Da Umut mødte Johanne og ændrede livsstil, så han én særlig ting i sin fortid i et helt nyt lys

Laver I tit picnic?

Johanne: "Ja, vi laver tit alt muligt hyggeligt. Gerne med mad som udgangspunkt og omdrejningspunkt."

Læs også

Annette Heick og Jesper Vollmer: ”Der er én positiv og én negativ side ved det, der skete”

Umut: "Sidste gang vi var på picnic, lavede vi biksemad af hummere og danske kartofler på stranden på Samsø. Vi bruger meget tid på mad. Meget tid på at finde mad. Meget tid på at lave mad og spise mad."

Johanne: "Og snakke om mad."

Er mad en lige så stor passion for dig, Johanne?

Johanne: "Ja, det er det faktisk. Jeg er måske ikke lige så teknisk nørdet, men jeg har altid interesseret mig for mad og kommer fra en familie, hvor vi har snakket meget om mad og lavet mad med gode råvarer. Min interesse for mad er bare blevet endnu større, efter jeg er blevet kæreste med Umut, og det er vildt fedt at nørde mad sammen og lære en masse.

Jeg studerer politisk kommunikation og ledelse på CBS, og på den måde laver vi ret forskellige ting i vores hverdag, men vi overlapper og hjælper også hinanden rigtig godt. Det kan være et fælles projekt, en optagelse til YouTube, alt muligt."

Hvilken mad er på menukortet hjemme hos jer?

Umut: "Vi laver alt muligt mad. Det skifter fra uge til uge. Nogle gange meget fransk, andre gange dansk, tyrkisk, indisk, kinesisk. Jeg optager en del madvideoer derhjemme, og hvis jeg laver f.eks. tyrkisk mad til en video, er det det, vi får. Der er ikke noget mad, vi hele tiden får – jo, rugbrødsmadder.

Men ellers skifter det meget. Vi bliver hurtigt grebet af stemningen, når vi besøger madmarkeder, og så kommer vi til at bruge alt for mange penge, fordi vi bliver så inspirerede."

Johanne: "Når vi vågner om morgenen, så taler vi om, hvad skal vi lave af mad i dag."

Det er simpelthen det første, I tænker på?

Johanne: "Ofte er det. Og det er gerne sådan, at vi har lagt en plan, f.eks. at vi skal lave asiatisk, men når jeg så kommer hjem fra studiet, så er der bare fransk mad i gang i stedet for. Det er chefkokken, der har det sidste ord."

Umut: "Men vi er også gode til at bruge det, der er. Vi passer virkelig på med at maden og tingene ikke bare hober sig op. Det tog vi en beslutning om for halvandet års tid siden, og det gælder alt, hvad vi bruger. Vi køber ikke nyt, før vi har brugt det, vi har. Det har været en udfordring, for når man har sådan en spontan tilgang til mad, som vi har, så har man pludselig 14 slags pasta i skuffen.

Læs også

Michèle Bellaiches ferieforelskelse: ”Jeg fortalte først min mor det mange år senere”

Vi har forsøgt at få orden på køkkenudstyret, men nu har vi også købt en kolonihave i Odense, hvor vi kan fylde skabene op, haha. Planen er, at vi skal lave et større køkken der, så jeg kan bruge det som studie til mine madvideoer."

Hvorfor har I købt kolonihave i Odense?

Umut: "Jeg kommer derfra, og min mor bor i Odense. Så vi er der tit. Og så kan man få cirka 25 kolonihaver i Odense for den pris, man skal betale for en her i København."

Hvad giver det jer at kommer derover?

Umut: "Det giver noget ro og noget inspiration, og så har vi en kæmpe køkkenhave der. Vi bruger kolonihaven til arbejde, vi skyder videoer og laver planer for kommende opgaver. Og så er det bare også sådan et stik-af-sted. Fra nu af bliver det rigtig sjovt, for vi har brugt hele foråret på at plante og passe haven, og der er masser af grøntsager, man kan gå og æde."

I har lavet en grøn revolution i jeres liv, ved jeg, eller var det mest dig, Umut, der havde brug for at lægge livsstilen om fra flæsk og alkohol til grønt og sundt?

