”Mit fine bryllup var med hvid kjole - og blå mærker på hele min krop”: 27 kvinder om den skjulte vold

Vi gav jer ordet – og I har taget det. Igen.

Først delte vi 15 vidnesbyrd fra jer læsere om vold i nære relationer. Dem kan I læse her.

LÆS OGSÅ: ”Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”: Læs 15 kvinders vidnesbyrd om vold

Disse har bragt flere oplevelser frem, som I har indsendt til os. Derfor bringer vi herunder de næste 12 vidnesbyrd i rækken.

ALT.dk har nemlig i samarbejde med Danner startet #talhøjtomvold med fokus på den oversete og tabubelagte vold i danske hjem.

Alle vidnesbyrd, du læser herunder, er fra modige kvinder, der vælger at trodse alt fra skam til frygt.

Vi har gjort alle anonyme, men der er tale om kvinder fra hele landet, alle typer af baggrunde og med et stort aldersspænd. Vi advarer om, at det er alvorlige og voldsomme vidnesbyrd.

Samlet er vi - med den første artikel - nu oppe på 27 vidnesbyrd om vold.

Hjælp os med at fortsætte samtalen, når du har læst med. For vi tror på, at det er vigtigt at tale højt om vold! Du kan hjælpe ved:

• Del hashtagget #talhøjtomvold på sociale medier, støt op om budskabet

• Tal højt om det med dine omgivelser: Lyt og spørg i fortrolighed, hvis du fatter mistanke om vold – og lyt og ræk ud, når du er klar, hvis du selv har brug for hjælp. Læs mere her, her og her.

Alle vidnesbyrd herunder er redigerede, anonymiserede versioner. Dette er alene læsernes version af deres oplevelser.

Jeg taler højt om vold, fordi…

Anonym kvinde, 37 år 

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg selv er en del af den kedelige statistik, som har oplevet både psykisk og fysisk vold.

Jeg mødte min tidligere mand i begyndelsen af 00’erne. Jeg var 17 år, han var i start tyverne. Vi havde en stormende forelskelse, hvor vi hurtigt flyttede sammen.

Da vi fik barn nummer to, sagde han højt til alle, at det ikke var hans barn, da barnet ikke lignede ham, og han var sikker på, at jeg havde haft en affære.

Som årerne gik, fik han behov for mere kontrol. Han kiggede altid i min telefon, og til sidst gjorde han det åbenlyst foran mig. Jeg lod ham gøre det, for så slap jeg for alle beskyldningerne. Jeg skulle altid redegøre for hvert enkelt minut, jeg kom for sent hjem.

Vi blev gift efter flere års samliv. Det var et fint bryllup med hvid kjole og det hele. Jeg havde så mange blå mærker på mine arme og min ryg, og når gæsterne spurgte, hvad jeg havde lavet, måtte jeg fortælle, at jeg var faldet af min hest.

Jeg husker tydeligt engang, hvor vi sad og spiste aftensmad. Der var en anspændt stemning, og min mand påstod, at han på en datingside havde fundet en profil, som var min. Han troede ikke på mig, da jeg sagde, at det ikke passede. Så tog han den kniv, han havde spist med og stak den dybt ned i låret på mig.

Efter den episode eskalerer det hele. Han forsøgte at kvæle mig utallige gange, og en enkelt gang sagde jeg til ham, at han bare skulle gøre det, for mit liv kunne kun blive bedre, når jeg var død.

Jeg blev kaldt luder, kælling, en dårlig mor og dum, både på SMS og verbalt, mens børnene hørte på det. 

Jeg måtte kun sove to timer om natten. Han ville ringe og tale grimt til mig og holde mig vågen, da han arbejdede om natten og var alene. Mange gange endte jeg med at falde i søvn under samtalen, og så måtte jeg "bøde" for det, når han kom hjem. Sådan stod det på i to år uden søvn. Jeg vejede 46 kilo og havde ingen kontakt med mine forældre og venner på det tidspunkt. 

Jeg fik hjælp til at flygte fra ham for nogle år siden. Jeg var så afkræftet, at jeg ikke kunne finde ud af det selv. 

Jeg troede dengang, det stod på, at alle var blevet overbevist af mine dækhistorier, når jeg fortalte, hvordan mine blå mærker var opstået. Men heldigvis begyndte mange at sætte spørgsmålstegn ved det. 

Alt dette ender med, at jeg tager på krisecenter med mine børn. Min mand begår selvmord samme aften. 

I dag bor jeg i en ny by med en ny god mand, og vi har fået et barn sammen, så selvom historien endte skidt, ventede der noget godt på den anden side. 

Anonym kvinde, 26 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg i nogle dage har tænkt, om jeg skulle dele min historie – og jeg er kommet frem til, at det vil jeg gerne.

For da jeg var 21 år, fik jeg en kæreste. Han var sød og charmerende i starten, men blev hurtig kontrollerende og manipulerende.

Han kritiserede mig meget og ville bestemme, hvilket tøj jeg skulle have på. Han kom med kommentarer om, at jeg ikke var høj nok, og at jeg ikke skulle tro, at jeg var smuk. Når vi holdt i hånden på gaden, gav han slip, når nogen, han kendte, gik forbi.

Han var led og ondskabsfuld, og tingene eskalerede, som tiden gik. Det hele handlede om ham og hans behov. Jeg blev isoleret mere og mere fra veninder og familie, og jeg skulle altid stå til rådighed for ham. 

