Cecilie Hother om sammenbragt familie: ”Jeg undervurderede, hvor komplekst det er”
Dine, mine og vores er ikke altid ligetil. Det måtte tv-vært Cecilie Hother sande, da hun forelskede sig i Thomas, som havde to børn fra et tidligere forhold. Det fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.
Kærlighed overvinder alt, tænkte Cecilie Hother, da hun i 2014 forelskede sig i Thomas, som havde to børn med sig fra et tidligere forhold. Hun selv kom fra et singleliv i en lille boho-lejlighed i København, og pludselig havde hun mand, børn, carport og hus. Det kan lyde idyllisk, men dine, mine og vores er ikke altid lige til, måtte tv-værten sande.
Det fortæller hun i et stort interview med Hendes Verden.
”Måske var jeg naiv, eller også var det, fordi jeg havde set min mor gøre det samme. Min fars første hustru var nemlig død i en trafikulykke, så min mor overtog tre børn, da hun giftede sig med ham. Jeg gentog det mønster, men jeg undervurderede, hvor komplekst det er med dine, mine og vores børn. Han kom med to børn, jeg havde ingen, og der er ingen opskrift på, hvordan man gør. Der er så mange følelser involveret, og i virkeligheden er det jo kun de voksne, der vælger hinanden – børnene gør ikke. De bliver bare en del af det.”
At det kan være svært at finde fælles fodfæste, blev især tydeligt for Cecilie Hother, da hun første gang skulle rejse med sin nye familie. Når hun i dag hører om andre, der skal på ferie med en sammenbragt familie, tænker hun derfor tit, at det er ”en atombombe”.
Og så er der én ting, hun gerne så, at vi bliver bedre til:
”46 procent af Danmarks befolkning lever på den måde, så der må være mange, der har gjort sig de samme erfaringer. Folk er bare så gode til at sige, at alt er godt derhjemme, men når man kradser i lakken, er det ikke altid nemt, og mange går fra hinanden igen. Jeg kom fra kun at have min egen navle at pille i og mig selv at tage vare på og vadede ind i deres drenge-symbiose. Jeg var så grøn og fik meget på erfaringskontoen her. 30’erne var et vildt årti,” siger hun til Hendes Verden.
I dag er familien blevet udvidet med Ellinor på seks år, Aksel på to år og Karl, som de mistede seks måneder inde i graviditeten. Selvom Karls død har lært Cecilie Hother at være risikovillig og leve i nuet, kan hun som enhver anden småbørnsmor godt have svært ved at få enderne til at mødes.
”Nogle gange føler jeg, at jeg befinder mig på en femsporet motorvej, men aldrig kommer foran. Jeg prøver at være foran i forhold til Ellinors skole og Aksels børnehave, men jeg må erkende, at jeg højst kommer i nul – aldrig foran. Alligevel ville jeg gerne have flere børn, nu er jeg dog 44 år og må indse, at det nok er slut. Men jeg nyder at have små børn.”
Læs hele interviewet med tv-vært Cecilie Hother i denne uges Hendes Verden.