Vejrø

Besøg (næsten) hemmelig ferieperle i Danmark

Mellem Lolland og Sjælland ligger en lille og ret ukendt ø. Vejrø, som i flere år lå øde hen, er i dag omdannet til et – næsten – selvforsynende økologisk luksussted. Her får du seks gode grunde til at besøge øen, hvor du blandt andet kan nyde smuk natur, lokal gourmetmad og en særlig ro.

1. Vejen til Vejrø

Rejsen derover er en oplevelse i sig selv, hvad enten du sejler med øens egen båd, i din egen båd eller kommer flyvende. Vejrø III er en toplækker motorbåd af typen Targa 44 med plads til 12 passagerer. Der er ikke faste sejltider, så du skal aftale tid med Vejrø i forvejen. Hvis du selv er lystsejler, har Vejrø 85 bådpladser i den fine, lille havn, hvor der er lækre bade- og toiletfaciliteter samt vaskemaskine. Inkluderet i lejen for en havneplads er også brænde og brug af tennisbane og mountainbikes. Børnene kan lege på det store sørøverlegeskib tæt på havnen eller med kaninerne på kaninbjerget lige ved siden af. Hvis du skulle være i besiddelse af dit eget lille fly, har øen egen landingsbane på 630 meter.

Vejrø III afgår fra Kragenæs på Lolland eller fra Karrebæksminde på Sjælland, og turen tager omkring en halv time i fuld fart. 300-400 kr. pr. person tur/retur. På Vejroe.dk kan du se, hvordan du bestiller passagerbådene derover.

2. Gourmetmad på restaurant Skipperly

Når du ankommer til Vejrø fra havnen, kan du gå direkte op mod det hus, der rummer øens lille gårdbutik og café, et stort konferencerum, en ret skøn vinkælder og restaurant Skipperly. I gårdbutikken hænger lokalt kød til modning i et skab, der laves lækker kaffe, og du kan købe produkter fra Vejrø Organic og en del andre lækre økologiske specialiteter, bl.a. fra Knuthenlund på Lolland. Restaurant Skipperly serverer både morgenmad, frokost og middag, og her kan du forvente mad i den absolutte topklasse komponeret efter årstid, og hvad der er tilgængeligt på øen lige netop den dag. Vejrø er på nuværende tidspunkt cirka 80 procent selvforsynende rent gastronomisk. Det møreste kød, lækker fisk, grøntsager, der bare smager af mere, bær, frugt, lækkert brød og chokolade uden sukker og laktose produceret på en af naboøerne. Vin og champagne hentes op fra kælderen, hvor der også kan arrangeres vinsmagninger. Er vejret godt, kan du sidde ved borde udenfor og bare kigge ud over alt det grønne og havet. 

En fireretters aftenmenu inkl. vine koster 950 kr. Bestil bord via Vejroe.dk.

LÆS OGSÅ: 3 dage i Skåne: Svensk idyl for børn og voksne

3. Sov som en prinsesse

Blæsenborg er Vejrøs oprindelige hovedgård, og i dag er stedet bygget om til et luksuriøst overnatningssted med en suite, fem juniorsuiter og seks de luxe dobbeltværelser. Alle værelser er individuelt indrettede – suiten med stort fritstående badekar lige ved siden af dobbeltsengen og kaminen – hvad kan det ikke føre til! Alt er holdt i jordfarver, der bringer naturen ind i rummet. Når døren til værelset står åben, høres kun fuglefløjt og vinden, der blidt bevæger træernes blade. Ellers total stilhed. I midten af Blæsenborg ligger en hyggelig jagtstue, hvor du kan mødes med de andre gæster og få en drink fra baren, mens ilden knitrer i kaminen. Der er også fire udlejningshuse på øen, som hver har plads til fire-otte personer, hvis du kommer en hel familie eller med et vennepar. Her kan du selv lave mad og ellers bare nyde livet. Alt, hvad du skal bruge af viskestykker med videre, er til rådighed i husene.

Fra 1.800 kr. for en overnatning i de luxe dobbeltværelse med morgenmad. Se mere på Vejroe.dk.

4. Naturen

Den største attraktion på Vejrø er strand, marker og skov. Gå en dejlig tur i naturen, og nyd synet af de helt utroligt mange harer, hvis overdimensionerede ører stikker op alle steder, pilende fasaner og vagtsomme råbukke, der holder øje med alt, hvad der sker. Smid sten i vandet, og lyt til lyden af nærmest ingenting, mens du lader roen falde. Eller tag en dukkert, og slap af i solen, hvis du er på øen en smuk sommerdag. Det er også muligt at booke et par heste og ride rundt på øen.

5. Øko logi og Orangeriet

Vejrø er langt hen ad vejen selvforsynende, og landbruget dyrkes efter økologiske principper. Her er besætninger af Dexter-kvæg, Såne-lam, Bresse-kylllinger og Duroc-grise, og du kan kigge på alle dyrene i deres indhegninger. Det er ikke ”klap-en-gris”, der er tale om produktion, så du kan ikke komme ind til dyrene. Lige nu dyrkes omkring 75 procent af dyrenes foder på Vejrø – planen er, at man skal op på 95 procent. På øen dyrkes også krydderurter, grøntsager, frugt og bær, og for nylig er der blevet opført store drivhuse, hvor de vækster, der har brug for ekstra varme, kan dyrkes. Du er velkommen til selv at besøge drivhusene og måske sidde lidt i fletmøblerne i Orangeriet og bare være. Som besøgende på øen kan du selv forsyne dig fra køkkenhaven, og ud fra et grundlæggende princip om tillid går du derefter over i gårdbutikken og betaler for det, du har taget. Her er ingen, der holder øje med dig.

Varerne sælges under navnet Vejrø Organic og fås i øens gårdbutik, på Nemlig.com og snart også i Vejrøs webbutik.

6. Aktiviteter og events

Vejrø har løbende arrangementer og events af forskellig art. Yoga og meditationsretreats. ”Flora & Fauna”, som er et gastronomisk værksted, hvor man i hold arbejder sammen om at lave en lækker menu ”fra mark til mund”. ”Ild og mad”, hvor hele dyr parteres og tilberedes over bål. ”Grøntsager & frugter i flor”, hvor du bliver vist rundt i væksthusene og smager på grøntsager og frugter. ”Kunstnerisk ophold”, hvor du får indblik i kunstens verden og selv kan forsøge dig som kunstner. ”Jagt – kugler & blod”, hvor byttet flås, udbenes og tilberedes. ”Jazz & Wine”, hvor jazz i samarbejde med Jazzhus Montmartre og god vin går op i en højere enhed. I jagtsæsonen tilbyder Vejrø forskellige jagttyper. Småvildtjagt, flyverjagt – for dig, som selv flyver – og bukkejagt. Det er også muligt at skyde til måls efter lerduer. Kan du lide at fiske, og har du fisketegn, kan du købe fiskekort i gårdbutikken og forsøge at få f.eks. havørred og havbars på krogen.

LÆS OGSÅ: Lolland: Den hemmelige ferieø