Nybagt mor

11 tips: Sådan overlever du den første tid som nybagt mor

At blive mor er ret vidunderligt, men det kan også være en ret stor udfordring. Her giver journalist Tilde Mariann Broge-Stack 11 gode tips, som måske kan hjælpe dig igennem den første tid.

Du har hverken nået at få morgenmad eller frokost, du trænger til et bad, for slet ikke at tale om søvn. Denne overlevelsesguide er til dig, der tuder dig igennem de første hårde dage på barsel – præcis, som jeg selv gjorde for ni måneder siden, da jeg sad med min nyfødte datter i armene. Fat mod, med tiden lærer du at jonglere baby og barselsliv. Her er 11 tips, jeg selv var glad for at kende til.  

1. Sørg for at have nok skiftetøj

Din dag på barsel bliver bare lidt behageligere, hvis du har rent tøj på, og du vil takke dig selv, hvis du allerede inden babys ankomst har taget højde for, hvad din ømme efterfødselskrop skal pakkes ind i. Ammetoppe, bløde bukser, praktiske cardigans og varme sokker bliver meget muligt dine favoritter. Vigtigst for mig var det at have nok tøj at skifte imellem, for hvad ingen fortæller dig inden fødslen, er, at en nybagt morkrop fuld af hormoner producerer ekstra meget sved.     

2. Lav en ammestation

De første uger kan det føles som om, du nu bor i jeres sofa eller den stol, hvor du ammer. Lav en ammestation med alt, hvad det kan tænkes, du får brug for: Læsestof, fjernbetjening, brystvortesalve, telefon, iPad og snacks. Brug evt. en bakke, der kan stå permanent i sofaen. Den kan nemlig samtidig bruges som bord til dit vandglas. Man bliver så tørstig af at amme. 

3. Få far til at smøre en madpakke

Dine dage går med at fodre et lille nyt menneske af, men hvornår skal du egentligt selv finde tid til at spise? For slet ikke at tale om, hvordan du får hænderne fri til at smøre leverpostej på dit rugbrød. Få babys far til at smøre dig en madpakke, inden han drager af sted på arbejde. Amning og vågne nætter kræver energi, og det er dit job at sørge for, at depoterne er fyldt op. 

4. Fyld skabe og skuffer med snacks

Ja ja, du skal huske at spise sundt, men nogle gange skal du også bare have fyldt benzin på din trætte krop så hurtigt som muligt. Sørg for at have skuffer og skabe fyldt op med kiks, energibarer og chokolade til de situationer, hvor du mangler energi nu og her.

5. Bryg din kaffe på forhånd

Det er en klassiker, at barslende mødre aldrig når at drikke deres kaffe, inden den bliver kold – hvis de da ikke køber den to go, når de er ude og trille med barnevognen. Der er to løsninger på problemet:

Lav din kaffe direkte i en termokop med låg. De sorte dråber holder sig varme i flere timer i termokoppen, så du ikke skal bekymre dig om at nå at suge dem i dig mellem bleskift. Husk dog, at du ikke må komme mælk i kaffen, hvis den skal stå længe. Så risikerer du, at der udvikler sig bakterier i koppen.

Den anden løsning er at drikke kaffen kold med vilje. Lav en stor kande kaffe, sæt den på køl og sørg for at have fryseren fuld af isterninger. Når du kan se dit snit til det, blander du is, kaffe mælk og et skvæt sirup og vupti, så er der serveret iskaffe.

6. Drik kaffe inden din lur

Sov, når baby sover, siger de. Men nogle gange sover baby ikke så længe, som du gerne vil, og andre gange, er der faktisk ting, du hellere vil lave, mens baby sover. Så er det godt at kende dette trick, der sørger for, at du får mest muligt ud af en lur på 20 minutter. Inden du lægger dig, skal du drikke en kop kaffe. I dette tilfælde må den gerne være lunken eller kold, så du kan drikke den hurtigt.

– Koffeinen begynder først at virke efter ca. 20 minutter, altså når man er vågnet igen. Så hvis det hele spiller, så opnår man et dobbelt “spark-i-røven”, som typisk varer i op til fire timer, siger søvnekspert Mikael Rasmussen fra Center for Stress og Trivsel hos B.dk.

Eksperten anbefaler, at du ikke bruger metoden for ofte, for den er ikke videre sund. Men på dage, hvor det virkelig kniber med at holde øjnene åbne, er det altså ok at ty til kaffetricket.

7. Mediter i stedet for at sove

Andre gange kan det være svært at finde søvnen, selv om øjenlågene er tunge og baby allerede er i drømmeland. Jeg fandt det effektivt at bruge en af de ting, jeg lærte på et yogakursus for gravide. Hver undervisningsgang sluttede med 20 minutters afspænding, hvor en rolig stemme på CD guidede os til at mærke vores tunge kroppe og slappe helt af. Afspændingsteknikken virker selvfølgelig også efter, du har født, og 20 minutter i meditativ tilstand kan være lige så effektivt som en lur. Jeg brugte denne guidede meditation_ fra mit yogakursus. 

8. Hav tyggegummi og renseservietter på lager

Før det lille ny væsen gør sin entre i dit liv, er det måske svært at tro på, at der vil være dage, hvor du hverken får vasket søvn ud af øjnene eller børstet tænder. Hav et lager af tyggegummi og renseservietter til ansigtet klar til dage, hvor du ikke kan nå andet end et trucker bad. De dage kommer der nogle stykker af.  

9. Hav underholdningen lige ved hånden

Moderne teknologi gør det muligt at have underholdningen lige ved hånden. Download apps fra Netflix, HBO, DR og Mofibo til din telefon og iPad, og tillad dig selv at fordybe dig i TV-serier og knaldromaner - især når baby er faldet i søvn ved brystet, og du har en lille time eller to, hvor du alligevel ikke kan rykke dig ud af flækken. Barselstid kan også være egotid af og til.

10. Brug en strækvikle

Lad dig ikke skræmme af, at det ser lidt indviklet ud. En strækvikle bliver din redning gang på gang. Der kommer dage, hvor din baby ikke har lyst til at være andre steder end helt tæt på dig, og så er det nemt og praktisk at bære din lille i en vikle. Du har hænderne fri, du kan tage trøjen af, så I samtidig kan være hud mod hud, og det siges at være sundt for barnets motorik og balance. Og selv om det kan føles lidt grænseoverskridende, kan du tage baby med dig, når du skal på toilettet. Om vinteren kan du bruge en bærejakke, så baby kan blive i viklen, hvis I skal en tur i Netto. Se her, hvordan du binder en strækvikle.

11. Gør mindst én ting for dig selv

Find ud af, hvad det er vigtigt for dig at prioritere, for at få en god dag. Er det en sund frokost? En gåtur i naturen? For mig var det at få rent tøj på og få børstet tænder hver morgen. Regn ikke med, at det lykkes hver dag, men beslut dig for, at hvis du når at gøre denne ene ting for dig selv, så er det en god dag.

OM SKRIBENTEN

Tilde Mariann Broge-Starck er journalist. Foruden mor til Sulajma fra maj 2016.

Teksten er udtryk for skribentens egen holdning.