Psykisk vold i parforholdet: ”Det gik først op for mig, da jeg sad på krisecenteret”

"Hans kontrol var der hele tiden. Jeg fik en besked i timen, når jeg var på arbejde"

Vold kan komme til udtryk på mange andre måder end blå mærker. Det oplevede Louise, da hun blev udsat for psykisk vold i sit parforhold. Kontrollerende adfærd og trusler blev hverdag sammen med den mand, hun troede var den eneste ene – og det gik først sent op for hende, at hun havde brug for – og ret til – hjælp. Dette er en fortælling fra Louises perspektiv.

Af sikkerhedshensyn er de medvirkende anonymiserede. Redaktionen kender Louises rigtige identitet.

Efter en herlig sommerferie i Italien skal den lille familie snart hjem mod Danmark. Louise, hendes kæreste Thomas og deres tre sammenbragte børn. Børnene har leget med to danske drenge i løbet af ferien, og drengenes far kommer derfor over for at ønske god hjemtur til Louise og resten af familien. Han giver hende hånden, hvorefter familien begynder den lange køretur tilbage mod Danmark.

Da familien når til Østrig, stopper Thomas pludselig bilen. Han stiger ud og råber vredt af Louise: ”Hvorfor gav han dig hånden? Er du mig utro?” Louise er uforstående. Børnene er kede af det. Thomas er gal. ”Jeg går fra jer – dig og børnene må selv køre hjem i bilen”, hvæser han ad hende. Den første tanke, der slår Louise, er, at det kan hun ikke. Hun kan da ikke køre bilen?

I dag - adskillige år, oplevelser og erfaringer rigere - stiller Louise sig selv ét spørgsmål, når hun tænker tilbage på den episode:

- Hvorfor kunne jeg ikke køre bilen? Jeg havde jo kørekort! På det tidspunkt var jeg så afhængig af ham, at jeg ikke tænkte, at jeg kunne undvære ham. Så vi endte med at finde ud ad det, og allerede på turen hjem fra Østrig fandt vi igen hinanden. Det var ikke sådan, at jeg glemte episoden, men på en eller anden syg måde fik jeg vendt situationen om, sådan at jeg tænkte, at det var fordi, han var så glad for mig, at han også havde den side i sig. 

”The one and only”

Inden kør-selv-ferien til Italien havde Thomas og Louise været sammen i cirka to år. De mødtes tilbage i 2011, hvor de havde børn i den samme klasse. Thomas spurgte en tredje forælder, om han kunne få Louises telefonnummer, og de begyndte at skrive sammen og mødtes mere eller mindre tilfældigt på en tankstation nogle gange i den efterfølgende tid. Efter en måned mødtes de på en restaurant og havde en hyggelig aften med god mad og godt humør. De endte på et hotel inde i byen, og derfra gik der ikke mange måneder, før de boede sammen. 

- Han var ’the one and only’, prinsen på den hvide hest, og så virkede han utrolig spændende. Han havde oplevet en masse i sin fortid, men han fortalte, at nu var han faldet til ro og var blevet den familie-far, som han skulle være, husker Louise.

Hun og Thomas blev hurtigt en enhed. Det gav mening, at de to skulle være sammen, fordi de umiddelbart komplementerede hinanden på mange områder.

- Han kunne aflæse mine behov nærmest hurtigere, end jeg selv kunne. Han skabte en samhørighed. Han supplererede der, hvor jeg synes, at noget kunne være lidt udfordrerende fx i forhold til økonomi. Så det begyndte han at tage sig af. Jeg havde oplevelsen af, at han så mig, som jeg var, og han skabte et billede af, at ingen andre kunne se mig, så godt som han kunne.

Hans kontrol var der hele tiden. Jeg fik en besked i timen, når jeg var på arbejde.

”Hvor er du henne?”

Livet sammen med Thomas begyndte dog langsomt at få konsekvenser for Louise. Hun blev mindre og mindre social med sine veninder og kollegaer på arbejdet. Overarbejde var et no-go og tid væk fra familien skabte hurtigt dårlig stemning derhjemme. 

