Jens arbejder i børnepsykiatrien: ”De her børn risikerer at miste deres barndom”

OBS. Artiklen er udgivet i forbindelse med Folketingsvalget i 2022. 

I mit arbejde møder jeg... 

... indlagte børn med svære psykiatriske diagnoser. Vi har allerflest børn med en autismespektrum-forstyrrelse. Børn med autisme, som ikke har fået den behandling, som de har brug for, og som derfor er blevet rigtig, rigtig syge over tid. Så har vi også mange børn med OCD, og vi får flere og flere ind med spiseforstyrrelser. Vi møder også børn med psykotiske symptomer, og vi får selvfølgelige også børn ind med de klassiske ADHD-diagnoser og angst.

Ud over det har vi børn, der har meget store belastningsreaktioner. Det er måden, de reagerer på efter at have været ekstremt stresset over længere tid, fordi de ikke kan overskue at klare en hverdag ligesom alle mulige andre børn. De er sårbare på grund af den eller anden psykiatrisk diagnose.

Når jeg møder ind på mit arbejde...

... glæder jeg mig. Jeg er generelt megaglad for at gå på arbejde, jeg er glad for mine kollegaer og det arbejde, som vi gør. Der er også perioder, hvor det er sværere at tage på arbejde, fordi der er mere travlt. Vores arbejdsopgaver har spredt sig ud over det, man normalt kan forvente, vi skal lave. Min primære funktion er at tage mig af 1-2 kontaktbørn, gøre dem trygge og skabe en relation, men vi har også fået den her store ekstra arbejdsopgave at håndtere forældrene i krise. Der er bare perioder, hvor jeg ikke føler, at jeg kan nå begge dele. Så det bliver enten børnene, der kommer i anden række, eller også bliver det nogle forældre, der ikke får de samtaler, som de synes, de har brug for.

Der er ikke afsat fx psykologhjælp til forældrene, som kan være ekstremt kriseramte. Vi hjælper dem med løbende samtaler i hverdagen. Det er på en sofa på gangen eller stående ude i et køkken. Det sker ofte, at jeg står og taler med forældre, som jeg er nødt til at trække med ind i et andet rum, fordi de græder, fordi deres børn har det så dårligt. Og det gør vi med glæde. Jo bedre vi kan hjælpe og klæde forældrene på, jo bedre kan vi også behandle deres børn. Derfor har vi også opstartet en forældregruppe én gang om måneden, men det er uden at få tilført ekstra ressourcer.

Vi kan sagtens klare forældre, der er kriseramte eller kede af det, men vi har også forældre, der har egne vanskeligheder, og nogle gange er de så påvirket, at de også selv har en form for belastningsreaktion, fx depression – men det skal jeg jo ikke diagnosticere som socialpædagog. Her kommer vi en smule til kort, for her er vores faglighed ikke til dét, de har brug for.

Jeg ser en udfordring...

... hvis ikke forældrene bliver klædt på til at hjælpe deres eget barn. Mens børnene er indlagt hos os, giver vi dem oftest en diagnose, og så forklarer vi forældrene: ”I bliver nødt til at lave jeres hverdag om”. For når børnene er færdige hos os, så skal langt de fleste hjem til forældrene og bo. Hvis vi ikke har fået klædt forældrene ordentligt på til, hvordan de skal håndtere deres egne børn med de diagnoser, de har fået, så er risikoen for tilbagefald enorm.

Der er ikke nogen med almindelig forældrekærlighed, som helt intuitivt kan vide, hvordan man håndterer et fx stærkt autistisk barn. Det er jo noget, man skal lære. Det ville give god mening, at en døgnindlæggelse af et barn betød behandling og hjælp til hele familien for at sikre, at de ikke bliver indlagt igen.

En episode fra mit arbejdsliv, der gjorde indtryk...

