Svend Brinkmann om mødet med sin kone: ”Det var helt tilfældigt, at vi fandt sammen den aften”
Var det tilfældigt, at Svend Brinkmann mødte sin kone tilbage i gymnasiet, eller var det måske skæbnen? I ALT for damerne fortæller professoren om mødet, der endte med at blive en af de mest betydningsfulde i hans liv.
Natten var ikke længere ung, men musikken var stadig høj i gymnasiets klasselokaler. Eleverne fejrede, at de netop havde opført en musical, da to af aftenens skuespillere mødes med læberne mod hinanden. Svend og Signe.
Men var det tilfældigt, at netop de to fandt hinanden lige dér og lige på dét tidspunkt – eller var det ”skæbnen”?
I en ny bog går professor i psykologi Svend Brinkmann på opdagelse i forskellen mellem skæbner og tilfældigheder. I et stort interview med ALT for damerne fortæller han selv, om en af de mest betydningsfulde tilfældigheder i sit eget liv, nemlig dengang han fandt sammen med sin kone, Signe Winther Brinkmann.
”Man kan jo blive helt skør i hovedet af at tænke på, hvor tilfældigt noget er, som viser sig at have helt livsafgørende betydning. Jeg mødte min kone, da vi gik i gymnasiet og begge var med til at lave en musical. Vi havde kigget lidt på hinanden, men på en måde var det helt tilfældigt, at vi lige fandt sammen den sidste aften, hvor vi havde spillet musicalen. At vi kyssede på hinanden. Og at vi aftalte, at vi skulle mødes igen,” siger Svend Brinkmann til ugebladet.
Det er nu 27 år siden, de to kyssede hinanden første gang, og parret er i dag gift og har sammen tre børn.
”Altså, det er jo helt vildt mærkeligt, at de børn, vi har fået sammen, og det liv, vi har bygget op, helt præcist kan stadfæstes til det øjeblik, hvor vi sådan rigtigt fik øje på hinanden. Det var jo ikke noget, vi valgte, selvom den slags tit bliver fremstillet sådan.”
Tilfældig skæbne
For Svend Brinkmann er det helt fundamentalt, hvis man begynder at tænke det igennem: At næsten ingenting er op til os som individer. At ekstremt meget er givet på forhånd. For os er opgaven ”blot” at tackle det, der kommer vores vej, forklarer han i interviewet.
”At vores liv ændrer sig i det øjeblik, man træffer en beslutning: Nu går jeg den vej! Men rigtig meget af det, der har livsafgørende betydning, det er noget, der sker med os. Det er ikke noget, vi beslutter os for. Jeg besluttede mig jo ikke for at blive forelsket.”
Men du besluttede at kysse hende?
”Så meget som man nu kan beslutte noget i den tilstand, haha. Meget sent og efter meget alkohol og med høj musik. Jeg tror snarere, at det er sådan, at man opdager, hvad man har gjort, og så kommer beslutningen til at handle om, hvordan man vil reagere på sine handlinger. Skal man så mødes næste dag efter det kys? Jeg tror, vi træffer langt færre beslutninger, end vi går og bilder os ind,” siger han og uddyber:
”Skæbne er det, som giver tilfældet vedvarende betydning. Nogle tilfældigheder, der indskriver sig i livshistorien og skaber nogle knuder på livstråden eller knytter nogle livstråde sammen. Som man ikke bare kan ignorere.”
Læs hele interviewet med Svend Brinkmann her.