- Jeg mistede ret hurtigt mine veninder, og jeg deltog ikke i noget socialt på mit arbejde. Det passede ikke ind i hans verden, at jeg skulle de ting, og så blev han sur. Det begyndte også at gå ud over selve mit arbejde. Hvis jeg fx skulle til møder inde i byen, begyndte jeg at droppe dem, fordi der blev skabt sådan en dårlig stemning derhjemme af det. Der gik heller ikke længe, så begyndte han at smide det der kort med at sige noget i retning af: ”så går jeg bare – vi må gå fra hinanden”. Det var noget rod. Enten var vores forhold modbydeligt at være i, fordi vi var så uvenner, ellers var det så lyserødt, at andre udefra ville tænke, at det var lidt kvalmende.

Det var ikke kun, når Louise var hjemme, at hun oplevede, at Thomas havde en holdning til, hvad hun skulle og ikke skulle. Hendes telefon brummede konstant.

- Hans kontrol var der hele tiden. Jeg fik en besked i timen, når jeg var på arbejde. Det var sådan noget: ”Hej, hvad laver du?” eller ”Hvor er du henne?”. Jeg måtte vænne mig til at skrive til ham, inden jeg gik til møde, fordi jeg ikke kunne svare i en time eller to. Men tit og ofte, når jeg kom tilbage fra mødet, så var min telefon alligevel rødglødende. Når jeg havde fri fra arbejde kl. 15, så vidste jeg, at når klokken var 15.01, så ringede han. Og så blev han sur, hvis jeg havde overarbejde, eller hvis jeg ikke var kommet ned i bilen endnu. Hvilket er umuligt, når man er færdig klokken 15 og har et arbejde, hvor man ikke altid kan gå på klokkeslættet. Men det kunne han ikke sætte sig ind i, så det blev en vane, at jeg var nødt til at skrive til ham fem minutter før, at jeg ville blive lidt forsinket, men at jeg ville ringe, når jeg sad i bilen. Og så havde jeg også ondt i maven, for jeg vidste, at det betød, at vi skulle tage en diskussion om det, når jeg kom hjem.

Det er svært at sige, hvad der gjorde, at Louise ikke bare sagde fra over for Thomas. Men det var som om, at han havde en magt over hende. Han har aldrig udsat hende for fysisk vold, men når Louise i dag tænker tilbage på forholdet, ved hun, hvad det var, som Thomas var så god til.

- Forleden sad jeg og så et talentshow, hvor der var en deltager, som kunne manipulere – og der gik det op for mig, at det jo er præcis det, som Thomas kunne! Det var som et illusionsshow, der gik i gang. Man lægger et kort i hatten, og inden man ved af det, er det et helt andet sted. Man kan ikke nå at se, hvad der sker, men bliver kørt rundt i manegen.

Vold i tal

  • Ifølge rapporten Projekt Sexus fra oktober 2019 har 12 procent af danske kvinder og 3 tre procent af danske mænd været i et voldeligt parforhold på et tidspunkt i deres liv. Her kan vold både dække over fysisk og psykisk vold.
  • Ifølge 2018-tal fra SDU og Statens Institut for Folkesundhed bliver 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsat for fysisk partnervold. For kvinder har dette talt stort set været konstant siden 2005, mens det for mænd har været stigende. I 2005 lå tallet på omkring 7000 mænd. 
  • Hver sjette kvinde og næsten hver tredje mand, der har været udsat for fysisk partnervold, angiver, at de er blevet udsat for vold fra en tidligere partner, efter at forholdet er brudt. Det viser rapporten fra SDU og Statens Institut for Folkesundhed
  • Ifølge tal fra en Lev Uden Vold og VIVE-undersøgelse fra august 2018, havde 2,5 procent af den danske befolkning mellem 16-64 år været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år. Til sammenligning har lidt over 1 procent af befolkningen været udsat for fysisk partnervold. Ifølge undersøgelsen er psykisk partnervold den mest udbredte form for partnervold og rammer dobbelt så ofte som fysisk vold, og den viser, at knap 4 ud af 100 kvinder har været udsat for psykisk partnervold inden for et år. Det samme gælder for godt 1 ud af 100 mænd. Ifølge undersøgelsen falder risikoen for at blive udsat for psykisk partnervold, jo ældre man bliver.

