helt år. Aj, jeg havde det SÅ dårligt, jeg var virkelig bare SÅ forelsket og følte, at jeg aldrig havde været forelsket på sådan en måde før, hvilket jeg nok heller ikke havde. Men så, den 16. marts 2013, ringede Freja pludselig og sagde: ”Nu har jeg tænkt på dig i så lang tid, skal vi ikke lige ses?”. Jeg var til en fødselsdag, og jeg prøvede at lade som om, at det var lidt svært for mig at gå, selvom jeg allerede havde gang i at få fat på en taxa for at køre ud til hende med det samme, ha ha. Og så er resten historie. Vi blev kærester i juni måned.

Hvad faldt du for?

– Det har ikke været så anderledes, end når jeg er blevet forelsket i en dreng. Jeg faldt bare for hele Frejas aura. Jeg følte, at hun var så selvsikker og så rolig, hvilede så meget i sit talent og sig selv. Hun er også totalt drengerøv, hvilket jeg bare elsker. Og hun tog mig bare på eventyr. Det var så magisk at være sammen med hende, at jeg glemte alt om tid og sted. Det hele var fuldstændig drømmeagtigt. Jeg husker os som to unge, forvirrede, der bare løber gennem byen, køber nogle øl, sidder flere timer på en eller anden trappesten og pludselig tager i Tivoli, tager på Sankt Petri, spiser morgenmadsbuffet. Det var så drømmeagtigt at være sammen med hende. Og eventyragtigt.

– Vi kunne gøre alt sammen. Jeg har altid hadet, når folk har sagt, husk nu, at der også er en dag i morgen. Men hey, hvad med dagen i dag, skal den ikke leves fuldt ud? Hvis vi bliver ved med at sige i morgen, i morgen, i morgen … altså, det dur i hvert fald ikke for mig. Og Freja er lige det modsatte af ”der er også en dag i morgen”. Og det tror jeg bare, at jeg blev så forelsket i.

 Hvad tænkte du om, at du var blevet forelsket i en pige?

– For det første var jeg totalt ligeglad. Det var min første tanke. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Da jeg skulle sige det til min mor og min lillebror, var jeg lidt nervøs, men jeg kan også huske, at jeg tænkte, at det havde jeg ingen grund til at være. Jeg vidste, at de ville være fuldstændig ligeglade. Og sådan var det også. Jeg skrev i min dagbog, at wow, jeg er blevet forelsket i en pige, men jeg har aldrig været et sekund nervøs over at gå ned ad Strøget med Freja i hånden. Da vi først var blevet kærester, var jeg den stolteste i verden. Freja har altid været til piger, det har jeg jo ikke, men jeg tror, at jeg er kommet frem til, at jeg hverken ser mig selv som biseksuel, homoseksuel eller heteroseksuel. Jeg ser bare mig selv som et menneske, der møder et andet menneske, der er nice. Jeg havde en periode, hvor folk, jeg mødte i byen, sagde: ”Aj, Sus, du er da ikke til piger, hvad laver du?”. Og hvor jeg så havde enormt meget brug for at sige: ”JO, jeg er!”. For ligesom at slå det helt fast. 

Sus og Freja har været sammen i syv år nu, og selvom der selvfølgelig også er gået hverdag i forholdet, så beskriver Sus det stadig som …

– Et stort eventyr. Hver gang vi føler, at der går for meget arbejde eller hverdag i den, så kigger vi på hinanden og bestiller en rejse eller planlægger en overraskelsesdate. Ja, ikke lige nu, selvfølgelig, men når tingene er normale uden corona. Det er sådan en ting i vores forhold, at vi skal på eventyr.

Hvilke udfordringer har I haft hen ad vejen?

– Vi havde en periode, hvor vi flyttede fra hinanden, fordi vi ikke kunne finde ud af bo sammen i min lejlighed. Freja følte sig ikke hjemme. Og det var selvfølgelig hårdt, men det var hårdt på en lidt fed måde. Fordi vi havde det sådan: Okay, nu gør vi noget sejt for vores forhold. Der var sikkert en masse, der tænkte, nå, nu går de fra hinanden, men nej, vi vidste begge, at vi gjorde det for at kunne stretche vores forhold. Det var overhovedet ikke et brud, og så fik vi en ny forelskelse og flyttede sammen her i Frejas lejlighed.

