364 dage efter sin mors død, føder Caroline sin søn: ”Min sorgproces fyldte alt”

Caroline Corinths søn, Carl, har lige taget et rullefald ned af sofaen og er helt opløst i gråd, da hans mor åbner døren til familiens kartoffelrækkehus i København.

Hun ville egentlige have puttet ham inden interviewet, men Carl er halvsløj, og tiden gik, og nu har han også slået sig, så Caroline Corinth må indse, at hun kommer til at tale med journalist samtidig med, at hun skiftevis trøster og aktiverer sin søn. Noget der bliver mere og mere udfordrende, jo ældre Carl bliver.

Han er 20 måneder nu og netop begyndt i vuggestue. Noget som både Caroline Corinth og Carl har glædet sig til skulle ske. Men samtidig er det én af de milepæle i sønnens liv, som for altid vil splitte hende i to og spille på hele hendes følelsesspekter.

Caroline Corinth har mistet sin mor, og derfor vil hun aldrig komme til at dele sin spænding og bekymring under en ny livsfase i sønnens tilværelse med den person, som – udover Carls far – hun har allermest lyst til at indvie i oplevelsen.

Læs også

Da Kathrine blev mor, mistede hun sin far: "Jeg turde ikke få flere børn, for hvem ville jeg så bytte ud?"

“Hvor ville jeg gerne kunne ringe til min mor og tale med hende om alle de følelser, der fylder en hel masse for mig, nu hvor Carl er begyndt i vuggestue. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de mærkedage fremover, hvor det vil blive så tydeligt for mig, at hun mangler,” siger Caroline Corinth.

Carl kommer også til at tale. Tabe sin første tand. Begynde i børnehave og skole. Alt sammen uden at Caroline Corinth kan fortælle sin mor om det, og hun har allerede oplevet, hvordan savnet for altid vil give hendes lykkeligste stunder en bismag.

“Da vi fejrede Carls første fødselsdag, var det jo lykkeligt at se familien synge fødselsdagssang for ham, men samtidig var det også ulykkeligt, fordi min mor ikke var der. Folk tror ofte, at sorgen bliver mindre over tid, men faktisk bliver det sværere, fordi hun kommer længere og længere væk,” siger Caroline Corinth.

Vil give andre noget at spejle sig i

Måske kender du ikke navnet Caroline Corinth, men du kender sandsynligvis hendes ansigt. Hun er model og har siden 16-årsalderen rejst verden rundt og gået catwalks, skudt modeserier og været ansigtet udadtil for brands som Victoria’s Secret, Garnier og Tromborg, ligesom hun har prydet magasinforsider på eksempelvis Elle, Marie Claire og Eurowoman.

De senere år har hun blandt andet lavet kampagner for H&M og Ellos, når hun altså ikke har trillet rundt med barnevognen på de Københavnske gader. Og så står hun gerne frem på SoMe med historien om, hvordan det har været at miste sin mor, midt i at hun selv skulle til at tage hul på den i forvejen livsomvæltende forandring, det er, selv at blive mor for første gang.

Jeg kan høre på folk, at vi deler samme sorg og frustrationer, der kan ramme over de mindste ting i hverdagen. Det kan være, at barnets klassekammerat har fået en skoletaske af sin mormor, hvilket pludselig får følelserne til at vælte frem ‘for det vil mit barn aldrig komme til at opleve.’”

"Sådanne situationer er nemmere at håndtere, når vi kan tale højt om dem. For når man har nogen at sparre med, føler man sig mindre alene," mener Caroline Corinth, som havde et meget tæt forhold til sin mor, Mette.

Sygdom skubbede til babydrømme

Dels fordi hun er vokset op som skilsmissebarn med sin mor som primær forælder, dels på grund af sin internationale karriere som model, som fra 16-årsalderen sendte Caroline Corinth ud at rejse verden rundt på job, ligesom hun i perioder også var bosat i Paris og New York.

Modsat mange af Caroline Corinths unge model-kollegaer, var flysædet ved siden af hende aldrig tomt. Her var hendes mor fast medpassager, for hun mente, at Caroline Corinth ville få brug for én til ikke alene at passe på sig, men også at hjælpe med at holde fast i de grundværdier, hun er opvokset med.

