Louise ventede sit første barn, da hendes mand pludselig døde: ”Jeg var i chok og fornægtelse”
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få et liv med mand, barn og hus, men det fik jeg. Netop som jeg havde fået det hele, mistede jeg det dog igen, og jeg troede aldrig, at jeg ville kunne rejse mig – men det gjorde jeg. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Louise opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg stod i stuen i det hyggelige hus, Nikolaj og jeg netop var flyttet ind i. Jeg lagde hånden på maven og mærkede det lille liv derinde bevæge sig. Det gjorde mig så glad hver gang. Jeg havde i mine 30 leveår aldrig forventet at få det liv, jeg havde nu: Et liv med mand, nyt hus og et lille barn på vej.
Et øjeblik efter ringede min telefon, og intet blev nogensinde det samme igen efter det opkald.
Jeg havde været single i mange år, inden jeg mødte Nikolaj. Jeg havde altid været indadvendt, og mange ville nok beskrive mig som en nørd, der mest gik op i mine studier og senere mit job, der var meget teknisk. Jeg havde aldrig brudt mig om at gå ud og feste eller være i større forsamlinger. Datingsites var heller ikke mig, og jeg havde egentlig fundet fred med, at jeg i modsætning til mine søstre, der ikke havde læst videre og allerede havde stiftet familier, ville komme til at leve et singleliv.
Så mødte jeg i slut 20’erne Nikolaj på et seminar. Sammen med ham kunne jeg fra første færd være mig selv fuldstændigt. Han arbejdede med det samme som mig og forstod – i modsætning til min familie – hvad jeg lavede. Det føltes som en slags åbenbaring for mig at møde ham.
Nikolajs accept af, hvem jeg var, og hvordan jeg var skruet sammen, kom som en helt uventet gave i mit liv. Samtidig havde Nikolaj en helt anderledes personlighed end mig. Han var udadvendt og havde en enorm livsglæde og appetit på nye oplevelser. Han havde en stor vennekreds og var meget vellidt, hvor end han kom, for han bragte altid godt humør og gang-i-den med sig. Min familie faldt også for ham med det samme, og jeg følte, at Nikolaj var den bro, jeg havde manglet til at forbinde mit gamle liv med min familie med mit nye liv med arbejde og ambitioner.
Efter et par år som kærester havde vi nu taget springet og var blevet gift. Vi havde også købt et hus, og jeg var oveni det hele blevet gravid og stod til at skulle føde. Alt i mit liv var perfekt, men jeg opfattede ikke min lykke som skrøbelig. Jeg tænkte tværtimod, at jeg var landet lige, hvor jeg skulle være.
Så ringede telefonen, og jeg hørte Nikolajs bedste ven, Markus, råbe forpustet til mig i den anden ende. Først kunne jeg slet ikke tage ind, hvad han sagde, men så forstod jeg. Jeg vidste godt, at Markus og Nikolaj havde været ude og løbetræne i skoven bag os. De ville træne op til et maraton i efteråret. Nu råbte han, at Nikolaj var faldet om. Markus havde ringet efter en ambulance, og mens han talte, kunne jeg høre udrykningen i det fjerne.
En kold angst spredte sig i min krop, jeg ville løbe ned mod skoven, men Markus mente, at det var bedre, hvis jeg fik en til at køre mig til hospitalet. Kort efter kom min far og hentede mig, og jeg var glad for, at han var der, da jeg fik mit næste chok.
For Nikolaj var allerede død ved ankomsten til hospitalet.
Beskeden kunne først ikke trænge ind til mig. Jeg blev ved med at argumentere med lægen. Nej, Nikolaj var jo kun 35. Han skulle være far om lidt. Han kunne ikke være død. Men Nikolaj var ganske uventet faldet om med et hjertestop. Lægens bedste forklaring var, at han højst sandsynligt havde levet med en uopdaget hjertefejl indtil nu.
Jeg var i chok og fornægtelse og midt i det hele var jeg bange for, at mit ufødte barn ville blive påvirket af min oprevne tilstand. Det var en både voldsom og surrealistisk tilstand at være i.
Annonse
Det var ikke mindre uvirkeligt at komme tilbage til huset senere samme aften. Der stod stadig uudpakkede flyttekasser rundt omkring langs væggene. Jeg brød sammen igen, da jeg så dem. Min første tanke var, at jeg ikke kunne blive i huset. Vi havde købt det på baggrund af at have to indtægter. Jeg ville være nødt til at sælge det igen. Det var den eneste rationelle tanke, jeg kunne tænke i de dage. Til gengæld kunne jeg ikke finde ud af at handle på den. Alt føltes kaotisk, ikke mindst min sorg.
Uden mine forældre var jeg aldrig kommet igennem den første tid efter Nikolajs død. De hjalp mig med alt det praktiske, for jeg hang slet ikke sammen.