Johanne: "Nej, det var noget, vi gjorde samtidig, det var en fælles beslutning."

Hvad kom det sig af?

Umut: "Jeg tror ikke, der kommer en bestemt dag, hvor man tænker, okay, nu skal jeg tabe mig og leve sundt. Det er noget, der kommer hen ad vejen, når man opdager, at man får det bedre med sig selv og kan se, at man faktisk er i stand til at ændre på nogle ting i sit liv.

Når man gør det, begynder det at smitte af på andre fronter. På arbejdslivet, på ens udseende, i forhold til selvudvikling – ja, alt. Det var et vendepunkt for os, og i lang tid levede vi nærmest kun af grøntsager.

Hen ad vejen har vi fundet en balance, hvor vi også spiser lidt kød, for der er en grænse for, hvor meget kål og kikærter ens krop kan optage."

Og du har det også godt med den livsstil, Johanne?

Johanne: "Ja, det er virkelig rart. Også fordi jeg faktisk føler, at mit repertoire er ekspanderet helt vildt. Når man omlægger til meget grønt, betyder det, at man som dansker er nødt til at tænke helt anderledes, for vi har en meget fastgroet idé om, hvordan et måltid skal stykkes sammen i det her land.

For mig har det betydet, at jeg har øget mit kendskab til det tyrkiske og anatolske køkken, for det er meget grøntsagsbaseret. Og så vil jeg sige, at det har meget med dips at gøre. Det anatolske og tyrkiske køkken er meget dipbaseret, og er der noget, jeg godt kan lide, så er det dips. Jeg lever for dips i alle former, så det har faktisk været ret nemt for mig."

Alle grøntsager smager godt med dip?

Johanne: "Ja, men også fordi man laver dip af grøntsager. Rørte salater."

Umut: "Det er lidt lettere at indtage mange grøntsager på den måde. Meget er lavet til at blive spist med fladbrød, så det er lidt som om, alle ens måltider bliver til nachos og guacamole. Mange mennesker tænker, nu skal jeg leve sundt, og så går de fra den ene yderlighed til den anden.

Læs også

Nikolaj Lie Kaas: ”Jeg har giftet mig med en, der har alle de planer, jeg ikke selv har”

Det betyder, at viljen ofte kollapser undervejs, fordi det bliver for mærkeligt at gå fra chickennuggets til grønne linser. Og så dør den sunde livsstil ret hurtigt. Man skal finde en balance."

Hvordan bagte I på hinanden i sin tid?

Umut: "Jeg kogte to hummere. Der var rigtig flot sol fra vinduet i mit køkken den dag, så jeg tog et billede af de helt røde hummere, og så postede jeg det som en story på Instagram.

Pludselig var der en, der skrev en direct message til mig om hummerbilledet: ”De ligner Hanne og Karsten på ferie i Thailand.” Det var sjovt, syntes jeg, så jeg lagde billedet op som et opslag og skrev den joke som en tekst til det …"

Johanne: "UDEN at kreditere den person, der var kommet med joken! Mig. Så vores forhold startede faktisk med, at Umut stjal en joke fra mig, og så var vi ligesom i gang.

Jeg fulgte Umut på Instagram, fordi jeg havde set en dokumentar med ham og syntes, at han virkede som et interessant menneske. Jeg havde en fornemmelse af, at han var intelligent ud over det sædvanlige og havde en verden inde i sig, som jeg var nysgerrig på, og så syntes jeg, at han var pissedygtig.

Vi begyndte at skrive lidt frem og tilbage, og det viste sig, at vi havde en fælles ven. Vi aftalte at mødes på Umuts daværende grillbar over pomfritter, flæskestegssandwich og bøfsandwich, og ja, så faldt jeg bare rimeligt hurtigt, vil jeg sige, haha. For den samtale med Umut var nok en af de mest interessante samtaler, jeg nogensinde havde haft om alt fra uddannelsespolitik til kunst, kultur og mad.

