Tomas troede ikke, at verden ville blive lys igen – så fandt han en sms på sin afdødes kone mobil

Agneta og Tomas sidder over for hinanden og smiler. Ingen af dem havde forestillet sig, at verden ville blive lys igen. At dagene ville atter ville blive fyldt med kærlighed. Men efter have kæmpet en lang og sej kamp med deres ægtefæller, som begge led af uhelbredelig kræft, var det lige, hvad de havde brug for.

Agneta Sandström, 63, og Tomas Hall, 71, var sammen med deres ungdomskærester, Jimmy og Mimmi, til det sidste. En forfærdelig tid med hårde hospitalsbesøg, krævende behandlinger og en evig søgen efter noget, der kunne vise sig at være det nødvendige mirakel.

Læs også

Anne Stampe: ”Jeg er jo så heldig, at jeg har min 'Pussy Club'”

Da det hele så var overstået, vidste ingen af dem, hvad de skulle gøre. Kampen var slut. Mørket føltes tæt, og tomheden var bedøvende. At møde kærligheden igen var en tanke, der slet ikke faldt dem ind.

"Jeg mødte min Jimmy i 1987 til en fest i Falkenberg. På det tidspunkt havde jeg rejst og arbejdet som rejseleder, på hoteller og krydstogtskibe. Jeg havde ingen intentioner om at slå mig ned," siger Agneta, som boede i Stockholm på det tidspunkt.

De mødtes igen nytårsaften et par dage senere. Det møde bekræftede, hvad de begge følte, og trods Agnetas forventninger blev de et par. I 1991 og 1993 blev deres børn født. Agneta fortsatte i hotelbranchen, men overvejede at prøve noget nyt.

"Ved et tilfælde købte jeg et konditori med en café. Jeg har altid kunnet lide at arbejde med service og tage mig af folk. Sprede glæde."

Ikke meget håb

Men så blev Jimmy syg.

"Først døde min far af kræft i 2010, og i 2014 fik Jimmy konstateret tyktarmskræft," fortæller Agneta.

"Det var et hårdt slag. Lægen sagde også, at kræften allerede var i fjerde stadie."

Der var ikke meget håb. Agneta og Jimmy forsøgte stadig at tro på en fremtid. Jimmy klagede aldrig, men han havde stærke smerter, som blev værre med tiden.

"Jeg følte, at han ikke fortjente det, han gik igennem. Vi havde også meget svært ved at få den rette hjælp i sundhedssystemet. Der var mange ture frem og tilbage. I alle disse år skete der så mange fejl, som jeg egentlig burde have anmeldt, men det orker man ikke, når man er midt i det hele," siger Agneta.

Læs også

Caspar Phillipson: "At være i nuet synes jeg nogle gange bliver misforstået"

Jimmy gennemgik flere operationer i årenes løb, men det gik ikke den rigtige vej. I 2017 fik de at vide, at der ikke var mere at gøre.

"Jimmy ønskede, at vi skulle besøge min søster i Florida, selv om han var meget dårlig. Det var den bedste beslutning, vi kunne have taget, og det var det palliative team heldigvis enige i. De støttede os."

Agneta og Jimmy havde to uger med varme, svømning og oplevelser. En fin måde at få det sidste ud af livet på.

"Jimmy vidste, at han skulle dø, og han blev hurtigt dårligere, efter at vi kom hjem igen."

Den 24. april sov han ind derhjemme. Agneta blev efterladt alene, og selv om hun havde venner, var det ufatteligt tomt.

På omtrent samme tid var en anden kamp mod kræft i gang.

Tomas havde mødt sin Mimmi i 1972, og deres første barn, en datter, kom et par år senere. Mimmi var med, da Tomas startede sin virksomhed inden for træindustrien. Der kom endnu en datter og en søn til, samtidig med at virksomheden voksede, og snart havde Tomas over 30 ansatte.

Vores liv ændrede sig i 2004, da Mimmi fik konstateret aggressiv kræft i æggestokkene. Det spredte sig, og hun måtte gennemgå en større operation, siger Tomas.

En og Mimmi vidste, at risikoen for tilbagefald var stor, men de håbede, at heldet ville være på deres side. Da kræften vendte tilbage, reagerede Mimmi med samme mod som Jimmy. Hun klagede aldrig, men søgte ihærdigt efter en kur, også i udlandet. Hun ville ikke give op, men hun kunne ikke lide at tale om sygdommen derhjemme.