Jeg vidste aldrig, hvor jeg havde ham, for han kunne vende 180 grader og blive ubehagelig over de mindste ting. Når det skete, kunne vi bruge timer på at skændes, også midt om natten, hvor jeg så skulle finde ud af, hvad jeg havde gjort forkert. 

Han kunne finde på at vække mig meget tidligt om morgenen og sige, at jeg skulle gå. Når jeg så var på vej ud ad døren, ville han sige, at han ikke kunne forstå, hvordan jeg kunne finde på at gå, når han altid var så sød ved mig. Der var noget galt med alt, hvad jeg gjorde og sagde. 

Der var også fysisk vold. Under et skænderi prøvede jeg at skynde mig ud ad lejligheden. Han nåede at løbe efter mig ned ad trapperne og kastede mig op ad væggen, så jeg slog mit hoved. Han tog kvælertag på mig, og jeg blødte fra læben. Han trak mig op i lejligheden igen og smed mig i sofaen, før han stoppede. 

Da jeg havde mødt hans forældre første gang, kunne jeg i bilen på vej hjem mærke, at han blev ubehagelig. Han forklarede mig, at jeg ikke hurtigt nok havde sagt, at jeg syntes, at det var en hyggelig dag. Han tog høretelefoner på, ville ikke snakke med mig og kørte 180 km i timen med mig på motorvejen.

Da vi kom hjem, overfaldt han mig, så jeg brækkede et ribben, og jeg fik et blåt øje. Jeg turde ikke gå fra ham og blev holdt i lejligheden i ni dage, indtil mærkerne var nogenlunde væk. Jeg spillede skuespil for ham og var helt handlingslammet. 

Han truede mig efterfølgende flere gange med knytnæver, når jeg ikke gjorde eller tænkte, som han ville have. Jeg endte med at slutte forholdet tre uger efter overfaldet, hvor jeg lidt efter lidt havde fjernet mine ting fra hans lejlighed.

Jeg gjorde det forbi over telefonen, fordi jeg så mig selv ligge død et eller andet sted. Jeg konfronterede ham og sagde, at han var manipulerende, kontrollerende, kalkulerende og en psykopat. Han nægtede alt, og jeg sagde, at vi aldrig skulle snakke sammen igen. Jeg har været så heldig aldrig at høre fra ham igen.

Jeg meldte det til politiet. Jeg vidste, at jeg ikke havde en stærk sag, da jeg ikke havde billeder af de blå mærker, fordi han kiggede mig over skulderen på min telefon. Derfor turde jeg ikke tage nogen. Sagen frafaldt, men jeg gjorde det for mig selv – og de næste, der kommer i rækken som voldsofre hos ham. 

Jeg synes, at det værste har været, hvor svært det er at komme tilbage til virkeligheden igen. Jeg var helt ødelagt psykisk, og det tog lang tid for mig at opretholde en normal hverdag. Jeg blev sygemeldt med stress i halvandet år efter, da min krop bare brød sammen.

I dag har jeg det godt. Men min opfattelse er, at mine veninder og dele af min familie slet ikke har kunnet kapere, at sådan noget finder sted i virkeligheden. Jeg har følt megen skam, utilstrækkelighed, og at det var min egen skyld, at jeg var havnet i det.

Jeg har mange gange følt, at jeg måtte forklare, hvorfor jeg blev i forholdet. Folk må bare forstå, at det netop er så slemt, at man ikke kan gå.

Det gør, at jeg har følt mig meget alene – og derfor synes jeg, at dette initiativ med at sætte fokus på vold er helt fantastisk.

Jeg håber, at min historie kan hjælpe andre kvinder. Der er et liv efter vold. Tak, fordi I sætter fokus på det ❤️

Anonym kvinde, 40 år

Jeg taler højt om vold, fordi… For cirka 20 år siden mødte jeg en fyr. Det var den helt store kærlighed, og han var min første rigtig kæreste.

Efter et par måneder begyndte han at ændre sig. Første gang havde vi været til en begravelse for et af mine nære familiemedlemmer. Jeg havde taget lidt makeup på, og det gjorde ham sur. Han kaldte mig ”luder”.

Kort efter blev jeg gravid. Under hele graviditeten nedgjorde han mig med, hvor grim, tyk og dum jeg var.

Efter vores fælles barn kom til verden, begyndte han også at udøve fysisk vold mod mig. Jeg husker specielt engang, da vores barn var omkring et år gammelt, hvor han forsøgte at kvæle mig, mens vores lille barn stod og så på os. Jeg husker lyden af barnets skrig.

Det gjorde, at jeg forlod ham. Men på det tidspunkt var det både psykisk, fysisk og seksuel vold. Han voldtog mig tit med ordene om, at jeg ”jo gerne ville…”

Anonym kvinde, 29 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Fordi jeg savner fokus på, hvor svært det faktisk er at anmelde psykisk vold. Da jeg fandt modet til at gå fra min ekskæreste, meldte jeg ham for blandt andet det.

Vi var kærester i et år, og efter et halvt års forhold flyttede han ind i min lejlighed, hvor jeg i forvejen boede med et nært familiemedlem.

Han begyndte at have en manipulerende og aggressiv adfærd i form af kontrol over hjemmet, silent treatment og gaslighting, hvor han forsøgte at få mig til at tro, at dét, han udsatte mig for, var min egen skyld.

