Klumme: Overvejer du at få et donorbarn?

Jeg åbnede døren til en ny verden. Der var levende lys, frugtskål og en smilende receptionist, der kiggede venligt på mig, som ville hun om lidt tilbyde mig en spabehandling med æteriske olier. Visakortet blev kørt igennem automaten. 2.950 kroner kostede første inseminering. Dobbelt op, hvis man medregner prisen på donorsæd, som jeg selv havde bestilt via en sædbank.

Jeg blev budt på en kop te og tog plads i en sofa, hvorfra jeg kunne studere kunsten på væggene. Stork IVF Klinik stod der med sirlige bogstaver mellem standerlamper, dyreskind og designermøbler. Det var lidt som at være gæst for første gang i et privat hjem hos en person, man ikke kender så godt. Der var hjemmeligt på en uventet måde. Ikke klinisk. Ikke hospitalsagtigt. Alligevel havde jeg fornemmelsen af at skulle til eksamen på et sprog, jeg ikke forstod. Missionen var helt klar, jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville. Det var vejen mod målet, som gjorde mig nervøs. Tanken om at drømmen brast, at jeg ikke ville kunne holde til skuffelserne undervejs, eller at noget gik galt. Jeg var 38 år, måske kunne jeg slet ikke blive gravid igen. 

Der var gået under et døgn fra positiv ægløsningstest, til jeg tjekkede ind på Stork Klinik, og jeg havde slet ikke overvejet, at det måske var en god ide at tage en livline med i sådan en situation. Det var lidt som at invitere et heppekor med til en gynækologisk undersøgelse. Har man brug for det? Alligevel var jeg overvældende bevidst om, at jeg var mutters alene om det her. At jeg manglede den plus en, som klart ville have været at foretrække. 

En sygeplejerske afbrød tankemylderet og fulgte mig via en smal gang til et hyggeligt lyst lokale. Vi havde mødtes en gang tidligere til en afklarende samtale, hvor hun bl.a. spurgte ind til, hvorfor jeg ville være solomor, om jeg havde overvejet, hvordan det ville påvirke min familie, når jeg også havde et barn med en biologisk far. Måske var farspørgsmålet i virkeligheden det sværeste. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg kunne blive en god mor til to, men jeg kunne aldrig blive en far. 

Mor uden far

Det har aldrig ligget i kortene, at jeg skulle stifte familie på egen hånd, men mit tikkende biologiske ur tvinger mig til alternativ tænkning. Mange mænd tror, helt fejlagtigt, at kvinder, der vælger at blive insemineret på egen hånd, hader mænd – eller at vi er erklæret uegnet som kærestepotentiale. Det er lidt skørt. Personligt synes jeg, mænd er fantastiske – og jeg synes egentlig også, at jeg har været en ret fornuftig kæreste i tidernes løb.

LÆS OGSÅ: Kærligheden til dine børn kan godt være forskellig

Heldigvis findes der jo også mænd, der ikke er skræmt ved tanken om bonusbørn. Den drøm har jeg ikke opgivet, men hvis ikke jeg møder sådan en mand, må jeg forsøge at kompensere for den manglende plus en, så godt jeg kan. Det vigtigste lige nu er at være en god mor, så må det med kærligheden komme senere. Men hvad nu, hvis det ikke er nok, at et barn føler sig elsket af 50 procent af genpuljen? 

Jagten på en donor 

En frisindet ekskæreste med et stort hjerte havde i overvejelsesprocessens begyndelse tilbudt at være sæddonor mod at blive fritaget for de forpligtelser, der normalt tilfalder en biologisk far. Han var blevet steriliseret og havde sæd i banken på Rigshospitalet. 

Jeg kunne lide ideen om, at mit barn fik mulighed for at kende sit ophav, men alligevel larmede beslutningen for meget. Det var fortiden og fremtiden, der blev tvunget hånd i hånd, selvom de for længst var gået i hver deres retning. Hans børn, mine børn, vores fælles barn – som han ikke var ”rigtig” far til. Det blev for kompliceret – og juridisk var det også for svært at greje. Valget faldt derfor på donorsæd fra en sædbank. 

Det er på alle måder surrealistisk at gå på opdagelse i sædbankens mandekatalog over mulige donorer, for hvordan vælger man en donor til ens barn, når god kemi er sat ud af spil? 

Jeg valgte sædbanken Cryos sædbank, da de samarbejder med Stork Klinik. Herfra begyndte afkrydsningen på sædbankens søgemaskine. 

Min donor skulle være kontaktbar, så mit barn får mulighed for et møde donor, når han/hun fylder 18 år. Donor skal endvidere have en åben profil med adgang til flest mulig informationer, babybillede, personligt brev, lydfil etc. Han må godt være over 175 cm høj og have brune øjne (som min søn). 

Så trykkede jeg søg. 