... var en dreng, som jeg simpelthen ikke kunne hjælpe. Jeg kunne ikke regne ud, hvad der var med ham, og han fik ikke den rigtige hjælp. Han blev også genindlagt kort tid efter. Han hjemsøger mig, fordi jeg aldrig nåede at få fat i ham. For en måned siden fik jeg at vide, at han nu endelig var blevet anbragt. Men det er altså fem år siden, at han var hos mig. Han har siddet derhjemme i fem år og er ikke kommet nogen som helst steder og har aldrig nogensinde fået den hjælp, han havde brug for. Han har fået spildt sin barndom. Og det er ikke hans egen skyld. Det er systemet. Han blev ikke grebet.

Jeg har også lige haft en anden dreng, megasød, men med store vanskeligheder. Han fik bare heller ikke den hjælp, han havde brug for. Det gik så meget i hårdknude med ham og hans familie, at det endte med, at han blev anbragt. Det påvirker mig, og jeg synes, det er uværdigt for både ham og familien, at fordi de ikke fået den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, så ender det med at et barn skal anbringes. Ikke noget ondt sagt om anbringelsessteder, men børn har det bedst hos deres familier, slut, punktum, færdig.

Jeg er glad for mit arbejde...

... når jeg har et gennembrud i en relation til et barn. Når jeg har en fornemmelse af, at nu stoler de på mig. For så kan jeg igangsætte behandling, som er, at de følger en struktur. De kommer op til tiden, de er med til en aktivitet, spiser og de sover til tiden. Når de trives, bliver jeg glad, for så fungerer den behandling, vi har iværksat. Det kan både være med og uden medicin. Medicin er dog ofte vores adgangsbilletter til at arbejde med dem pædagogisk.

Jeg bliver også rigtig glad, når jeg sidder velforberedt til et netværksmøde sammen med hele netværket om barnet og familien. Når jeg virkelig føler, at jeg kan komme igennem med et budskab om, hvad barnet har brug for, når det ikke skal være hos os mere. Og når jeg føler, at kommunen, socialrådgiveren og psykologen på den anden side er enige i det, vi ser, og det, vi anbefaler.

Min lykke er stort set fuldendt, hvis jeg ved, at når et barn bliver udskrevet fra os, så går det direkte videre til enten et andet tilbud, fx et skolebehandlingstilbud - eller i sidste ende en direkte anbringelse, hvis det kommer dertil. For så har jeg gjort mit arbejde, og så ved jeg, at der er nogen på den anden side, der tager sig af dem. Det giver en vanvittig stor tilfredshedsfølelse.

I min hverdag mangler jeg...

... flere pladser til syge børn. Vi har 12 pladser, og der er venteliste. Det er et problem, at de børn, som kommer ind til os, har ventet i meget lang tid på at få hjælp. De har været hjemme i isolation i rigtig lang tid, så når de først kommer til os, så er de så dårlige, at det tager lang tid for os at hjælpe dem. Men vi har hverken personale eller afdelinger til at kunne hjælpe flere end de børn, så det er lidt en utopisk tanke.

Jeg mangler også tid. Jeg arbejder i sengepsykiatrien, hvor børnene er indlagt. Vi får børnene, når de er faldet fuldstændig igennem systemet, og de er voldsomt syge. I vores hverdag har vi simpelthen brug for tid. For igennem tid kan vi danne relationer, og igennem relationer kan vi lave god behandling. Vi kan ikke forcere relationer til de her børn. Vi kan ikke sige, at de kun skal være hos os i to måneder, hvis gennembruddet først kommer efter 2,5 måneder.

Børnene her er så syge og dårlige, og vores afdeling er sidste stop for dem, så vi skal simpelthen gøre arbejdet ordentligt. Tage os tid til at gøre det rigtig godt, så vi kan få dem på rette køl igen. Vi skal også have tiden til forældrene, så vi kan få dem på fode igen. Ellers kan de ikke hjælpe deres barn igennem den kæmpe krise, de er i. Hvis vi ikke hjælper børnene og forældre, så er der ikke ret meget ude på den anden side. Det lykkes ofte for os, men vores problem er, at når de bliver udskrevet, så ved vi ikke, hvad der sker med dem. Så forsvinder de lidt ud i deres nye liv, og vi ved ikke, om de havner hjemme i kælderen igen, bag computeren og forsvinder væk.

Løsningen er...