Familiemedlemmet blev så skræmt af ham, at vedkommende flyttede ud få måneder efter. Jeg selv kom med undskyldninger og bortforklaringer for hans opførsel, da jeg ikke forstod, at han kunne ændre sig så meget – han var virkelig sød og stille og rolig, inden han flyttede ind.

Når han var aggressiv, kastede han med mine ejendele og ødelagde de ting, der havde størst betydning for mig. Han skubbede til mig, tog kvælertag på mig, og han truede flere gange med selvmord.

Han skræmte mig enormt meget, og han formåede altid at have ordet i sin magt, så han fik andre til at fremstå skøre. Jeg fandt ud af, at han havde mapper med nøgenbilleder af navngivne piger liggende på en eksterne harddisk. Også billeder, hvor nogle af pigerne ikke vidste, at han tog nøgenbilleder af dem.

Da jeg endelig fandt mod til at gå fra ham, meldte jeg ham for besiddelse af bl.a. blufærdighedskrænkende billeder og for psykisk og fysisk vold. Jeg skal vidne i retten til sommer angående disse billeder, hvor der er flere forurettede piger i sagen. Jeg ved, at han også har andre sager i sin fortid, hvor han bl.a. er blevet anmeldt for identitetstyveri og krænkelse af privatlivet.

Men desværre er min sag om psykisk vold og fysisk vold blevet afvist. Jeg oplever, at sagen ikke er blevet taget alvorligt, da der i afvisningen står: "Du har ikke forklaret noget om, at du er blevet hindret i dit daglige liv, at du ikke har kunnet tage på arbejde/uddannelse."

Jeg forstår ikke dette afslag. Jeg har tværtimod forklaret, at jeg fik konstateret stress af min læge grundet min ekskærestes adfærd, at jeg måtte sygemeldes fra studie og studiejob, at min chef ved mit studiejob var tæt på at fyre mig på grund af højt fravær, samt at jeg ikke kunne skrive mit speciale, imens vi var kærester.

Dette er kun ét eksempel på, hvorfor jeg oplever, at min sag ikke er blevet taget alvorligt. Min bistandsadvokat og jeg klagede over afvisningen og påpegede ovenstående. For to uger siden blev sagen så afvist igen, hvor afvisningen var et direkte copy paste af den første afvisning.

Jeg føler mig så enormt magtesløs. Hvorfor findes der overhovedet en paragraf 243 for psykisk vold, hvis man ikke bliver taget alvorligt, når man melder det?!

Udover at være et copy paste-svar står der også i den nye afvisning, at de har afhørt min ekskæreste, som har "sendt en redegørelse med hans opfattelse af jeres forhold på samme måde, som du har sendt en tilsvarende redegørelse".

Men jeg har ikke blot fortalt om min "opfattelse” af forholdet.

Jeg har derimod delt, hvad der faktuelt er sket, jeg har vidner i form af det nære familiemedlem, der boede i lejligheden, og i form af beskeder, jeg skrev med veninder i dét øjeblik, hvor tingene skete. Jeg synes, at jeg har en stor mængde af beviser. Alligevel bliver sagen afvist.

Jeg synes, det er rart, at der bliver sat fokus på psykisk vold. Men jeg mangler, at der også kommer fokus på, at det nærmest er umuligt at anmelde det.

Jeg har talt med en jurist fra Lev Uden Vold, der fortæller mig, at rigtig mange står i samme situation som mig: At de forsøger at melde sin ekskæreste for psykisk vold, men at de føler sig dårligt behandlet af politiet, og at de ikke bliver ikke mødt af forståelse. Nøjagtig som jeg også oplever det.

Juristen fortalte også, at der endnu ikke er sket domfældelse for psykisk vold isoleret set.

Jeg undrer mig over, at juristerne ved politiet fx ikke har et samarbejde med juristerne fra Lev Uden Vold og Danner, som jo om nogen har forstand på, hvornår noget er psykisk vold og derfor hører under paragraf 243. Juristen fra Lev Uden Vold har kigget min sag igennem, og hun vurderer, at den lever op til kravene for paragraffen.

Alligevel bliver min sag afvist – også selvom jeg klager over afgørelsen. Der er noget galt her.

Min ekskæreste – og mange andre – kan lige nu bare fortsætte med at behandle andre virkelig dårligt uden at blive stoppet, og jeg tror bestemt ikke, at han og andre stopper deres adfærd, ”bare” fordi vi begynder at tale mere om psykisk vold.

Jeg er i dag bange for at støde på en ny mand, der er ligesom ham. Så på trods af, at jeg om lidt fylder 30 og egentlig burde tænke på mand og børn, tør jeg ikke lukke nogen helt ind. 

Anonym kvinde, 25 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Han nær havde slået mig ihjel. Jeg lå og skreg på badeværelsesgulvet, efter han havde ødelagt mig fysisk og psykisk.

Mine knæ blødte, og jeg kunne høre små babylyde ude fra gangen. Min eks havde hentet vores lille barn på under et år, og så stod han med barnet og hviskede: "Se, din mor kan ikke tage sig af dig, det kommer hun aldrig til." 

Så, kære dig, der er udsat for vold. Du er ikke alene, du er aldrig nogensinde alene. Nogle gange kræver livet, at du smadrer hele dit fundament for at kunne skabe et kongerige. Jeg gjorde det, så du KAN også!  