Det havde jeg ikke lige set komme, faktisk, så det blev jeg ret chokeret over. And the rest is history. Det var i 2020, og Umut skulle sejle over Atlanten med et tv-program næsten lige efter, vi havde mødt hinanden, så der var 21 dage, hvor vi ikke havde kontakt overhovedet. Det var ret specielt."

Umut: "Det var forfærdeligt!"

Johanne: "Og så, da du kom tilbage, og det blev jul, blev vi kærester."

Hvorfor faldt du for Johanne?

Umut: "Jeg syntes, at hun var rigtig sjov og sød. Og gudesmuk. Og så var hun virkelig klog og mindede ikke om andre, jeg havde mødt før. Jeg syntes også, at hun var meget moden af sin alder, og hun gav mig noget, som til at starte med var rigtig mærkeligt for mig.

Det her med at vi kunne diskutere og snakke i timevis om et eller andet, som ikke bare var noget dagligdags bullshit. Vi kunne debattere og vende tingene på en måde, som jeg ikke havde prøvet med andre mennesker. Jeg tænkte ”hende vil jeg være kæreste med”, så lige inden jeg skulle over Atlanten, inviterede jeg hende på date på en grillbar i Sønderjylland, hvor vi fik pølser og rød sodavand.

Bagefter var vi ude og kigge på kunst, og om aftenen spiste vi på en fin Michelinrestaurant. Det var for at forvirre hende og for at give hende en oplevelse af, hvordan det var at være sammen med mig."

Johanne: "Ja, og det repræsenterede på alle måder, hvem du er, og hvorfor du er så interessant og dejligt et menneske, Umut. Man kan ikke putte dig i nogen som helst kasse eller boks, for der sker for meget, og du er for komplekst et menneske.

Det er det, der er så interessant ved dig, og det er en berigelse at få lov til at være sammen med et menneske, der er på den måde, og som ved så meget. Og som for øvrigt også bare er det mest empatiske menneske, jeg nogensinde har mødt."

Hvornår er livet lutter lagkage?

Umut: "Livet er rigtig godt lige nu. Og det har været godt i rigtig lang tid. Fordi vi er meget sammen, og fordi vi også kan lave ting hver for sig. Vi har tiden, vi er unge, og vi har rimeligt godt styr på det, vi har gang i. Vi har en rigtig god dialog, så når vi har et lille problem, er vi gode til tale om det. Det betyder, at vi har mere tid til at nyde livet frem for at være bekymrede eller bange."

Læs også

Christina stod af ræset, flyttede til Vestjylland… og fik stress

Johanne: "Vi er sunde både fysisk og psykisk. Og vi har været gode til at passe på os selv og hinanden, især indenfor det sidste års tid."

På grund af jeres livsstilsændring?

Johanne: "Ja, der er meget, der er faldet i hak. Umut og jeg kommer fra to vidt forskellige baggrunde. To vidt forskellige familier og kulturer, og jeg tror, at der sker noget, når man møder en, der har levet et andet liv end en selv. Man får sat en form for spejl op foran sig – sådan har jeg i hvert fald følt det.

Og det kan være virkelig hårdt, fordi man bliver konfronteret med sig selv og sin egen fortid. Man lærer helt vildt meget, og når det hele så endelig falder i hak, så falder det eddermame også i hak."

Hvad har jeres forskellige kulturelle baggrunde medført af udfordringer og glæder?

Umut: "Det er nok ikke så meget vores kulturelle baggrund, det er mere den måde, vi er vokset op på, som er forskellig. Det gør, at vi kan være uenige om nogle ting – politik, økonomi, uddannelsessystemet – men jeg synes, at de uenigheder er berigende.

Det betyder, at man nogle gange må ændre sine synspunkter, når man bliver mødt af en anden virkelighed, som også er velfungerende. Eller som endda fungerer bedre end det, man selv er vokset op med. På den måde bliver vi inspireret af hinandens liv, og det er meget unikt."

Hvilke ”råvarer” har I med hjemmefra?

