Bente Scavenius: Dengang jeg blev mor ...
“… turde jeg ikke involvere mig for meget”
Angst
Da jeg blev gravid, var det meget uvirkeligt. Jeg ønskede mig enormt at blive mor, men jo nærmere jeg kom fødslen, jo mindre gjorde jeg. Jeg købte ikke børnetøj, ordnede ikke værelse. Turde ikke involvere mig for meget, for vi havde mange tilfælde i familien, hvor det ikke var gået godt.
Min mand spillede på Det Kongelige Teater, og otte dage inden min termin ringede hans instruktør og sagde: ‘Joen siger, at du slet ikke har forberedt dig på, at babyen kommer.’ Jeg sagde ‘nej, det kan jeg ikke. Jeg vil først se, hvordan det hele går’. Så sagde hun: ‘Nu tager du pen og papir, og så skriver du ned.’ Og så gav hun mig en dosmerseddel på alt det, jeg skulle købe og gøre.
Kærlighed
I det øjeblik jeg fik Beate lagt op på min mave, kom moderfølelsen væltende op i mig. Det var det smukkeste, jeg havde oplevet. Dagene efter, hvor vi lå på hospitalet og bare lærte hinanden at kende, var vidunderlige. Dengang blev man ikke sendt hjem; man måtte nærmest blive, så længe man ville. Der var så meget ro og nærhed, og det var en utrolig overgang fra, at jeg slet ikke havde forholdt mig til at skulle være mor, til at følelserne kom væltende.
LÆS OGSÅ: 4 mødre: “Et råd gjorde mig til en bedre mor”
Afhængighed
Det sværeste var tabet af frihed. Jeg var vant til at styre min egen tid fuldstændig, skrive hele natten, rejse, når jeg ville. Alt kunne flyde. Efter at jeg fik børn, var jeg pludselig nødt til at passe alt ind fra ni til fire. Det var svært for mig at blive begrænset i mine frie udfoldelser.
Fra Beate var to måneder, tog jeg hende med overalt, ammede hende på gallerier og til kunstudstillinger, selv om det ikke var noget, man gjorde dengang. Jeg turde ikke sige nej til arbejde, for jeg var ikke etableret endnu og havde brug for også at bruge mit hoved.
I 1978, da Beate var to år, syntes jeg, at nu var det på tide at komme ud at rejse. Jeg havde udlængsel. Min søster og jeg så en annonce for en rejse til Kina i avisen, og så bestilte vi. Mens vi var væk, lavede Joen optagelser til Matador, og selvfølgelig fik Beate mellemørebetændelse og var syg i samtlige to uger, jeg var væk. Andre så nok skævt til, at jeg bare rejste, men det tog jeg mig ikke af. På den måde var jeg nok mor på en meget moderne måde.
Genkendelse
Da jeg første gang så mit barnebarn, Fernanda, blev jeg enormt rørt på min datters vegne. Men jeg følte på en måde også, at det var mit eget barn. Fernanda vækkede alle moderfølelserne i mig igen, og pludselig syntes jeg ikke, det var så lang tid siden, at jeg selv blev mor. I lang tid kunne jeg slet ikke vænne mig til at sige mormor om mig selv, og i dag, hvor Fernanda er fire år, kan jeg stadig finde på at sige ‘kom over til mor’. Heldigvis tager min datter det pænt.
Annonse
LÆS OGSÅ: Lone Hertz: Dengang jeg blev mor …
LÆS OGSÅ: Eva Smith: Dengang jeg blev mor …
Opdragelse
Jeg er imponeret over, hvor konsekvent min datter er over for Fernanda. Sådan var jeg også selv, men jeg kan huske, hvor svært det kunne være. Jeg forsøgte at forhindre Beate i at gentage de fejl, jeg selv havde lavet, og det kæmpede hun meget imod. Jeg havde en kaotisk teenagetid, jeg var absolut ikke en mønsterelev og droppede til sidst ud af gymnasiet. Jeg havde et hyr med efterfølgende at tage studenterkursus, så jeg kunne komme ind på universitetet.
Så da Beate ville stoppe i gymnasiet, fordi hun ville være skuespiller, sagde jeg til hende: ‘Jeg vil slet ikke diskutere din skolegang, før du er færdig i 3.g!’ Hun blev stiktosset og sagde, at jeg ikke skulle overføre mine dårlige erfaringer på hende. Men jeg holdt fast. I dag tror jeg, hun er glad for, at hun fik sin studentereksamen. Og hun endte jo med at blive skuespiller alligevel.
Samhørighed
Når Fernanda er her og ligger i sengen og siger ‘moar, moar’, så lægger jeg mig ind til hende. Så er det fuldstændig, som da mine børn var små, bortset fra at jeg ikke ammer. Fernanda falder til ro, og jeg får en følelse af, at hun tilhører mig, og jeg hende. Den atmosfære af tryghed og varme er fantastisk at genopleve.
