”Det var den vildeste befrielse, da jeg lærte ikke at sammenligne mig med andre”
Anne Mette Kirk er aktuel med en ny roman, der omhandler, hvor langt man vil gå for at beskytte sine børn. Selv er hun en overbeskyttende mor, som stadig øver sig på at finde balancen mellem, hvornår hun skal skærme sine børn, og hvornår de skal have et skub ud i livet.
Hvordan vil du karakterisere det moderne moderskab?
"Vi lever desværre i en tid, hvor mange blander sig i andres måder at gøre tingene på, og hvor udokumenterede holdninger til andres forældreskab flyver rundt på internettet. De belærende kommentarer deles enten mellem generationer eller mellem forskellige livssyn.
Jeg savner en oprigtig nysgerrighed og måske en mildhed overfor andres måde at være familie på, for der findes ikke en manual til et godt og berigende familieliv. Jeg forsøger på ingen måde selv at være perfektionistisk i mit moderskab.
Mine børn ser mig forholdsvist ofte græde, og de ser mig også gennemgå kriser. Hvis man som familie har fundet frem til noget, som fungerer, så er det jo vidunderligt. Der findes ingen one-size-fits-all, når det kommer til familie – og hurra for det!
Men måske er der i virkeligheden – på trods af forskellighederne mellem os – meget, vi forældre har tilfælles: nemlig en stor og overvældende kærlighed til vores børn."
Hvordan ser du dine egne forældre i dit moderskab?
"Dem ser jeg hele tiden, tror og håber jeg. Min mor var børnelæge og altid klar på fis og ballade. Der var altid plads til min søsters og mine kreative projekter. Forleden, da jeg sammen med mine børn byggede hele stuen om til en gigantisk tømmerflåde, sendte jeg hende en kærlig tanke.
Min far er stadig mit største forbillede. Jeg ved ikke, hvordan han og min mor har formået at rulle min søster og mig ind i så meget kærlighed, samtidig med at de lod os slå os på livet og tillod os at blive vores egne små mennesker. Det er noget, jeg selv håber på at kunne give videre til mine egne børn."
Hvornår kan du mærke, at dit moderinstinkt aktiveres?
"Jamen, det kan jeg vel egentlig på daglig basis. I stort og småt. Jeg kan mærke på indersiden af min yngste søns hånd, om han har feber. Jeg kan se i vores store piges øjne, hvis noget nager hende. Og jeg kan høre på lyden af vores mellemste søns trin, om han er klar til at sove.
Vi er på den ene side eksperter i vores egne børn og deres velbefindende, men på den anden side er vi så inderligt sårbare, når udfordringerne bliver uoverskuelige for dem, vi elsker højest.
Det er skrækkeligt, når vores børn ikke trives, og det føles som at få flået ribbenene til side og få blottet sit hjerte. Lige meget hvad årsagen er. Hvor jeg nemt kommer op på hesten igen, hvis jeg oplever modstand på jobbet eller i andre sammenhænge, så kan mine børns trivsel holde mig vågen i ugevis og efterlade mig komplet hudløs."
Hvad kan man gøre for at bevare roen, når noget truer vores børn?
"Jeg forsøger at minde mig selv om, at bump, udfordringer og problemer er en del af livet. Det er noget, vi alle skal lære at håndtere, så jo mere vores unger selv kan mestre, jo bedre. Det er jo netop de erfaringer, som forhåbentlig bygger dem stærkere til at håndtere det næste, livet smider efter dem.
Jeg forsøger konstant at navigere i, hvornår jeg skal skærme mine unger, og hvornår de skal sparkes gevaldigt i røven. Det er en balancegang, som jeg stadig øver mig på. Glipper det for mig, så har jeg heldigvis en mand, som kærligt minder mig om "at tage hovedet ud ad røven" på vores børn. Og så gør jeg det. For det meste."
Ændrede dit moderskab sig, da din yngste søn fik en autisme-diagnose?
"Ja og nej. Nej, fordi han er et ønskebarn, som jo har brug for kærlighed og tryghed ligesom alle andre. Og ja, fordi han blev min ledestjerne til at frigøre mig fra andres holdninger og vurderinger.
Jeg var nødt til at finde ind til min egen mavefornemmelse og skabe en velfungerende hverdag for lige præcis vores familie. Uden at skele til, hvad andre gjorde. Jeg kan bedst beskrive det som den vildeste befrielse, for det har lært mig aldrig mere at sammenligne mig selv med andre."
Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?
"Jeg tror ikke på at give råd og slet ikke til nogen, som ikke har efterlyst dem. Men jeg håber, at mine børn dagligt oplever, at jeg løfter næsen op fra min egen navle og forsøger at gøre en forskel for andre. De har længe følt, at det var flovt, når jeg henvendte mig til fremmede, som lignede, de kunne bruge en hjælpende hånd.
Men i sidste uge kom min 12-årige søn for sent hjem, fordi han havde hjulpet en ældre gangbesværret mand med indkøb og krykker hele vejen fra Netto ned til perronen ved Nørreport i København. Så selvom de synes, jeg er helt vildt pinlig, så suger de måske alligevel et eller andet til sig. Hvem ved?"