Tobias Dybvad frygtede særligt én ting, da han var single

Spisebordet er fyldt med forskellige typer æsker, som parret har været i gang med at folde til ære for fotografen, og situationen er ikke grebet ud af luften, for kasser og emballage har spillet en pænt stor rolle i deres liv det sidste års tid.

Marie: – Så står man, efter Charley er puttet, og prøver at folde en emballageprøve, man har fået. Helt lavpraktisk og nattøjsagtigt – kan det fungere? Nej, det virker ikke! 

De griner begge ved tanken om, hvordan deres liv er blevet forandret på flere måder over forholdsvis kort tid. Emballagefolderiet handler om, at Tobias Dybvad og Marie Stegger Schmidt netop har været sammen om at udgive børnebogen og spillet ”Drillepind”. Projektet udspringer af en idé fra Marie, som Tobias hoppede med på, imens han var på barsel med parrets lille Charley på 15 måneder. 

Tobias Dybvad er en af landets mest populære komikere og er lige nu i gang med optagelserne til en ny sæson ”Dybvaaaad”. Han havde aldrig forestillet sig, at han skulle udgive en børnebog, men da han var på barsel i foråret, var der pludselig mere tid til at fundere over den faglige sparring, som han og Marie altid havde gang i ind imellem samtaler om alverdens andre små og store ting.

Tobias: – Jeg har altid et eller andet, jeg går og brygger på, men der var også corona, og mange af de ting, jeg arbejdede på, kunne ikke rigtig komme videre, så der var nok en rastløshed … 

Marie: – Det kunne man godt mærke!

Maries bemærkning falder prompte, og de griner begge to.

Tobias: – Jeg er sådan en, der godt kan lide at løbe ting i gang, og jeg kan også lide at nørde med ord. Jeg gik bare og legede med på Maries idé, og i løbet af et par dage tog det fart, og ret hurtigt havde jeg skrevet til revisoren og stiftet et selskab.  

Marie har i flere år haft ideer til forskellige børnebøger og har altid tænkt, at de skulle ud på et tidspunkt, når det passede i forhold til hendes faste job i sygeplejen. Det blev så lige der. 

Bogen har som mission at inspirere børn til at lege med sproget og til at reflektere over, hvad der ligger i betegnelser som hidsigprop, charmebøf og hård negl, selvfølgelig ved hjælp af en god portion humor og sproglig kreativitet. 

Marie: – Humoren ligger naturligt til Tobias’ fag, men den er også et gavmildt redskab, fordi det er en måde, man kan mødes på, og det gør man jo også i sproget generelt. 

Tobias: – Børnene skal blive nysgerrige på sproget uden at føle, at nu skal de ”lære noget”, men faktisk synes, at det er sjovt. Men jeg må sige, at jeg skulle gøre mig umage. Man må pille lidt af sine vaner, når joken skal kunne forstås af en syvårig, og forældrene helst også skal kunne klukke med. Det er jo sådan noget, jeg selv synes, er fedt.

Nu er vi sgu lige kærester

Humor er noget af det, der har bundet Tobias og Marie sammen, fra de mødte hinanden og skrev sammen via en datingapp. De sidder nu ved siden af hinanden med hvert sit glas vand ved et emballagefrit spisebord, og i løbet af interviewets første 10-15 minutter er de helt ubemærket roteret i stolene, så de har front imod hinanden. Tobias er tilbagelænet med benene oppe på bordet, og Marie er rykket helt frem på stolen, mens hun fortæller om bogen og om sproget, der ligesom humoren er en stor fælles interesse.

Marie: – Sproget er ekstremt vigtigt! Det er det i forhold til forståelsen af, hvordan man er til i verden, hvad man er for et menneske, og hvordan man er i relationer. Det er også de forskelligheder, vi kommer ind på med karaktererne i bogen. På den måde vil vi gerne være med til at eliminere kassetænkningen og slå et slag for, at man kan være den, man er. Det er også noget, vi taler meget om i vores forhold og helt generelt. 

Tobias: – At man kan være den, man er, og at man kan være mange forskellige ting, nogle gange på én måde og andre gange på en anden. At være en hidsigprop for eksempel er ikke kun noget dårligt. Det kan være godt at hidse sig op, hvis noget er uretfærdigt.

