Adr, grøntsager!

Sprøde grønsagshapser i gul, grøn og rød ser indbydende ud på dit barns tallerken. Men det frister ikke ungen. Tværtimod afviser han pure at sætte tænderne i menuens farvestrålende indslag, og det går så vidt, at fin-motorikken bliver taget i brug til at frasortere champignoner, løg og squash fra lasagnen.

Den situation kan være svær at acceptere som forældre. Dels er det frustrerende at se den ernæringsmæssigt korrekt sammensatte anretning blive dissekeret til ukendelighed, dels vil vi jo vores børn det bedste – og det indebærer at spise grønt.

Naturligt at foretrække sødt og fedt

Psykolog og diætist Inge Vinding forsikrer dog, at der ikke er noget mærkeligt i, at dit barn foretrækker sukkerholdige og fede madvarer frem for dem, vi skal have seks af om dagen. Sådan er vi programmeret fra naturens hånd.

“Dit barn har en medfødt præference for sødt og fedt, for sådan smager modermælk. Samtidig har børn en medfødt skepsis over for nye madvarer, og også det er et overlevelsesinstinkt. Dengang vi fandt vores mad i naturen, var det jo ikke så smart, hvis børnene kravlede rundt og puttede alle mulige farvestrålende bær i munden, som kunne være giftige,” forklarer Inge Vinding, som uddyber, at det tager tid at vænne dit barn til en ny fødevare.

Hele fem til 15 gange skal børn introduceres for en ny fødevare, før den bliver accepteret. Jo ældre barnet er, jo flere gange skal den nye smagsvariant prøves.

Det grønne pres

Selv hvis du har fået lokket Peter til at putte et stykke blomkål i munden for 20. gang, risikerer du, at han spytter vitaminbomben ud igen. Ifølge Inge Vinding hænger det ofte sammen med det forventningspres, han mærker fra mor og far. Er I over ham som to sundhedsapostle, der med desperation i øjnene kappes om at lege flyver og hangar med en skefuld rosenkål, bliver han hurtigt demotiveret.

“Dit barn er meget opmærksom på stemninger og mærker med det samme, hvis du bliver bekymret, når han ikke spiser sine grønsager. Han opdager, at han kan sidde og styre hele situationen ved middagsbordet, hvis han undlader at spise broccolien,” forklarer Inge Vinding.

Er I for ivrige i bestræbelserne på at pådutte jeres barn sunde spisevaner, ender det derfor let med, at hele aftensmåltid kommer til at dreje sig om at få gemysen indenbords – og resultatet bliver sandsynligvis gråd, konflikter og et barn, der går fra bordet med tom mave.

God stemning om bordet

Hvad der derimod kan fremme trangen til at guffe grønt er noget så simpelt som god stemning. Hvis I hygger jer om bordet og snakker stille og roligt sammen – om alt muligt andet end maden – glider det hele nemmere ned.

“Når det hyggelige samvær kommer i fokus, vil gode spisevaner følge med. Mad er nemlig tæt forbundet med følelser. Hvis dit barn har det rart, når det sidder ved bordet, vil det derfor få lyst til at spise den mad, der bliver serveret,” siger Inge Vinding, som minder om, at en vigtig del i at skabe en positiv atmosfære omkring forplejningen er den måde, I omtaler maden.

“Man tror det næsten ikke, men rundt omkring i hjemmene sidder der stadig fædre og kommenterer salatskålen med ‘skal vi nu have kaninføde igen?’. Hvis dit barn hører jer tale sådan og samtidig ser jer gå en stor bue uden om grønsagerne, vil det selvfølgelig heller ikke have mod på at prøve,” siger Inge Vinding, som i stedet opfordrer jer til at være gode rollemodeller og vise barnet, at I nyder grønsagerne og betragter dem som en naturlig del af det samlede fødeindtag.

Mad skal ikke være belønning

Inge Vinding slår også et slag for, at du undlader at dele måltidet op i ‘sundt’ og ‘usundt’. Kategoriseringen af maden stempler nemlig den sunde mad som sur pligt, mens det usunde vil fremstå som lokkende, forbuden frugt i barnets hoved. Og set i det lys er det vel ikke så sært, hvis cellofanen end ikke er pillet af gulerodsstaven, mens frugtyoghurten er pist væk, når madkassen kommer hjem.

“Du skal give dit barn et måltid mad, som du kan stå ernæringsmæssigt inde for, og du skal vise det, at du serverer det, fordi det er lækkert. Ikke fordi det er godt eller skidt. Hvis du hele tiden omtaler noget som sundt og noget andet som usundt, er det klart, at det forbudte bliver mest interessant,” siger Inge Vinding.

