Første familieferie i campingvogn: ”Vores børn fangede instinktivt, hvorfor det er drømmen”

Da jeg var ung i 90’erne og starten af 00’erne, var der et drukspil, der hed ‘Jeg har aldrig.’ Vi sad en gruppe piger og skulle stille pikante spørgsmål af intim karakter – og alle, der havde tungekysset/kastet op til en fest/forelsket sig i en veninde, skulle drikke, når deres ‘hemmelighed’ blev afsløret. Jeg kunne ikke imponere med megen vildskab, da jeg var teenager.

Men det kunne jeg (åbenbart), da jeg som mor til tre i en alder af 40 sprang ud som campist. For der er intet, der kan vende vrangen på folks fordomme, når man som fuldblodsbybo pludselig indrømmer, at ens højeste ønske er en retro-campingvogn.

Og da jeg satte ord på drømmen, kom der da også mange fnis, løftede øjenbryn og ikke mindst stikpiller a la: “Skal du så hænge ud med hele familien Danmark?” og “Vi glæder os til at se dig i fuld campinghabit!” Men hvad skeptikerne, inklusive mig selv, ikke var klar over, var, at hvis der er noget, der kan få en fortravlet, selvstændig mor til at sænke skuldrene, så er det livet med sneglehus på ryggen.

En uventet drøm

Drømmen om en campingvogn opstod ved et tilfælde. En sommer skulle min mand og jeg aflevere vores børn til en uges sommerferie i mormor og morfars sommerhus, så vi kunne være lige dele på arbejde og agere kærestefolk, mens de tre små blev forkælet med is, livretter og legeland.

En indskydelse havde fået os til at booke en overnatning på en campingplads i telt, og der fik vi blik for magien ved de små transportable feriehuse. For vores lille iglo-telt blegnede noget sammenlignet med de kulørte lamper, de blomstrede gardiner og de organiserede morgenborde med termokandekaffe, æg og bacon, der materialiserede sig foran de hjulbårne hjem.

Vores børn fangede instinktivt, hvorfor campinglivet var drømmen. Vi befandt os nemlig pludselig i et alternativt slaraffenland, hvor det var svært at afgøre, i hvilken rækkefølge de skulle prioritere minigolf, vandland og hoppeborg. Og på de 24 timer, vi var der, opdagede de samtidig, at de kunne møde lige så mange legekammerater, de orkede – helt uden at forældrene hang over dem med reprimander om at lukke jakken, huske at vaske hænder eller skrue ned for stemmerne.

Og på samme måde slap vi voksne for at falde ned i nogle af hverdagens mindre flatterende roller som igangsætter, rengøringsassistent og ordenspoliti. Vi kunne faktisk nå at tale sammen uden afbrydelser, læse flere kapitler i streg i en bog og lokke vores unger til et slag Uno eller backgammon, når de skulle have varmen efter en lang badetur. Hvilken luksus! Og tænk så, hvis man kunne sove med tag over hovedet, have lys fra andet end sin lommelygte og ligefrem lave morgenmad og eftermiddagskaffe i sit eget lille tekøkken frem for at hente automatkaffe og bake off i receptionen?

En drøm var født. Jeg ville også eje sådan en nuttet lille campingvogn, jeg kunne indrette og udfolde mig i – uden forpligtelser og helt i øjenhøjde med mine børn.

Jomfruturen

Som journalist gik jeg naturligvis i gang med at researche på historien om MKP’en, som den lille buttede campingvogn hedder. Hos Dansk MKP-klub, som organiserer retro-campingentusiaster, kunne de melde om et stigende salg af retro-campingvogne, særligt modellerne Petit, Midi og Grand fra 1961, fordi de kan trækkes af næsten alle biler og er nemme at manøvrere.

En velholdt vogn ligger i prislejet 35.000- 50.000 kroner, mens de slidte modeller går fra 15.000 kroner. Min mand kastede sig ud i projektet med ildhu, men vi var desværre langt fra first movers og måtte derfor se til, hvordan den ene vogn efter den anden blev snuppet foran næsen på os på DBA. Men endelig var både timingen og tålmodigheden med os, og vi fandt vores lille, gamle vogn, døbte hende Olga og proppede hende med al den nostalgiske lir, vi kunne komme i tanke om.

Fra hynder i bredriflet lyserød fløjl over puder i Liberty-stof, blomstrede vattæpper og naturligvis kulørte lamper, Happy Camper-krus og masser af Werthers Echte og smørbagte småkager. Campingvognen var allerede blevet et slags dukkehus for både børn og voksne, og jeg kunne ikke vente med at få hende på vejen. Vi havde allerede booket en uges sommerferie på Sannes Familie Camping, mens Corona stadig var en øl, men da den blev en pandemi, priste vi os lykkelige for, at vi ikke havde satset på en udenlandsrejse i 2020.

