"Jeg har en meget livlig fantasi og ser farer overalt"

”Verden er i krig. Erna kæmper sin egen.” 

Sådan står der på plakaten til filmen ”Erna i krig”, som har Trine Dyrholm i hovedrollen. Året er 1918, og Første Verdenskrig hærger. Tyskland er tvunget til at indkalde alle raske mænd og unge drenge til krigstjeneste, også de dansksindede sønderjyder. Det rammer Ernas 17-årige søn, Kalle, som ikke er den skarpeste kniv i skuffen. Erna mener, at Kalle er for dum til krig, men lige meget hjælper det. Ingen vil høre på hende, Kalle bliver taget med, og så tager Erna selv affære. Hun følger med sin søn og ender med at klæde sig ud som mand og drage i krig. For at passe på sin søn. 

– Kalle er mentalt udfordret, og min karakter, Erna, prøver på alle måder at forhindre, at han bliver indkaldt. Det ender med, at hun gør det ultimative, nemlig at hun er ved hans side igennem det helvede af en krig, som forgår i en skyttegrav. Det er en film, som i meget høj grad er en morhistorie. En fortælling om det smertefulde i at skulle give slip på sin store søn og lade ham klare sig selv. Og så er det også en historie om et menneske, som ikke har taget sig synderligt meget af sig selv igennem livet. Erna bærer rundt på nogle ting, som ikke er lette. Jeg synes, det er ret spændende, at man for en gangs skyld har et kvindeligt perspektiv på krigen. Et perspektiv, som ikke bare er moren eller konen, der går derhjemme og venter. Erna står midt i krigen. Hun er stadigvæk moren og den potentielle kone, men hun er også soldaten. Og det er interessant. 

Trine Dyrholm er selv mor til en søn, så hun kan sagtens sætte sig ind de følelser, der udspiller sig i filmen. 

– Det er jo en-til-en lige over. Jeg har selv en dreng, som er 11 år nu, og som simpelthen er blevet så høj her det sidste halve år. Han er ikke højere end mig. Endnu. Men det varer ikke længe. Og det er jo bare sådan et forvarsel om, at jeg på et tidspunkt skal give slip. Netop det rører mig meget i Ernas karakter. Den der måde at passe på et menneske og tage ansvaret for det og samtidig kunne stole på, at det menneske kan selv. Det er en vigtig og universel fortælling. Man hører ofte om kvinder, der har det svært med, at deres børn flytter hjemmefra, men jeg har også talt med flere mænd, som nærmest har fået en depression, efter at deres børn har forladt reden. Jeg tror, det handler om, at man definerer sig ud fra ”identiteten mor” eller ”identiteten far”, men det vil man jo altid være, også når barnet flytter. Jeg er selv den lille datter nogle gange i forhold til min egen mor. Men der kommer altså et tidspunkt, hvor man som forælder skal lade sine børn kunne selv. Og det handler filmen rigtig meget om. Den handler også om at tage sig af sig selv og om at udleve sit eget potentiale. Og om at finde ud af, hvad potentialet egentlig er. Når tag-linen på plakaten lyder ”Verden er i krig. Erna kæmper sin egen”, henviser det til en kamp for overlevelse, men det er også en metafor for selve livet. At vi har alle mulige forskellige kampe i løbet af et liv. Erna og Kalle er tvunget til at kæmpe på fjendens side, og sådan kan man også godt have det i sit eget liv. Altså at man somme tider føler, at man er i gang med at kæmpe andres kampe. 

Hvordan er det for dig at skulle begynde at give slip på din søn? 

– Jeg tror, jeg står med de samme udfordringer som de fleste andre mennesker, nemlig at det er en evig kamp. På den ene side har man lyst til at fastholde sit lille barn i sin favn og sige: ”Jeg passer på dig for evigt”. Og samtidig er der også noget smukt over at se sit barn kunne selv, vokse op og lære at sige fra over for en. I Ernas tilfælde ligger der også et skyldtema i forhold til sønnen, som, jeg tror, kan være universelt. De fleste forældre kan have skyld over ikke at have gjort det godt nok på den ene eller anden måde. 

Har du nogen skyld i forhold til ting, du kunne have gjort bedre i forhold til din søn?

