Vibeke Dorphs brevkasse

Frustreret stedmor: "Skal jeg droppe projekt sammenbragt familie?"

Jeg er begyndt at få kolde fødder omkring projekt sammenbragt familie, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Spørgsmål om at droppe projekt sammenbragt familie 

Jeg bor i en sammenbragt familie, og det er meningen, at min kæreste og jeg skal giftes til næste år. Nu er jeg dog begyndt at få kolde fødder. Jeg synes nemlig, at alt det her med dine og mine børn er så svært. Det er lige fra den måde, vi opdrager børnene på, respekten for hinanden i familien og så alle kontroverserne mellem os og børnene og børnene imellem.

Jeg har især problemer med min stedsøn. Hvis jeg skælder ham ud, er han tit ubehøvlet over for mig. Han kan finde på at sige ting som, at jeg skal skride ud af deres hjem og hjem til mig selv. Han undskylder bagefter, men jeg har en fornemmelse af, at det kun sker, fordi hans far forlanger det af ham, ikke fordi han mener det.

Min stedsøn kalder også mig og mine børn for trælse og irriterende, og han gør hele tiden opmærksom på, at vi ikke er velkomne og ikke er hans familie. Han og mine børn skændes også og bliver uvenner. Mit hoved kan snart ikke rumme mere, og jeg er i tvivl, om jeg ikke bør flytte både for min egen og for mine børns skyld og dermed også aflyse mit bryllup. Har du et råd?

T.H.

Vibeke Dorph råder til at undersøge, hvorfor stedsønnen er ulykkelig

Hvis vi går ind i projekt sammenbragt familie i den tro, at alle vil trives og være glade fra dag et, så bliver de fleste af os desværre voldsomt skuffede. Sagen er jo, at det er os voksne, der har valgt at rykke sammen, mens vores medfølgende børn bestemt ikke har det. De er tværtimod tvunget ind i en ny familie konstellation, som de hverken har lyst til eller slet ikke har brug for at indgå i, fordi de måske i forvejen er presset af en foregående udmattende skilsmisse mellem deres biologiske forældre.

Derfor skal forældre og stedforældre træde varsomt og forstå, at det er deres og ikke børnenes ansvar, at projekt sammenbragt familie kommer til at fungere. I den forbindelse skal du også skrive dig bag øret, at stedforældre har det med at stille alt for store følelsesmæssige krav til deres stedbørn, alt imens de har langt større forståelse og tolerance over for eget biologisk afkom. Som her, hvor du anklager din stedsøn for at tale grimt til dig og dine børn i stedet for at undersøge, hvorfor han føler sig så presset og intimideret, når han opfører sig sådan.

Nej, selvfølgelig skal han ikke tale grimt, men prøv dog først at finde ud af, hvorfor han er så ulykkelig, for det er jo det, han er. Jeres sammenbragte familie kan nemlig ikke lykkes, hvis ikke alle føler sig hjemme og velkomne, det gælder også ham, og her er det dit og din kærestes ansvar, at det kommer til at ske. Kort sagt, at leve i en sammenbragt familie er et hårdt arbejde, der kun lykkes, hvis begge voksne opfører sig voksent og tager det fulde ansvar for, at alle trives. Så gør det, og se så, om ikke jeres hverdag stille og roligt vil forvandle sig til det bedre, for det tror jeg, at den vil.

Skriv til Vibeke

Vibeke_2018efterår.jpg

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk.

Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

Vibeke Dorph har i over 10 år været fast brevkasseredaktør på ugebladet Hjemmet, hvor hun også arbejder med og skriver fiktion. Hun er derudover forfatter til romanen 'Babyalarm – en psykologisk thriller om en nybagt mor'. Vibeke bor i Valby i en sammenbragt familie med mand, tre børn samt kat.