Anonym kvinde, 35 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg i knap fire år levede med en "mand", der tævede mig. 

Det startede ellers som en sand drøm. Jeg var kvinden i hans liv, sagde han. Jeg var den eneste, der rigtig forstod ham, og vi var et perfekt par.

Han fik mig til at føle mig som den smukkeste, lækreste, klogeste og mest fantastiske pige i verden. Jeg troede, jeg havde fundet mit livs kærlighed og kunne ikke forstå mit held. 

Der gik dog ikke lang tid, før facaden begyndte at krakelere. Han flyttede ind hos mig næsten med det samme, men pludselig var min lejlighed ikke god og stor nok til os. Vi flyttede i en meget dyrere lejlighed, som jeg ikke ville have råd til at sidde i alene, og så var jeg fanget. 

Kort efter begyndt volden. Til at starte med var han ”kun” nedladende og talte grimt til mig. Fortalte mig, hvor grim og klam jeg var. Hvor tyk jeg var. Hvor elendigt et menneske jeg var. At jeg var ekstremt svær at elske, så jeg skulle bare være glad for, at han blev. 

Vi kom tit op at skændes, men en dag blev det værre. Han havde før slået mig, hvor jeg kæmpede imod. Men nu tog han hårdt fat om min hals med begge hænder, mens han hamrede mig så hårdt op mod en glasdør, at jeg husker, at jeg tænkte, at bare den ikke smadres. Jeg kunne ikke få luft, så jeg prøvede at få hænderne væk ved at hive i dem og kradse ham i ansigtet, men lige lidt hjalp det.

Det gjorde kun, at han klemte endnu hårdere. Til sidst gispede jeg, om han ikke nok ville slippe.

"Først når du siger undskyld og slapper af!" Jeg gjorde mig helt slap og gentog bare undskyld, indtil han slap. Så faldt jeg om på gulvet som en kludedukke.

Jeg mistede stemmen i flere dage. Til andre sagde jeg, at jeg havde sunget lidt for højt til en fest i weekenden og var ved at blive forkølet. Ingen fattede mistanke. 

En anden gang havde vi været til en fest. I bilen på vej hjem påtaler jeg, at han havde flirtet meget med en anden kvinde og inviteret hende til at sidde på hans skød. Han var jo bare en gentleman, svarede han.

Da vi kom hjem, endte det med, at han slog mig med en knytnæve og råbte ad mig, og derfor skubbede jeg ham væk, fordi jeg følte mig truet. Det fik ham til at hoppe på mig. Jeg lå på ryggen, mens slagene haglede ned over mig. Til sidst tog han kvælertag, men denne gang var det ikke nok for ham.

Han løftede mit hoved og bankede det tre eller fire gange ned i et tyndt tæppe, der dækkede betongulvet. Jeg besvimede, men nåede lige at tænke, at det var så dét liv, og at jeg aldrig ville se min familie igen. 

Jeg vågnede og vidste ikke, hvor længe jeg havde været væk. Han sad på sengen og kiggede bare på mig. Jeg greb en dyne og løb ud i min bil og kørte væk. Den nat sov jeg i bilen i minus fem grader. Jeg turde ikke fortælle nogen, hvad der var sket eller melde ham. Jeg var bange for, at ingen ville tro på mig. For jeg var jo selv skyld i det. Jeg havde jo skubbet ham først… 

Jeg endte med at køre hjem til ham igen. Jeg var sammen med han i knap fire år. Jeg slap kun ud af forholdet, fordi han havde fundet en anden. Jeg husker, at jeg følte en enorm lettelse.

Det er nu et par år siden, healingen er begyndt – og jeg er begyndt at kunne fortælle min historie. Dog ikke i detaljer som her. Det er kun min terapeut og min kæreste, der kender dem.

Min ekskæreste dukker en gang imellem op i form af cyber-chikane, stalking og grimme, anklagende beskeder og trusler om anmeldelser af alt mellem himmel og jord. 

I dag har jeg hemmelig adresse, er flyttet til den anden ende af landet. Mit liv bliver aldrig det samme. Jeg får angstanfald, når jeg ser hans navn, eller folk omtaler ham. 

Men jeg er også blevet stærkere. Det er derfor, jeg startede med at sætte mand i "-tegn. For han er ikke en mand. Det minder jeg ofte mig selv om. HAN BLIVER ALDRIG EN MAND. 

Anonym kvinde, 31 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg mødte min eksmand, da jeg var 23 år. Vi var sammen i en årrække og fik et barn sammen.  

Hvis du havde fortalt mig dengang, at denne søde, sjove, gavmilde og intelligente mand ville udsætte mig for bare en brøkdel af de her ting, ville jeg have grint af dig.  

Jeg var en ung, stærk og selvstændig kvinde. Han var mit perfekte modstykke, og alle vores venner og kolleger sagde, at vi var ”det perfekte par”. Hans charme kunne tryllebinde både mænd og kvinder, unge som gamle – og alle fortalte mig, hvor heldig jeg var.  

Folk, der ikke har prøvet at have en narcissistisk eller psykopatisk person i deres liv, vil aldrig kunne forstå det. Volden kom ikke fra den ene dag til den anden. Der var ikke et tydeligt øjeblik, hvor jeg kunne stoppe op og reflektere over, hvad der skete.

Volden kom snigende som en tyv om natten, og uden at jeg opdagede det. Han havde altid et modsvar. Altid den perfekte grimasse. Han var metodisk. Beregnende. Intelligent.  

