Susanne Rützou: "Jeg er ikke nogen tudemarie"

Har du et ar, der fortæller en historie?

– Jeg har en lille tatovering, som jo er en slags ar. Den er ret primitiv, og jeg kunne da godt have ønsket den hen, hvor peberet gror. Den blev banket ind med søm, der blev dyppet i blæk, som man traditionelt gør i Polynesien, hvor jeg var med på en del af min mors og stedfars jordomsejling. I dag er den flydt sammen, så man skal tæt på for at se, at det er stiliseret ansigt. Det ligner mest af alt en potteplante. Min mor var ret fascineret af, at man derude har hele sin familiesaga tatoveret på kroppen, så hun blev ved med at spørge, om jeg ikke skulle prøve det, da hun ikke turde selv. Den sidder på indersiden af anklen. Det er en ”tiki”, der betyder ”ånd”, så vidt jeg ved. Man kan godt betvivle, om det var en god ånd, for der var en del udfordringer, da jeg kom hjem fra den tur. Min mor blev syg og døde året efter, så derfor har jeg beholdt den. Tatoveringen minder mig om den store oplevelse, vi havde sammen.

Hvad er du mest stolt af?

– Ud over mine børn, så er jeg stolt af at være nået hertil med mit firma. At have en mission som udgangspunkt og så få den til at blive til virkelighed. Det er en ret stor tilfredsstillelse, det er også en stor udfordring, det er slet ikke det. Men det giver en stærk oplevelse. En følelse af styrke, som jeg er stolt af.

Hvornår græd du sidst?

– Det var til en yogatime. Jeg er ikke nogen tudemarie. Men jeg kan godt se det positive ved den form for forløsning. Det er ikke nødvendigvis noget,jeg lægger helt vildt meget i, men det kom alligevel lidt bag på mig. Jeg er meget glad for mine yogatimer, der altid afsluttes med meditation eller afspænding. På et eller andet tidspunkt finder jeg mig selv med tårerne silende ned over kinderne. Det var meget rart og forløsende, men jeg ved ikke helt, hvad det gik på. Det havde sit eget liv.

LÆS OGSÅ: Julianne Moore: "Det er tricky at være forælder"

Hvordan håndterer man vrede bedst?

– Jo vredere jeg bliver, jo roligere er jeg i virkeligheden. Jeg er ret stor modstander af, at man i vrede får sagt eller råbt noget, som man skal til at trække i land efterfølgende. Derfor bestræber jeg mig på at virke rolig og afdæmpet. Indeni er jeg ikke så rolig, der er jeg selvfølgelig vred. Så det er noget med nogle dybe indåndinger, føle efter og virkelig bestræbe sig på at udtrykke det, man er vred over, men på en pragmatisk måde.

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13 år?

– Jeg er hovedsagelig vokset op hos min mor, som udelukkende hørte klassisk musik og gerne for fuld udblæsning. Så jeg var egentlig rimelig kikset, da jeg lige pludselig skulle melde mig på banen som præteenager. Da jeg var 13 år, var man enten ”disker”, ”flipper” eller ”rocker” – jeg syntes, det hele lød rimelig hæsligt. Jeg var jo bare vant til opera og symfonier. Men jeg kom til at høre Supertramp og The Beatles og blev nok lidt flippet. Jeg er ret glad for musik nu, men dengang var jeg virkelig bagud.

Hvilken mand har gjort størst indtryk på dig?

– Det er nok min søn. Han er helt sin egen, og han har på en fin og forunderlig måde gjort det tydeligt for mig, at ens børn virkelig bare er til låns. Så nysgerrig, eventyrlysten, sjov og klog. Det giver mig en følelse af, at der er noget, jeg har gjort rigtigt. Han er 14 år, og manden i ham er så småt begyndt at komme frem.

Fortryder du noget?

– Det med at fortryde er noget af det mest ubrugbare i verden. Følelsen er mig virkelig imod, for den er så lidt konstruktiv. Der er selvfølgelig ting, som jeg ville have ønsket anderledes. Men jeg fortryder det ikke. Hvis noget ikke svinger, og man skulle have haft gjort noget andet, så må man bare gøre noget ved det.

LÆS OGSÅ: Andrea Vagn Jensen: "Livet er svært indimellem"