Tv-vært Sara Lygum: "Jeg spænede over til ham og græd og grinede på samme tid"
Tv-vært og ejendomsmægler Sara Lygum om sin mest skræmmende oplevelse, om moderskabets sårbarhed og om at bruge sin intuition.
Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?
– Jeg er faktisk meget spirituel og søger meget det spirituelle og bruger det i mit liv. Det er virkelig noget, jeg tror på helt inde i hjertet. Jeg bruger rigtig meget min intuition – også i svære situationer – og tror, at hvis vi søger ind i os selv, så har vi selv de svar, vi ofte søger uden for os selv.
Hvornår er du helt dig selv?
– Jeg er helt mig selv, når jeg er alene og sammen med min familie og mine børn. Når det så er sagt, synes jeg faktisk, at jeg generelt er meget Sara. Uanset om jeg er ude og lave fjernsyn eller bare derhjemme, så er jeg meget den, jeg er. Men selvfølgelig er linen mere slap derhjemme, end når kameraet kører, fordi der er frihed til at sige nogle andre ting.
Hvordan kan en mand gøre indtryk?
– Han skal være sig selv. Jeg kan bedst lide, når ord og handlinger hænger sammen. Jeg er ikke så meget til det der glansbillede, jeg kan bedre lide et sandfærdigt billede. Det autentiske er det, der gør bedst indtryk på mig.
Hvad er den vigtigste beslutning, du har taget?
– Mit livs bedste beslutning var klart at blive mor, men for lidt over et halvt år siden tog jeg en anden meget vigtig beslutning, da jeg valgte at forlade mit gamle job. Selvom jeg havde nogle fantastiske mennesker omkring mig, kunne jeg mærke, at tiden til at forlade det var kommet. Det krævede en del mod, for selvom jeg laver tv-programmer, har jeg jo ikke en evighedskontrakt der. Mit gamle job var mit faste job og mit sikkerhedsnet, men det har givet mig meget mere tid til mine børn, så det var en fantastisk beslutning.
Hvornår har du været mest bange?
– Da min 9-årige søn skulle over et fodgængerfelt, hvor jeg stod på den anden side. Han stod og ventede og begyndte så at gå, da en stor lastbil kørte op ved siden af ham og svingede til højre. Han forsvandt bag den, og jeg skreg, for jeg var sikker på, at min søn var blevet kørt ihjel. Jeg var slet ikke i tvivl. Lastbilen kørte videre, og da den var væk, stod min lille søn inde på fortovet. Jeg spænede over til ham og græd og grinte på samme tid. Jeg har aldrig været så bange, så det er helt klart den oplevelse, jeg tænker på.
Hvordan håndterer du vrede?
– Da jeg var yngre, var jeg meget mere fandenivoldsk, end jeg er nu. Jeg synes faktisk ikke, jeg er et ret vredt menneske, men når det sker, hænger jeg ikke fast i det negative. Jeg forsøger at gå mere nysgerrigt til værks for at forstå situationen. Hvis det er noget, der involverer andre, er jeg nødt til at gå til vedkommende.
Jeg bliver upopulær, når jeg siger det, men jeg synes …
– … at vi skal blive bedre til at holde snuden i vores eget spor og ikke have så travlt med at dømme andre. Jeg kunne godt tænke mig, at vi var lidt mere nysgerrige på folk, når vi møder nogen, som vi ikke lige forstår, og at vi var lidt mere rummelige. Og så tror jeg også, at når vi har så travlt med at holde øje med alt og alle, går vi glip af alt det gode, vi har lige foran snuden på os selv.
Hvilken ret elsker du, og hvad siger den om dig?
– Da jeg var barn, havde jeg jo livretter, men det har jeg ikke længere. For mig handler det om, hvad der er godt for mig. Jeg har ikke spist kød i mange måneder, for jeg kan bare mærke, at når jeg spiser grønt og undgår alt det der, så har jeg det bare bedre – selvfølgelig spiser jeg også usundt, men jeg kan bedst lide sund mad, og det er jo også intuitivt og det her med at mærke efter.
Hvis du kunne ændre en ting ved dig selv, hvad skulle det så være?
– Man kan jo altid komme på alle mulige ydre ting, men jeg tror faktisk, at hvis jeg skulle ændre noget for mig selv, så ville jeg skrue lidt ned for bekymringerne. Især efter jeg har fået børn, oplever jeg en helt anden sårbarhed og bekymrer mig langt mere
end før.