13 måneder - Op at gå
● Op at gå
Nogle børn i denne alder kravler, maver sig frem eller gumper af sted på numsen, mens andre vil være oppe at gå. At rejse sig og gå på sine to ben er en af de helt store oplevelser i barnets udvikling. Når dit barn tager sine første skridt, vil de være meget stive og med stor afstand mellem benene.
I starten foregår det mest i næsten løb, og det kan godt se lidt farligt ud, men det er lettere for barnet at holde balancen, når det går hurtigt. Hvis far og mor sidder på gulvet med et par meters afstand, er det den vidunderligste ”træningsbane” at tage frem og tilbage og vælte sig i en tryg favn igen og igen.
Det er bedst for barnet at lære at gå uden sko på, så foden har god føling med underlaget. Hvis ikke det er sommervarmt, så brug skridsikre strømper.
● Kravle op og ned
Hvis I har trapper, hvor I bor, så lær jeres barn, hvordan man kravler baglæns ned. Hver gang barnet vil ned ad trapperne, skal I tage om det, sætte det ned, vende det om og hjælpe det med at kravle baglæns. Den samme metode kan I bruge, når barnet vil kravle ned fra møbler. Jeres barn lærer hurtigt metoden, og det giver meget færre uheld med fald. Lad aldrig jeres barn være alene ved trapper!
● Fodtøj
Når jeres barn begynder at gå, skal I købe sko til udendørsbrug. Tag altid barnet med ud at købe fodtøj. Skoen skal have en god pasform, støtte ved hæl og svang. Bagklappen skal være fast og sålen blød. Der skal være cirka 15 millimeter plads fra spidsen af storetåen til skosnuden, og sålen skal være bøjelig og fjedrende, så foden kan arbejde.
Alle småbørn ser ud til at være platfodede. Det er, fordi de har en pude af fedtvæv, som udfylder svangbuen. Denne fedtpude forsvinder i to-treårsalderen.
● Sprog
Det er meget forskelligt, hvornår børn begynder at tale, og i starten er det også mest lyde, som forældrene forstår. Men når I forstår, hvad lydene betyder, så er det ord, og det er vellykket kommunikation! Forsøg endelig ikke at rette på jeres barns udtale – når bare I selv taler almindeligt og tydeligt ”voksen-sprog,” så kommer resten af sig selv. Det, barnet præsterer, er fantastisk!
● Højre/venstre hånd
Omkring etårsalderen kan man begynde at se, hvilken hånd barnet bruger mest. Prøv ikke at styre hvilken hånd barnet bruger til hvad! Det er vigtigt, at barnet selv får lov at vælge hvilken hånd, der er den naturligt foretrukne til forskellige aktiviteter.
● Arbejde og fritid under pres
Jeres barn går antageligt i daginstitution nu, og ofte vil begge forældre være i gang med fast arbejde. Hverdagen strammer til for mange. Der er slet ikke tid til alt det, I indtil for nylig måske oplevede som vigtigt for jeres livskvalitet. Venner og fritidsinteresser kan dårligt passes ind. Måske får du dårlig samvittighed over at aflevere tidligt og hente sent i daginstitutionen, og I kan være trætte og travle på én gang, når I endelig kommer hjem.
Der er ikke noget mærkeligt ved, at I måske begynder at have øjeblikke, hvor det nye liv ikke opleves så positivt. Men der skal nok komme masser af stunder, hvor I bliver bekræftet i, at det alligevel er det helt rigtige liv, I har valgt. Nyd de lykkelige øjeblikke, hvor jeres barns og jeres verden vokser.
Hvis du er plaget af ”stress” eller dårlig samvittighed, så overvej om du kan prioritere din tid eller karriere lidt anderledes, om du kan sænke kravene til dig selv og dit hjem lidt, eller på anden måde vinde noget tid til at være sammen med dit barn.
● Leg borte tit-tit
Leg gemmeleg over alt i huset. Når du gemmer dig, skal du kun være væk et øjeblik, for eksempel bag ved en stol eller et gardin og så hurtigt kigge frem og sige et forsigtigt ”bøh.” For mange børn er det noget af det sjoveste, fordi det kilder så dejligt i maven, og de kan blive ved og ved.
13-14 MÅNEDER
● Eget værelse
Det er meget forskelligt, hvornår forældre flytter deres børn ud af soveværelset. Nogle forældre gør det, når barnet er tre måneder, andre når det er tre år. I skal gøre det, når I selv føler jer klar! For barnet kunne blive liggende hos jer langt ud i fremtiden, men skal nok indrette sig på jeres valg. Sørg for, at der er hyggeligt og rart i barnets eget værelse. Ofte vil sengen, som barnet sover i, være den samme, som stod i jeres soveværelse, så den er kendt for barnet.
Det kan være, at barnet har lidt sværere ved at falde i søvn de første par nætter. Barnet skal have den tryghed og omsorg, det har brug for, til at vænne sig til det nye. Det kan være, at I skal sidde lidt længere hos barnet, når det puttes, eller at en af jer ligger på en madras i det nye værelse et par nætter. Prøv også at lege på værelset i løbet af dagen, så jeres barn lærer det at kende og derved bliver tryg ved det.
Med Tumlingekalenderen får I meget af det samme som i Babykalenderen – nu til barnet fra 1-2 år. Men udfordringerne bliver nye: I skal til at forholde jer til opdragelse, grænser og værdier både i forhold til barnet, hinanden og andre. Tumlingekalenderen hjælper jer på turen.