Under sygeplejerskestrejken sang de om løn. Men det handler om SÅ meget mere end det...
Når jeg en dag bliver så syg, at jeg skal på sygehuset, forventer jeg, at personalet vil behandle mig, som om min sygdom er den vigtigste i hele verden. For det vil den være for mig, og jeg vil ligge dér og føle, at de har mit liv i hænderne.
Jeg ønsker ikke at blive passet af en sygeplejerske, der er frustreret, midlertidig, træt, stresset –”omsorgssvigtet”, som Christina Zabava Grønhøj kalder det i ugens nummer af ALT for damerne, hvor vi tager temperaturen på sygeplejerskerne og spørger dem, hvordan de har det.
For lige nu har mange af os glemt tiden, hvor de strejkede for bedre vilkår, og hvor vi alle sammen havde en holdning til deres løn. At de blev tvunget i arbejde og opfordret af statsminister Mette Frederiksen til at tage en ekstra tørn under endnu en coronabølge. Sundhedspersonalet fik en pose penge, der blev fordelt som bonusser, og vi andre slap for at høre mere på deres brok…
Men fordi det handler om opretholdelsen af et sundhedsvæsen, som vi alle kan leve med, kan vi ikke tillade os at glemme den oprindelige konflikt. Som ikke kun er spørgsmålet om sygeplejerskernes løn. Men om hvordan vi fastholder dem i det offentlige system, så vi kan blive passet ordentligt, når det bliver os, der ender på sygehuset. I artiklen siger sygeplejersken Christina Zabava Grønhøj:
”Vi skal huske, at der er sygeplejersker nok, de vælger bare det offentlige fra og arbejder med det hele menneske og ægte sundhed i det private eller i egen praksis. Dem møder jeg hele tiden. Noget af det første, der sker under presset i det offentlige, udover at skære ned på den menneskelige omsorg til patienterne, det er vores egne behov, som det ikke bliver muligt at lytte til, som sult, tørst eller toiletbesøg. Derfor udvikler man over tid omsorgssvigt af sig selv.”
I artiklen (som du kan læse lidt af her) møder vi fire sygeplejersker, der hver især fremhæver alt det, de elsker ved jobbet. Det er sådan nogen som dem, jeg ønsker mig at møde, når jeg bliver indlagt. Men der er en stor risiko for, at de ikke er der. For man kan kun tage en ekstra tørn i en begrænset periode. På et tidspunkt må enhver tænke på sig selv og skabe sig et arbejdsliv med vilkår, der giver mening. Hvor der er ressourcer til, at man kan udføre sit arbejde på en måde, man kan leve langtidsholdbart med. Hvor man ikke behøver at gå på deltid (og dermed ned i løn) for at kunne restituere mellem vagterne.
Sygeplejerskerne sang under strejken om løn, fordi penge er det mest håndgribelige symbol på respekt. Men det handler ikke kun om 1000 kroner fra eller til, det handler også om at gøre det attraktivt og højstatus at gå ind i faget, så uddannelserne kan rekruttere fremtidens sygeplejersker. Det handler om at sikre, at unge sygeplejersker har erfarne kolleger omkring sig, så de ikke bliver kastet ud i urimelige opgaver, der ender med at tage gejsten fra dem. Det er ikke fagforeningspolitik. Det handler om os alle sammen.
Rikke Dal Støttrup, CHEFREDAKTØR
Efter coronakrisen og sidste års strejke, der satte fokus på sygeplejerskernes arbejdsvilkår, har vi spurgt fire sygeplejersker: Hvor er de største udfordringer i dag, og hvorfor bliver du i faget, som mange af dine kolleger er flygtet fra? Christina Zabava Grønhøj er en af dem, og hende kan du møde her.