Imens jeg kæmpede for at holde min egen virkelighedsfornemmelse oven vande, arbejdede han systematisk på at isolere mig fra dem, der kunne agere som mine redningskranse. Han flyttede mig langt væk fra byen, væk fra min familie, og langsomt mistede jeg kontakten med mine venner og overtog hans vennekreds i stedet. Alt sammen under dække af, at vi var den perfekte lille familie. Soulmates. 

Da han en dag, ud af det blå, forlod mig og vores barn til fordel for en anden kvinde, var det som at blive ramt af en hammer. Som at vågne efter et virkelig livagtigt mareridt.

Flashbacks af dødstrusler, kvælertag, blå mærker og køkkenknive igennem luften jagtede mig i mange måneder bagefter. Jeg havde rysteture og angstanfald – milde symptomer på PTSD. Min psykolog fortalte mig om psykopati, og som en åbenbaring faldt alle mine brikker på plads, én efter én.

Jeg troede, at psykopati kun var noget, man så på film. Eller at voldelige mænd lignede en rocker med tatoveringer op ad halsen. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at en veluddannet, karismatisk, sjov og charmerende mand, som alle elskede, kunne være så farlig.  

I dag har jeg næsten ingen venner eller bekendte tilbage fra vores tid sammen. Ikke engang min daværende bedste veninde.

Ingen troede på min historie. Ingen kunne tro på, at han kunne finde på den slags. Heller ikke selvom jeg har billeder af min forslåede krop. Han var dygtig og hurtig til at skabe et narrativ om, at der var noget galt med mig. Til sidst måtte jeg skære alle væk for at passe på mig selv og mit barn.  

Her et par år efter kæmper jeg stadig kampen for mit barn. Som så mange før mig har sunget, er systemet og Familieretshuset ude af stand til at gennemskue min eksmands uhyggelige og skjulte motiver. De ser kun alle de glimtende facader, han bygger op omkring sig selv – som en god og omsorgsfuld far, der er offer for en forsmået og lettere ustabil kvinde.

Hvem skulle tro, at jeg ville overleve et samliv med en psykopat, kun for at blive besejret af et blindt system?

Jeg vokser og heler, hver gang min historie bliver set og hørt, fordi jeg ved, at min egen største fjende er tavshed og tabu. 

Jeg ville ønske, at jeg havde vidst mere om psykisk og fysisk vold dengang – og jeg ville især have ønsket, at mennesker omkring mig forstod den. Den efterfølgende følelse af at være utroværdig i andre menneskers øjne – eller i systemets øjne – føles enormt ensomt og grænseoverskridende. 

For hver historie, hver artikel, hver fortælling, bliver kampen lettere for den næste kvinde. Tak for at sætte fokus!

Anonym kvinde, 37 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg var 29 år, da jeg mødte ham. Vi havde været kærester i tre måneder, da første ‘scene’ meldte sig. Vi havde været til en fest, og jeg var taget hjem og lå og sov.

Da han kom hjem, rev han dynen af mig, skældte mig ud og holdt mig nede, mens han råbte, at jeg havde mere lyst til hans ven end ham. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen: Hvordan kunne denne søde, blide mand pludselig vende på en tallerken? Jeg forstod det ikke.

Så jeg prøvede og prøvede at blive ved med at se det smukke ved ham, og jeg tænkte, at det da måtte kunne vendes. At han kunne forandre sig. Men det skete jo ikke. Tværtimod var det konflikt efter konflikt.

På et tidspunkt hamrede han mit hoved op ad en væg, hvor der sad et søm. Jeg fik et kæmpe sår.

En anden gang var han så arrig, at han sagde, han ville slå mig ihjel. Han stod ude i køkkenet, mens jeg holdt i håndtaget på den anden side af døren. Jeg holdt så hårdt, at han til sidst flåede håndtaget af og selv væltede baglæns, kunne jeg høre. På den måde kunne jeg lige nå at tage min taske med det mest nødvendige og spurte ud ad hoveddøren og væk.

Men jeg vendte tilbage til ham. Og nej, jeg forstår ikke selv, hvorfor jeg gjorde det gang på gang.

Vi startede i parterapi, og her blev det tydeligt, at han havde problemer. Han ville ikke tage ansvar for sine handlinger og ord. Psykologen sagde det flere gange metaforisk til ham: “Du sidder og hælder mælk på gulvet, men du vil ikke selv tørre det op.”

Det var et vendepunkt for mig. At det var en autoritet, som kunne se, at det var helt galt. Mange i min familie og blandt mine venner havde jo sagt det til mig flere gange inden, men det var først, da en autoritet sagde, at det var galt, at jeg virkelig fattede det. 

Jeg gik fra ham samme dag, vi havde været hos psykologen. På det tidspunkt havde vi været sammen i et par år.

I tiden efter tog jeg virkelig mange bade, og jeg gik meget i svømmehal. Jeg skulle ligesom fysisk skylle ham ud af mig. Det hjalp. Jeg startede også til sangterapi. Jeg havde så meget vrede, afmagt og alt muligt i mig, hvor ord ikke var nok. Dét at lave lyde hjalp meget til at få det ud af kroppen. 

Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden dengang. Jo, jeg så ham tilfældigt i offentlig transport en dag. Vi udvekslede hverken blik eller noget, selvom jeg ved, at han også havde set mig.