Og allerede da verden åbnede sig lidt i foråret, besluttede vi os for, at Olga skulle på sin jomfrurejse – nærmere bestemt den årlige sankthansfest på Sydsjælland. Det blev her, vi oplevede, hvad campingvognen gjorde ved os. Ikke bare praktikken i, at vi nu kunne overnatte hos venner uden at invadere deres private gemakker, gæsteværelser og drømmesenge, men også at vi nu var husejere i et helt nyt fællesskab. Campisternes.

For vi var kun lige ankommet til festlighederne og havde sluppet børnene fri blandt legekammerater og festklædte gæster, før vi fandt os selv i et helt nyt segment; nemlig sammen med bedsteforældre-generation, der havde camperet hele livet, og derfor allerede havde slået forteltet op på deres campingvogn, fundet keramikkrusene frem og var klar til at sparke dæk og udtrykke gensidig beundring for vores rullende hjem. Væk var generationskløft og small talk. Vi tilhørte øjeblikkeligt samme stamme og talte samme sprog.

Et hjem på hjul

Det med det fælles sprog skulle vise sig at blive motivet for resten af sommerens udflugter med Olga på slæb. For på magisk vis var hun det forvoksede legehus, der passede til både børn og voksnes tempo. Mine to drenge, Storm og Buster, på henholdsvis otte og ti år, fandt hurtigt ud af, at campingvognen havde samme funktion som et pitstop på en racerbane.

Det var stedet, de kunne tanke op indimellem alle de aktiviteter, der trækker i to preteens. Hun var omklædningsrummet inden endnu en tur i vandlandet, proviantstationen, hvor de hentede müslibar, brikjuice og en klapsammen inden næste bordtenniskamp eller tur i gamer-rummet, og hun var det spot, hvor man kunne hvile ud og få læst højt af “Doktor Z” eller spille et slag fisk, når benene var tunge eller kroppen træt.

For min datter, Ella på fem, blev Olga hurtigt det forvoksede legehus, hvor hun inviterede nyfundne venner på hulebyggeri, til teselskab med sine bamser, og hvor hun kunne lave en spontan skønhedssalon for mig, Anna og Elsa. Og for min mand og jeg blev Olga ikke bare en minimalistisk dagligstue, hvor vi kunne drikke rødvin fra plastkrus, lave ostebord med alt godt fra Super Brugsen og læse de bøger, hverdagen ikke levner tid til.

Den blev også vores pusterum, hvorfra vi lærte noget om rummelighed, medmenneskelighed og noget så dansk som jovial sameksistens på tværs af sociale klasser og aldre. Og ikke nok med det: Vi lærte, hvordan vi afkoder os selv og andre. Fra Olgas fortelt så vi de tyske charter-campister, der kom i mobile homes i millionklassen, komplet med væg-til-væg-tæppe, fladskærm og syntetisk rullegræs. Og vi så pensionisterne med den brun-orange autocamper, transistorradio, papvin, saltstænger og bridgeblanding.

Der var familie-campisterne, der havde tre generationer af både voksne, børn og hunde under samme teltdug – og så var der os. “De er helt sikkert fra Vesterbro,” hørte vi en familiefar kommentere, da han passerede Olga og ramte dermed så godt som plet. Man kan tage familien væk fra stenbroen, men ikke tage stenbroen ud af familien.

Det med småt

Så hvad er det lige, jeg ikke fortæller? Campinglivet kan da umuligt have været lutter idyl? Full disclosure: Det var det faktisk.

Godt nok spiste vi væsentligt færre tre-retteres menuer end en typisk sydfransk sommerferie ville rumme, stiletterne blev ikke luftet en eneste gang, og opvasken skulle klares i hånden. Morgen, middag og aften. Men Ella og far traskede gladeligt afsted med vaskefad og opvaskebørste, og drengene nød, at samtlige måltider kunne indtages i badeshorts og bar mave, hvis det var det, de havde lyst til. Jeg brugte ikke 80 procent af det tøj, jeg havde pakket, og det til trods for, at jeg allerede havde begrænset mig til, hvad jeg troede var et absolut minimum.

Det viste sig, at et par cowboyshorts, et par bløde bukser, en sommerkjole, en cardigan, to T-shirts og ellers badetøj og klipklappere er alt rigeligt. Og så er der de ubehagelige overraskelser, der udebliver. Modsat andre familieferier, hvor pengene fordufter for øjnene af en i entrebilletter, dyre cafebesøg, spontane behov for kaffe, sodavand og is på byens dyreste adresser, og alle de shoppingfristelser, der lurer, så er det faktisk muligt at få husholdningsbudgettet til at række.

Shoppingen kunne overstås i form af postkort, badevinger og bland-selv-slik i receptionen, og de eneste uforudsete udgifter, vi havde, da først pladsen var betalt, gik til leje af minigolf-køller og de frokoster, vi valgte at spise ude i sommerlandet frem for hjemme i Olga.