Ung kvinde måtte kæmpe i årevis for diagnose
Anne Nim Pedersen regnede med, at hun havde mand, børn og et godt liv, når hun var 30. I dag er hun 34 år og venter stadig. Som 31-årig begyndte hun nemlig at få ondt i lænden, og i årene efter cirkulerede hun rundt i sundhedssystemet og brugte uanede mængder tid, kræfter og penge, indtil hun endelig efter tre år fik diagnosen hoftedysplasi.
"Og den diagnose er udelukkende min egen fortjeneste," siger hun.
Hos de fleste behandlere og eksperter, Anne mødte gennem sin vej i sundhedssystemet, var beskeden, mere eller mindre ligeud, at:
- Jeg bare skulle blive ved med at lave de øvelser, jeg havde fået hos fysioterapeuterne. Til sidst var jeg ved at brække mig over, at øvelser var løsningen på mine smerter! Det er noget af det, der har været mest opslidende i hele mit sygdomsforløb: At specialisterne sagde: "Der er ikke er noget at se, lav nogle øvelser."
Derfor ønsker Anne Nim Pedersen at gøre politikere, læger og behandlere opmærksomme på, at der bør være bedre koordinering mellem speciallægerne på tværs af deres specialer.
Læs også: Mor til barn med Downs: Fravalg er for nemt
I 2011 opsøgte hun, efter råd fra tv-lægen Peter Qvortrup Giesling, hofteekspterten Kjeld Søballe som hurtigt gav hende diagnosen hoftedysplasi.
Undervejs i forløbet var Anne Nim Pedersen ved at miste modet flere gange og opsøgte en psykolog for at kunne klare presset ved at insisitere på at være syg trods den manglende diagnose.
- Jeg kunne næsten ikke rumme det mere. Der er så mange frustrationer forbundet med et langvarigt sygdomsforløb, og jeg tror... altså, man møder tit nogle, der siger: "Nå, jeg går også og har også lidt ondt i lænden". Ja, men de forstår bare ikke, hvordan det er at have ondt HVER ENESTE DAG. Det er simpelthen så belastende. Det er noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Det ødelægger jo både ens sociale liv, rummelighed, tålmodig og overskud. Og jeg har ellers været meget opmærksom på ikke at falde i en offerrolle, selvom jeg synes, det er skideuretfærdigt, at jeg ikke selv kan bestemme, om jeg vil cykle en tur eller ud at spise om aftenen. Men der har det virkelig hjulpet at tale med en psykolog, for ens venner og familie kan forstå en til en vis grad, men de kan ikke komme med de værktøjer, som en psykolog kan.
Det kan være en hård belastning ikke at få anerkendt sin sygdom, forklarer psykolog Charlotte Whitta-Jacobsen til ALT for damerne.
Læs hele interviewet med Anne Nim Pedersen i denne uges ALT for damerne.