Jeg var dog alene, da jeg en uge efter Nikolajs bisættelse fødte vores datter. Jeg havde selv valgt, at jeg ville være alene om fødslen, men det var ikke et fornuftigt valg. Jeg følte Nikolajs fravær som en smerte, der næsten var lige så stærk som mine veer. Da jeg fik lagt mit lille nye barn op på brystet, tænkte jeg, at alt var forkert. Jeg græd, og midt i det, der skulle være min lykkeligste stund, følte jeg mig bundulykkelig. Jeg følte, at livet var uretfærdigt. Jeg var underliggende vred over min skæbne som enke, og jeg følte mig forladt. Jeg husker kun min datters fødsel som en tåge af blandede sorgfølelser.
Da morgengryet rejste sig over det, der skulle blive mit barns første dag i verden, kom de voldsomme følelser rullende igen. Men noget gjorde, at jeg tog mig i dem. Det var jo ikke mit nyfødte barns skyld, at Nikolaj var død. Det skulle ikke farve hendes første tid, at jeg befandt mig i den største sorg i mit liv.
Det var et faktum, der næsten tog vejret fra mig, hver gang jeg tænkte på det, at hun skulle vokse op uden sin far. Men hvad ville det betyde? tænkte jeg. Hvad ville Nikolaj have givet hende, hvis han havde været der? Jeg kendte svaret. Han ville først og fremmest have givet hende den livsglæde og accept, som var så kendetegnende for ham.
Jeg gav min lille datter navnet Alma, for det havde Nikolaj og jeg talt om, at hun skulle hedde, inden han døde. Og fra den dag, hvor jeg lå på hospitalet og tænkte på, at hun skulle starte livet uden Nikolaj som far, besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at give hende alt det, hendes far ellers ville have givet hende. Det vigtigste for mig at give videre var den livsglæde, som Nikolaj var gået til tilværelsen med. Men hvordan skulle jeg gøre det?
Jeg tilbragte de første måneder af Almas liv på mit gamle pigeværelse hjemme hos mine forældre. Der kom en særlig sundhedsplejerske og så til mig, for jeg var i højrisiko for at udvikle en fødselsdepression på grund af min voldsomme situation, og det var rart at vide, at der var mennesker, der holdt øje med mig, for jeg havde mange dage, hvor jeg ikke hang sammen.
Med familiens støtte fik jeg også solgt huset og fundet et lille rækkehus, jeg kunne flytte ind i, og det var, da jeg for første gang skulle være alene med Alma i vores nye hjem, at jeg vidste, at jeg måtte stå ved min beslutning om at give Alma al den livsglæde, Nikolaj ellers ville have stået for. Mit humør var stadig skrøbeligt, men jeg fandt en måde at slippe glæden og lyset ind i vores liv på.
Jeg indrettede vores nye hjem lyst og med masser af farver, og jeg traf den beslutning, at uanset hvordan jeg havde det, skulle jeg hver dag klæde mig i mindst én genstand med farver eller glimmer. Det var ikke fordi, jeg ville rende rundt og ligne et juletræ, men det kunne være en hårbøjle med glimmer eller et par skinnende røde sko. Det lille glimt af lys og farve, var min måde at holde Nikolaj levende i vores liv på.
Ret hurtigt blev det også en måde at stive mig selv af på, og den virkede faktisk. Jeg følte mig mere opløftet, når jeg klædte mig i farver og glimmer. Jeg huskede mig selv på at smile og give mig hen til de gode stunder i livet, selvom det krævede en overvinding til at begynde med.
Man kan godt sige, at jeg tvang livsglæden frem, og selvom ’tvang’ kan lyde som et negativt ord, havde det en positiv virkning, for som tiden gik handlede det mindre og mindre om overvindelse. Det blev naturligt for mig at klæde mig i farver og være udadvendt. Langsomt forandrede jeg mig. Jeg blev faktisk stærkere og gladere.
Der var mennesker omkring mig, der oplevede min transformation som sær, men for dem, der kendte mig og som vidste, at jeg greb livet for at give Alma glæde, gav det mening. Det gav også i høj grad mening for mig selv, for jeg kunne se min lille pige vokse til og blive et glad og harmonisk barn.
I dag er jeg gift igen og har fået to små børn udover Alma, som nu er tæt på at være teenager. Min nye mand har altid haft forståelse for, at vi holder mindet om Nikolaj i live. Vi har billeder af ham i vores stue, og jeg holder også stadig ved min oprindelige katastrofestrategi og klæder mig med mindst en farverig eller glimtende genstand hver dag, selvom jeg ikke længere skal presse glæden frem.
Det, der var den største sorg i mit liv, fik jeg vendt til en styrke. Jeg fandt sider i mig selv, jeg ikke vidste, at jeg havde. Det har gjort mig gladere og givet mig en lettere gang på jorden. Mit bånd til mine forældre blev styrket, fordi jeg bad dem om hjælp, da det gjaldt, i stedet for at lukke mig om mig selv.
Annonse
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville bryde mig om at være en, man lagde mærke til, men det har åbnet en ny verden af venskaber og socialt liv, at jeg tvang mig selv ud i verden med farver og glimmer. Alt det, kan jeg takke Nikolaj for. Uden ham ville jeg aldrig have fået det liv, jeg har i dag, så han vil altid have en særlig plads i mit hjerte.
Skriv til Vibeke
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