 Jeg har i dag en dejlig kæreste, og sammen har vi et barn. 

Anonym kvinde, 49 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har læst jeres serie om vold i parforhold, og jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg måske også snart skal lukke lidt op for nogle af mine oplevelser...

For mange år siden blev jeg forelsket i en jævnaldrende mand på et langvarigt udlandsophold. Han var ikke særligt interesseret i mig, men vi var sammen nogle gange og havde en kort affære. Han var klart den, der styrede showet, og jeg var bare taknemmelig for hans sporadiske opmærksomhed. Jeg mente, han var en overscoring – og det fortalte han mig også, at han var.

Nogle år senere mødte jeg ham igen, og nu ville han gerne være sammen med mig. Det betød, at jeg ignorerede alle advarselslamper, for endelig ville han have mig.

Socialt var han nedladende og sagde gerne til sine venner, at jeg skulle være taknemmelig for forholdet, og at han var superpopulær blandt kvinderne. Jeg klamrede mig til idéen om, at "han var jo manden, jeg havde været så forelsket i". Så uanset hvad, han gjorde, fandt jeg mig i det.

Han ville gerne væk, og da jeg skulle hjem og fortsætte mit studie, rejste vi til Danmark sammen, og han flyttede ind i min lejlighed. Her startede et magtspil.

Når jeg var glad, pillede han mig ned og kritiserede mit udseende/intellekt/bolig/familie/venner – alt.

Når jeg var ked af det, beskyldte han mig for at være vred og sur, og at jeg gjorde ham deprimeret eller ødelagde hans liv. Han kunne intet gøre selv: Jeg skulle deltage i alt med ham, og han skulle med mig til alt.

Når vi var sammen med mine venner, fortalte han mig bagefter, at mine veninder var meget pænere, og at han var seksuelt tiltrukket af dem.

Vi blev gift på rådhuset uden familie. Han var i dårligt humør den dag og sagde flere lede ting, bl.a. at nu var jeg i hans magt.

Jeg blev hurtigt gravid, og den dag, jeg tog testen, sagde han i vrede over en eller anden bagatel, vi havde skændtes om: "Kan du ikke bare få en abort, jeg gider ikke alligevel."

Vi havde mange skænderier igennem graviditeten, og ofte endte de med, at han kastede med ting, smækkede døre hårdt, slog eller sparkede hårdt til ting eller skred uden et ord. Mange gange blev han væk hele natten, og jeg kunne ikke komme i kontakt med ham.

Da jeg var højgravid resulterede et skænderi i, at han satte et gigantisk spark på mit lår, der blev helt sort af blodsamling. Barnet blev meget stille i maven, og jeg måtte til scanning.

På hospitalet kiggede de meget mistænksomt på mit lår, og jeg sagde, at jeg var faldet på cykel – til trods for, at det fuldstændig lignede det, det var: En aftegning af en skosål i mandestørrelse. Skosålens ejermand sad lige ved siden af og så helt uskyldig ud. Han fremstod som en bekymret ægtemand og charmetrold.

Da barnet kom til verden, syntes jeg, at min eksmand var meget grov og uforsigtig med barnet. Han tog ingen hensyn til mine grænser, tværtimod. Han kunne finde på at gøre ret farlige ting med barnet for at bevise sin "magt". Jeg var konstant i alarmberedskab og sov slet ikke. Han deltog ikke i nattens babypasning, men kommenterede gerne, at jeg brokkede mig for meget.

Når der var gæster, eller vi var ude, var alting godt. Han er sådan en sød mand og far, syntes de fleste.

"Du er nu også så skrap. Han har haft det svært. Vær lidt sød ved ham". Indimellem var der undskyldninger, gaver, kærlighedserklæringer på skrift og anger i luften. Ofte afløst af tilsvininger og en iskold skulder få timer efter.

Jeg fik daglige kommentarer om, hvor grim jeg var, og hvor pæne kvinder på gaden, i Netto og på posthuset var. Hvor usexet jeg var blevet, og hvor frastødende det føltes at have sex med en, der havde født.

De få gange, der skete noget, kan bedst betegnes som regulær voldtægt. Det havde nemlig kun hans interesse, hvis det var hans initiativ, og jeg sagde nej.

Når sundhedsplejersken kom, var alt fryd og gammen, og ingen kunne nogensinde være sødere. Hun noterede fine ting i sin bog og gik. Derefter startede kampene igen.

Jeg henvendte mig til det lokale familiecenter, statsforvaltningen og sågar Tine Brylds brevkasse. Der var ikke rigtig hjælp at hente. Alle syntes, at jeg skulle slappe af og lade være med at være så bange for, hvad han ville gøre ved mig eller vores barn. Jeg fik at vide, at jeg var for skrap og "lød som en heks".

Da vi blev skilt, var det efterfølgende som at være i en slags krig.

Under samvær og bilkørsel med vores barn var han påvirket af stoffer. Jeg fik opringninger fra hans samboer, der fortalte, hvordan han flippede ud og lavede ballade i sit hjem. Til sidst rejste han væk fra Danmark, og derfra begyndte jeg og mit barn et nyt liv og en form for healing.

Anonym kvinde, 23 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Jeg har været udsat for psykisk og fysisk vold af min far.

I 2003 blev mine forældre skilt. Indtil da havde jeg altid været fars pige og aldrig oplevet min far som voldelig før. Efter skilsmissen blev jeg pludselig den ”voksne” i hjemmet – i en alder af 6 år.

