Debat: Slip din mand fri

Sådan spørger ugens debattør Bente Dalsbæk. For selvom andre debattører påpeger, at "kønsroller anno 1950" stadig eksisterer, og at "manden fortsat er familiens overhoved", så ser hun mest af alt undertrykte mænd omkring sig.

DEBAT: "Så tag dog dine ædlere dele op af den håndtaske," havde jeg lyst til at skrige en for mig ukendt mand direkte ind i hovedet. Stedet var Ikeas sofa-afdeling, og anledningen var – endnu – en mand, der lod sig tromle rundt af Indretningsmatronen, der ikke bare havde sin egen mening, men åbenlyst også havde sin mening om mandens mening om, hvilken sofa der skulle pryde deres fælles hjem: "Dét mener du bare ikke," blev spyttet ud med så aktiv en øjenrulning, at jeg et øjeblik frygtede, at hendes øjne ville forsvinde om i baghovedet og blive dér.

Jeg havde ikke egentlig medlidenhed med manden, da han nok lå, som han havde redt på den sofa, konen valgte (blomstret, i øvrigt), og som han måske indimellem vil komme til at sove på i fremtiden, hvis ikke hans hustyran af en kone synes, han makker ret. Han kunne jo nok have sagt fra et eller andet sted imellem invasionen af "slidt og hvidt" og Svanekøkkenet med skuffer uden greb. Jeg havde dog en ømhed for ham og også en ret stor nysgerrighed efter, hvordan det er kommet så vidt.

Ikea og andre boligbutikker er glimrende udstillingsvinduer for at se arten Den Konekastrerede Mand. Ham, der har ladet konen eller kæresten pille hver en påfuglefjer af ham. De ellers så flotte fjer fra dengang, han imponerede hende med sin selvstændighed, overflod af egne aktiviteter og sin store vennekreds. Det, som nu er blevet til ingen aktiviteter ud over pandekagebagning i Naturcentret til 4. c. og trivselsarrangement og tvangs-"male bonding" med samme klasses fædre til de lige så tvungne rødvinsaftner.

I sofaafdelingen kan i øvrigt også observeres den mere midaldrende model, hvor manden dog er blevet skilt, ja – men efter en tur ud på det skræmmende datingocean skynder sig at komme i havn med nogen – ja, i nogle tilfælde bare en eller anden – igen. Væk er hans ellers genfundne fjer og genoptagede venskaber og halleluja, nogle ordentlige byture, og vupti: Ind kommer presset for at finde sammen i Den Sammenbragte Familie, og gudhjælpemig om han ikke står i Ikea igen og ikke vælger sofa.

Hvis det lyder som disrespekt for manden som sådan, må jeg straks dementere. Jeg elsker mænd. Altså alle dem, der ikke er nogen røvhuller, der aldrig får lov til at farve mit syn på mandekønnet og for de flestes vedkommende alligevel ender i Ensom Alderdom, mens vi andre fester på plejecenteret.

Nej, langt de fleste mænd er skønne, søde mænd. De er oven i købet vokset op med mange kvinder omkring sig i barndommens institutionsharemmer. Det har gjort mange af dem gode til at læse vores behov, til at tale om følelser, og de fleste af dem gode til at forstå, at når man sætter nyt liv i verden, så hører der både bleskift, hente-bringe – og ja, utroligt mange trivselsarrangementer med. De viser interesse og ved oven i købet, at man skal gøre sig lidt umage på gavefronten og til mærkedage og ikke bare stille med en dusk nede fra tanken. What's not to like?

Så jeg elsker mænd. Jeg elsker bare ikke alt, hvad vi kvinder gør ved dem. Især ikke når vi klamrer os til vores egen angst for at blive forladt og derfor tvinger eller manipulerer vores mænd til konstant at bekræfte os i, at man kun kan bevæge sig rundt i par. For det, tror jeg, er det, som det blandt andet handler om i sofaafdelingen i Ikea – altså ud over ikke at gå ned på boligudstyr, når venneparrene kommer på besøg, og vi skal successammenligne hele vejen fra carporten og ind i stuen – ikke bare på, hvad vi har råd til at kyle efter ombygninger og nye sofaer, men også at vi har planlagt og købt det "sammen".

LÆS OGSÅ: Eksperter - Sådan tackler du 3 håbløse mandetyper

LÆS OGSÅ: 10 ting, der er vigtigere end sex

LÆS OGSÅ: 15 fede valentinsgaver til ham