Jeg scrollede mig igennem profil efter profil. Én var vild med hunde og spillede guitar, en anden var atletisk bygget og spillede basketball. Er musikalitet vigtig, er glæden ved sport? Trumfer en lang uddannelse en kort, hvis donor med en kort uddannelse har en mere sprudlende personlighed? Slår en frisk (og forhåbentlig viril) studerende en donor på min egen alder med et spændende job? Det er ikke nemt at være på online sædjagt, kan jeg godt afsløre, og det føles forkert bare at slå plat og krone om 50 procent af ens kommende barns genpulje. 

Valget af donor faldt i første omgang på en mørk udgave af Emil fra Lønneberg – at dømme ud fra hans babybillede, i voksenudgave arbejdede han som ingeniør. Men inden jeg fik truffet den endelige beslutning, og havde haft donor frem og tilbage i et udvalg af veninder og familie, så var profilen ikke længere tilgængelig. Donor havde opbrugt sin kvote. 

Jeg endte med donor Njord, kaukasisk af afstamning, dansk af oprindelse, med brunt hår og brune øjne, 180 høj, atletisk af bygning, 83 kg, fra 1974 (dvs. jævnaldrende med mig selv). Ingen fysiske eller psykiske skavanker, 14 års skolegang inkl. børnehave, uddannet fra business collage og han arbejdede nu som manager i et stort supermarked. Privat boede han sammen med sin kæreste og var far til en sund og rask datter med lyst sind. Han kunne lide lasagne og steak, elskede at rejse og var glad for hunde. Dog var det beskrivelsen af ham selv som: Glad, stædig, sjov og venlig, som jeg fæstnede mig mest ved. Han lød virkelig som en rar mand.

Men var han måske en tand for rar, for blød og for næstekærlig? I den virkelige verden, var jeg nok aldrig faldet for en mand som ham. Omvendt, så havde jeg måske haft en god kæreste, hvis ikke jeg havde for vane at forelske mig i Tarzantyper … 

Det var nu, det gjaldt. Jeg nåede til kassen. Antal strå ønskes, blev der spurgt? Fem, trykkede jeg. Skal man skal tro statistikkerne, skal jeg forvente at blive insemineret 5-6 gange, før der er bid, min fremskredne alder taget i betragtning. Mit hjerte gallopperede, da jeg godkendte betalingen på fem strå med donorsæd fra donor Njord til 15.500 kr. 

Sådan foregik insemineringen 

Tilbage på Stork Klinik var alle formaliteter på plads. Proceduren var nøje gennemgået. 

Den oprensede donorsæd oplægges gennem livmoderhalsen via et tyndt sterilt kateder. Insemineringen er som regel smertefri og tager 5-10 minutter.

Det var tid. Det var nu, drøm kunne blive til virkelighed. 

Op på gynækologpriksen, som virkede alt for stor. Det var en familiebriks med plads til to personer. Jeg mærkede en lidt brændende fornemmelse i underlivet, da det tynde kateder blev ført op gennem livmoderhalsen, og så var det hele overstået. Jeg følte mig lidt som præmieko, der var blevet befrugtet. Sex er så meget sjovere, må jeg konstatere. Det her var en nøje planlagt mission med et klart defineret mål. En slags militært angreb på briks. 

Så kom ventetiden. Jeg skulle hvile en halv time på briksen, ikke fordi det var fysiologisk nødvendigt for at kunne blive gravid, men for at jeg kunne få sjælen med, inden jeg gik ud ad døren. Sygeplejersken puttede et tæppe om mig og sikrede sig, at jeg var okay. Og det var jeg vist. På den her lidt urolige måde, når man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre af sig selv. 

Og det på trods af, at jeg var rørt over den omsorg og tryghed, personalet udviste gennem hele forløbet. 

Jeg var blevet anbefalet at tage lidt musik med til ventetiden, og jeg tændte min telefon, da sygeplejersken lukkede døren bag sig. Mit hoved summede. Ironisk nok var det Mikael Simpson nummeret: ”Hvor lander du,” der skulle følge donor Njords pakke til dørs. 

I loftet svævede malede sommerfugle om blomsterranker og kunstnerisk malede fugle, der fodrede deres unger. Jeg hørte ”Vi sidder bare her” og havde en rar fornemmelse af at være sendt godt på vej af Jørgen Leth. 

Nede på gaden støvregnede det. Jeg fløjtede, da jeg cyklede ned mod Kongens Nytorv. Hvad betyder en smule regn, når ens største ønske måske lige er gået i opfyldelse. 

Små ni måneder senere, efter kun en enkelt inseminering, kom Walter til verden. En rask dreng i sværvægterklassen, tæt på fire kilo og langt fra af atletisk bygning. Han er storebrors diametrale modsætning, på mange måder snydt ud af næsen på sin mor, men han har også små forunderlige egenskaber, der falder helt uden for kategori. Han er helt sin egen. Nu er jeg lykkelig Mor Minus En Plus To. 

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter

LÆS OGSÅ: “Jeg elsker ikke at være mor”

LÆS OGSÅ: Fra barselsboble til fuldtidsjob