Kassetænkning er noget møg, er de enige om. Vi bliver i skolen og på jobbet uddannet til at tænke i kasser, for eksempel når man som Marie er uddannet sygeplejerske, og det kan være godt nok, lige indtil vi glemmer at reflektere over, om man kan opfatte noget anderledes eller gøre noget andet end det, vi plejer. 

Heldigvis er der ingen, der har fortalt Marie og Tobias om den kassetænkning, der handler om, at man ikke skal blande parforhold og forretning. 

Marie: – Vi går meget med det, hvis noget føles godt, og vi har aldrig tænkt, at ”nu må vi også passe på, at vores parforhold ikke ryger en tur i processen”. Det har heller aldrig været sådan, at nu snakker vi arbejde, og nu snakker vi privatliv. Det har altid været integreret. 

Tobias: – Men jeg kan sagtens se for mig, at det kunne være en udfordring, hvis man er uenige om et eller andet kreativt. Der er også en fare for, at der går praktik i det, når man også har et barn sammen. Der skal man lige huske hinanden på at ”Nej, nu holder vi lige fri! Nu er vi sgu lige kærester, og nu gider vi ikke snakke emballage!”. 

De klukker begge to af grin.

Marie: – Ja, det har vi sagt til hinanden – det er sgu for usexet det der emballage. 

De griner og nævner stopord i flæng: Ikke mere om stregkoder. Nu trækker vi sgu en flaske vin op. 

Marie: – Det har virkelig været sjovt at have sådan et partnerskab og lære hinanden at kende på en ny måde, ligesom vi også har lært hinanden at kende som forældre. Far og mor. Og det er så fedt og spændende at nørde med sproget … Åh hvor vil jeg gerne, at det siger børnene noget, at det er vedkommende for dem, at de kan lære noget og have det sjovt!

Maries hænder flyver højt op i luften af begejstring.

Tobias: – Jeg synes, det var så fint, da du var stoppet på dit arbejde og kom en morgen og sagde ”jeg har ikke kunnet sove i nat, fordi jeg har så mange idéer inde i mit hoved”, og jeg var bare sådan – ”det kender jeg godt!”. Der er vi mødtes om noget ret fint der.  

Da de besluttede at gå all in på bogprojektet, kvittede Marie sit job i sygeplejen på ubestemt tid, og hun har mange flere idéer til børnebøger og til potentielle internationale samarbejder, som hun vil gå videre med. 

Marie: – Jeg har skullet genopfinde mig selv og lægge sygeplejen bag mig, og der har jeg virkelig lært noget af Tobias og af at se den måde, han arbejder på. Han er ekstremt dygtig til at have mange bolde i luften, men han er også god til lige at finde et hul, hvor man kan ordne det ene og det andet. Og det med at vi kan spille bold op ad hinanden i de forskellige situationer, har været fedt. Der er jo virkelig mange processer i forbindelse med en bog! Der er det rent praktiske med emballagen, og så er der sprogforfinelsen, hvor man bare sidder med idé på idé. Jeg kan huske en morgen, hvor vi var helt smadrede og søvndeprimerede, og så var vi alligevel helt … 

Armene ryger igen i vejret, og Marie udstøder et begejstret huååååårrrhhh! Hun fortsætter:

– Fordi vi var så høje på feedback, vi havde fået fra blandt andet skolelærere, som vil bruge bogen i undervisningen. Det her kan bare noget.

Hus og barn-kassen

Det er gået ret hurtigt for Marie og Tobias. Ikke kun med at etablere et forlag og udgive en bog, men i det hele taget. De købte hus efter at have kendt hinanden i syv-otte måneder, og lige efter de var begyndt at kigge på bolig, gik de også i gang med at ”lave børn”. 

Tobias: – Det er lidt sjovt, for jeg har i mange år været i tvivl, om jeg skulle have børn, men jeg tror, jeg havde fundet ud af, at jeg gerne ville, inden vi mødtes. Og du havde aldrig villet have børn. Og så mødtes vi og fik lyst til det. Man kunne måske godt kigge på andre og tænke ”det går godt nok hurtigt”, men jeg var slet ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige.  

