Børn og sprog

Børnenes bedste sprogbøffer

Det kan godt være svært at udtale ordene korrekt, når man er lille. Eller sætte dem rigtigt sammen. Her er læsernes bedste eksempler.

Hund med skræl

Min søn på fire vil gerne læse historien om de ‘101 klementiner’. Det er da bedre, end hvis han insisterede på, at man godt kan skrælle en dalmatiner.

Mette Broens Jungersen

Pukler på grøden

‘Moar, du skal huske, at jeg vil have kamel på min risengrød’. Evolet, fire år.

Michelle Montana Denise Boris

Heller ikke rart

Jonas fik nogle gange noget i ‘den vrede hals’ i stedet for den gale hals.

Signe Haakan Nielsen

Ryst lillesøster

Min pige på to ville bare så gerne have fissefrikadeller (ja, vi fik fiske-frikadeller). Og når lillesøster er ked af det og skal trøstes, siger hun ‘mor ryst hende, Rosa keee’ a’ æ’’.

Ane-Kathrine Fedder Witt

Hvad hedder byen?

Vores fireårige tvillinger går rundt og synger ‘et barn er født i Æblehem’.

Hanne Saaby Vanting

Altså dem med salt

Da vores ældste var yngre, ville han bare så gerne have pigenosser (peanuts) hos farfar.

Heidi Sohn Ottesen

Kejser i gult

Min yndlings er fra Clara på tre år, som skulle synge Bro, bro brille. ‘Klokken ringer elleve, karrysovsen står på sit høje, hvide slot’.

Betina Nedergaard

Synd for soldaten?

Min søn på fem brugte meget tid i sommer på at lære, at det er sandaler, og ikke soldater, vi har på fødderne.

Birgitte Kolle

Altså Lyserød

Min ældste havde rigtig svært ved at sige pink, da hun var yngre. Hun havde en fin penis kjole, en stor penis hest og en rigtig prinsesse-penis klapvogn.

Ditte Marie Juul Sørensen

Stærke skaldyr

‘Jeg er stærk, jeg har mange muslinger’.

Maria Hjorthøj

Spiser den børn?

Min søn var bange for et særligt dyr som lille, nemlig babybideren (bænkebideren).

Nanna Bjørn Volqvartz

Sød snyd

Da min bonussøn var tre år, syntes han, det var helt vildt sjovt at lave en ‘aprilsnegl’ 1. april.

Carina Særmark

Frugt og grønt

Vi tager tit i zoo for at se på gurker (kænguruer), og for ikke at fryse tager min datter radise (halsedisse) på.

Susi Søgaard

Hva’? Hvem?

Vores dreng var som toårig vild med ‘sutteballade’ (chokolade) og ‘Tosse-Per’ (Postmand Per).

Solveig Fuglestad

Sjovt at suge i?

Min pige på tre kan ikke sige sugerør – det hedder ‘surrøv’.

Maria Elmbæk