"Vi var dog meget heldigere med sundhedssystemet, end Agneta og Jimmy var. Mimmi havde en læge, der var så engageret, at hun græd, når hun skulle give os dårlige nyheder, og vi havde de samme sygeplejersker, som var der hver gang. Der blev taget godt hånd om os," siger Tomas.

Mimmi og Agneta havde mødt hinanden flere gange. De havde gået på de samme danse- og yogahold, og Mimmi havde flere gange besøgt Agnetas café.

"Vi talte nogle gange om at mødes til kaffe," fortæller Agneta.

Sådan blev det også, og i oktober 2017 mødtes de for sidste gang.

"Mimmi var meget syg på det tidspunkt, og det stod klart, at det ikke kunne vare længe nu. Men inden vi gik fra hinanden, besluttede vi at mødes igen i december."

Læs også

Kamilla taler med dem, som andre kigger væk fra: ”For nogle er jeg deres eneste ven”

Delte en historie

Det møde blev aldrig til noget. Mimmi døde den 5. december, og da Tomas tjekkede hendes sms’er, så han, at hun havde aftalt et møde med en Agneta. Han sendte en sms for at fortælle hende, hvad der var sket, at Mimmi ikke levede mere.

"Der var flere sms'er frem og tilbage. Til sidst spurgte jeg, om Tomas ville komme i stedet," fortæller Agneta.

"Jeg ville være venlig, og desuden tror jeg, at vi begge indså, at vi havde mødt en person, der vidste præcis, hvad den anden gennemgik. Vi havde brug for at få en snak."

De mødtes i Agnetas hus på landet.

"Tomas lignede professor Balthazar med strithår," griner Agneta.

Mødet var godt, og de følte sig begge modige bagefter, fordi de ikke havde kendt hinanden før. De var virkelig to fremmede, der delte en historie og mindet om Mimmi, men ellers føltes det som skæbnen.

"Efter det første møde mødtes vi hver uge, og til sidst turde vi vise os offentligt, selv om vi vidste, at der ville blive sladret om det. I begyndelsen tog vi til steder, hvor vi ikke risikerede at møde nogen, vi kendte."

Agneta og Tomas tog i biografen og gik ture i skoven. De havde lange samtaler, der hjalp dem begge videre. De bearbejdede det, der var sket, tabet af deres elskede Jimmy og Mimmi, og til sidst begyndte noget andet at dukke op. De opdagede, at de nød hinandens selskab.

"Efter et stykke tid blev det mere seriøst," siger Agneta.

Hun og Tomas faldt for hinanden og begyndte at tale om det.

Tilfælde eller skæbne?

Gradvis udviklede forholdet sig til noget mere, selvom nogle rum i deres hjem kunne være svære at være i, fordi de stadig var fyldt med minder om Jimmy eller Mimmi. Men til sidst var der kun én vej, og det var fremad. Ingen af dem ønskede at opgive deres liv på grund af sorg.

"Langt de fleste blandt vores familie og venner har støttet os. Men mange forstår ikke, hvor længe sorgen har stået på. Den begyndte, da diagnosen blev stillet, og varer ved den dag i dag. At finde en ny var ikke noget, nogen af os havde planlagt. Det skete bare, og hvis Mimmi og Agneta ikke havde planlagt et møde, ville vi nok aldrig have mødt hinanden," siger Tomas.

Om det var tilfældigt eller skæbnen, er ligegyldigt, men i dag lever de begge deres liv med stor glæde igen. De elsker at rejse til spændende lande og kan ikke vente med at komme af sted igen.

"Uanset om det er en tur med autocamper til Italien eller en tur til Afrika, vil vi gerne blive ved med at udforske," siger de.

Til daglig holder Tomas af at spille Beatlesmusik på klaveret, passe sine akvariefisk og rode med sin sjældne bil i garagen. Agneta nyder at tilbringe tid med venner.

Hun skriver, fotograferer og danser, og hun er engageret i sociale spørgsmål. De elsker begge at være tæt på havet, som ligger få hundrede meter fra huset.

Frem for alt har de hinanden – en kærlighed, som var både uventet og velkommen.

"Det er næsten uvirkeligt, hvor godt det er blevet," siger Tomas, og Agneta nikker enigt.