Kilder: Projekt Sexus, Statens Institut for Folkesundhed (rapporten ’Vold og seksuelle krænkelser) og VIVE (rapporten ’psykisk partnervold’)

Syg med stress

En af de ting, som fyldte meget i de sidste år af deres forhold, var deres fælles søn. Han var 2,5 år gammel, da Louise en dag havde fået nok. Hun havde længe gået og tænkt ”det her går ikke mere”. Hun havde sågar sagt det til sine to ældste drenge. Det var dog svært at bryde med Thomas, for hun håbede hele tiden, at deres relation ville blive bedre. Men til sidst var nok, nok: 

- Jeg blev mere og mere syg med stress og følte, at min hjerne var ved at brænde af. Jeg synes, at jeg skulle stå for det hele derhjemme, jeg havde et krævende arbejde, og jeg havde alle de her konflikter med ham. Jeg var begyndt at gennemskue, at alt det, han sagde, ikke stemte overens med det, han gjorde, og jeg var bange for, hvad der ville ske, hvis ikke vi stoppede forholdet. Så jeg bad ham om at gå. Han pakkede sine ting og tog afsted. Men allerede dagen efter begyndte han at kontakte mig igen. Han sagde, at han vidste, at han skulle have hjælp og havde set en psykolog. Hos den psykolog sagde han, at han var blevet anbefalet at bo sammen med mig, fordi ellers kunne jeg ikke se, at han lavede om på sig selv – og så sagde han: ”Jeg kommer hjem igen”.

Efter det opkald ringede Louise straks til sin søster. ”Vi har præcis en time, så skal vi have fjernet mine ting fra lejligheden - han kommer nemlig tilbage”. De pakkede det, som de havde mest kært, i store blå IKEA-poser: Billedet fra farmor, drengenes ting og hendes smykker.

Jeg får stadig ondt i maven, når jeg ser en bil, der ligner hans. Det er som om, det hele lige vender sig i mig.

Mødet på parkeringspladsen

Da Louise forlod lejligheden, tænkte hun, at hun endelig var fri og kunne få ro i sindet. Men det skulle vise sig at være nogle turbulente og trættende år, der ventede hende, med mange timer i retten, hos kommunen og med politiet. Forældremyndighed, hærværk og polititilhold fyldte meget.

- I perioden efter, at jeg havde gjort det forbi, begyndte jeg at modtage beskeder fra ham om, at han ville videresige alt det, som jeg havde fortalt ham i et fortroligt rum. Det var på en eller måde et forsøg på at presse mig tilbage igen, husker Louise.

Det hele kulminerede, da Louise en dag havde været til møde på kommunen og på vej ud fik øje på Thomas’ bil, som holdt nede på parkeringspladsen. Hun blev i tvivl – skulle hun tage bagdøren? Men hun havde jo brug for sin egen bil. Hun gik hurtigt hen mod den, men som frygtet dukkede Thomas op. Han ville have hendes bilnøgler.

- Jeg kiggede rundt på parkeringspladsen, for jeg var pissebange. Var der ikke nogen, som kunne se, at der var noget galt? Jeg fik møvet mig over til min bil, men da jeg satte mig ind i den, kørte han sin bil om bag ved min bil, så jeg ikke kunne køre nogen steder. I det øjeblik ringede jeg til politiet.

Politiet fortalte Louise, at de var på vej, og at hun skulle søge hen til et sted, hvor der var andre mennesker. Med bankende hjerte gik hun hen mod det nærliggende supermarked og stillede sig midt i én af gangene. Herfra kunne hun holde øje med ham, og hun kunne se, at hans bil langsomt trillede frem mod butikken og stoppede dér, hvor lygterne lyste lige ind mod Louise. 

- Jeg tænker, at alle må have kunnet se, hvor bange jeg var, da jeg stod i den butik. Jeg følte mig ret kort for hovedet. Da politiet kom, gik de hen og talte med ham. Bagefter kom de ind til mig, og så gik vi – som om jeg var en eller anden butikstyv, der var blevet taget i at stjæle – med en betjent på hver sin side ud i baglokalet. Her satte jeg betjentene ind i situationen, hvorefter den ene sagde: ”Det går jo ikke det her – du er nødt til at komme væk”.

Da Louise kom hjem til sin egen lejlighed, gik der kun et splitsekund, før Thomas igen holdte udenfor på parkeringspladsen. Dagen efter tog hun og deres fælles søn på et krisecenter.

