Ulla Vejby fulgte drømmen: "Jeg kunne ikke få min krop, mit sind og min fantasi til at arbejde sammen"
Ulla Vejby har altid haft tiltro til, at det hele nok skulle gå. Selv når hun har følt sig overvældet i sin jagt på skuespildrømmen, eller når tvivlen har pustet hende i nakken. For hende er troen et livsvilkår på samme vis som at trække vejret.
Hvornår vidste du, at du gerne ville være skuespiller?
"Det er kommet i dryp igennem hele min barndom.
Jeg var et meget kreativt barn. Jeg elskede at tegne og male, og jeg fandt på mange lege.
Det bedste legetøj var en stor kiste på vores loft med udklædningstøj. Jeg var også optaget af at se film. Jeg hørte replikkerne, som skuespillerne sagde, igen og igen. Det var så tidligt i mit liv, at jeg nærmest ikke forstod, hvad de sagde, men jeg var fascineret af tonaliteten. Den måde, de brugte deres stemmer på, og at de skulle gå ind i forskellige typer af roller.
Da jeg så blev 13-14 år, blev det helt tydeligt for mig, at det var det, jeg ville. At det var det, jeg var sulten på. Men det har altid været integreret i mig. Den der søgen efter at bruge kroppen og stemmen som et værktøj."
Hvordan jagtede du drømmen?
"Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle starte. Jeg sad ude på en pløjemark i Midtjylland, hvor jeg kommer fra, og jeg havde en omvendt følelse af klaustrofobi. At sidde på en sten på en åben mark og føle, at der ikke var nogen ligesindede. Der var i hvert fald meget langt til andre, der havde den samme interesse.
Men så ville skæbnen det, at en af mine gode venners mor arbejdede på skuespillerskolen. Det fortalte han mig tilfældigt en dag. Hans søde mor hjalp mig så med at komme i gang. Hun kendte en lærer, jeg kunne læse hos, og hun guidede mig til de højskoler, jeg skulle skynde mig at spare sammen til.
Det kom til at betyde helt vildt meget for mig, for det rykkede virkelig noget at komme på højskole. At jeg kunne arbejde sammen med andre i en gruppe og undersøge hele det her fag, det satte for alvor skub i tingene. Der blev det hele foldet ud for mig. Så jeg er meget glad for, at jeg kom afsted."
Hvordan var det?
"Det var meget, meget grænseoverskridende. Jeg havde ingen træning i at arbejde med skuespillet. Jeg havde altid bare brugt min intuition og fornemmelse, når jeg spillede teater, så jeg kunne hurtigt mærke, at jeg ikke anede noget. Jeg kan huske, at jeg tog nogle timer hos en privatlærer på et tidspunkt. Alt, hvad han sagde, gav logisk mening, men jeg kunne slet ikke følge det. Jeg kunne ikke få min krop, mit sind og min fantasi til at arbejde sammen. Men jeg kom hele tiden igen.
Jeg kommer jo fra den her pløjemark, og jeg har ikke en kunstnerisk familie, der kunne give noget i den retning, men så har de heldigvis givet mig en kerne, som var klar til at møde udfordringerne. Det tog noget tid, men så rykkede det heldigvis, ellers var jeg nok stoppet på et tidspunkt. Det kræver stor indre styrke at blive ved, selvom du stinker til noget. For det er jo sårbart at fejle. Det kræver, at man tror på sig selv og projektet og på, at det hele nok skal komme."
Hvad betyder troen for dig?
"Troen betyder meget for mig. Dels fordi jeg er kristen. Jeg er døbt, konfirmeret og gift i en kirke. Men for mig er det også en eksistentiel, fuldstændig altafgørende måde at være i verden på. Vi er nødt til at have tiltro til livet og til, at der er en mening med det hele. At der er noget at stå op til, og at verden vil os det godt. For mig er det nærmest som at trække vejret. Man kan ikke være i live uden at tro, synes jeg.
Så kan man tro på gud, eller man kan tro på, at blomsterne kommer op af jorden til foråret, eller at vi alle sammen nok skal klare os, men troen er helt fundamental for mig. Og dertil kommer så også det livsvilkår, at der nogle gange kommer en tvivl, der banker på, men det er det, der gør, at det andet har sin berettigelse. Hvis der ikke var noget, der udfordrede troen, så ville den ikke have nogen værdi."
Hvad er det for en tvivl?
"Det er tvivl i alle henseender. Både tvivl på mig selv, på min karriere, på, om jeg kan finde ud af at være en god mor, eller om jeg er elskværdig – altså hele min grundusikkerhed. Der kan komme masser af tvivl ind i vores hjerter af alle mulige årsager. Men jeg kan også få en grundlæggende eksistentiel tvivl. Hvordan skal det overhovedet gå?
I den her verden, hvor meget er drevet af jagten på mammon, og vi sviner hele kloden til, og der ikke er nogen, der gør noget ved det. Hver gang man tænder for nyhederne, ser det ud til, at vi er på vej ud over afgrunden, men den energi kan vi ikke blive i. Selvfølgelig er vi nødt til at forholde os til, at der er nogle ting, der er alvorlige, som kræver vores opmærksomhed, men vi er også nødt til at favne troen og holde fast i den."
Giver du troen videre til dine børn?
"Ja, det gør jeg. Jeg beder fadervor sammen med mine børn hver aften, fordi jeg synes, det er en god måde at slutte dagen af på. Det er godt at have nogle ritualer, som man kan give videre til sine børn. Jeg synes, at fadervor er en meget fin bøn, så den ville jeg gerne lære dem. Jeg tager dem også med i kirke, når det passer ind i kalenderen. Vi når det ikke så tit, som jeg godt kunne tænke mig, men vi er der en gang imellem. Så sidder børnene og tegner lidt, og vi lytter til præsten og synger salmerne.
Det er ikke vigtigt, hvad de tager med sig derfra, men jeg vil gerne lære dem, at kirken ikke er et fremmed sted. Det er godt at have noget at ty til, når livet brænder på, og det vil jeg gerne introducere dem til. Så må de helt selv bestemme, om de vil være kristne, ateister eller noget helt tredje, når de bliver voksne, men jeg vil gerne sørge for, at de har mødt troen."