Johanne: "Jeg er vokset op i en total kernefamilie på en villavej i Brønshøj. Med en klassisk musikerfar, en dyrlægemor og en lillesøster. At vokse op på den måde giver en form for blindhed, hvis man ikke møder mennesker, der er vokset op på en helt anden måde, og som kan fortælle andre ting om livet.

For mig har det været meget berigende at høre om, hvordan Umut er vokset op. Jeg er enormt taknemmelig for, at jeg har haft den opvækst, jeg har, og jeg er endnu mere taknemmelig nu."

Fordi du har hørt, hvor svært man også kan have det?

Johanne: "Ja."

Hvordan har det været at blive introduceret i hinandens familier?

Johanne: "Min familie er utroligt rar, og de syntes bare fra begyndelsen, at Umut var skideskøn, interessant og intelligent."

Umut: "De er meget, meget søde."

Johanne: "Så det har været meget naturligt alt sammen. Mine forældre har også været sindssygt gode til at støtte, når tingene har været hårde både for Umut og mig."

Umut: "Jeg har kendt Johannes forældre i snart tre år, og de er også min familie nu. Vi er meget tætte, og vi er meget sammen. I Tyrkiet er alt meget spontant, og det er helt normalt, at man tit spiser sammen med sin familie og har en meget tæt relation.

Det fik jeg en lille forsmag på, da jeg var barn, men jeg har manglet det i rigtig, rigtig mange år, og derfor er jeg så glad for, at jeg har fået det nære familieliv igen med Johannes familie. Vi ringer tit helt spontant og spørger, om vi må komme forbi og spise med Johannes forældre, og det føles utrolig rart for mig.

De er så søde mennesker – og lidt skøre somme tider – lige som mig. Sådan skal det være, og ellers var Johanne jo heller blevet, som hun er."

Hvem er Umut & Johanne?

Umut Sakarya er kok, kogebogsforfatter og foredragsholder. Tidligere medejer af restauranterne Guldkroen og Guldgrillen, som nu er lukket.

Johanne Havshøj studerer politisk kommunikation og ledelse og er medforfatter til bogen 'Snoede leveveje'.

Johanne er 26 år, Umut er 32 år, de er kærester og har ingen børn.

Hvordan har det omvendt været for dig, Johanne, at møde Umuts mor?

Johanne: "Hun er også et meget, meget dejligt menneske, så det har også været utrolig nemt for mig. Hun har taget imod mig med åbne arme …"

Umut: "Og hun sender mange emojis til dig – mange hjerter og guldsmede."

Johanne: "ja, det er rigtigt. Hun er skøn, og hun passer kolonihaven, når vi ikke er der. Hun har de grønneste fingre, man overhovedet kan have. Vi lærer meget om planter og køkkenhave af hende."

Umut: "Efter at jeg kom ud af restauranterne, har vi indskrænket vores omgangskreds til nærmest et minimum, og det har givet en vis form for ro. Jeg har været vant til at skulle have tusinde forskellige mennesker omkring mig og til at skulle tage stilling til alt muligt hele tiden, og det har jo også en pris. Det bliver man slidt af. Nu ser vi kun mennesker, vi nyder at være sammen med."

Hvorfor droppede du restauranterne?

Umut: "Jeg kunne ikke se mig selv i koncepterne mere, og jeg nød det ikke længere. Jeg ville gerne prøve noget nyt. Jeg har været selvstændig, siden jeg var 22. I ti år. Og jeg har haft mange ansatte igennem tiden. Det sætter sine spor.

Johanne og jeg ændrede livsstil, og jo bedre vi fik det, jo mindre mening gav hele det koncept, jeg havde skabt, som handlede om en overflod af mad og alkohol. Jeg havde selv haft brug for den flugt, der lå i det overforbrug, og da jeg så stoppede med at drikke og begyndte at spise anderledes, kunne jeg mærke, at det var tid til at skabe noget andet."

Johanne: "Det er, fordi du har integritet, og fordi du er et autentisk og ærligt menneske. Når der er noget, der ikke tjener dig længere, når du kan se, at det er for kontrastfuldt og ikke i orden, så er det det, der vægter højest for dig, og ikke om du har en velfungerende business.