Jeg så min far hver anden weekend. Han var begyndt at drikke og tage mig og min yngre søskende med på det lokale værtshus i weekenden. Og så fra den ene dag til den anden ændrede han sig brat.

Det startede med små skub, fx hvis det gik lidt for langsomt, når vi skulle ud af bilen, eller hvis han sad oven på mig og kildede mit ribben, ville han gøre det hårdere og hårdere, også selvom jeg skreg ”stop”.

Derefter gik det stærkt, og de små ”uskyldige” skub og ”lege” udviklede sig til spark og slag. Ikke blot en lille lussing, men knytnæver i hoved og andre steder på kroppen, samt kvælertag, når hans temperament løb af med ham. Ofte slog han mig steder, folk udefra ikke kunne se, fx på ryg, mave og ben.

Sammen med de fysiske slag fulgte den psykiske vold. I en alder af 7-8 år blev jeg ydmyget, nedgjort, truet og manipuleret af min egen far. Ofte sagde han, hvor uduelig og elendig jeg var, at jeg aldrig ville blive elsket af andre, og han kunne finde på at latterliggøre mig foran andre mennesker.

Inden mine forældre blev skilt, havde jeg haft en livstruende sygdom, og jeg har flere gange fået at vide, at han havde ønsket, at jeg var død af den. Han kunne godt se, at det, han gjorde, var forkert, og hver gang fik vi en undskyldning igennem materielle ting.

Flere gange var der skolelærere, der så mærkerne på min krop, men der blev aldrig gjort noget ved det. I en alder af 9 år var jeg til samtale hos en psykolog, som ringede til ham og sagde, at han behandlede mig på en forkert måde. Aldrig har jeg fået så mange tæsk.

Vores mor kunne ikke overskue at tage stilling til hans behandling – nok fordi hun ikke havde ressourcerne til at gribe ind, og hun kunne ikke nægte den biologiske far at se sine børn.

Jeg tog på efterskole som 16-årig, og det var først her, at det gik op for mig, at hans måde at behandle mig på var forkert. Jeg prøvede at tage afstand til ham, men hans manipulerende personlighed gjorde det svært. Først da han nogle år senere sagde, at han ønskede, at jeg var død af en sygdom, og at han var flov over, at jeg var hans datter, stoppede jeg med at have kontakt til ham.

Den dag i dag har hans behandling sat stort præg på mit liv, og jeg har svært ved at knytte mig til andre, især mænd. Jeg er mistroisk over for folk, der vil mig det bedste – for det fortjener jeg jo ikke. Mit liv er præget af stress, angst og depression.

Når jeg taler med folk om mit forhold til min far, reagerer de altid mest voldsomt på den fysiske vold. Men for mig var det psykiske aspekt hårdest – for de blå mærker forsvinder, men det gør nedgørelsen og ydmygelsen ikke.

Anonym kvinde

Jeg taler højt om vold, fordi… For en måned siden gik jeg for anden gang fra min ekskæreste. Og denne gange er det den sidste.

I starten var det hele næsten for godt til at være sandt. Jeg har ALDRIG fået så meget opmærksomhed, så mange komplimenter, kærlighedserklæringer eller mødt en person med så mange fælles drømme og interesser.

Han skrev til mig konstant, og vi så hinanden næsten hver dag. Efter to måneder spurgte han, om jeg ville flytte ind hos ham. Han vidste, at jeg var den person, som han ville blive gammel og have børn med. Jeg var lykkelig. Han var charmerende, flot og sjov.

Hans adfærd var dog allerede fra starten af ustabil. Han overholdt ikke aftaler. Han drak meget og sagde, at det var fordi, han var i en krise. Jeg fik ondt af ham. Jeg plejede ham. Gav ham mad, holdt om ham og sørgede for, at han ikke drak. Med tiden begyndte han at invadere mit liv mere og mere. Han var jaloux og anklagede mig for utroskab.

Han begyndte at tale dårligt om de mennesker, jeg elsker allermest, og når han drak, blev han enormt ubehagelig og ondskabsfuld. Han fik et blik, jeg aldrig har set hos et andet menneske – hans øjne blev kulsorte, kolde og fyldte med had. Han ville råbe mig direkte i hovedet og true mig med knytnæver.

Han begyndte at kontrollere mig. Han holdt øje med, hvor jeg var henne, hvem jeg var sammen med. Til sidst turde jeg ikke sidde med min telefon foran ham.

Jeg oplevede tre gange, at han slog op med mig, hvor han satte alle mine ting foran min gamle lejlighed. En af de gange kom han hjem til mig og bankede på min rude om natten.

Han var enormt påvirket af alkohol, piller og stoffer. Det var en af de første gange i mit liv, jeg oprigtigt har været bange for et andet menneske. Jeg deler lejlighed med en anden person, som bad ham om at gå. Det resulterede i, at min ekskæreste truede med at knække nakken på min roommate og slå vedkommende ihjel, hvis han så personen igen.

Jeg endte med at tage et andet sted hen og sove de følgende dage, da jeg blev angst for at sove hjemme. 

Hans opførsel blev kun mere og mere ondskabsfuld og hans lunte kortere og kortere. Når vi sov sammen, ville han vække mig om natten og skælde ud. Jeg vidste aldrig, hvilket humør han var i.