- Han truede mig på livet, da vi stod på den der parkeringsplads. Og den trussel kan man jo lægge i, hvad man vil, men han havde fortalt mig nogle historier om sin fortid, som gjorde, at jeg begyndte at tænke, at jeg ikke skulle være alene i min lejlighed. Det var begyndt at gå op for mig, at han nok var mere farlig, end hvad jeg måske lige var klar over.

Jeg måtte jo leve i den usikkerhed om, at han kunne være i nærheden.

Ophold på krisecenter

Men det var først, da Louise sad på krisecenteret, at hun vidste, hvad hun egentlig havde været udsat for.

- Det gik først op for mig, da jeg sad på krisecenteret og begyndte at forklare lidt om situationen, og den dame, som sad på den anden side af bordet, sagde: ”Du er SÅ berettiget til at være her”. Der forstod jeg, hvad det var, som jeg var ude i. Jeg tænkte: ”Mig, som ikke engang rigtig ved, hvad et krisecenter er? Og nu får jeg at vide, at jeg er helt berettiget til at være her? – Hvad fanden sker der?”

- Jeg havde måske troet, at jeg bare skulle være der i en weekend og lige have lidt hjælp og rådgivning. Jeg skulle jo bare vide lidt om, hvordan jeg skulle tackle ham. Men jeg tog fejl. Jeg endte med at være der i et halvt år – eller det vil sige, jeg var der i fem måneder, så opsøgte Thomas mig på krisecenteret, og derfor måttet jeg flytte videre til et nyt.

Det var dog ikke fordi, at Louise slet ikke havde hørt fra Thomas i de første fem måneder på krisecenteret.

- Han lavede falske profiler og kontaktede mig, han kom med svinere og skjulte beskeder i grupper på Facebook. Selvom jeg skiftede telefonnummer, så fandt han det nye. Han udøvede hærværk på mine biler flere gange. Han fandt bilerne, selvom jeg ikke holdt dem ved krisecenteret. I starten havde jeg det slet ikke godt med at gå ud, men jeg blev jo nødt til det. Jeg måtte jo leve i den usikkerhed om, at han kunne være i nærheden.

Får stadig ondt i maven

I dag er det to år siden, at Louise brød med Thomas. Og først nu er hun begyndt at føle sig fri for ham. Han har ikke magten længere. Men de mange år i et parforhold med psykisk vold har alligevel sat sine spor. Hun har aldrig lyd på sin telefon, fordi det minder hende om tiden med ham og hans konstante kontrol. Hun kan høre på telefonens brummelyd, om det er en mail, en besked, en notifikation eller noget helt fjerde, fordi han har optrådt så meget på alle hendes forskellige platforme. Men det er ikke det eneste.

- Jeg får stadig ondt i maven, når jeg ser en bil, der ligner hans. Det er som om, det hele lige vender sig i mig. Jeg bliver jo aldrig helt fri fra ham, fordi vi har et barn sammen, og han stadig har en lille smule kontakt til vores søn. Men jeg føler mig fri, der hvor jeg bor. Jeg kigger mig ikke over skulderen, når jeg går ud. Jeg lever det liv, som jeg gerne vil. Men jeg er selvfølgelig begrænset i nogle ting. Jeg har endnu ikke mødt nogle fyre, som har syntes, at det var en spændende historie at have med i bagagen. De trækker sig, når de finder ud af, hvem min ekskæreste er. De bliver simpelthen bange for ham. Selvom jeg prøver at signalere, at det er det eneste, som man ikke skal, fordi så har han stadig taget over mig.

- Men fred være med det, alle skal jo kunne være i det, og jeg ved heller ikke, om jeg selv er helt klar til et nyt forhold. Jeg savner at have den der voksenkontakt i hverdagen, så det ikke kun er børnene og jeg. Men i lang tid efter, jeg var gået fra ham, og faktisk også den dag i dag, har jeg svært ved at holde øjenkontakt med mænd. Det konflikter i mit hoved, at jeg godt må smile til mænd nu! Jeg har været så vant til, at det skabte konflikter, hvis jeg gjorde det. Så det er lidt som at være Louise 14 år igen, der skal ud på markedet for første gang. 