– Jeg synes, der er en evig dialog, hvor jeg tænker: Det kunne jeg godt have gjort bedre. Og sådan skal det være. Det er livet. Jeg begræder ikke nødvendigvis det, der sker, medmindre det medfører deciderede traumer. Jeg tror meget på, at vi har en bagage, hvor der hele tiden bliver fyldt på, og så må vi tage stilling til den bagage. Det kan ikke nytte noget at fortryde hele tiden, det kommer der ikke noget godt ud af. I stedet tror jeg, at der kommer noget godt ud af at reflektere, forstå og turde sige undskyld. Sige okay, der var jeg bare ikke en særlig fed mor, det er okay, at du bliver rasende på mig. Det er mest af alt det, det handler om. En form for anerkendelse af dialogen. Min akilleshæl er helt klart de tidspunkter, hvor jeg ikke selv har overskud og dermed ikke kan overskue min søn og bliver irriteret på ham. Det er jo ikke særlig fint, for han har ikke noget med det at gøre. Det er mit. Men jeg er blevet meget bedre til at italesætte det og sige, at det netop ikke har noget med ham at gøre. Det er noget med at placere tingene de rigtige steder.

Du sagde før, at Erna ikke har taget sig af sig selv, men du …

– Ja, jeg har taget mig ret meget af mig selv, ha ha. 

Du er i hvert fald gået efter mere end ”bare” at være mor?

– Jeg er i hvert fald mor samtidig med, at jeg også laver noget andet. 

Og der viser filmen vel, at det bør alle gøre, for ellers kan man godt blive lidt indebrændt og forkrøblet?

– Det er så forskelligt, hvilke værdier man har i sit liv, og hvordan man vælger at leve det, men for mig har det bare betydet noget, at jeg har noget ved siden af morrollen, som jeg også synes er vigtigt. Min karriere og min passion omkring det, som jeg gerne vil bruge tid på. Og jeg synes ikke, at det ene behøver at udelukke det andet. Jeg har en mand, som er lige sådan og endda i samme branche, så han forstår rigtig mange ting, og vi finder ud af det og hjælpes ad med at løse de praktiske opgaver. Efterhånden som vores søn bliver ældre, giver tingene lidt mere sig selv. Men jeg vil da sige, at jeg gennem årene har tænkt meget over mine prioriteter. Der er ting, jeg ikke har sagt ja til, fordi jeg hellere ville være sammen med min familie. Og når jeg har været meget væk og har rejst meget, er der alt mulig udenoms, som jeg ikke prioriterer. F.eks. quizzer på tv og for meget pressearbejde. Dyrkelsen af, hvem jeg er som person, kan jeg ikke prioritere. Til gengæld prøver jeg altid at prioritere mine venner og pleje mine relationer så meget, jeg kan, men somme tider må det desværre også vige, hvis der er for travlt. I forhold til min søn vil jeg helt klart sige, at det er vigtigt at vise sine børn, at man har personlighed og går op i noget. De fleste børn, tror jeg, kan godt lide at have en følelse af, at de er de vigtigste i verden – selvfølgelig – det giver jo sig selv. Men derfor kan der godt være noget andet, der også er vigtigt. 

Hvem er Trine Dyrholm

• Født 1972.
• Skuespiller aktuel med filmen ”Erna i krig”, der har premiere 29. oktober 2020. Filmen er baseret på Erling Jepsens roman af samme navn.
• Begyndte karrieren som sanger og deltog i dansk Melodi Grand Prix i 1987 med sangen ”Danse i måneskin”. 
• Debuterede i filmen ”Springflod” i 1991 og vandt en Bodil for sin hovedrolle. Har i alt vundet syv Bodilpriser, 10 Robertpriser og en Sølvbjørn gennem årene, hvor hun har medvirket i film som ”Hævnen”, ”Den skaldede frisør”, ”Du forsvinder” og ”Dronningen”. Har også medvirket i en lang række teaterstykker samt tv-serier som ”TAXA” og ”Arvingerne”. 
• Samboende med kæresten Niclas Bendixen, der er instruktør. Sammen har de sønnen Axel på 11 år.

I filmen er der en scene, hvor Erna stiller sig ind foran Kalle for at tage en mulig kugle for ham. Et udtryk for ubetinget kærlighed og måske også en automatreaktion for en mor eller en far. 

– Ja, det er jo den ultimative handling, og jeg tror, at det er noget, langt de fleste forældre ville gøre for deres barn. Dit eget liv er uvigtigt, hvis dit barn ikke overlever. Det er også derfor, at det er vores ultimative angst, at vores børn skal dø. Vi ved, at vores forældre skal dø på et eller andet tidspunkt før os, hvis ellers tingene går i den rigtige rækkefølge, men det med, at børnene kan dø, det er en evig angst. Det er en evig sårbarhed, som man på en eller anden måde må tage med sig i livet, og som man nogle gange næsten slet ikke kan holde ud at være i. Det er så forkert, hvis ens børn dør, og derfor tror jeg, at de fleste forældre ville gå hele vejen for at redde dem. 

Hvornår kommer din beskyttertrang op i dig? 