Kassetænkningen sneg sig alligevel sporadisk ind hos Tobias med regelsætninger om, man jo bør bo sammen i et år, før man kigger på fælles bolig, og vi må hellere lige … Det var også sådan, omverdenen reagerede. 

Marie: – ”I er jo også så gamle, så I skal skynde jer!”. Men nej, det var ikke på grund af min alder, det var fordi, jeg havde lyst! Men man tager da også lidt røven på sig selv, når man er så afklaret med, at man ikke vil have et barn, og så møder jeg Tobias, og så … det vil jeg fandme gerne! Det er tosset.  

Tobias: – Vi skulle nærmest forsvare det. Der brød jeg ud af min egen kasse og tænkte, at det er sguda det, jeg har lyst til! 

Da det gik hurtigt med huskøb og graviditet, trådte de både Maries og Tobias’ bekymringer og frygt dybt ned i gulvtæppet, for de nægter begge to at lade sig styre af frygten for at træffe de forkerte valg.

Tobias: – Det, vi har allermest tilfælles, er at dyrke det positive og leve så bekymringsfrit, som vi kan. Og at handle på ting, så de kan blive bedre i stedet for at brokke sig over dem. Vi opsnapper begge to meget hurtigt sådan noget småbrok. Hvis nogen har lidt for meget fokus på, at det regner.  

Marie: – Men det betyder ikke, at vi aldrig har en lortedag.

Tobias: – Eller at man ikke må tale om problemer.

Det positive er ikke en grundprogrammering hos Tobias, men nærmere en modreaktion på en opvækst i et hjem, hvor bekymringerne fyldte en del.  

Tobias: – Bare det nu går godt? Åh, skulle jeg have gjort noget andet? Aj, det var godt nok pokkers. Jeg tror, at de bekymringer har givet mig et dybt drive efter noget andet. Jeg blev allermest bevidst om det, da jeg erkendte, at jeg nok har slæbt lidt af det med mig. Jeg kan for eksempel tænke ”jamen det kan da godt være, at jeg bliver positivt overrasket, og at det kommer til at gå godt”. Det føles som en positiv vej, men det er da en sindssygt negativ tanke! 

Frygten for madskemaet

Det har været ukompliceret for Marie og Tobias at blive partnere i faglig forstand, men hvordan var det at blive forældre så hurtigt? Inden Charley kom til verden, levede de i en forholdsvis spontan hverdag, hvor man spiste, når man var sulten, og ikke nødvendigvis sammen, og hvor alenetid var noget, der fandtes.  

Marie: – Jeg tror, vi er to individualister, der er mødtes. For mig har det været lidt skræmmende at skulle have et fællesliv, hvor alenetid ikke har været lige så vigtigt som før. Okay, vi køber bolig sammen, men så meget skal vi jo heller ikke være sammen! Jeg har været lidt bange for at miste mig selv i det.  

Tobias: – I det show, jeg lavede, da vi mødte hinanden, talte jeg om, at når man rejser med en god ven, så får man hver sin bungalow ved siden af hinanden, og det kunne egentlig også være fedt, hvis man kunne gøre det i et parforhold. Det handlede også om at ende i en tosomhed, hvor der ikke var plads til at have sin alenetid. Jeg var meget bange for det før, vi mødtes, men så fandt jeg ud af, at det faktisk godt kunne lade sige gøre. 

I perioden, hvor de kiggede på hus, var de på ferie sammen i Nice. Dengang vidste de det ikke, men senere, da de talte om turen, gik det op for dem, at de begge to havde gået og tænkt fucking hell – mister jeg nu mig selv i det her? Men lysten og følelsen var meget større end frygten. Måske prøvede Marie også Tobias lidt af. Sagde, at hun ville gå en tur, og ventede på at se hans reaktion. Fedt, sagde han bare – jeg tager en lur. Det var bare alle tiders, tænkte hun. Ham ville hun gerne giftes med!

Marie: – Det har stillet helt andre krav til at finde alenetid, efter vi har fået Charley, og når man har et barn, bliver man nødt til at planlægge nogle ting, så vi har skullet lære, at – øj, så kom der voksenpoint! Vi har aldrig haft definerede roller og arbejdsopgaver: Hvem tager opvaskemaskinen, ringer til vvs’eren osv. Det er bare faldet naturligt, og sådan er det også omkring Charley. Jeg ved ikke hvorfor, det er sådan. 