... tidlig intervention. Det handler om at opdage børnene tidligt og få sat noget i værk i en fart. Få klarlagt deres vanskeligheder, og hvordan vi skal arbejde med dem. Der er plads til alle børn her i Danmark, det handler bare om, at de bliver placeret det rigtige sted. Det er lettere sagt end gjort, men det er langt dyrere på længere sigt, hvis man ikke får dem diagnosticeret og udredt. Så ender de måske med at ”gøre karriere” og sidde fast i psykiatrien hele livet.

En diagnose kan fortælle os, hvad det er for en skole og hverdag, som vil fungere for barnet. For det er ikke et spørgsmål om, at børnene bare skal tage sig sammen, eller at forældrene bare skal være strengere.

Fremtiden for børnepsykiatrien byder på...

... flere syge børn. Det er den klare tendens. Nogle af de ungdomspsykiatriske diagnoser bliver trukket ned i børnepsykiatrien. Sådan noget som selvskade og spiseforstyrrelser, tror jeg, vi kommer til at se mere af. Og så tror jeg helt generelt, at vi kommer til at opleve et større pres med børn, der får det dårligere, fordi der går længere tid, inden de får hjælp. Og jo længere tid, der går, jo mere syge bliver de.

Jeg håber så også, at jeg kommer til at opleve, at vi bliver prioriteret, og at forældrene bliver bedre uddannet, når de er inde ved os.

Mit budskab til politikerne er...

... Lad nu være med at putte os ind i et regneark. Vi bliver nødt til at have den fornødne tid til at skabe relationer til børnene. Vi kan simpelthen ikke forcere at lave en udredning og en behandling for de her børn, som er så små, og hvor de har det så dårligt så tidligt i livet. Hvis vi gør det, så bliver de ikke hjulpet på en måde, hvor de får det bedre.

Min pointe er, at de pøser penge i den ambulante psykiatri, men man skal ikke glemme, at sengepsykiatrien også findes. Der er et meget stort pres på vores døgnpladser, og der er meget stort pres for, at politikerne gerne vil have flere børn hurtigere igennem sengepsykiatrien. Men det kan man ikke forcere, for så laver man ikke en ordentlig behandling.

Man bliver nødt til at sidestille børnepsykiatrien med det somatiske sundhedssystem. Man ville aldrig nogensinde byde børn og unge med fysiske sygdomme denne her behandling. Aldrig. Hvis børn eller unge får en form for kræft, så bliver alt kastet ind på, at de skal kureres hurtigste muligt, og det skal man også gøre. Men hvis man ser på, hvilken mad vi tilbyder i børnepsykiatrien, hvilke rammer vi har, så kan vi se, at vi slet ikke matcher det somatiske system.

Nogle kloge hoveder burde sætte sig ned og gentænke psykiatrien, så vi får behandlet de her børn og unge bedst muligt. Gerne med flere pædagoger i den almene psykiatri, da det er pædagogikken, der fylder en stor del af behandlingen.

Vi giver offentligt ansatte en stemme

Så stor en andel af de danske lønmodtagere arbejder i den offentlige sektor. Det svarer til 869.000 mennesker. Med tryk på ordet ‘mennesker’. 

Når politikere og eksperter diskuterer det offentlige, lyder det ofte som en grå masse af noget, man kan rykke rundt på, skære i, forhøje, trække penge fra, omrokere, fyre og ansætte med knips med fingrene. Sandheden er dog, at der er tale om personer, der hver dag bruger en stor del af deres vågne timer på at gå på arbejde, og som hver dag hører om deres fag i store debatter i medierne. 

ALT.dk har i denne valgkamp valgt at give et udsnit af de mennesker en stemme. Her på hjemmesiden vil vi derfor i den kommende tid udgive vidneberetninger fra offentligt ansattes hverdag. Det være sig skolelærere, pædagoger, socialrådgivere og flere andre, som brænder for at have med mennesker at gøre, og som nogle gange kan føle sig overset, når politikerne taler om ‘de varme hænder’. 

Vi håber, du vil læse med og blive klogere på de offentligt ansattes hverdag - fortalt med deres egne ord.