Trine Pallesen er ovenpå efter flere års sorg over sin skilsmisse.

Trine Pallesen: Jeg bliver bedre til at tåle livets knubs

I dag er det usexet at være ulykkelig, siger Trine Pallesen, som selv har taget sig tid til at sørge. For selv om hun lever af at være skuespiller, har hun aldrig været god til at spille skuespil i sit privatliv.

Derfor kunne hun heller ikke lade som om, hun var kommet videre efter sin skilsmisse fra filmfotograf Bo Tengberg, selv om omgangskredsen syntes, at det var på tide.

– Mit apparat er så dårligt til at lyve over for mig selv, så jeg kan ikke lade som om, jeg er kommet videre, hvis jeg ikke er det. Alt det med eftertænksomhed og dvælen ved tingene strider imod vores samfund, hvor alt skal gå lynhurtigt, og man er gift med en anden efter et halvt år. Dengang ville jeg ønske, at man stadig gik med sørgebind som i gamle dage. Indtil sorgen har bundfældet sig. Det handler om at respektere, at ting tager tid. Men desværre er det usexet at sørge, det er usexet at være ulykkelig. Men så må man sgu tage den selv. Eller gå i et terapeutisk rum. Man må afsætte tid til at sørge, siger Trine Pallesen.

"Jeg rasede over, at han forlod mig."

Hun mødte Bo Tengberg under optagelserne til "Rejseholdet". Sammen fik de først sønnen Sylvester i 2003, året efter Mathilde og året efter igen gik de fra hinanden.

– Jeg er et enormt monogamt menneske, jeg elsker tosomheden og er sikker på, at græsset ikke er grønnere på den anden side. Derfor havde jeg aldrig forestillet mig, at vi skulle gå fra hinanden. Jeg rasede over, at han forlod mig, hvad fanden skulle han det for?! siger Trine Pallesen.

Efter fem kom Trine Pallesen ovenpå efter skilsmissen.

– Det hjalp lidt efter lidt. Og i det hele taget bliver jeg bedre og bedre til at tåle livets knubs. Jeg synes, jeg har taget mange. Men til gengæld har jeg også fået rigtigt mange gaver – mest af alt jo børnene, og i dag har Bo og jeg et meget stærkt venskab. Der var engang en klog dame, der sagde til mig, at man får de knubs, man kan tage – fra noget højere, fordi man lærer af det, og fordi ens sjæl bliver klogere. Jeg har i hvert fald fundet ud af, at man ikke dør af ulykkelig kærlighed.

Læs hele interviewet med Trine Pallesen om troen på kærligheden, savnet af sin far Per Pallesen og om hvordan terapi har hjulpet hende i denne uges ALT for damerne nr. 16/2014.

Trine Pallesen, 44 år.

Uddannet skuespiller fra Aarhus Teater i 1995. Har siden lavet film, tv og teater og er blandt andet kendt fra tv-serien Rejseholdet og Borgens sæson 3. Er datter af skuespillerne Per Pallesen og Kirsten Peüliche og søster til skuespiller og danser Sofie Pallesen. Bor i København med børnene Mads Sylvester på 11 år og Mathilde på 10 år. Trine Pallesen er netop nu aktuel i ”Dans under høstmånen” på Aarhus Teater (11. april – 17. maj).