”Mine forældre har et helt andet syn på børneopdragelse, end vi har”
Der er sket et paradigmeskifte inden for børneopdragelse, og hvad gør du så, når bedsteforældrene slet ikke forstår den måde, du er forælder på? Vi har spurgt brugerne på @voresbørn, hvilke ting I dealer med, når det kommer til jeres børns bedsteforældre. Her er eksperternes svar.
Spørgsmål om gammelt børnesyn
“Mine forældre har et helt andet syn på børneopdragelse, end vi har. De mener ikke, at børn må sige fra og have deres egne meninger.
De skal sidde pænt ved bordet. De skal ikke tages op, når de græder. De skal hurtigt på eget værelse og sove. Det er svært at være i.”
Eksperterne råder til at sætte grænser
Kathrine Hemmingsen: “Det kan stjæle af ens sikkerhed på eget forældreskab, og man skal generelt ikke forsvare sit forældreskab. Det er noget, som mange forældre fra denne generation oplever.
Der er sket et paradigmeskifte inden for børneopdragelse, og bedsteforældrene kan føle, at der ligger en kritik i det. Er vi ikke tilfredse med det, som de gav os, siden vi gør noget andet?
Der kan ligge en usikkerhed og forkerthedsfølelse. I langt de fleste tilfælde er bedsteforældrene ikke ude på at være onde, men man kan godt fortælle dem, at i deres titel som bedsteforældre ligger ikke rollen som opdrager. Vi må gerne sætte grænser og sige: ‘Vi gør det på vores måde. Vi har styr på det.’”
Maria Holkenfeldt: “Det gør ondt, når man ikke føler sig forstået og støttet af sine egne forældre. Og det kan være svært at få et godt forhold til dem som bedsteforældre, når man er uenige om stort set alt, hvad angår opdragelse af ens barn.
Det er vigtigt at være tydelig omkring sin opdragelse – også over for bedsteforældre. Så de skal vide, at I har valgt at opdrage jeres børn, som I har, fordi det er det, I tror på.
Og at I ønsker og håber på, at de vil støtte jer, selv om de ikke deler jeres opfattelse. Og så må det måske være sådan, at dine forældres regler gælder hjemme hos dem, og jeres regler gælder hjemme hos jer.”