Af samme grund er det en rigtig dårlig idé at bruge en lækkerbisken efter middagen som belønning for, at dit barn fortærer en portion kogte gulerødder. Det har nemlig den psykologiske effekt, at guleroden i barnets øjne vil fremstå som noget, der bare skal overstås, mens den is, der venter som præmie, vil blive endnu mere lokkende og lækker.

“Når du siger ‘spis dine grønsager, så får du et stykke slik’, bekræfter du dit barn i, at grønsager er kedelige, mens søde sager er spændende,” siger Inge Vinding.

Lov til at vælge til og fra

En anden turn off på den grønne appetit er, når du mikser maden sammen i én stor pærevælling.

“Dit barn kan bedst lide at vide, hvad det putter i munden. Derfor virker maden mere indbydende på dit barn, når det selv får lov at vælge, hvad det vil spise,” pointerer psykologen.

Hun har ikke nogen forklaring på, hvorfor mange børn siger puha til kogte grønsager, mens de gerne hugger dem i sig i rå form. Men i virkeligheden er præferencen ganske praktisk, da vitaminer og mineraler bevares bedst uden tilberedning. Løsningen er derfor simpel: Du dropper simpelthen spekulationerne om, hvorfor den kogte peberfrugt byder ungen imod, og supplerer i stedet aftensmaden med en skål friskskåren grønt. Det er nemlig vigtigt, at du anerkender dit barns ret til at foretrække én madvare frem for en anden og afspejler det i udvalget på bordet.

“Det er okay, at der er nogle ting, dit barn ikke kan lide. Du må gerne bede ham om at smage, men derefter skal han have lov til at sige nej tak og holde sig til de ting, han kan lide,” siger Inge Vinding.

Ingen særforplejning

Er der lidt for enhver smag på bordet, får du også lettere ved at gennemtrumfe, at maden skal indtages ved den officielle spisetid, hvorefter køleskabet er lukket.

“Hvis dit barn af erfaring ved, at det kan lade være med at spise noget ved aftensmaden og få en nutellamad, en halv time efter at familien har rejst sig, hvorfor så forsøge sig med grønsagssuppen?”, spørger Inge Vinding, som også opfordrer dig til at give familiens større børn medbestemmelse omkring madlavningen.

Din niårige skal selvfølgelig ikke have lov til at diktere, at I for tredje aften i træk skal have hotdogs, men hvis du lader præteenageren vælge mellem et par sunde alternativer og giver hende lov til selv at putte porrer og broccoli i grønsagstærten, føler hun ejerskab over for menuen. Og så er det pludselig meget sjovere at gå på opdagelse i planteriget.

LÆS PÅ NÆSTE SIDE OM HVORDAN DIT BARN FÅR GRØNNE SMAGSLØG…

Sådan giver du dit barn grønne smagsløg:

• Skab en afslappet stemning omkring bordet, og pres ikke dit barn til at spise grønsagerne.

• Bed dit barn om at smage på rosenkålen – også selv om ungen har forsøgt ti gange før. Men acceptér, hvis den lille ikke kan lide det.

• Vis barnet, at grønsager er en naturlig del af måltidet – og at I nyder de grønne indslag ligeså meget som resten af menuen.

• Lad være med at tale så meget om, hvilke fødevarer der er sunde og usunde.

• Tal aldrig dårligt om grønsager.

• Lad dit barn blande sin egen salat i stedet for at mikse det sammen på forhånd.

• Brug aldrig mad som belønning. Lad for eksempel være med at sige ‘Du får en is, hvis du spiser dine bønner.’

• Undgå særbehandling. Det vil sige ingen nutella- eller spegepølsemadder til junior, en halv time efter at han har rejst sig.

• Lad dit barn deltage i madlavningen.

Har børn andre smagsløg?

Dit barns smagsløg er fra naturens side kodet til at foretrække sødt og fedt – ganske praktisk, for sådan smager modermælk. Derimod kan bitre smagsnuancer, eksempelvis fra grøn peber, få de små læber til at krympe sammen i foragt. Også det er en medfødt indstilling, for mange af de giftstoffer, der findes i naturen, smager netop bittert. Hvad vi fortrækker senere i livet afhænger af, hvad vi har vænnet os til at spise.

Så hvis dit barn fodres med søde sager dagligt – ja, så vil barnet med stor sandsynlighed fortsætte med at slikke sig om munden ved synet af kage, is og slik.

Omvendt kan du gennem kosten vænne de små smagsløg til den bitre smag fra grønsager ved at lægge dem på tallerkenen igen og igen. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår børn kan skelne mellem surt og sødt, salt og bittert, men man regner med, at evnen til at kende forskel i hvert fald er slået igennem i seksmånedersalderen.

Kilde: Per Møller, lektor i sensorik på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.