Da Caroline Corinths mor blev syg, var mor og datter færdige med at ture verden rundt og var begge faldet godt til i hver sit liv. Caroline Corinth havde mødt sin kæreste, Simon, og var flyttet sammen med ham, og hendes mor, som oprindeligt var skolelærer, var gået i gang med en videreuddannelse inden for familieterapi.

“Vi havde været igennem en lidt forsinket løsrivelsesproces, og vi var kommet rigtig godt på plads. Jeg var landet i at være voksen, og min mor var i gang med sin masteruddannelse i Norge. Der var så meget, vi skulle.”

Læs også

En måned efter Martins død, bliver Natasia gravid med hans barn: ”Vores søn er ikke en erstatning"

Alt dette ændrede sig, da Caroline Corinth i vinteren 2019 fik beskeden om, at hendes mor havde fået konstateret kræft. I første omgang var lægerne optimistiske, ligesom Mette selv. På dette tidspunkt kunne Caroline Corinth endnu ikke forestille sig, at det skulle ende fatalt, men alligevel skubbede den alvorlige sygdom til tankerne om, hvad hun ville med sit liv.

“Jeg spurgte Simon, om vi ikke skulle smide præventionen. Ikke fordi jeg tænkte, at min mor skulle dø, men kræft kan jo komme tilbage, og det kan forkorte livet. Når man får kritisk sygdom ind på livet, får man meget fokus på, hvad livet handler om. Og jeg havde et behov for at se min mor blive mormor.”

Caroline blev dog ikke gravid lige med det samme. Sygdomsforløbet stressede hendes krop, især i takt med at det gik op for hende, hvilken vej det gik. Den 14. februar 2020, efter ét års sygdom, døde Mette. Tre måneder senere stod Caroline med en positiv graviditetstest i hånden.

“Det var meget overvældende, fordi min sorgproces fyldte alt på det tidspunkt. Min mor spillede en stor rolle i mit liv, så det tomrum, hun efterlod, var gigantisk, og oveni skulle jeg sælge hendes lejlighed, flytte ind i et nyt hus, som Simon og jeg havde købt, og jeg havde sindssygt meget kvalme. Så de måneder var SÅ kaotiske, og jeg husker dem faktisk ikke særlig godt.”

En følelse af uvirkelighed

Samtidig havde Caroline svært ved at forholde sig til det menneske, som pludselig var en del af hende.

“Jeg kunne slet ikke forstå det i begyndelsen og tog et hav af tests. Og jeg skal være ærlig at sige, at jeg mange gange tænkte, at hvis jeg kunne bytte barnet i min mave med min mor, ville jeg gerne det. For jeg havde kendt min mor 25 år, men ham i maven kendte jeg jo slet ikke. Så det var en ret ambivalent følelse at skulle gøre plads til et nyt menneske i mit liv, når jeg manglede et andet, meget centralt menneske."

Det var ikke, fordi Caroline Corinth fortrød sit valg. Men hun kunne blive ramt af en fornemmelse af, at det måske havde været rart med en periode med ro til at bearbejde den store sorg, før hun skulle i gang med at være alt for et andet menneske. En følelse af uretfærdighed spøgte også i hende. Hun kunne for eksempel ikke holde ud, når andre mennesker rørte ved hendes mave – for den mulighed havde hendes mor jo ikke.

Samtidig kunne hun ikke ryste følelsen af uvirkelighed af sig, og hun begyndte ikke at købe ting til sit kommende barn, før hun var 32 uger henne. Men hen mod slutningen af sin graviditet opdagede hun, at klargøringen til det nye barn faktisk havde en nærmest terapeutisk effekt.

“Min mor var sådan én, der havde gemt alt, fra jeg var barn, og hele den dér proces med at finde min gamle Trip Trapstol, Juno-sengen og mit gamle tøj frem, var på en eller anden måde helende. Minderne fra min egen barndom stod tydeligt frem, og det var som om, jeg fik vakt hende til live igen.”

Forsinket tilknytning

Den 13. februar 2021 blev Carl født – 364 dage efter, at Mette døde. Det vil sige, at Caroline på sin mors dødsdag vågnede op med sin nyfødte søn i armene. Lykken over det nye barn og ulykken over, at hendes mor ikke var der til at opleve sit barnebarn, var overvældende.

“Min tilknytning til Carl var forsinket, fordi jeg stod midt i denne her kæmpe sorgproces. Jeg fortalte ham meget tidligt, at det var dejligt, at han var der, men at jeg også var ked af det. Selv om han måske ikke kunne forstå ordene, betød det meget for mig at få det kommunikeret til ham.”

