”Min svigermor prøver for meget at skabe et bånd til min søn”
Hvad gør man, når svigermor blander sig i alt? Vi har spurgt brugerne på @voresbørn, hvilke ting I dealer med, når det kommer til jeres børns bedsteforældre. Her er eksperternes svar.
Spørgsmål om anstrengt forhold til svigermor
“Jeg har et anstrengt forhold til min svigermor. Hun blander sig i alt og prøver for meget i forhold til at skabe et bånd til min søn. Hun er højrøstet og overgearet. Det er unødvendigt, for min søn er glad for hende.”
Eksperterne råder til at få hende til at slappe mere af
Maria Holkenfeldt: “Det lyder som udgangspunkt dejligt, at din svigermor har et fint forhold til jeres søn. Jeg forestiller mig, at hendes højrøstethed måske dækker over noget andet ... Men er der særlige tidspunkter, det går dig mere på end andre?
Har du forsøgt at få hende til at dæmpe sig lidt, for eksempel når jeres søn skal sove? Ofte kan det have en virksom effekt selv at dæmpe sig i toneleje, styrke og tempo – måske kan du prøve det?”
Kathrine Hemmingsen: “Sådan noget handler næsten altid om usikkerhed. Bag adfærden gemmer der sig ofte en følelse af ikke at være noget værd, hvis ikke man konstant byder sig til. Det er kærlighed. Ligesom de fleste af os kan komme til at grine fjoget, hvis vi er i tvivl om, hvad man skal gøre.
Hvis man selv har overskuddet og kan holde hjertet varmt, kan man sige: ‘Dit barnebarn er faktisk rigtig glad for dig. Øjnene lyser op, når du kommer ind.’ Så kan hun bedre slappe af.
Hvis man er rigtig modig, og relationen kan bære det, kan man sige; ‘Jeg er i tvivl, om du er usikker på, om han kan lide dig, når du gør så meget?’ Der findes ikke noget, der kan tage sig af usikkerhed, som beroligelse.”