For mig siger det enormt meget om dig som menneske, og jeg synes, det er beundringsværdigt og sejt. Der er fandeme mange mennesker, der ikke formår at mærke efter og ændre retning på den måde, og som ender med at brænde ud. Og så er det for sent."

Hvornår er det brændt på hos jer?

Umut: "Det er brændt på, når vi ikke har haft det godt sammen. På et tidspunkt gik jeg og dealede med mine egne problemer, og Johanne prøvede på at hjælpe, men jeg lod hende ikke komme tæt på. Jeg følte, at jeg skulle løse mine problemer selv.

Men når problemerne er FOR store, og man bliver ved med at lukke folk ude, så kan det i sig selv være et problem. Man bliver desperat som kæreste, som Johanne var, men jeg blev også desperat. Jeg havde været vant til at klare mig selv, fra jeg var helt lille, så det var mærkeligt for mig at skulle åbne helt op og bede om hjælp."

Hvad var det for nogle ting, du dealede med?

Umut: "Det var rent personlige ting oppe i mit eget hoved. Hvad jeg skulle, og hvad jeg ikke skulle. Hvor meget jeg drak, hvor meget jeg spiste, og hvordan jeg gjorde tingene. Og det handlede om min familie og mine relationer i det hele taget. Jeg havde rigtig mange mennesker omkring mig, som bare sagde, hvad jeg sagde.

Læs også

Anne Dorthe Tanderup: "Bjarne og jeg kiggede på hinanden og sagde: Hvad laver vi egentlig her?"

Det var den slags, jeg samlede på i mange år, fordi det var lettere for mig at være omgivet af mennesker, der gav mig ret. Det var grænseoverskridende for mig, men også for Johanne, da jeg besluttede at kigge på alle de her ting i mit liv. Johanne ville bare gerne hjælpe mig, men jeg lod hende ikke gøre det.

Og det var på det tidspunkt, at Johannes forældre virkelig var gode til at støtte op om vores forhold. De kunne godt se, okay, der er nogle problemer, de skal have styr på. Jeg var meget lukket, og det blev helt tydeligt for mig, da jeg begyndte i terapi.

Lidt efter lidt fik jeg en følelse af, at jeg kunne ”trække min gamle skjorte af”, og at jeg kunne begynde at trække vejret frit igen. Men det tog sin tid, for det var problemer, der var begyndt allerede, da jeg var seks år gammel, så jeg kunne ikke bare pille alle lagene af fra den ene dag til den anden. Det var en hård periode."

Kan du sætte lidt ord på din opvækst og de problemer, der var?

Umut: "Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var lille. Det tidligste, jeg husker fra min barndom, er, at min mor har forladt hjemmet og er rejst til Danmark, og at jeg ikke forstår, hvad der foregår. Vi flyttede meget rundt, og min far var der ikke rigtigt for min bror og mig, så vi var meget alene og måtte klare os selv.

Senere kom vi til Danmark, hvor jeg skulle lære alt forfra. Som ung startede jeg uddannelse og begyndte at arbejde, og det kom til at fylde det hele. Jeg blev som sagt selvstændig som 22-årig, jeg åbnede restauranter, og det hele blomstrede. Jeg nød det, men det var også en form for flugtmekanisme. I stedet for at tænke over alt det, jeg havde med i bagagen, åbnede jeg bare en ny restaurant."

For så behøvede du ikke mærke så meget efter?

Umut: "Præcis. Jeg mærkede først efter, da jeg kom til et sted, hvor det ikke længere gav mig noget at skulle have fuldt hus eller en ny restaurant. Pludselig føltes det hele bare som en gentagelse. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at finde ud af, hvad der egentlig var sket i min barndom, og jeg begyndte at rydde op i mine relationer og finde ud af, om der var nogen, jeg skulle tilgive."

Og der kom Johanne ind i billedet?

Umut: "Ja, og der har hun været en kæmpestor hjælp. Jeg blev taget ind i Johannes familie, og for første gang i mit liv var der nogle mennesker, som ikke dømte mig, og som ikke stillede spørgsmål til, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde. Det var de egentlig ret ligeglade med, de gik mere op i, hvordan jeg kunne få det bedre. Og det var rigtig vigtigt for mig at mærke den kærlighed."