– Jeg kan godt været en ret bekymret som type. Min søn er f.eks. god til at stå på wakeboard, og det kan jeg blive meget nervøs over. Jeg har en meget livlig fantasi og ser farer overalt. ”Åh, behøver du at klatre derop?”, kan jeg finde på at sige, og det er jo lidt skidt, for samtidig er jeg ikke interesseret i at overføre min egen angst til min søn. Heldigvis har han en far, der er god til det modsatte. Men jeg kæmper faktisk med, at jeg er sådan en lidt nervøs type. Det er irriterende. Men der er ikke noget at gøre ved det, andet end at jeg må prøve at arbejde med det. Det kan være noget med at sige, at ja, jeg er nervøs over det, du gør, men selvfølgelig skal du gøre det. 

Hvordan oplevede du dine forældres beskyttelse og omsorg for dig, da du var barn?

– Jeg er vokset op med to forældre, som virkelig har bakket meget op. Men som samtidig også har givet mig ret frie tøjler, fra jeg var ganske ung. Jeg synes faktisk, det er ret beundringsværdigt, når jeg tænker over det, hvor meget de lod mig styre ting selv fra en ret tidlig alder. Jeg har talt med min mor om det, og hun siger: ”Jamen, du var jo meget klar på, hvad du ville”. Men alligevel, mor …

Hun griner højt.  

– Altså, jeg begyndte på Odense Teater, da jeg var ti år, og jeg lavede børne- og ungdomsradio, fra jeg var 12. Jeg var bare i gang med alt muligt, og de kunne jo ikke være en del af det hele tiden. Og da jeg skulle lave Melodi Grandprix som 14-årig, tog min mor med fra Fyn til København første gang, men derefter var det noget, jeg selv gjorde. Der har bare fra starten været en tro på, at jeg kunne magte det ansvar. Det er jo en kæmpe tillid, og det gør, at man kan få lov til at udfolde sig maksimalt. Samtidig var jeg aldrig i tvivl om, at jeg altid kunne komme hjem og hente hjælp og støtte. Der var en stor åbenhed i forhold til, at jeg kunne dele alt med mine forældre. 

Du mistede din far for nogle år siden, men du har stadig din mor. Hvordan er jeres forhold i dag? 

– Min mor er flyttet til København, og det er dejligt, at hun er tættere på. Jeg synes, at vores forhold er bedre end nogensinde. Det, at vi er kommet tættere på hinanden helt fysisk, gør, at man kan dele dagligdags ting på en anden måde. Man kan lige komme forbi. Det var noget andet, når jeg skulle hjem til Fyn og sove der, så følte jeg mere, at jeg var på besøg. Min mor er 72 år og har et meget travlt og fantastisk liv, og det har været en stor fornøjelse at se hende blomstre op og få lov til at være en del af det. 

Har hun brug for, at du tager dig mere af hende, efterhånden som hun bliver ældre? 

– Der er hun ikke endnu. Hun er ret stærk. Der har været perioder, der har været mere sårbare, og hvor der har været brug for, at vi tog os mere af hinanden, men det er ikke en følelse, jeg har lige nu. Min mor giver mig ikke anledning til bekymring. Ikke endnu, i hvert fald. 

Hvad tænker du om, at du en dag står helt uden forældre?

– Det bryder jeg mig absolut ikke om. Men jeg ved jo, at det er en del af livet. At miste. Når først døden er trådt ind i familien, som den gjorde, da jeg mistede min far, bliver den da mere nærværende. Men jeg håber bare, at døden kan indtræffe på en måde, så det er bedst for den, der skal dø, og at det bliver så smertefrit som muligt.

– Der er ingen af os, der ønsker, at vores kære skal ligge og lide i for lang tid. Det er det, jeg er mest bange for. Svær sygdom og et lang forløb. I det hele taget kan jeg ikke overskue at tænke for meget på sygdom. Jeg kan godt have sådan noget hypokondri i perioder. Pludselig føler jeg, at jeg fejler alt muligt, og så går jeg til lægen, som forsikrer mig om, at den ikke er helt gal. Det sker især, når jeg ikke arbejder så meget, for så bliver jeg opmærksom på, at gud, jeg har en krop, som er min egen. Jeg er ikke en eller anden karakter, som når jeg arbejder. 

Netop kroppen er et vigtigt instrument for Trine, når hun skal leve sig ind i en rolle. I den aktuelle film er der flere scener i en skyttegrav, som var meget fysisk krævende, og derfor var Trine og de andre skuespillere bl.a. på Høvelte kaserne for at prøve at arbejde med oppakning, uniformer, hjelme og gamle, tunge geværer. Det var benhårdt og grænseoverskridende, synes Trine, men det var også utrolig givtigt at få bare en flig af forståelse for, hvad de unge mænd og drenge gik igennem under Første Verdenskrig.

