Amning: Ammende mødre ingen adgang!

Mødre, mælk, bryster og babyer. Det lyder ufarligt, men kan tilsyneladende bringe sindene helt op på kogepunktet – viste det sig, da debatten om offentlig amning i forsommeren blev skinger og skyttegravslignende og endte i protester på Rådhuspladsen og harmdirrende indlæg i diverse medier. I den ene lejr fandt vi de intolerante caféejere, der sagde nej tak til amning ved bordene, og i den anden de forurettede mødre, som nu mistede muligheden for at komme uden for en dør med deres spædbørn.

Uha, man ER da lige ved at få sin egen latte galt i halsen! Det kammede over. Helt over. Lad mig starte med at slå fast, at jeg er glødende fan af amning. At jeg stemmer for at amme så meget som overhovedet muligt. At jeg selv har ammet to børn – det ene i to et halvt år. Guddødemig! Det handler altså ikke om, at jeg lider af et uerkendt ammetraume eller føler mig utilstrækkelig i forhold til idealbilledet af den perfekte ammende mor. I’m a cow.

Men … der er noget ved bryster, uanset om de bruges til amning eller sex eller bare hænger der uden at gøre væsen af sig, der hører privatlivet til. De er en særlig kropsdel, en hemmelig én, som man ikke deler med hvem som helst. Og derfor er det at amme hvor som helst ikke bare sådan lige. Vi er altså nødt til at være lidt nuancerede i stedet for blot at kyle mudder efter hinanden.

Suttebrik til fuldt skue

Jeg skelner mellem det at brystføde et nyfødt barn, hvis eneste kost er modermælk, og som skal fodres hver anden eller tredje time for at overleve. Og så større babyer, enddog BØRN(!), som uden problemer kan udsætte deres behov for en specifik fødevare.

Hvis vi starter med de første, så er det langt, langt de færreste velforvarede personer, der får kvababbelser over, at nogen mælkeføder disse småbitte menneskebørn. Så længe det gøres med en aura af, at ‘jeg gør, hvad jeg kan, for at begrænse det til min intimsfære’. Findes der et par tosser, der hidser sig op over det, ja, så vil jeg æde min gamle hat på, at de er i markant undertal, og de er sådan set ikke værd at beskæftige sig yderligere med.

Men så er der også mødre – og jo, de findes! – der ammer en etårig, som går til og fra barmen efter forgodtbefindende, hvilket efterlader et fritstående bryst til fuldt skue for resten af den eventuelle cafés publikum. Jeg befandt mig engang i Illums café i færd med at gøre kål på min brunch, ret over for en mor, der sludrede videre med sin veninde uden at pakke brystet, inklusive suttebrik, væk, mens hendes tumling tog sig en mælkepause.

Det er for meget! Personligt havde jeg gang i mit eget ammeprojekt på tredje år (derhjemme!), så mig fik hun ikke hylet ud af den – men jeg synes edderbroderemig, det er upassende og udtryk for manglende fingerspitzengefühl at sidde der og vifte med et løbende bryst m/u suttebrik.

Hej, postmand!

Banan på caféstolen

Det bringer mig videre til visse caféejeres beslutning om at nægte ammende kvinder adgang – eller, rettere, forbyde amning på beværtningen. Det er nemlig ikke det samme som at nægte tykke, handicappede eller sorte adgang. Det er en aktiv handling, der forbydes,ikke en bestemt slags mennesker. Det har ikke en disse med diskrimination at gøre. For at vende tilbage til min indledning, ja, så er jeg overbevist om, at de færreste restauratører har noget mod, at en kvinde med diskretion ammer sit nyfødte barn.

Men jeg tror, man har taget konsekvensen af, at offentlig amning er blevet for meget in your face. At forbyde amning er ikke et politisk statement om, at det er anstødeligt og ulækkert; nej, det er en praktisk foranstaltning, som gør det muligt at gennemføre sin forretningsmodel – ja, nu drager jeg konklusioner, men det er sådan, jeg tror, det er. At forbyde amning er en måde at ‘slippe af ’ med mødregrupper, der sidder formiddagen lang og ofte har en rimelig … svinende adfærd. Jeg har selv været servitrice, og det var en udfordring – for nu at sige det pænt – at rydde op efter sådan en flok efter timer med larmende babyer, udstyr spredt overalt og mos, som blev tværet ind i størstedelen af interiøret. Acceptabelt inden for hjemmets fire vægge, når man har et lille krapyl, men ikke på en café, som er ramme for forretningsfrokoster og den slags.

Det er frygtelig hyggeligt at dandere den i sådan en gruppe, og undertegnede har gjort det adskillige gange – men når jeg hæver mig en anelse over mig selv og ser det fra den anden vinkel, ja, så kan jeg godt følge restauratørerne.

Min pointe, hvis jeg ellers kan sammenfatte den, er, at der er en smule mere substans i denne kontrovers, end om man følelseskoldt vil nægte kvinder mulighed for at holde deres spædbarn i live med modermælk. Helt ærligt, det tror jeg godt, de fleste kan se, hvis de graver ind under deres eget panser af forudindtagede holdninger. Hvor vil vi overhovedet hen med den debat?

Jeg nægter at tro på, at vi for alvor frygter, at nu bliver alle nybagte mødre interneret i eget hjem de første seks-ni måneder. At uh, så følte vi os diskriminerede og som andenrangsmennesker, da vi ammede vores sultne barn. Eller hvad der har været af kløgtige indspark. Vælg da en af de 579 caféer*, der ikke forbyder amning, i stedet for en af de ni, der gør. Det skulle være muligt.

Denne debat har, let’s face it, ikke noget på spil. Måske skulle vi interessere os for verdens reelle problemer i stedet. Eller bare nyde vores børn og glæde os over, at vi overhovedet kan amme. Det er nemlig ikke alle forundt.

Am(m)en!

*tal fra brancheorganisationen Horesta fra en rundspørge blandt 588 cafeer og restauranter. I alt findes der i Danmark cirka 13.000 restaurantvirksomheder.