Laura har endnu ikke opgivet at gøre en forskel som sygeplejerske - men særligt én ting forstår hun ikke…

Selvom der brænder en ild for faget i sygeplejerskestuderende Laura Curtis Brandt, så har coronakrise, strejke og mødet med virkeligheden på landets hospitalsafdelinger sået en tvivl om fremtiden i faget allerede inden endt uddannelse.

"I nogle af mine praktikker har jeg tænkt: Vil jeg det her, når jeg er færdig? Nogle steder bliver man brugt som arbejdskraft, selv man ikke må indgå i normeringen, men andre steder er de rigtigt gode til, at man er studerende, det er meget forskelligt. Det har i hvert fald været en vild tid at være studerende, med run på og overbelægning, og jeg har ofte tænkt, at jeg var utilstrækkelig ikke gjorde det godt nok. Jeg vil enormt gerne være god og yde mit bedste, og det kan jeg nogle gange ikke, fordi der er for mange opgaver. Og bare det at finde ud af sundhedsplatformen, det tager tid. Jeg vidste ikke, det var så komplekst. Jeg har stadig problemer med det, og det tager meget tid – tid fra patienterne. Men det er et sindssygt godt redskab."

Laura tænker meget over, hvordan livet som sygeplejerske vil se ud med et familieliv ved siden af.

"På den afdeling, hvor jeg arbejder ved siden af studiet, mangler vi lige nu en del fuldtidsansatte sygeplejersker, og flere stuer er lukket ned, fordi der ikke er personale til så mange patienter. Selv som studerende har jeg i dag fået en mail, hvor jeg bliver spurgt, om jeg kan arbejde de næste ti weekender. Og jeg bliver bekymret for mine planer om familie og børn, hvis jeg skal arbejde i weekender og kan pålægges vagter på alle tidspunkter. Mit job skal ikke fylde alt. Men jeg tænker også, at man kan vælge at se på det på en anden måde, fordi der er gode vilkår i forhold til barsel, og man kan måske lægge fem nattevagter i streg, så er du hjemme hele dagen. Det kommer an på, hvordan man ser det. Men jeg har da tænkt over, hvilke andre veje jeg kan gå. Og jeg tror, det bliver omkring halvdelen af min klasse, der vil læse videre og ikke ud at arbejde som sygeplejerske."

For tiden er Laura i sin sidste praktik på en åben psykiatrisk afdeling, og det er et sted, der godt kunne være en fremtid i.

"I dag har jeg for eksempel brugt næsten halvdelen af min arbejdsdag på at snakke med patienter, og det giver så god mening, og man kan mærke det på patienterne. De snakke har man sjældent på en almindelig hospitalsafdeling. Der handler det om at dække de basale behov og slukke brande og give mad og medicin. Jeg tænker nogle gange, det bliver meget symptombehandling. At blande medicin og give mad er en kæmpe del af sygeplejen, men det handler også om at yde menneskelig omsorg og tage de svære snakke om døden og om, hvad skal der ske, når du kommer hjem. Og det mangler jeg at kunne i mit fag."

Laura havde ikke den store tro på, at strejken ville ændre noget, eller at politikerne ville lytte. Men hun vil stadig kæmpe for, at sygeplejersker ikke skal presses ud i skæve vagter for at tjene en ordentlig løn.

"Grundlønnen er lav, det kan man ikke komme udenom. Det er tillæg, der giver mening, og derfor bliver vi presset til at sige ja til ekstra vagter. Tricket er, at man har en 32-timers stilling og tager ekstra vagter. For det giver en bedre løn, end hvis man er på fuldtid. Så det system giver ingen mening. Man skulle hæve grundlønnen. Mange af de afdelinger, jeg har været på, har haft lukkede stuer, fordi der ikke har været personale nok. Folk gider ikke, de hopper fra i det offentlige, fordi der er dårlig løn og arbejdstider og ekstra vagter. Og det er jo ikke første gang, der er strejke, men der sker stadig ikke noget. Jeg har næsten ikke orket at gå ind i kampen, for der er ingen, der lytter."

Laura har endnu ikke opgivet at gøre en forskel som sygeplejerske.

"Det ekstra overskud, jeg har til at give omsorg til patienterne, vil jeg gerne dele ud af, men tænk, hvis man aldrig får tid til det? Jeg vil gerne bruge mig selv i mit arbejde og ikke kun slukke ildebrande. Der er også gode dage, men mange af de travle dage, hvor man skal lægge patienter på gange og løbe stærkt, kræver et kæmpe overskud. Men det giver mening, fordi det er vigtigt, at vi er der. Og hvis jeg ikke gør det, hvem skal så?"

"Vi har en forpligtelse, vi, der har det omsorgsoverskud – uanset løn. Men det kan være, jeg løber tør for omsorg, og så vil jeg have retten til at skifte spor. Vi risikerer lige nu at miste de dygtige sygeplejersker, fordi de ikke kan mere. De løber stærkere og stærkere, og det kommer til at gå ud over patientsikkerheden. Men vi er der jo alle for at gøre en forskel, og jeg vil gerne gøre mit for, at vi kan få flere dygtige sygeplejersker. Jeg vil gøre et forsøg. Så længe gnisten er der."