Lever du i et voldeligt parforhold? Så kontakt organisationen Danner på tlf. 33 33 00 47 eller Lev Uden Vold på tlf. 70 20 30 82. De har begge åbent døgnet rundt. Du kan læse mere på hjemmesiderne: www.danner.dk og www.levudenvold.dk. Find en oversigt over krisecentre på www.lokk.dk

Har du brug for nogen at tale med?

Hvis du lever i et voldeligt forhold, kan du søge hjælp – også anonymt – flere steder.

Kontakt f.eks. Danner for at få gratis råd og hjælp eller Lev Uden Volds nationale hotline, hvor du kan ringe gratis og anonymt på 1888 døgnet rundt.

Læs mere om ALT.dks fokus på vold mod kvinder på emnesiden: Vold - #talhøjtomvold

Forskellige former for vold

Fysisk vold

  • Er ofte kendetegnet ved slag, spark, skub, angreb med kniv og kvælningsforsøg, som påfører fysisk smerte og skade på den udsatte. Men kan også være at blive holdt isoleret, fastholdt, spærret inde, forhindret i at spise eller sove.
  • Ud over de fysiske skader på kroppen, kan den fysiske vold også medføre dårligere psykisk trivsel. Det sker blandt andet på grund af den frygt, stress og nedbrydning af den ramtes selvværd, som opstår, når man udsættes for fysisk vold.
  • Både mænd og kvinder udsættes for fysisk vold af deres partnere. Tal fra Statens Institut for Folkesundhed skønner, at 38.000 kvinder og 19.000 mænd årligt udsættes for fysisk partnervold

Psykisk vold

  • En undersøgelse fra VIVE fra 2018 viser, at 2,5 procent af den danske befolkning mellem 16-64 år har været udsat for psykisk partnervold inden for det sidste år. Det betyder, at den rammer dobbelt så ofte som den fysiske vold.
  • Der er ikke ét parameter, der afgør, om man er udsat for psykisk vold. Volden ligger i gentagelsen og den systematiske nedbrydning.
  • Du kan enten spørge dig selv om, hvordan følgende udsagn passer på din situation, eller bruge dem til at spørge ind, hvis du har en mistanke om, at en, du kender, er udsat for psykisk vold.
  • Hvis du tænker på din nuværende partner, ville du så sige, at han/hun: 
    • Er jaloux eller besidderisk
    • Forsøger at begrænse din kontakt til venner og familie
    • Insisterer på altid at vide, hvor du er
    • Kalder dig øgenavne eller nedgør dig foran andre
    • Får dig til at føle dig utilstrækkelig
    • Bander eller råber af dig
    • Forhindrer dig i at have viden om eller adgang til familiens økonomiske ressourcer, også selvom du beder om det

Digital vold

  • Er en form for psykisk vold, der minder meget om stalking. Det særlige ved den digitale vold er, at overgrebene udelukkende foregår online, som på de sociale medier og på telefon. Den udsatte kan eksempelvis modtage trusler om forskellige former for vold via digitale medier, få delt nøgenbilleder mod sin vilje eller få hacket sin telefon, så partneren kan skaffe sig adgang til personfølsomme oplysninger såsom opkald, sms’er og adgang til GPS.

Materiel vold

  • Er ikke rettet mod en person, men mod personens private ejendele. Det kan eksempelvis være, hvis ens partner i forbindelse med et skænderi smadrer ting, der har stor betydning og værdi for én, river i og ødelægger ens tøj, eller smider ens ejendele ud i forbindelse med et parbrud.

Seksuel vold

  • Er seksuelle handlinger, som den udsatte direkte eller indirekte tvinges til at udføre. Det kan eksempelvis være forsøg på tvunget samleje, voldtægt, seksuel beføling eller at få overtrådt sine seksuelle grænser.

Stalking

  • Defineres som gentagende hændelser, der opleves krænkende eller forstyrrende for det menneske, der udsættes herfor. Det kan blandt andet dreje sig om at blive forfulgt, overvåget, at modtage gentagne sms’er og opkald, chikane, hærværk og rygtespredning.

Økonomisk vold

  • Ved økonomisk vold bliver den voldsudsatte frataget retten til at styre egen økonomi. Det kan foregå på flere måder. Det kan eksempelvis være, hvis en mand eller kvinde bliver nægtet adgang til sin egen konto, bliver frataget sin løn og derfor må bede om lommepenge fra partneren, eller bliver tvunget til gældsættelse.

Kilde: Lev Uden Vold