Han opfandt ting, han anklagede mig for. Jeg følte mig som en sindssyg, blev ængstelig, og jeg følte aldrig, at jeg kunne slappe 100 procent af med ham. Han kom med grove jokes og blev bagefter sur, når jeg blev ked af det. På vores halvårsdag eskalerede alt, og det gik op for mig, at jeg var nødt til at komme væk fra ham. For altid.

Da han opdagede, at jeg havde planer om at flytte fra ham, resulterede det i et kæmpe skænderi, hvor han endte med at holde mig fast i en armlås om min hals, indtil jeg fik vristet mig fri og kunne løbe væk.

Han er god til at manipulere og lyve, og hans sidste træk var at true med at begå selvmord, hvis ikke jeg blev hos ham. Efterfølgende har jeg været i kontakt med nogle af hans tidligere kærester, som beskriver et lignende helvede. De rådede mig alle til at cutte kontakten til ham fuldstændig.

Det var ikke en let kamp – jeg kæmper stadig. Det er hårdt, fordi man anklager sig selv og føler sig ensom og forvirret. Men dag for dag bliver det bedre. Især fordi jeg har et støttende netværk omkring mig. 

Anonym kvinde, 41 år

Jeg taler højt om vold, fordi… Fordi min eksmand udsatte mig og vores to børn for vold igennem mere end et årti. Da jeg flyttede fra ham, blev jeg at blive så alvorligt fejlrådgivet af ansatte i det offentlige system, at jeg i dag er endt med at miste børnene.

Da jeg i sin tid mødte min eksmand, faldt jeg for en sød og charmerende fyr, der havde styr på job og livet. Vi havde det faktisk rigtig godt sammen, så efter få måneder flyttede jeg ind hos ham. Vi havde været kærester i et halvt år, da jeg blev gravid med vores første barn. Efter et par år kom vores andet barn til verden.

Men allerede under den første graviditet begyndte de nedværdigende ord imod mig. Efter barn nummer to tog det kun til, og jeg blev udsat for psykisk, fysisk og materiel vold fra hans side.

Han kaldte mig for en ”social taber” og sagde, at det var ham, der skulle tjene pengene. Han sagde, at hvis jeg skulle have penge til tøj, ville han have seksuelle ydelser til gengæld. Han blev sur, hvis jeg ville være social med andre.

Han beskyldte ofte mig for at være sammen med andre mænd, når han var på arbejde – og han ville sige disse falske anklager i begge børns påhør. Han truede også med, at han ville sørge for, at jeg ikke fik børnene, hvis jeg en dag gik fra ham. Andre gange ville han råbe, at jeg skulle pakke mine ting og skride.

Når jeg viste min kærlighed overfor vores børn, blev det også et større og større problem, som årene gik. Han kunne ikke tåle, at begge børn kom mere til deres mor end til ham, men han gad dem jo ikke.

Men værst af alt så begyndte han at udsætte børnene for vold. Han kaldte vores ene barn grove øgenavne og truede med, at han ville sende det væk fra hjemmet. Han kunne finde på at afvise barnet ved at lade være med at tale til det i flere dage. Han kastede med børnenes ting, som løbehjul og cykler. Den psykiske og materielle vold udviklede sig også til fysisk vold, især mod vores ældste.

Jeg var vidne til disse ting, men jeg turde ikke gøre noget, fordi jeg frygtede, at det kunne få ham til at gøre endnu værre ting mod børnene. Til sidst havde manden med de søde øjne, jeg engang havde forelsket mig i, forvandlet sig til djævlen selv. Jeg var skræmt og i klemme.

På et tidspunkt satte han videoovervågning op i hjemmet og sagde, at det er fordi, vi var flyttet i et dyrt hus, men jeg følte, at det var for at overvåge mig og mine børn.

En dag fik han endnu et vredesudbrud, som gik ud over både mig og børnene. Han endte med at smide mig ud af huset, mens han kaldte mig psykisk syg overfor børnene.

Det blev slutningen på vores samliv, men mit helvede sluttede ikke, selvom jeg flyttede til en anden by. Min eksmand gjorde alt for at få forældremyndigheden over børnene, og vi endte i en kamp i det offentlige system.

Jeg oplevede, at min eksmand havde succes med at fortælle løgnehistorier overfor både kommunen og Familieretshuset. Da jeg selv søgte hjælp hos kommunen og i Statsforvaltningens Informationscenter, rådede de mig til at flygte fra mine børn.

Det viser sig, at jeg blev fejlrådgivet af dem begge, og det gør, at jeg den dag i dag ikke ser mine børn.

I dag bor jeg på en navnebeskyttet adresse på grund af min eksmand.

Jeg har fået et nyt job og min egen bolig. Efter at have boet i mere end et årti med ham er jeg først nu blevet den glade person, som jeg var inden, jeg blev udsat for al hans vold og kontrol. Men jeg vil for altid være en bekymret mor på mine børn og deres udviklings vegne.

I dag sidder jeg tilbage og tænker på, om jeg får mine børn at se igen? Hvorfor blev jeg fejlrådgivet? Og hvorfor kan jeg ikke få hjælp til at se dem igen?

Læs de andre vidnesbyrd her:

”Han slog mig i mørket, mens jeg holdt vores nyfødte barn”: 15 kvinder om psykisk vold

”Der var blodsprøjt på vægge, møbler og mit tøj”: 13 kvinders vidnesbyrd om den skjulte vold