Tobias: – Jeg synes, at ting kan blive besværlige, hvis de bliver overplanlagt, men der er vi nok startet fra samme ståsted. Jeg har altid fået knopper af for meget planlægning, og alligevel har jeg lange lister og masser af planer i mit hoved, men det der med at skulle mødes i noget fælles og beslutte, hvordan vi gør tingene … Min største frygt, da jeg var single, var at havne i et parforhold, hvor man havde et madskema. 

Tavshed i stuen. 

Tobias: – Puha.

De griner. 

Tobias: – Jeg har været decideret bange for det! Men på en eller anden måde er det lykkedes os at have et barn og at spise cirka 18.30 hver dag, og det er bare helt cool. Jeg kan ikke forklare det.

Da Marie var højgravid, spurgte de nogle gange hinanden, hvad pokker de dog skulle gøre den dag, deres søn skulle have en madpakke med, og hvordan de nogensinde skulle få lavet aftensmad og ikke bare spejle et æg eller nappe noget takeaway, men nu laver Tobias mad hele tiden, og Marie er blevet glædeligt overrasket over, at han faktisk er god til det. Han kan sågar finde på at løbe i Netto lige før spisetid, fordi han har fået en idé om, at måltidet kun er fuldendt, hvis der kommer parmesan i. 

Marie: – Kan du se den potte basilikum i vindueskarmen i køkkenet? Efter Tobias er blevet far – eller hvad det er – så er det bare sjovt at se, hvordan han har gået og kræset om den basilikum.  

Tobias: – Den har faktisk stået der i flere måneder. Er blevet plukket og vandet … 

Den dameagtige metode

Når Tobias har fået en idé, så handler han på den og giver den fokus. Det gælder ikke kun basilikumplanter, men også ord, jokes og nye shows, hvor han er helt nede i alle detaljer, som for eksempel hvilke sange der skal spilles, når publikum kommer ind i salen. Og så kan han forsvinde helt ind i sit hoved. Det har Marie en ret fin forståelse for, mener han, og det er helt fint, hvis hun sender ham ud af stuen, fordi han alligevel ikke er til stede mentalt. At give hinanden plads og at sige, hvad der er på spil, er vigtigt for dem, når det handler om sprog og kommunikation i parforholdet. 

Marie: – Jeg synes, det er vigtigt at være ærlige over for hinanden. Jeg er ikke så ”dameagtig” og går og pakker noget ind sådan ”nej nej, der er ikke noget i vejen!”. Det er meget straight up.

Tobias: – Ha ha, ja den kasse har du ikke lyst til at være i: ”Det er ikke for at være damet eller noget …”. Det kan du sige, hvis jeg er meget oppe i mit eget hoved, og du føler, at du skælder mig lidt ud. Kunne jeg forestille mig … 

Marie: – Det er helt rigtigt! Jeg vil ikke skælde ud. Men den der damemåde, den kommer der generelt meget lidt godt ud af. Kvinderne får ikke det, de gerne vil have, fordi de ikke kommer ud med det, og mændene virker heller ikke helt fornøjede med det. Jeg ser det praktiseret en masse! Jeg prøver på ikke at gøre det. Men det er fint at kunne guide hinanden og være ærlige.  

Tobias: – Men jeg er generelt meget oppe i mit hoved, så hvis der overordnet er nogen, der ikke får sagt, hvad de mener, så er det nok mest mig, der er lidt damet, ha ha. Især da jeg var yngre, var jeg meget konfliktsky, og jeg skal stadig øve mig på at sige tingene, så snart der er noget, og at sige det på en god måde. Det hjælper, at Marie er utroligt god til at læse mig. Hun er meget menneskeklog. Virkelig god til at læse mennesker og mærke, hvordan de har det. Når jeg kigger på teksterne i vores bog, så får Marie tit puttet et eller andet menneskeligt ind i dem, som jeg ikke har øje for. Hun ved også tit, hvordan jeg har det, inden jeg selv har opdaget det. Det er en ret vild egenskab.