"Man kan også være på røven i Hellerup"

DEBAT: Som barn i en lille by i Nordjylland kendte jeg en, der kunne finde på at drille mig med, at jeg boede ude på landet. Jeg ville ikke være en stakkels pige fra landet og forsøgte at stå imod ved at bjæffe igen på drævende nordjysk: "Og hvad så, hva'? Pas dig selv, nå!"

Men hun var ældre end mig, og vi vidste begge, at hun havde ramt et ømt punkt. For drilleriet gjorde, at jeg kom i tvivl. Måske havde hun ret? Måske var hun finere end mig, fordi hun boede i den store, store by Aalborg. Var livet i lillebyen ikke helt så godt, som jeg gik og troede?

LÆS OGSÅ: Sådan spotter du en psykopat

Måske var vi bare nogle dumme bondeknolde derude i nybyggerkvarteret, hvor alt liv blev levet cyklende fra parcelhuset til skolen til sportshallen og tilbage igen i samme trygge trekant. Jeg havde en klar A-holdsfornemmelse, men var vi i virkeligheden et B-hold? Tanken havde aldrig strejfet mig før, men bemærkningen "ude på landet" forringede mit eget syn på det sted, jeg kom fra.

Det føltes som en udelukkelse af det gode selskab. Og er det ikke nøjagtigt samme karaktermord, vi laver på provinsen, når vi bruger øgenavnet Udkantsdanmark? Sig ordet, og straks ser man forfaldne boliger for sig, forhutlede børn, overvægt, dårlig mad, alkoholikere og kronisk syge på overførselsindkomst, grimt tøj, mørke blikke, alt for mange katte og store hunde med bandanas.

LÆS OGSÅ: Nyt bikinibillede får kvinder til at rase på nettet - se her hvorfor

Det begyndte som en grov generalisering, vi kunne more os lidt over. Nu er ordet gået over i sproget og er så almindeligt, at selv Radioavisen tørt og konstaterende taler om mangel på læger og dårlige finansieringsmuligheder i Udkantsdanmark.

I kølvandet på Udkantsdanmark er der opstået andre lignende øgenavne, der må være med til at forstærke de reelle problemer, provinsen har. For hvilken nyuddannet cand.med. har lyst til at slå sig ned som praktiserende læge i den rådne banan (Vestjylland)? Og vis mig den ægtefælle, der vil følge med hende!

Hvem tør købe hus i Dødens gab (Slagelse) eller starte virksomhed i den slatne pære (Vestsjælland)? Hvem – ud over superoptimisten Claus Meyer – vil risikere at gå på røven i Nakskov? Hvem skal rette op på ubalancen mellem landsdelene, når vi taler nedsættende og tager stoltheden fra dem, der bor i provinsen?

LÆS OGSÅ: Få sundere krop på en måned

Vi øger uligheden, når vi stempler halvdelen af befolkningen som udkantsdanskere og inddeler regionerne i lækre indercirkler og fortabte yderkanter. Vi skaber et land, hvor kun Aarhus, Odense og København er indercirkel.

Eller er Danmarkskortet i virkeligheden endnu skarpere tegnet op: I centrum ligger Købehavn K, V, N og Ø. Udenom ligger Udkantskøbenhavn, og endelig, aller-yderst, helt ude på kanten, med fare for at styrte i havet og den visse død ligger alt det andet. Udkantsdanmark.

Provinsen er mange ting. Provinsen er skolelukninger, lægemangel, dårlig infrastruktur, sorte huller i internet- og mobildækningen, men provinsen er også et trygt og godt sted at vokse op. Provinsen kan give børn et fantastisk afsæt for at rejse videre med tillid til verden og en vis sund uskyld i behold. 

Jeg endte selv med at flytte fra den lille by ude på landet til København og kender både provinsens uvillige mindreværdsfølelse og hovedstadens uvillige arrogance indefra. Og fra min udkigspost i et postnummer nord for København, kan jeg se, at man ikke behøver at rejse til Nakskov for at være på røven. Det kan du også mageligt være i Hellerup og omegn. Nordsjælland har også sine problemer og tabuer. Dem hører vi bare ikke om så tit. 

Her er det ikke høj ledighed, lav uddannelsesgrad og en dyster fremtid, der truer. Her er problemerne ofte mere skjulte og kan måske være social deroute, konkurser, forskellige former for misbrug, nervøsitet, angst, stress, ensomme trofæbørn, der vartes op af filippinske au pair-piger, dysfunktionelle familier, der kæmper for at opretholde en pæn facade, fortvivlede unge, der får præstationsangst og føler sig mislykkede, når de desperat forsøger at leve op til den standard, deres succesfulde forældre har sat.

LÆS OGSÅ: Alexander Kølpin: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

Der er skeletter i alle skabe – også i de store walk-in-closets i villaerne med udsigt til Øresund. Man kan sagtens have alt og alligevel mangle en hel masse i sit liv.

Men mange af problemerne i velhavernes indercirkel foregår jo også på villaveje andre steder i landet. For kærligheden smuldrer også i Aalborg, ligesom der er utroskab, forsømmelser, tvangsauktioner, løgn og svigt i de nære relationer i Helsinge og Nakskov.

I bund og grund er vi nok lige menneskelige og patetiske, fulde af håb og tvivl, længsel og begær, hvad enten vi tilfældigvis er havnet i vandkanten, i yderkanten, i indercirklen eller lige midtimellem. Vi vil alle gerne høre til, og vi er lige meget værd. Vi bryder os ikke om, at vores hjemegne bliver nationalt diskvalificeret som affaldsprodukter, slatne pærer, rådne bananer, uspiselige udkanter, vi kan ikke lide at blive drillet med det sted, vi kommer fra.

Provinsens fremtid og genoprejsning handler om alle mulige makroting, 4G, fibernet, investeringer, uddannelse. Men måske handler det først og fremmest om respekt.

Sig det • Skriv det • Del det

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: 8 spørgsmål du altid får, hvis du er fra Nordsjælland

LÆS OGSÅ: Om at være én type

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg: Stand-up er organiseret voksenmobning