Hjælp, mit barn har temperament

Så sker det igen: Guldklumpen ligger på gulvet og stamper med fødderne, mens hun hyler af sine lungers fulde kraft. Ikke fordi hun er ulykkelig – næh, hun er bare godt gammeldags gal i skralden. Hun ved, hvad hun vil, og lige nu vil hun fortsætte sin sjove leg med at kaste rejer på væggen, og det vil hendes tarvelige forældre ikke give hende lov til.

I ser undrende til, for mens vennernes børn tit affinder sig med at få nej fra mor og far, så tager jeres kære lille krabat sig lige så tit en ordentlig flippetur, før hun bliver sit glade jeg igen. Kort sagt: Pigen har temperament!

Spørgsmålet er bare, hvor hun har det fra, for ingen af jeres egne forældre kan berette lignende historier om jer selv som små, og I går da også for at være rolige og tålmodige mennesker. Spørgsmålet er så, hvordan søren I lige takler det, hvis jeres barn ikke vokser bare lidt fra hidsigheden.

Morfars temperament

Alfa-barn eller ej?

Husk samarbejdet med andre voksne

Hjælp dit temperamentsfulde barn

1. Vær et godt eksempel ved selv at håndtere din vrede konstruktivt, for eksempel ved ikke at hidse dig op i trafikken og råbe af de andre trafikanter.

2. Anerkend dit barns følelser, så det mærker, at du tager det alvorligt. I forhold til et lille barn er det en god idé at beskrive, hvad der sker. Sig for eksempel ‘nu bliver du godt nok vred, det kan jeg godt se’. Det hjælper dig til at bevare roen i en presset situation og kan berolige dit barn.

3. Vær opmærksom på, hvad der ‘trigger’ dit barns vrede. Er det et bestemt tonefald? At få en besked med kort varsel? For meget underholdning? For lidt? Brug resultatet til at minimere de situationer, hvor hidsigheden buldrer.

4. Giv barnet et konkret alternativ, når du griber ind. Hvis du ser dit barn skændes med andre børn om, hvem der skal bestemme i legen, så sig for eksempel ‘når du vil bestemme over de andre børn, vil de ikke lege med dig. Hvis du gerne vil være med i legen, så prøv at lade dem bestemme nu, for så vil de hellere lege med dig.’

5. Inddrag pædagogerne i vuggestuen eller børnehaven, og aftal, hvordan I bedst hjælper jeres barn i forskellige situationer.

Hjælp dit generte barn

1. I toårsalderen er det helt naturligt for dit barn at se fremmede mennesker lidt an, og det er for tidligt at tale om generthed. Men I kan allerede nu være gode eksempler ved at møde nye mennesker med en positiv indstilling og på den måde vise jeres barn, at andre ikke er ‘farlige’.

2. Hvis barnet er gammelt nok til at være ked af sin tilbageholdenhed og har udviklet et sprog, kan I hjælpe den lille ved at have en positiv indstilling til genertheden. Vil barnet ikke hilse på nye mennesker, så gå let hen over det, og lad være med at sige ‘hun er meget genert’ eller lignende.

3. Hvis barnet er gammelt nok til at være ked af sin tilbageholdenhed og har udviklet et sprog, kan I hjælpe den lille ved at have en positiv indstilling til genertheden. Vil barnet ikke hilse på nye mennesker, så gå let hen over det, og lad være med at sige ‘hun er meget genert’ eller lignende.

4. Grib ind her og nu, når I kan se, at jeres barn bliver ked af det. Et barn kan ikke forholde sig til hændelser, der ligger timer eller dage tilbage. Hvis barnet ikke tør spørge, om han må være med i de andre børns leg, så sig, at det kan du godt forstå – så han ikke føler sig forkert. Tag ham i hånden, og gå hen og spørg, om Bertil kan lege med. Næste gang tør han måske spørge selv, fordi han har set, at det ikke var farligt.

5. Få et samarbejde i gang med pædagogerne. Fortæl om jeres bekymring, og bed dem hjælpe barnet ved at gribe ind i situationer i vuggestuen eller børnehaven, hvor jeres barn føler sig udenfor eller bliver ked af det i samværet med de andre børn.

Kilde: Børnepsykolog Lise Andersen.