Vibeke gik Caminoen: “Jeg har fundet en helt ny fred”

Jeg har længe ønsket at gå Caminoen, og nu opstod der en mulighed for at komme af sted. Jeg har haft nogle år, hvor jeg har været under hårdt pres, blandt andet på grund af den økonomiske krise, hvor jeg kom til at sidde med to huse i mange år. Selvom jeg har mediteret og dyrket yoga i en del år, ville cellerne i min krop ikke give slip. Jeg følte egentlig ikke, at jeg havde stress eller var udbrændt, men cellerne i min krop sagde fra, og jeg faldt og fik en hjernerystelse. Den hjalp mig faktisk ved at sige stop på flere områder, og da den ikke ville mere, gjorde det kun ønsket om at komme af sted endnu større.

– Den mest kendte Caminorute er fra St. Jean Pied de Port i Frankrig over Pyrenæerne ind i Spanien med endestation i byen Santiago de Compostela. Det var den rute, jeg valgte, og det blev til 775 kilometer på én måned og én dag inklusive halvanden hviledag, som var lige i underkanten. Det anbefales at tage en hviledag om ugen. Naturen på ruten er helt fantastisk. Den ændrer sig hele tiden, når du går så langt, og i løbet af blot én dag kan du gå fra områder, hvor der er træer til helt bare sletter, til at du går oppe over skyerne.

– Det er muligt at få kørt sin rygsæk på ruten, men jeg valgte, at jeg ville bære den selv. Det var vigtigt for mig som et slags symbol på den bagage, jeg gerne ville slippe undervejs. Det tøj, jeg gik i om dagen, blev vasket om aftenen, og så gik jeg videre i det samme dagen efter. Det er det, alle gør på ruten. Du kommer frem til et simpelt hotel – et albergue – går i bad, vasker tøj, snakker med andre pilgrimme, spiser, sover og går videre næste dag.

LÆS OGSÅ: Sådan genopdager du de sider, du ubevidst har pakket væk, siden du var barn

– Det var en fantastisk oplevelse at sove på de alberguer, som jeg fandt, når jeg kom frem efter dagens rute. Det kan for eksempel være en gammel kirke, som er lavet om til et albergue med en sovesal, og alle er indrettet, så mænd og kvinder sover samlet. Jeg havde bevidst valgt at gå ruten alene for at få ro til healing, men undervejs mødte jeg en masse søde mennesker fra hele verden. Nogle fulgtes jeg med lidt ad vejen, men det er svært at holde det samme tempo, fordi alle har deres egen rytme, så oftest skiltes vores veje, og så mødtes vi måske igen om aftenen og spiste sammen.

– Jeg lever stort set et hundrede procent vegansk, så jeg ville gerne gå en grøn Camino. Det er vigtigt for mig at passe på vores miljø, vores dyr og vores helbred, og at vi gør en indsats for, at der er mad til alle. Så tæt på naturen blev det kun endnu tydeligere, at vi skal passe godt på hinanden og lytte til moder jord. Jeg gik derfor efter vegetariske alberguer, men jeg har sovet på mange forskellige alberguer.

– Jeg havde et ønske om at opleve nogle spirituelle ting på vejen, og det var også en af grundene til, at jeg valgte at gå Caminoen alene. Midt i Spanien er der et langt, fladt område, og her havde jeg nogle af de mest overvældende, spirituelle oplevelser. En dag gik jeg 28 kilometer uden at møde andre på vejen. Det blæste utrolig meget, men der var alligevel en dejlig sol, og på et tidspunkt fik jeg sådan en lyst til at synge. Jeg elskede at synge, da jeg var yngre, men i løbet af de sidste 10 år har jeg følt, at jeg har mistet min stemme, så det at opleve glæden ved at synge igen var magisk og befriende.

– En dag gik jeg 42 kilometer til Calzadilla dela Cueza, og det var alt for meget. De sidste 17 kilometer uden mulighed for stop, var der megavarmt, og jeg begyndte at blive træt. Jeg overgav mig til letheden, og pludselig var det, som om jeg mødte forskellige mennesker fra mit liv. Min afdøde mormor, og en fransk ven, som døde sidste år. Jeg kunne ikke se dem, men jeg kunne mærke dem, og jeg følte, at de hjalp mig.

– Senere den dag mærkede jeg en stemme inden i mig, som jeg allerede havde oplevet, inden jeg tog afsted. En dag, hvor jeg stod i metroen i København, og det føltes utopisk at tage af sted, var der en stemme, der fortalte mig, at hvis jeg tog af sted på en bestemt dato, ville jeg møde Jesus. Jeg plejer aldrig at høre stemmer på den måde, så det var meget specielt. På Caminoen fortalte en stemme mig, at jeg var i stand til at fortsætte, selvom jeg følte, at jeg ikke kunne mere. Jeg spurgte, hvem det var, og fik svar. De ord var så tydelige, at det var helt ufatteligt. Jeg er spirituel, men havde mistet tillid på flere planer. På Caminoen kom den til udtryk igen. Jeg tror, det handler om, at jeg overgav mig til noget større.

– Det er ikke Santiago, der er målet med Caminoen, det er vejen dertil. Og den egentlige Camino starter først, når man kommer hjem, og det er til at implementere alt det, man har fået med på vejen. Derfor har jeg også været nede og gå på Camønoen på Møn flere gange. Jeg prøver at holde fast i den energi, jeg oplevede, og jeg føler mig langt mere groundet og forbundet til alting, Det har givet mig en indre styrke, at jeg kunne gå så langt. En indre ro. En fysisk, mental og spirituel tillid, og jeg trækker vejret anderledes. Det har været en helt fantastisk rejse og helt fantastisk at mærke den guddommelige energi, som Caminoen har, og for mig har det været en healende proces.

LÆS OGSÅ: En uge på et munkekloster i Burma gjorde Josephine lykkeligere

LÆS OGSÅ: Sig tak og bliv lykkelig

LÆS OGSÅ: “Jeg mødte Jesus”