4 apps der lærer dit barn om farver og former
Hjælp dine børn med at udvikle færdigheder, der gør det muligt at sortere de mange indtryk fra verden omkring dem.
Gennem leg med former og farver stimulerer barnet sin fantasi og lærer blandt andet, hvordan ting passer sammen. Det styrker barnets evne til at sortere, danne overblik og løse problemer – grundlæggende færdigheder som hjælper barnet, når det skal ud i verden og håndtere mange indtryk. Her er 4 apps, der på en sjov og lærerig måde styrker barnets kendskab til former og farver.
1. Busy Shapes – spillet sværhedsgrad udvikler sig med barnet (1-4 år)
En super app om farver og former til de mindste børn. Det er et simpelt og sjovt spil, hvor barnet skal putte klodser i huller med den rigtige form. Der findes meget legetøj, som gør det samme, men dette spil udfordrer barnet på nye måder, da man skal lede efter nogle klodser, mens andre klodser skal forbi en forhindring og så er der også klodser, der skal fanges, fordi de bevæger sig. Grafik og lyd passer godt sammen – ligner det træ eller metal, lyder det som træ eller metal. Fin detalje.
Find app’en i App Store.
2. Pi Casso – lad dit barn fortolke de største kunstværker (4 år og opefter)
En af vores favorit-apps er gratis og dansk-produceret. Her kan børnene farvelægge stregtegninger inspireret af nogle af de største malerier i kunsthistorien. I malebøgerne er der link ved de enkelte værker med uddybende forklaring om værket og kunstneren, så forældrene også kan lære lidt. Det er sjovt, flot, kreativt og læring gennem leg, når det er bedst. Barnet kan gemme sine malerier og male på dem igen og igen. Der er også en hel bog med kendte malerier i form af Mandala-illustrationer, som altid er fascinerende. App’en har i øvrigt en god hjælpefunktion, så det er nemt at komme igang. Lad dit barn komme med sin fortolkning af de største kunstværker.
Find Pi Casso app’en i App Store.
Bemærk: App’en er kun er til iPad og vises ikke i App Store på din iPhone.
3. Lær farverne (1-3 år)
En sjov og gratis dansk-sproget app for de små, der handler om at lære farverne at kende. Barnet kan farvelægge forskellige tegninger, det er nemt at skifte farve, så barnet både ser og hører farven. Det er udviklet i samarbejde med pædagoger, forældre og børn. App’en er nem og intuitiv, så barnet kan sidde med den selv. Grafik og lyd er hyggelig og indbydende.
Find app’en i App Store eller hos Google Play.
4. Spil for børn: Formen af fødevarer (1-4 år)
Dette er en gratis app om former, hvor barnet skal parre den rigtige geometriske form med en grøntsag med samme form. Det er en god måde at lære barnet om de forskellige former, men også en måde at lære om madvarer på. Den er nem og intuitiv at bruge, og man kan med fordel spille den sammen med barnet i starten, så navnene på formerne og maden bliver lært.
Find app’en i App Store.