– Vi havde også en periode, hvor vi måske var ved at gå fra hinanden. Vi var ude af sync og var ikke på det samme eventyr lige der. Men så gik vi i parterapi, og det var mega fedt. Jeg tror, at vores udfordringer opstår, fordi vi er SÅ forskellige. Vi er som nat og dag. Det er det, der gør, at vi komplementerer hinanden så godt, men det kan også være udfordrende, fordi jeg er et totalt Peter Pan-barn. Jeg er ekstra meget eventyr. Det er Freja også, men hun har alligevel lidt mere ro på. Jeg er meget ekstrovert, og hun er meget introvert, og det skulle vi bare lige have oversat til et sprog, vi begge forstod. Men som vores psykolog sagde, så er det også meget smukt, at vi er så forskellige. Det er det, der gør, at vi er så interessante for hinanden. Vi undrer os hele tiden.

Hvad er det bedste ved Freja?

– Det er, at hun altid er klar til at redde mig. For eksempel som i dag, hvor hun lige bager boller og gør det lidt hyggeligt. Hun ved præcis, hvad hun skal gøre, for at det hele bliver ekstra fedt for mig. Freja er bare altid gladest, hvis jeg har det godt. Hvis hun har købt en kage, som vi skal dele, så spiser jeg min del med det samme, og hvis jeg er vild med kagen, så spiser hun lidt langsommere for at kunne give mig den sidste bid af sin del af kagen. Sådan er hun bare med alting, og det er ret sødt.

Du har omtalt Freja som en drengerøv et par gange. Det er jo et meget stereotypt spørgsmål, men er der en ”mand” og en ”kvinde” i jeres forhold?

– Nej, det synes jeg faktisk ikke, at der er, men jeg forstår godt, hvorfor du spørger. Hun kalder altid sig selv en drengerøv, og folk kalder hende det. Hun er bare så kæk … men ja, jeg skal passe på med, hvordan jeg siger det. Hmmm. Det er Freja, der sætter en lampe op, men det er også hende, der er god til at lave mad. Så på den måde er vores roller ikke stereotype. Det er mig, der er værten og byder velkommen, når vi har gæster, men det er fordi, det er mig, der er den udadvendte. Og ja, okay, det er helt klart hende, der bærer de tunge ting, men hun ligger lige så meget i min arm, som jeg ligger i hendes. Vi har talt om, at vi godt kunne tænke os at få børn en dag, men vi ved endnu ikke helt, hvordan det skal foregå. 

– Vi ved dog, at det bliver mig, der skal bære barnet. Det er bestemt ikke noget for Freja.

På Sus’ finger sidder der en ring med en fin sten. En forlovelsesring. Da hun havde gennemført den tre uger lange sejlads over Atlanten i 2018, ventede hendes mor, lillebror og Freja i havnen i Antiqua, og de havde nogle dejlige dage sammen, hvor Sus kunne fordøje turen. Hvad hun ikke vidste, var, at Freja havde spurgt hendes lillebror, om hun måtte fri til Sus. Så da de en dag lå alene i sandet og snakkede, kom Freja pludselig halvvejs op på knæ og friede.

– Det var sådan en ud af kroppen-oplevelse. Jeg sagde jo bare ja med det samme, men jeg sagde også HVAD? Hvad, hvad, hvad? Jeg forstod det slet ikke. Bagefter gik vi over til strandbaren, hvor min mor og lillebror sad, og så poppede vi en flaske champagne og fejrede det. Om aftenen gik vi på casino. Jeg elsker at være på casino, ha ha.

– Vi ville have været gift i september 2020 i Italien, men det var vi nødt til at aflyse på grund af corona. Vi har fundet det skønneste sted, hvor vi skal være i nogle dage sammen med alle vores dejlige gæster. Nu har vi rykket det til september i år og håber, at det kan lade sig gøre. Det skal være et totalt eventyrbryllup over flere dage. Vi elsker at feste. Jeg har for nylig set filmen ”Druk”, og jeg synes, den understreger det vigtige i, at man ikke bare skal lade livet passere uden rigtig at lægge mærke til det.

Har du nogensinde overvejet, hvad der er kærlighedens pris?

– Det er så dejligt at have mødt et menneske, hvor jeg tænker, at vi skal være sammen for evigt. Men det er også lidt uhyggeligt. At skulle være sammen med ET menneske hele sit liv, det er lidt skræmmende. Man kan sagtens blive genforelsket i hinanden igennem årene, men den der vilde nyforelskelse får man jo ikke igen. Det er lidt trist. Men jeg vælger kærligheden, for jeg ved, at Freja og jeg skal være sammen.

Så du tror på for evigt?

– Ja. Jeg tror på for evigt. Jeg håber på for evigt. Men jeg tror faktisk lige så meget på, at vi har valgt at være sammen, til vi måske ikke skal være sammen mere. Hvis der kommer en dag, hvor vi ikke skal være sammen, så skal vi ikke holde fast i hinanden bare for at holde fast, og fordi vi har LOVET, at vi skal være sammen for evigt. Vi skal være sammen så længe, vi gør hinanden glade. Og det, håber jeg, er for evigt.