Det kan være en skamfuld følelse ikke at føle, at tilknytningen til sit eget barn er på plads. Men det har hjulpet Caroline Corinth, at hun i stedet for at blive forskrækket over sig selv var åben omkring det, hun gik igennem.

Læs også

Cille havde en fødselsdepression: ”Lige dér mærkede jeg det endelige punktum”

“Jeg talte med min sundhedsplejerske om det, og hun kaldte mit samvær med Carl for ‘mekanisk kærlighed.’ Jeg gav ham hue på, fordi det var koldt, men den der rendyrkede kærlighed … den kom langsomt snigende, men den var der ikke lige med det samme.”

Tilfældigvis faldt Carls ankomst til verden sammen med, at Caroline Corinth og Simon fik en ny lejer på deres 2. sal, som er jordemor, og hende havde Caroline Corinth rigtig mange gode snakke med. Hun forsikrede Caroline Corinth om, at det kun var naturligt, at hun lige skulle lande i sorgen, og at tilknytningen nok skulle komme.

Det hjalp. Og gav Caroline Corinth en ro omkring, at det var okay, at hun havde et behov for ikke kun at gå i babyboble men også at pleje sin sorg, hvilket hun gjorde ved at blive tilknyttet både en sorggruppe og en ‘mor uden mor’-mødregruppe. Sorgarbejdet betød, at hun hele tiden arbejdede sig hen mod et sted, hvor følelserne kunne falde på plads i hende.

“Jeg har virkelig prioriteret mit sorgarbejde. Jeg kunne mærke, at det var meget vigtigt for mig at få bearbejdet nogle af alle de følelser, jeg gik rundt med. Det har betydet, at jeg ikke længere er ét stort forvirret spørgsmålstegn, som jeg var, da jeg blev gravid.”

På genbesøg i barndommen

På samme måde har Caroline Corinth haft brug for at dyrke sin fortid – at genbesøge de steder, hun selv er kommet som barn. Under sin barsel har hun trasket sit barndomskvarter i Nordvest tyndt med barnevognen, gået den rute, hun som barn gik til børnehave og skole, besøgt den strand, hendes mor kunne lide at bade på og handlet i de butikker, hendes mor holdt af. Imens fortæller hun Carl om hans mormor.

“Det er vigtigt for mig at give ham de ting, som hun ville have givet ham. Han skal også have et nisselandskab med min oldefars gamle nisser, og vi handler også i Søstjernen på Østerbrogade, hvor jeg fik alle mine sko som barn.

“Jeg kan godt frygte, at Carl kommer til at have en sorg over ikke at have en mormor, og når jeg tænker på det afsavn, bliver jeg ked af det. Vi har heldigvis mange andre mennesker i vores liv, og jeg prøver virkelig at køre dem i stilling, ved for eksempel at lade dem passe ham, og jeg er også hurtig til at komme med forslag som: ‘Så kan du have en filmklub med Carl.’ Det er et forarbejde, jeg gør, fordi jeg gerne vil tilbyde ham en form for erstatning for det, han mangler.”

Ser sin mor i sig selv

Caroline Corinth er i dag et sted, hvor hun er landet på benene igen. Savnet og sorgen går ikke væk – tværtimod har hun det sådan, at det næsten vokser med tiden.

Hun er begyndt at frygte nytårsaften, fordi den markerer, at hun nu går ind i endnu et år uden sin mor, uden Carls mormor. At afstanden mellem Caroline Corinth og Carl på den ene side og Mette på den anden, bliver længere og længere. Det mærker hun hver eneste dag.

“Der er stadig situationer hver dag, hvor jeg mangler min mor, og hvor jeg ville ønske, at jeg kunne ringe til hende og tale om den knop på maven, som Carl har. Vi ville have FaceTimet hver dag om ting, der er fuldstændig ligegyldige for alle andre.

Jeg har heldigvis en mormor, som er lige så interesseret, som min mor ville have været, så hende bruger jeg meget. Men det er jo min mor, jeg helst vil dele den slags små bekymringer med.”

Til gengæld fylder følelsen af uretfærdighed mindre nu. Den er blevet afløst af en accept af, hvordan tingene er. Samtidig nyder Caroline Corinth at mærke, hvordan hun hele tiden søger sin mor i den måde, hun selv er mor på.

