Trendforsker om fremtidens luksus-ferier: De danske øer bliver eksotiske
Vi vil rejse efter det, der føles ”normalt”, og snart vil vi skifte mellem charterrejsen, friluftsferien og sommerhusturen, forudser sociolog og trendforecaster Anne Dencker Bædkel.
Hvordan tror du, danskerne kommer til at rejse i 2022 og hvordan vil det adskille sig fra sidste år?
"Vores rejseliv vil følge samme mønster som luksusforbruget, og her er der to markante tendenser. Den ene er præget af en længsel tilbage til 2019 og den tid, hvor alt var ”normalt”. Og så er der den anden tendens, der peger på en længsel efter en mere bæredygtig og forsvarlig ferie. Og den ene lyst udelukker ikke den anden – tværtimod. Mange vil både søge tilbage til den savnede skiferie, charterrejsen til Thailand og weekenden i Paris med shopping, champagne og ny inspiration. Men vi har også opdaget glæden ved klimarejser og sommerhuset i Danmark. Før valgte mange det ene eller det andet. Nu vælger vi begge dele."
Sociolog og trendforecaster Anne Dencker Bædkel om fremtidens rejsevaner. (Foto: Natalie Walker)
Hvordan ser man det?
"Skirejsen har fyldt meget i vores bevidsthed. Det er en ferieform, der betyder meget for danskerne. Da vi pludselig ikke kunne bestemme, hvor og hvornår vi ville rejse, føltes det som et enormt indgreb, som mange panikkede over. Den ferietype har vi brug for at dyrke igen. Fordi vi er godt vaccineret i Danmark og har haft god epidemi-kontrol, er vi ret utålmodige omkring, at tingene snart bliver som før, og vi kan rejse, som vi har lyst."
Hvad er drømme-destinationerne lige nu?
"Der florerer et meme, der hedder #Livelike2019. Vi idylliserer den uvidende, ubekymrede tid, så de lande, der har færrest restriktioner, vil være dem, vi kigger mest længselsfuldt efter."
Hvad gider vi ikke mere?
"Ret overraskende så lader det til, at der ikke er så meget, vi ikke vil. Krydstogtturismen er bouncet tilbage, vi tager gerne til Dubai for sol og shopping, og vi vil stadig storbyferien."
Men hvad så med frilufts-romantikken og de primitive ferier, som vi dyrkede under lockdown?
"De vil overleve, men der vil komme en stigning i de almindelige rejser, nu vi kan det igen. Ser man på et fem-års-perspektiv, vil vi i højere grad veksle mellem charterrejsen, friluftferien og sommerhusturen."
Men hvad så med klimabekymringen?
"Den bliver en regulær faktor. Lange og hyppige flyrejser bliver sværere at retfærdiggøre, så de vælges med omhu. Der vil sikkert komme decideret ”rejse-shaming” på sigt, hvor vi skal forsvare de rejseformer, der ikke er bæredygtige. Og vores luksusbehov vil i stigende grad dækkes lokalt i form af sommerhuse med jacuzzi, sauna, gasgrill og lækkert interiør. Luksus-ø-hop i egne farvande bliver også en ting, for under pandemien har vi opdaget eksotiske Fanø med østers, Læsø med salt og kurbad, Ærø med surdejsbrød og luksuspensionat og Bornholm, der er blevet en udpræget gastronomi-ø."