– Vores optagelser var også meget autentiske og virkelig hårde. På et tidspunkt lå jeg i mudderet i skyttegraven, og jeg kunne nærmest ikke rejse mig op på grund af den våde og ekstremt tunge ulduniform, vi havde på. Det var helt sindssygt. Men jeg lever jo af bl.a. af at stille min krop til rådighed for de historier, jeg er med i, og jeg kan være ret nådesløs over for min krop i mit arbejde. 

På hvilken måde?  

– Ved at jeg bare gør det, der skal til. Selvom jeg måske ikke kan eller er i form til det. Men når man er inde i en fiktion, opdager man først bagefter, at man egentlig ikke kunne. Det er noget, jeg kan mærke mere og mere tydeligt, efterhånden som jeg bliver ældre, og jeg er blevet en lille smule mere påpasselig med, hvad jeg gør. Jeg scanner lige: Hvad er udfordringerne her i en skyttegrav? For jeg ved, at hvis jeg slår mig, så slår jeg mig bare rigtig meget. Og jeg orker ikke, at det skal gøre FOR ondt hele tiden mere. Det gør det jo indimellem, og det er også fint nok, og selvfølgelig er der stuntmen og alt det der. Men når man laver den samme scene 20 gange i træk, hvor man kravler rundt i noget mudder eller bærer på noget meget tungt, så kan det godt blive ret hårdt. Problemet er, at jeg ikke altid når at komme i god nok form inden en rolle. Og nogle gange VIL jeg heller ikke være i for god form, fordi det ser mere rigtigt ud, når der bare er sådan lidt blæver, ha ha. Så det er også en udfordring. Jeg skal være stærk nok til at klare opgaven, men jeg vil også gerne have, at det ser autentisk ud. 

– Jeg er nærmest klichéen på, at det går op og ned i showbusiness i forhold til kroppen. Jeg er virkelig en elevator. Jeg svinger rigtig meget i vægt, og sådan har det altid været. Og så er jeg sådan en enten-eller-type. Hvis nogen sætter mig i gang med et projekt, eller hvis jeg selv kan se idéen med, at nu skal jeg bare være i sindssygt god form, så går jeg all in. Og så er jeg kun på det projekt. Men jeg er ikke så god til det, når jeg har fri. Jeg er ikke sådan en, der tager mig af mig selv til hverdag. Som sørger for, at NU skal jeg også lige ud og løbe. Nej. Det glemmer jeg lidt.

– Lige nu er jeg f.eks. ret meget bagud i forhold til det næste, jeg skal lave. Det er otte ugers optagelser, hvor jeg er på hver dag. Og der er det vigtigt at være fysisk stærk. Det er dog også vigtigt at få slappet af og restituere mellem de store opgaver, for man er faktisk ofte ude og bruge nogle kræfter, man ikke har, når man arbejder. Der sker noget i fiktionen, når følelserne tager over.

– Jeg er meget bevidst, når jeg arbejder, men jeg kan godt give slip alligevel og bare gøre, hvad der er nødvendigt. Men det slider en lille smule. Ret meget faktisk. Og så har jeg brug for bare at restituere. Problemet er, at jeg godt kan glemme, at det at restituere også betyder at bevæge kroppen. 

Generer det dig, når du er ude af form?

– Ja, det gør det, men jeg vil også gerne have, at det ikke generer mig. 

Så du beslutter dig for, at det ikke skal genere dig?

– Ja, det er nok rigtigt. Samtidig jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at tage min form mere og mere alvorligt med alderen. Men jeg synes, det tager så lang tid. Jeg fatter slet ikke, at folk træner så meget. Jeg forstår simpelthen ikke, hvornår de har tid til det. Jeg går op i at være stærk, men jeg går ikke så meget op i at blive tynd. Kun når jeg opdager, at åh nej, nu kan jeg ikke passe det her tøj. Så går jeg op i det, fordi jeg bliver irriteret. Men jeg går jo ikke så meget op i det, at jeg aldrig ender der, hvor maven bliver sådan her …

Hun hiver grinende ud i sin mave for at vise, at den ikke er så vaskebræt-agtig lige nu. 

– Det har simpelthen ikke rigtigt mit fokus. Desværre. Jeg er en lille smule uforfængeligt anlagt, indtil jeg kommer i tanke om, at hov, nu skal jeg lave en fotosession, hvor jeg skal se ordentlig ud. Men hvis jeg ikke kan nå det, så tænker jeg, ja, okay, du ligger, som du har redt, kammerat. Og det bliver nok aldrig anderledes.