“Jeg kan ikke lade være med at gentage hende. Det er for eksempel i de sange, jeg synger for Carl og den måde, vi danser rundt i stuen til Thomas Helmig. Når jeg gør det, kan jeg nærmest føle, at jeg ER hende, og det er SÅ dejligt. Fordi så er hun tættere på.

Sorg er jo noget, man kan gå ind og ud af, og nogle gange kan jeg blive helt i tvivl, om hun har været her, men når jeg gør de samme ting, som hun gjorde, da jeg var barn, er hun her jo stadigvæk. Så føler jeg, at jeg ærer hende.”

Baby som modvægt til sorgen

Det er en kæmpe mundfuld at blive forælder for de fleste mennesker. At gøre det oveni sit livs største sorg gør ikke omstillingen lettere, men i dag kan Caroline Corinth slet ikke forestille sig, hvordan hun skulle være kommet igennem sorgen uden en blød baby.

“Carl har gjort, at jeg har kunnet holde ud at være i det. Han har helt konkret givet mig noget at beskæftige mig med, der ikke handlede om min sorg. Og så har han været en modvægt til den kæmpe smerte, jeg har gennemgået, og det, tror jeg, har været lindrende for mig.”

“I begyndelsen gik jeg og ventede på, hvornår jeg ville få en fødselsdepression. Jeg sagde: ‘Lige om lidt rammer jeg muren’. Men det skete ikke. Og nu er jeg et sted, hvor jeg kan mærke, at jeg virkelig er kommet efter det og er landet i at være Carls mor og have kærlighed til ham. Jeg har lært mig selv at kende som mor og hviler i den rolle.”

Carl skal kende sin historie

Caroline Corinth har accepteret, at hun nok aldrig kommer til at fejre en fødselsdag for sin søn, uden at hendes glæde bliver forstyrret af en knude i maven over den person, der mangler. Men hun er kommet frem til, at det er en del af hendes og Carls liv, som skal have lov at være der.

“Jeg har lært, at ren lykke og ren sorg godt kan leve ved siden af hinanden,” siger Caroline Corinth.

Savnet er et vilkår i familiens liv, som hverken skal skjules eller ignoreres. Derfor har Caroline Corinth også tænkt sig at være åben over for sin søn omkring de omstændigheder, han er kommet til verden under.

“Carl må godt vide, at han er kommet til verden i nogle sindssygt svære år. Det er en del af vores historie, og det skal han selvfølgelig vide. Det skal ikke være et tema og noget, der bliver presset ned over hovedet på ham, men han skal have muligheden for at tage den dialog med mig. Måske vil det ruste ham til at navigere i livet, når han bliver ældre.”

Caroline Corinth er stadig i proces med sin sorg. Hun er kommet langt – men uanset hvor meget afstand, der bliver mellem hende og den første choktilstand over at måtte undvære sin mor, har hun ikke i sinde at slippe minderne. Både for hendes egen og Carls skyld.

“Jeg har tænkt meget over, hvordan min mor bliver en del af Carls liv fremadrettet. Det er vigtigt for mig, at han lærer hende at kende, selv om hun ikke er her. Hun er jo en del af hans historie, og de to hænger uløseligt sammen, fordi han kom umiddelbart efter, at hun forsvandt.

Min mission er, at min mor kommer til at være en del af vores hverdag, sådan at vi helt naturligt sender hende en tanke og en hurtig bemærkning: ‘Mormor elskede også klematis’ eller ‘nu laver vi mormors hyldeblomstsaft’.

Jeg vil også fortælle alle nøglepersonerne i vores liv, at mit ønske er, at vi skal snakke om hende. Der var én, der gav mig et tip om, at jeg kunne lave en bog om mormor med billeder og små anekdoter i, som jeg kan bladre i sammen med Carl, og den er jeg i gang med at lave.”

I Caroline Corinths vindueskarm står en ananassalvie, som er en stikling fra Mettes plante, som hun brugte til at lave te af. Caroline Corinth har også duftgeranier, som oprindeligt kommer fra hendes mor.

Carl kommer til at vokse op i et hjem, der smager og dufter af hans mormor – og hvor den kvinde, han aldrig kommer til at møde, er til stede i det meste af det, hans mor gør. For Carl har en mormor, og selv om hun ikke er her, er hun her stadig.