Med tumling på tur: 4 afledningsmanøvrer der virker

Som mor til en meget aktiv og nysgerrig tumling bliver de mest almindelige hverdagssituationer indimellem benhårde. 

Det handler hele tiden om at komme tilbage på sporet, afværge katastrofer i børnehøjde og have styr på rutinerne. Her er 4 afledningsmanøvrer, jeg med stor succes har benyttet mig af.

1. Puddelhunden

Det hænder, at min datter ikke vil sidde i barnevognen, når vi går tur. Så er det, at puddelhund-manøvren kan blive redningen. “Se, hunden.. Er det en hund, der ligger der..?”, udbrød jeg begejstret, da det nysgerrige barn ville ud af vognen. Der var bare ikke nogen hund. Der var kun en sort, krøllet paryk, der lå på jorden – det tætteste vi kom på noget, der lignede en puddelhund, men min datter var tilfreds. Hun blev siddende og kiggede efter puddelhunde under gåturen. Denne manøvre kræver, at du støder på en paryk, og sandsynligheden er muligvis ikke særlig stor. Til gengæld kan lidt fantasi sagtens omstøde en bunke krøllede blade til en hund, og en tabt trøje ligner måske en kat?

2. Insekt som afledningsmanøvre

Et lille insekt kan sagtens agere babysitter, når du mangler en afledningsmanøvre. Jeg har for eksempel brugt en edderkop som afledning – selvom jeg som udgangspunkt ikke er vild med de langbenede bæster. Da Lillepigen brokkede sig over det kedelige ved at sidde i barnevognen, så jeg pludselig en edderkop lige der på dynen: “Neeej, er det en edderkop! Se edderkoppen på dynen …”, udbrød jeg ivrigt. Lillepigen kiggede lykkeligt ned på edderkoppen, og sad dernæst helt roligt i barnevognen. Roen varede dog kun et par minutter. Jeg blev små-desperat, og udbrød skingert: “Er det en lille edderkop? Passer du lige på den?”, imens jeg stak fingeren ned til edderkoppen og prøvede at smitte min datter med begejstring. Det virkede. Edderkoppen blev vores redning, men det er første gang, jeg har opfordret til at babysitte en edderkop.

Tip: Er edderkopper for skrækindjagende, kan en myre eller en mariehøne sagtens gå an. 

3. Duk dig!

Når jeg bærer Lillepigen sovende ind i seng, vågner hun indimellem kortvarigt. Derfor er jeg vant til at gemme mig bag ved døren, imens jeg stille beder til, at hun falder i søvn igen. En dag stod jeg ved barnevognen og var klar til at køre af sted med det lille sovende barn, da jeg opdagede, at Lillepigen var ved at vågne. “Duk dig, duk dig”, dikterede min reptilhjerne. Straks sank jeg ned på hug. Så sad jeg der og ventede på, at faren drev over, imens jeg krydsede fingre for, at ingen naboer lagde mærke til mig. Det virkede (og jeg tror ikke, at nogen så mig).

4. Hiv fat i himlen

Når vi kører til dagpleje, sidder min datter altid i barnevognen, og hun kan ofte komme til at kede sig gevaldigt der i vognen. Når hun pludselig vil gå selv (vi ved alle, hvor lang tid det vil tage), er det med at finde på noget kreativt (jvf. nummer 1 og 2). Indimellem har jeg bare rigtig svært ved at finde på noget, der kan aflede hende. En dag blev jeg ret desperat. “Nej, se op på himlen. Er der fugle? Hvad er der deroppe?”, udbrød jeg. Vi kiggede begge på himlen, og der var absolut intet deroppe. Ikke engang en lille fugl. Kun en helt jævn, lysegrå himmel, der i dagens anledning var så fantasiforladt, at selv min lille datter ikke anede, hvad hun skulle sige til det. Hun fortsatte med at være tavs, mens hun stirrede op i luften.

Sådan er det heldigvis med afledninger – et lille gearskifte kan være nok til, at tumlingen stiller sig helt tilfreds med situationen.

Læs mere på Astrids blog: Hjertestreger