20 måneder - "Det er min"
Der sker meget med barnets motorik omkring de 20 måneder. Selvstændighedsalderen er en del af udviklingen og de fleste børn vil se det som en udfordring at skulle dele.
● Billedlotteri
Et billedlotteri med enkle, kendte motiver er sjovt og lærerigt for barnet. Endnu skal der ikke være mere end 4-5 billeder på hver plade. Når I spiller spillet mange gange, lærer barnet efterhånden motiverne at kende og kan begynde at sige, hvad der er på billedet.
I kan for eksempel lave jeres eget billedlotteri og bruge egne fotografier, printe billeder fra computeren eller klippe ud af blade. Lim billederne på tykt papir eller pap. I kan eventuelt laminere brikkerne og pladerne, så de kan tåle lidt hård behandling.
● Løbe
Når barnet begynder at gå, kommer det ofte til at småløbe i stedet, for bedre at holde balancen. Jeres barn er nu så stort, at det også vil begynde at løbe, fordi det kan, og det er dejligt. Endnu en herlig oplevelse af frihed og kropsglæde. Og endnu en udvikling som vil give nogle styrt og knubs. I kan støtte jeres barn i starten ved at holde det i hånden, mens I løber.
● ”Det er min”
Barnet er nu kommet i ”det er min”-alderen, som også er en del af selvstændighedsalderen. At skulle dele noget med andre er meget svært at forstå for en lille tumling, og det sker ikke frivilligt. I skal selvfølgelig forklare jeres barn, at andre gerne må låne hans/hendes legetøj, når det er ledigt, og at de netop kun låner det – ”Du får det tilbage bagefter.”
Det er dog også i orden, at barnet har en eller to ting, der er så kære, at de ikke vil dele dem med andre. Barnet vil med alderen lære at forstå, at man skal dele, men det kræver både hjælp og forståelse fra jer.
● Vred på dit barn
En del forældre vil for første gang opleve, at de kan blive rigtig vrede på deres barn, når det kommer i selvstændighedsalderen. Man kan blive ganske forskrækket over sine egne følelser. Hvis du bliver så vred og ophidset, at du har svært ved at styre dine følelser, så send barnet lidt ind på værelset og tæl til 10, imens du falder ned. Eller kald på den anden forælder, og bed ham/hende om at tage over. Der er ikke noget mærkeligt i at have disse følelser. Men husk, at jeres barn aldrig er jeres fjende, aldrig er udspekuleret og ikke ude på at såre jer. Tumlingen afprøver ”blot” sig selv i forhold til jer.
● Lad dig smitte af ”barnligheden”
Det er vidunderligt at studere børns interesse for alt det, de finder og oplever, og deres glæde ved at bruge fantasien, stemmen og kroppen. I årene fremover vil I opfostre og leve sammen med en sand akrobat, fantast og opdagelsesrejsende. Det er en fantastisk chance for os voksne til at genopdage både den nære verden og fantasien og slippe nogle af de bånd, vi har lagt på os selv.
Prøv at se på den bænkebider igen – den er jo forunderlig. Prøv at se sneen med barneøjne: magisk! – ikke besværlig. Skru op for musikken og dans sammen i stuen. Syng så det gjalder. Slå selv kolbøtter i sengen. Hink og dans hen ad fortovet sammen. Du behøver ikke at være ”dygtig” – du er ikke pinlig, du er en stor og glad (og modig) inspiration for dit barn.
● Børnemøbler
Det kan være rigtig rart for barnet at have en stol og et bord, der passer i dets eget størrelse. Jeres barn vil hygge sig meget med at sidde der og for eksempel tegne eller lægge puslespil.
● Bliv god igen
Det lille barn har en lykkelig evne til at komme hurtigt videre efter konflikter. Når I har haft en konflikt med jeres barn, og den er overstået, vil barnet meget hurtigt glemme den og glad fortsætte sin leg og være sammen med jer. Det er meget vigtigt, at I tilsvarende kan komme videre, og at I ikke bærer nag. Når konflikten er ovre for jeres barn, skal I være parate til at modtage barnet og lege videre i godt humør.
Med Tumlingekalenderen får I meget af det samme som i Babykalenderen – nu til barnet fra 1-2 år. Men udfordringerne bliver nye: I skal til at forholde jer til opdragelse, grænser og værdier både i forhold til barnet, hinanden og andre. Tumlingekalenderen hjælper jer på turen.