Johanne, hvordan var det for dig at blive skubbet væk i begyndelsen, da du gerne ville hjælpe?

Johanne: "Det var jo helt vildt hårdt. Og frustrerende. Det kræver sin kvinde, det vil jeg bare sige. Og det kræver, at man fandeme kæmper. At man holder ud. Og det gør man, når man virkelig elsker et menneske.

Det var sindssygt hårdt og sindssygt svært, men det var det rigtige at gøre, fordi der var noget at kæmpe for. Jeg har aldrig været et sekund i tvivl om, hvem Umut er. Men dengang var der en medie-Umut, som de fleste kendte, og som badede i brun sovs og den slags. Og fair nok, det var jo business.

Læs også

Anne-Mette Rasmussen fik en dag et uventet brev i postkassen: ”Jeg tænkte bare: Ja tak”

Men så var der også den Umut, som jeg havde forelsket mig i. Og det, der er sket, er, at den Umut, jeg mødte, også er den Umut, alle andre får lov til at se nu. Og det er helt vildt rart, for jeg har følt, at han ofte er blevet misforstået, og jeg har fra day one haft lyst til at RÅBE ud til alle: ”Forstå nu, hvem han er, forstå nu, hvad han har været igennem, og hvad han vil”.

Nu er det ikke længere nødvendigt at råbe, for nu kan alle se den ”rigtige Umut”. Den Umut, som jeg altid har set, og som han hele tiden har været. Når folk i dag siger ”den nye Umut”, så forstår jeg det godt, fordi folk ser livsstilsændringen. Men for mig er det ikke en ny Umut. For mig er det den eneste Umut, der er.

Det har været en hård tid at komme igennem, men ting må godt være hårde en gang imellem. Jeg er glad for, at vi kæmpede os igennem, for når man har været igennem sådan noget sammen, er der faktisk ikke en skid, der kan få en ned med nakken. Hverken som individ eller som par."

Hvis jeres liv var en kogebog, hvad skulle den så hedde?

Johanne: "Den skulle hedde 'Håb'. Håb på klimaets vegne. Håb på madkulturens vegne. Og så betyder Umut faktisk håb.

Umut: "Det var lægen, der gav mig det navn. Min far var ude og fiske, da jeg blev født, og fordi min mor græd, sagde lægen: Lad os kalde ham Håb. Umut."

Sikke en fin historie! Og klima og madspild er også blevet en dagsorden for jer?

Umut: "Madspild har været en dagsorden for mig, siden jeg blev født. Når man har en tyrker-mamma, så er der fandeme ikke noget, der går til spilde."

Johanne: "Ja, hun er next level."

Skal I slå flere brød op i fremtiden?

Umut: "Vi vil gerne have nogle børn på et tidspunkt."

Johanne: "Ja, men jeg er 26 år, og jeg har så meget, jeg gerne lige vil nå inden. Især nu, hvor alt er faldet i hak, og alle bekymringer er væk. Det er først nu, at vi giver os selv lov til at drømme om fremtiden, fordi vi ikke længere er bange for den. Og vi vil virkelig gerne have børn, men ikke lige nu."

Umut: "Folk skal tro, at det er en børnehaveklasse, der er på tur, når vi kommer gående med vores børn."

Johanne: "Okay, skat, det skal vi lige have snakket om, haha. Jeg skal først lige ud på arbejdsmarkedet og mærke, hvordan det er ikke at være studerende."

Og du skal fortsætte med det, du gør nu, Umut? 

Umut: "Jeg gør faktisk alt for ikke at finde ud af, hvad jeg skal. Jeg ser bare, hvad der kommer, stille og roligt. Jeg har aldrig før haft den frihed, jeg har nu. Jeg kan en masse, og der er mange forskellige ting derude, som jeg byder velkommen. Noget snuser jeg til, noget prøver jeg af. Og for første gang i mit liv er det mig, der ægte bestemmer, hvad jeg har lyst til at lave."