Tina er fængselsbetjent: ”Jeg gør en forskel for mine banditter”

"Min mor er i fængsel!"

Sådan lød det fra Tinas datter, da hun skulle fortælle sine nye klassekammerater, hvad hendes mor arbejdede med.

Læs også

Peter og Caroline fandt kærligheden og valgte at flytte til en lille ø: Nu ved alle, hvem de er

Den sætning er der blevet grint meget af hjemme hos Tina Rossen i Aabenraa, for det er rigtigt, at hun er en del i fængsel, men hun kan gå, når hun vil. 55-årige Tina er nemlig fængselsbetjent, og det har hun været, siden hun for 18 år siden følte, at det var på tide med et sporskifte.

"Min eksmand og jeg drev i mange år en tankstation og autoværksted med en enkelt ansat. Jeg stod for bogholderiet og var tankpasser og automekaniker, når der var travlt, for jeg er uddannet mekaniker. Da tankstationen blev nedlagt, var der ikke plads til mig, og selvom jeg havde fået tilbudt nyt job på en anden tankstation, begyndte jeg at tænke over, hvem jeg var, og hvordan jeg så mig selv," fortæller Tina.

Hun nåede frem til, at hun ville arbejde med mennesker, og valgte i en alder af 36 at uddanne sig som fængselsbetjent. Der er jobgaranti efter endt uddannelse, og Tina kom her til Renbæk Fængsel, hvor hun har været siden.

"Jeg var tiltrukket af mennesker – af det, vi kalder relationsarbejde. Dengang jeg begyndte i jobbet, var der ikke meget kontorarbejde, og det passede mig godt. Vi tilbragte meget tid sammen med fangerne dengang – ja, vi spiste tit sammen, men dengang var klientellet også helt anderledes end i dag," erkender Tina.

Et hårdere miljø

Da fodlænken holdt sit indtog, betød det, at mange af dem, som i fængselsterminologi blev kaldt "de gode fanger", forsvandt. De afsoner deres straf hjemme med fodlænken på. Det var folk, der før sad inde, fordi de havde fået bøder eller havde foretaget sig mindre alvorlige, kriminelle forseelser.

"Tilbage i fængslerne er de mindre ressourcestærke fanger, og der er et hårdere miljø med flere stoffer og mere misbrug. Relationsarbejdet er blevet helt anderledes i dag – ja, faktisk er det et helt andet job, end da jeg begyndte," fortæller Tina.

Alligevel føler hun stadig, at hun kan gøre, og gør, en forskel:

"Jeg er ansvarlig for tre indsatte. For at få dem videre og ud af kriminalitet, så jeg føler, at jeg stadig gør en forskel," erklærer hun med et smil.

Mens vi taler, ringer Tinas telefon flere gange: "Renbæk, det er Tina", siger hun igen og igen. Tonefaldet er lige venligt hver gang og dialekten syngende sønderjysk.

"Det er mest cellekald," siger hun forklarende.

Det betyder opkald om indsatte, der skal ud af deres celle af en eller anden grund. Derfor navnet "cellekald"

Som fængselsbetjent er Tina både menneske og myndighed. Hun har ansvar for, at der er ro og orden på hendes afdeling. Hun sætter grænser for, hvad de indsatte må og ikke må, og det er Tina, der håndterer de konflikter, der opstår mellem de indsatte og mellem de indsatte og personalet. I Renbæk er alle indsatte mænd, men det giver ikke anledning til problemet for Tina. Nærmest tværtimod.

"Talegaverne er nok bedre hos os kvinder end hos mænd. Vi er måske mere tilbøjelige til at lytte og på den måde løse en konflikt, der ellers kunne vokse. Det handler selvfølgelig også rigtig meget om kemi og om, hvordan man kommer ind på hinanden," mener Tina.

Som en familie

Der er flest mænd ansat i Renbæk Fængsel, og det er også dem, der undersøger de indsatte og tager urinprøver. Tina har aldrig været bange, men har følt sig usikker:

"Jeg har trukket min peberspray en enkelt gang, fordi jeg følte, at den indsatte over for mig var truende. Stoffer er et problem her som i andre fængsler, men ikke noget, der gør mig bange. Jeg har en stor erfaring at trække på, og jeg siger altid, at jeg er hård og kontant, men hjælpsom!"

Tina smiler. Hun holder af sit job og sine kollegaer:

"Vi er som en familie og holder øje med hinanden. Vi er ti, der har været her i mange år, og vi læsser af hos hinanden. Når jeg kører hjem efter en vagt, så ringer jeg lige til en kollega og snakker dagen igennem. Der kan være hårde dage med larm og indsatte, der fører sig frem og ikke vil forstå reglerne. Så kan dagene blive lange og trættende, og ham, der sidder derhjemme, forstår jo ikke, hvad det er," erkender Tina.

"Ham derhjemme" er flymekaniker og hendes mand siden 2011.

"Han så gerne, at jeg fik et andet job, for så var jeg mere hjemme," forklarer Tina med et smil.

Hun arbejder hver anden weekend og i 12 timers vagter og har dermed mange fridage.

"Og jeg elsker mine fridage," erklærer hun.

Tina elsker også arbejdet med de indsatte, for som hun siger:

"Folk har mange holdninger til både mit job og til de indsatte, men for mig er det stadig relationerne, der er det vigtige. Jeg kan blive ringet op af en tidligere indsat, som er ude af fængslet, fordi han vil have mit råd, og på den måde har jeg en morfunktion for især de unge. Jeg kalder dem for "mine banditter" og jeg føler virkelig, at jeg kan gøre en forskel!"